Faringens varighed stiger. De første fire grise fødes over relativt lang tid. Her er indgreb sjældent nødvendigt. Efter gris nr. 14 stiger dødeligheden, så her er overvågning og indgreb vigtig.

Kendskab til det normale faringsforløb er vigtig for at kunne gribe ind ved unormale forhold. Samtidig med at kuldstørrelsen er steget betydeligt, har flere faktorer omkring den normale faring ændret sig. Det har især påvirket gennemsnitsvægten for den enkelte gris, varigheden af faringen, den samlede vægt af grise som soen føder, og den mængde mælk soen efterfølgende producerer.

Faringerne blev overvåget intensivt i tre besætninger. I del 1 (besætning 1, 51 faringer) blev indgreb under faringen så vidt muligt undgået. I del 2 (besætning 2 og 3, 96 faringer) blev brug af fødselshjælp efter enten en eller to timer uden fødsel af grise sammenlignet. Der blev ikke foretaget oxytocinbehandling under faringen ved en eneste af de observerede 147 faringer i undersøgelserne.

I alle tre besætninger varede en gennemsnitlig faring længere, end det tidligere er fundet i danske undersøgelser. De første fire grise blev i gennemsnit født med 40 minutters interval, mens de næste seks grise blev født dobbelt så hurtigt. Herefter steg fødselsintervallerne mellem de enkelte grise langsomt igen. Dødeligheden blandt de 14 første grise var lav. Det lange interval mellem de fire første grise havde tilsyneladende ikke betydning for hverken de fødte eller for de efterfølgende grises risiko for at være dødfødte.

I besætning 1 var der tendens til færre dødfødte grise, hvis grisene blev født om natten. Det svarer til tidligere observationer. I besætning 2 og 3 var der en periode mellem kl. 14:00 og 21:00, hvor frekvensen af dødfødte grise blev næsten halveret, selv om strategien for overvågning og brug af fødselshjælp var ens over hele døgnet i denne undersøgelse.

I besætning 1 var der først et stigende antal dødfødte grise, hvis fødselsintervallet oversteg 1 time. I besætning 2 og 3 steg antallet af dødfødte grise lineært med fødselsintervallet.

Dødeligheden i dieperioden i relation til faringsforløbet blev opgjort i besætning 2 og 3. Fødselsrækkefølgen påvirkede dødeligheden i dieperioden, idet de første tre grise havde cirka 30 pct. højere dødelighed end de efterfølgende grise. Det er ikke klart, om det hænger sammen med, at det tager soen længere tid at føde de første fire grise. Efter gris nr. 14 fordobles dødeligheden, men forbliver så på dette højere niveau.

I alle tre besætninger var risikoen for, at grisen var dødfødt betydeligt højere, hvis grisens fødselsvægt lå under 1 kg. De grise, der vejede over 2 kg ved fødsel, havde en meget lav dødelighed såvel under som efter fødsel.

Grise med en fødselsvægt på 400 eller 500 gram overlevede ikke til dag 7 efter fødsel i nogen af de tre besætninger. I besætning 2 og 3 overlevede 12 pct. af grisene, hvis de vejede 600 gram ved fødsel. Vejede grisene 700 gram overlevede cirka 35 pct. af grisene. I besætning 2 og 3 blev der født 39 grise, der vejede under 700 gram. Det svarer til 2,5 pct. af alle fødte grise. Hver tredje af disse små grise var dødfødt, og kun tre grise (8 pct.) var levende syv dage efter fødsel. Hvis grise vejer under 700 gram ved fødsel, er deres chance for at overleve således lav. De bør i stedet aflives med det samme. Dette vil være etisk korrekt overfor grisene, der ellers risikerer at dø langsomt af sult og kulde. Samtidig kan man bedre koncentrere sig om de grise, der kan overleve.

Efterbyrd blev observeret 0-1½ time efter fødsel af sidste gris hos 70 pct. af søerne. Hos 10 pct. af søerne blev der født grise, efter at afgang af efterbyrd var noteret. Hvis man vil vide, om faringen er færdig, er det altså ikke nok, at der er afgået efterbyrd.

