Faringsinduktion af søerne resulterede i mere samlede faringer, så der kunne gennemføres en mere intensiv faringsovervågning. Dette betød, at antallet af dødfødte grise pr. kuld faldt med 25 procent. Der blev anvendt Estrumat til faringsinduktion.

Faringsinduktion af søer kombineret med faringsovervågning fra kl. 7:00 til 21:00 på behandlingsdagen er afprøvet i tre sobesætninger med ugedrift. Søerne i hvert andet ugehold, som var mellem 114.–116. drægtighedsdag, blev behandlet i vulva eller intramuskulært med 0,7 ml Estrumat. Det var muligt at behandle cirka 80 pct. af søerne i ugeholdene. Resten af søerne var begyndt at fare på behandlingstidspunktet og blev derfor ikke behandlet. Gyltene blev ikke behandlet og deres faringsresultater indgår ikke i dataopgørelserne.

I de resterende ugehold blev søerne ikke faringsinduceret og der blev kun gennemført faringsovervågning indenfor normal arbejdstid mellem kl. 7:00 og 15:00.

I de ugehold, hvor der blev brugt faringsinduktion og længere faringsovervågningsperiode, medførte det, at cirka 75 pct. af søernes faringer begyndte indenfor arbejdstiden mellem kl. 7:00 og 21:00. I de resterende ugehold begyndte cirka 35 pct. af søernes faringer indenfor normal arbejdstid mellem kl. 7:00 og 15:00. Da der var seks timers længere overvågningsperiode, når søerne blev induceret, ville det alt andet lige også give flere faringer i arbejdstiden. Det var dog ikke muligt at opgøre, hvor mange af disse ekstra faringer, som skyldtes faringsinduktion.

Faringsovervågning indebærer, at søerne tilses hver time. Der udføres fødselshjælp på søer, der ikke har fået grise siden sidste tilsyn (sidste fødte gris er tør). Fødselshjælp er en effektiv metode til at reducere antallet af dødfødte grise, men brug af fødselshjælp kræver, at søerne farer i en periode, hvor der er medarbejdere i farestalden. Ved fødselshjælp fjernes ofte en stor gris fra fødselsvejene, som blokerer for de øvrige grisenes fødsel. Samtidig stimulerer fødselshjælpen også udskillelsen af oxytocin, som øger sammentrækningerne i børen og dermed grisene fødselshastighed.

I ugeholdene uden faringsinduktion fik 60 pct. af søerne fødselshjælp og det tal steg til 80 pct. i ugeholdene med faringsinduktion. Samlet resulterede den øgede fødselshjælp i, at antallet af dødfødte grise pr. kuld faldt med 25 pct. eller 0,6 grise pr. kuld.

Når faringerne blev samlet, var det også muligt at samle arbejdsrutinerne som fx kuldudjævning, men effekten af dette blev ikke målt i afprøvningen.

Denne afprøvning viste, at dødfødte grise pr. kuld kunne reduceres med 25 pct. ved at faringsinducere søer på 114. – 116. drægtighedsdag og efterfølgende faringsovervåge søerne i perioden fra kl. 7:00 til 21:00 på behandlingsdagen. Dette resulterede i 0,6 ekstra levendefødte grise pr. kuld, som har en værdi af 84 kr. pr. kuld.

Faringsinduktion skal gennemføres af en dyrlæge, derfor er omkostningen meget påvirket af besætningens størrelse. Faringsinduktion vil derfor kun være økonomisk interessant i besætninger med mere end 600 årssøer.

Baggrund

Den stigende kuldstørrelse hos danske søer betyder, at procentdelen af dødfødte grise er steget betydeligt. I 1992 fik søerne i gennemsnit 11,5 totalfødte grise pr. kuld og kun 6 pct. var dødfødte. I 2007 fik søerne i gennemsnit 15,3 totalfødte grise pr. kuld og 11 pct. var dødfødte grise [1]. Selv om antallet af dødfødte grise stiger med stigende kuldstørrelse, er der tale om et stort tab af pattegrise, der vil udgøre en betydelig værdi, hvis de kan fødes levende. Der er også en sammenhæng mellem drægtighedslængde og antal dødfødte grise. En kortere drægtighedslængde vil således også have en positiv effekt på antallet af dødfødte grise pr. kuld.

Undersøgelser af faringsforløb og fødselshjælp viser, at faringernes varighed også er steget betydeligt igennem de seneste 20 år fra 2-2½ time pr. faring til cirka 5-8 timer pr. faring. Fødslen af de første 4-5 grise tager lang tid og nu er det først efter gris nr. 14, at frekvensen af dødfødte grise stiger, hvor det tidligere allerede var efter gris nr. 10, at man skulle være opmærksom.