Faringen bør overvåges. Ved fødslen af de første 4-5 grise kan det accepteres, at der er op til to timer mellem grisene. Herefter bør der gribes ind, hvis der er over en time imellem grisene.

Baggrund

Siden avl for totalfødte grise pr. kuld (FGK) kom med i avlsmålet for Landrace og Yorkshire i 1992, er den gennemsnitlige kuldstørrelse i produktionsbesætningerne steget fra 11,5 til 15,2 totalfødte grise pr. kuld. Samtidig er procentdelen af dødfødte grise steget fra 6 pct. til 11 pct. [1]. Et godt faringsforløb er essentielt for såvel pattegrisenes overlevelse som for soens evne til at gennemføre en god diegivningsperiode. Det er vigtigt at kende det normale faringsforløb, for at kunne vurdere om der er behov for indgriben.

Det er vigtigt for faringsforløbet, at søerne ikke stresses. Samtidig er det vigtigt, at der jævnligt er tilsyn med de farende søer, og at der gribes ind ved faringsproblemer.

Faringen foregår under to meget forskellige forhold afhængigt af tidspunktet for faringen. Ved faring om dagen kommer der jævnligt medarbejdere igennem farestalden. Det skyldes dels det direkte tilsyn med faringerne, dels sker det i forbindelse med farestaldens øvrige rutiner. Muligvis forstyrres den farende so af nogle af disse rutiner (fx fodring, kastration, flytning af søer eller grise). Til gengæld opnås en hyppig overvågning af faringerne, og der gribes ind, når der skønnes at være et behov.

Om natten kan der være indlagt et aftenopsyn i stalden, men ellers er der intet tilsyn fra fyraften til den næste morgen. Hvis driftslederen ved fyraften har bemærket, at soen er i faring, kan der gennemføres et eller flere ekstra tilsyn i løbet af natten. Tidligere undersøgelser har vist, at i mange besætninger farer op til 80 pct. af søerne udenfor normal arbejdstid. Dette kan skyldes, at faringen går i gang, når der er ro i stalden [2].

Tidligere undersøgelser har vist, at fødselsvægt[2] og fødselsrækkefølge [3] har betydning for grisenes overlevelse under og efter faring. Den højere kuldstørrelse kan have ændret (forstærket) disse forhold.

I forbindelse med to specialeopgaver ved Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet blev en række forhold omkring faringen registreret over hele døgnet [4], [5]. Disse registreringer præsenteres i det efterfølgende.

Undersøgelserne skulle beskrive det normale faringsforløb hos søer, der føder store kuld, for at give en bedre rådgivning om faringsovervågning og fødselshjælp.

Materiale og metode

Del 1

I besætning 1 var der kun første- og andetkulds søer.

Her blev 51 faringer fulgt ved tilsyn hver halve time over døgnet i de perioder, hvor der blev forventet mange faringer. Pattegrisene blev vejet og øremærket, og fødselstidspunktet blev noteret. Der blev ikke gennemført faringshjælp i forbindelse med undersøgelsen. I dagtimerne greb staldpersonalet ind nogle gange, hvor de fandt det nødvendigt. De pattegrise, der blev fundet i efterbyrden, blev hjulpet fri. Det var ikke muligt at følge alle grise efter faring, så pattegrisedødeligheden blev ikke registreret i denne besætning [4].

Del 2

I besætning 2 og 3 var der en normal alderssammensætning på søerne.

Driften og staldsystemet var traditionelt, med fuldt sektionerede farestalde. De 96 faringer blev fulgt over døgnet med tilsyn hvert kvarter. Som i del 1 blev pattegrisene øremærket og vejet ved fødsel, og fødselstidspunktet blev noteret. Hvis der var over en time mellem to grise, blev der trukket lod, om soen skulle modtage fødselshjælp, eller om den skulle vente i endnu en time. Her fik den så fødselshjælp, hvis der ikke i mellemtiden var født en eller flere grise. Pattegrise, der blev fundet i efterbyrden, blev altid hjulpet fri. Svage grise, der blev trukket ud, blev forsøgt genoplivet. I besætning 2 og 3 blev alle levendefødte grise talt op cirka syv dage efter fødsel for at opgøre pattegriseoverlevelsen. Grisene blev fulgt i syv dage, uanset om de blev hos soen, eller flyttet til ammesøer. Kuldudjævning i besætning 2 og 3 blev foretaget efter personalets sædvanlige rutiner [5].