En undersøgelse har vist, at det er bedre at yde fødselshjælp, hvis soen ikke har født grise efter én time i stedet for at vente i to timer. Dette gælder dog kun, for grise født senere end nr. 4 i fødselsrækkefølgen. Hele 76 pct. af søerne havde behov for fødselshjælp, hvis denne blev givet efter én time uden fødsel af grise [2]. En anden undersøgelse viste, at en gruppe af søer, der fik hjælp efter én time uden fødsel af grise, i gennemsnit fik 8 pct. dødfødte grise, mens en anden gruppe søer, der først fik hjælp efter tre timer, fik 14 pct. dødfødte grise. I denne undersøgelse var der over 50 pct. af søerne, der havde over én time imellem fødsel af grise. Fødselshjælp har tidligere vist sammenhæng til børbetændelse og flåd i dieperioden, men hvis der holdes god hygiejne, er det erfaringen, at de søer, der modtager fødselshjælp, dels undgår flåd, men også at søerne kommer hurtigere i gang med en god diegivning efter faringen [2], [3], [6].

Faringsinduktion har tidligere vist en god effekt til at samle faringerne i arbejdstiden. Dette havde dog ingen effekt på frekvensen af dødfødte grise [4]. Det er imidlertid ikke undersøgt, om faringsinduktion kombineret med en fast strategi for fødselshjælp vil medføre en bedre overlevelse af pattegrisene sammen med en bedre sundhed hos søerne.

Søerne i et hold fravænnes på samme ugedag, og hovedparten af dem er insemineret 4-6 dage senere. Alligevel er der en variation i søernes drægtighedslængde på mellem 112 og 120 dage. Faringerne er normalt koncentreret indenfor 2-3 dage, men alligevel ses faringer over hele ugen. Spredningen i faringerne medfører nogle arbejdsmæssige ulemper, da det ikke er muligt at gennemføre en konsekvent overvågning af faringerne og dermed mulighed for at gribe ind, når der er lang tid mellem de enkelte grise fødes. Ved hjælp af faringsinduktion skulle det imidlertid være muligt at samle faringerne indenfor et snævert tidsrum og dermed gennemføre en bedre faringsovervågning [6].

Det er afprøvningens formål at afklare, om faringsinduktion sammen med en fastlagt strategi for overvågning og fødselshjælp vil nedsætte frekvensen af dødfødte grise og behandling af MMA.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i tre besætninger og omfattede ikke gylte. Søerne i hvert ugehold blev betragtet som et forsøgshold. Når søerne blev overført til farestalden, blev de mærket op efter, hvor mange drægtighedsdage de havde. Behandlingen med Estrumat blev foretaget på en fast ugedag og kun de søer, som havde fra 114–116 drægtighedsdage på behandlingsdagen, blev behandlet. Behandlingen blev foretaget af besætningens dyrlæge. Søer blev i alle tre besætninger overført til farestalden cirka 1 uge før forventet faring.

Behandlingen med Estrumat blev gennemført hver anden uge og er forsøgsgruppen. De uger, hvor der ikke blev behandlet, var kontrolgruppen.

Medarbejderne i besætningerne fulgte følgende arbejdsprocedure:

Kontrolgruppe: Fodermesteren tilser søerne i arbejdstiden fra kl. 7:00 til 15:00 med en times mellemrum. Der udføres fødselshjælp på søer, der ikke har fået grise siden sidste tilsyn (sidste fødte gris er tør).

Forsøgsgruppe: Fodermesteren tilser søerne i arbejdstiden fra kl. 7:00 til 15:00 med en times mellemrum. Der udføres fødselshjælp på søer, der ikke har fået grise siden sidste tilsyn (sidste fødte gris er tør). På behandlingsdagen udvides tilsynet til også at omfatte perioden fra kl. 15:00 til 21:00.

Fødselshjælp er en effektiv metode til at reducere antallet af dødfødte grise. Ved fødselshjælp fjernes ofte en stor gris fra fødselsvejene, som blokerer for de øvrige grisenes fødsel. Samtidig stimulerer fødselshjælpen også udskillelsen af oxytocin, som øger sammentrækningerne i børen og dermed grisene fødselshastighed. Anvendelse af fødselshjælp er således til gav for både so og grise.

Registreringer

I hvert ugehold blev følgende registreret for søerne:

Via produktionskontrollen i besætningerne blev drægtighedslængde, totalfødte grise pr. kuld, dødfødte grise pr. kuld og svagtfødte grise pr. kuld indsamlet.
Der blev foretaget registrering af behandlinger mod mindst en af de sygdomme, der indgår i MMA-komplekset.
Starttidspunkt for faring blev registreret i arbejdstiden. Når søerne påbegyndte faringen udenfor arbejdstid blev de først registreret ved arbejdstidens start.
Gennemført fødselshjælp blev registreret.

Besætningsbeskrivelse

Besætning A havde 1.000 årssøer med 4-ugers fravænning. Her var traditionelle, sektionerede farestalde med kassestier. De drægtige søer var opstaldet i et ESF-system i drægtighedsperioden. Der anvendtes hjemmeblandet vådfoder.

Besætning B havde 565 årssøer med 4-ugers fravænning. Farestalden var sektioneret og havde traditionelle kassestier. De drægtige søer var opstaldet i stier med en ædeboks pr. so fra fire uger efter løbning og frem til overførsel til farestalden. Der anvendtes hjemmeblandet vådfoder.

Besætning C havde 590 årssøer med 4-ugers fravænning. Farestalden var sektioneret med traditionelle kassestier. De drægtige søer var opstaldet i stier med en ædeboks pr. so fra fire uger efter løbning og frem til overførsel til farestalden. Foderet var indkøbt og det blev udfodret som vådfoder.

Fodring

Drægtige søer
I drægtighedsperioden blev alle søerne i hver besætning fodret med samme blanding, som var optimeret efter gældende normer [5]. Alle søerne blev fodret efter huld i drægtighedsperioden frem til faring efter besætningens aktuelle strategi. Det blev tilstræbt, at søerne blev overført til farestalden cirka en uge før forventet faring.

Diegivende søer
I diegivningsperioden blev alle søerne i hver besætning fodret med samme blanding, som var optimeret efter gældende normer [5]. Søerne blev fodret efter tilnærmet ædelyst i begge grupper, når de havde været diegivende i omkring en uge.

Statistik

De primære måleparametre var: dødfødte grise pr. kuld. Antal dødfødte grise pr. kuld blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren proc MIXED.

De sekundære måleparametre var: fødselshjælp, starttidspunkt for faring og antal behandlinger mod MMA.

Resultater

Søerne i hvert ugehold blev betragtet som et forsøgshold. Når søerne blev overført til farestalden, blev de mærket op efter, hvor mange drægtighedsdage de havde. De mærkede søer skulle have fra 114–116 drægtighedsdage på en fast ugedag. I hvert andet ugehold blev de mærkede søer behandlet med Estrumat på den faste ugedag. I de øvrige ugehold blev de mærkede søer ikke behandlet, men deres resultater udgjorde kontrolgruppen i afprøvningen.

I tabel 1 er antallet af mærkede søer. Det er også vist, hvor stor en procentdel af søerne, som begyndte at fare i arbejdstiden, samt hvilken muligheder det gav for anvendelse af fødselshjælp til søerne. Endelig er antallet af MMA-behandlinger vist.

Tabel 1. Betydning af induktion på starttidspunkt af faring, MMA-behandlinger og frekvensen af fødselshjælp

Besætning	A		B		C
Gruppe	Kontrol	Induktion	Kontrol	Induktion	Kontrol	Induktion
Antal søer i alt	217	244	172	175	137	159
Procent inducerede søer af søer i ugeholdet på 114.-116. drægtighedsdag	0	83	0	85	0	77
Gennemsnitligt kuldnummer	4,1	4,2	4,1	4,1	3,5	3,6
Søer med påbegyndt faring i arbejdstiden, pct.	34*	80*	28*	72*	48*	81*
Procent søer, der fik fødselshjælp.	73	97	28	59	58	87
Antal fødselshjælp pr. so	1,3	2,3	1,9	2,3	1,8	2,3
MMA-behandlinger, pct.	9	6	6	5	11	8

* Statistisk sikker forskel (p<0,05)

Resultaterne bekræfter tidligere undersøgelser [2], hvor det var muligt at behandle cirka 80 pct. af søerne i forsøgsholdene. Herved samles faringerne indenfor en mere begrænset periode og overvågning af faringerne samt anvendelse af målrettet fødselshjælp til søer med lange fødselsintervaller kan gennemføres.

I denne afprøvning begyndte 75 pct. af faringerne i tidsintervallet kl. 7:00 og frem til 21:00. Når der ikke blev anvendt faringsinduktion, begyndte to ud af tre faringer udenfor normal arbejdstid i tidsrummet kl. 15:00 – 7:00.

Fødselshjælp er en effektiv metode til at reducere antallet af dødfødte grise, men brug af fødselshjælp kræver at søerne farer i en periode, hvor der er medarbejdere i farestalden. Fødselshjælp kunne bruges til 25 pct. flere søer, når de blev faringsinduceret og overvågningsperioden blev udvidet til tidsintervallet kl. 7:00 og frem til 21:00. Ved fødselshjælp fjernedes ofte en stor gris fra fødselsvejene, som blokerede for de øvrige grisenes fødsel. Samtidig stimulerer fødselshjælp også udskillelsen af oxytocin, som øger sammentrækningerne i børen og dermed grisene fødselshastighed.

Anvendelse af fødselshjælp på flere søer og flere gange pr. so resulterede ikke i flere MMA-behandlinger, så det har ikke haft nogen negativ effekt på soen.

Tabel 2 viser effekten af behandlingen på antallet af dødfødte grise pr. kuld. I tabellen er antal svagtfødte grise pr. kuld også vist, men kun for besætning B og C, da det ikke blev registreret i besætning A.

Tabel 2. Betydning af induktion på antallet af dødfødte og svagtfødte grise pr. kuld

Besætning	A		B		C
Gruppe	Kontrol	Induktion	Kontrol	Induktion	Kontrol	Induktion
Antal søer	217	244	172	175	137	159
Antal totalfødte grise pr. kuld	16,76	16,34	18,18	17,75	16,80	16,74
Antal levendefødte grise pr. kuld	14,31*	14,61*	15,69*	15,89*	14,37*	14,84*
- heraf svagtfødte grise	-	-	0,02	0,01	0,12	0,32
Antal dødfødte grise pr. kuld	2,45*	1,73*	2,49*	1,87*	2,42*	1,89*

* Statistisk sikker forskel (p<0,05)

Der var statistisk sikkert færre dødfødte grise pr. kuld og flere levendefødte grise pr. kuld indenfor alle tre besætninger, når der blev anvendt faringsinduktion og faringsovervågning i perioden fra kl. 7:00 til 21:00. Antallet af dødfødte grise faldt med 25 pct. eller 0,6 grise pr. kuld.

Antallet af fravænnede grise blev ikke registreret, men medarbejderne havde ikke set negativ effekt af faringsinduktion på de fødte grise. Tværtimod blev det bemærket, at kuldudjævning mv. kunne gennemføres nemmere, når mange grise blev født indenfor et kortere tidsrum.

Økonomi

Behandling med faringsinduktionsmidler må kun foretages af en dyrlæge og det påvirker selvfølgelig udgifterne ved behandlingen. Medicinudgiften beløber sig til cirka 10 kr. pr. dyr. Dertil skal lægges honorar, der består af kørsel, startgebyr og timebetaling. Honoraret varierer mellem de forskellige dyrlægepraksis og vil være fra 600 og op til 1.200 kr. pr. besøg. Selve injektionen er hurtigt klaret, så honorarudgiften pr. dyr vil falde ved stigende antal dyr. En besætning med 500 årssøer vil typisk skulle betale cirka 80 kr. pr. behandlet so, mens en besætning med 1.250 årssøer vil skulle betale cirka 40 kr. pr. behandlet so. Anvendelse af faringsinduktion skal følges op af en intensiv faringsovervågning, som også koster ekstra arbejdstimer.

Konklusion

Denne afprøvning har vist, at dødfødte grise pr. kuld kunne reduceres med 25 pct. ved at faringsinducere søer på 114.–116. drægtighedsdag og efterfølgende faringsovervåge søerne i perioden fra kl. 7:00 til 21:00 på behandlingsdagen. Dette resulterede i 0,6 ekstra levendefødte grise pr. kuld, som har en værdi af 84 kr. pr. kuld. Faringsinduktion skal gennemføres af en dyrlæge, derfor er omkostningen meget påvirket af besætningens størrelse. Faringsinduktion vil derfor kun være økonomisk interessant i besætninger med mere end 600 årssøer.

Referencer

[1]	Vinther, J. og Ostersen, T. (2008): P-rapporternes resultater oktober 2008, Notat nr. 0907, Dansk Svineproduktion.
[2]	Musse, S. L. (2007): Effekt af fødselshjælp og aftørring af nyfødte pattegrise. Veterinært speciale.
[3]	Visby-Jensen, P. (2008): Effekten af faringsinduktion og intensiv faringsovervågning. Veterinært speciale.
[4]	Pedersen, B. K. (1986): Afprøvning af faringsinduktion. Meddelelse nr. 112. Landsudvalget for Svin.
[5]	Næringsstofnormer til Svin (2007): Dansk Svineproduktion.
[6]	Thorup, F. et al (2009): Faringsforløb hos frugtbare danske søer. Meddelelse nr. 839, Dansk Svineproduktion.

Deltagere

Teknikere: Peter Nøddebo Hansen og Roald Koudal, Dansk Svineproduktion
Statistiker: Jens Vinther, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 1018

Faringsinduktion og udvidet faringsovervågning