Resultaterne beskrives ved deskriptiv analyse med henblik på rådgivning og er endvidere anvendt i planlægningen af efterfølgende afprøvninger.

Resultater og diskussion

Overordnede resultater
I besætning 1 blev der fulgt 51 faringer med i alt 819 fødte grise. I besætning 2 og 3 indgik i alt 96 faringer med 1.554 grise. De overordnede resultater fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Faringer i besætning 1, 2 og 3

Besætning	1	2	3
Antal faringer	51	59	37
Gns. kuldnummer	1,8 (24 pct. var 1. kuld)	3,5 (17 pct. var 1. kuld)	3,8 (5 pct. var 1. kuld)
Totalfødte grise pr. kuld	16,1	15,7	16,9
Dødfødte grise, pct.	8,4	11,0	9,0
Varighed af faring, minutter	366	399	483
Interval mellem grise, minutter	23	25	29
Gns. fødselsvægt for levendefødte grise, kg	1,3	1,4	1,4
Gns. fødselsvægt for dødfødte grise, kg	1,1	1,2	1,2
Søer med fødselshjælp, pct.	12	51	57
Grise født ved fødselshjælp, pct.	Ikke registreret	10	21
Pattegrisedødelighed indtil dag 7, pct.	12	11	15

Kuldstørrelsen i alle tre besætninger var betydeligt højere end gennemsnittet for produktionskontrollerne på 15,2 totalfødte grise [1]. Til gengæld var såvel procent dødfødte som pattegrisedødelighed lavere end gennemsnittet. Pattegrisedødeligheden blev dog opgjort allerede dag 7 efter fødsel. Faringerne i alle tre besætninger var af betydeligt længere varighed end tidligere publiceret [3]. Det anslås, at faringens varighed er fordoblet i løbet af de seneste 20 år (se appendiks).

Den gennemsnitlige fødselsvægt var på henholdsvis 1,3; 1,4 og 1,4 kg pr. gris i besætning 1, 2 og 3. Fødselsvægten er således faldet i forhold til de 1,5 kg, der er fundet i tidligere undersøgelser, men ligger fortsat på et acceptabelt niveau [5]. Det var forventet, at fødselsvægten i besætning 1 var lavere end i de to andre besætninger, da de mange førstekulds søer i besætning 1 ville føde grise, der i gennemsnit vejede 200 gram mindre end grisene født af søer ældre end første kuld [6].

Tidspunkt for faring
Faringsovervågningen blev foretaget i de perioder på døgnet, hvor der var erfaring for, at mange søer farede. Derfor er der ikke foretaget lige meget overvågning i alle døgnets timer. I alle tre besætninger var der erfaring for, at der blev født flest grise om natten. De mange grise, der fødes om natten, gør det svært at gennemføre en intensiv overvågning i praksis.

Figur 1 og 2 viser fordelingen af antal grise født pr. time over døgnet, samt procentdelen af dødfødte grise i forhold til fødselstidspunktet. I besætning 1 blev der kun gennemført fødselshjælp, når der var medarbejdere i stalden. Alligevel var der tegn på færre dødfødte grise ved faring om natten. I besætning 2 og 3 var der en tendens til færrest dødfødte grise mellem kl. 14:00 og 21:00. I besætning 2 og 3 blev der gennemført samme management med hensyn til overvågning og fødselshjælp over hele døgnet, så manglende overvågning kan ikke forklare denne variation.

Figur 1. Besætning 1. Klokkeslet for fødsel af grise, samt procentdel dødfødte grise. Lys = dag. Mørk = nat. Der blev kun overvåget i de perioder, hvor der var erfaring for mange faringer, så der er ikke overvåget lige meget alle døgnets timer. Billede nr. 1802

Figur 2. Besætning 2 og 3. Klokkeslæt for fødsel af grise. Angivet som antal grise født pr. overvågningstime (blå) og procent dødfødte grise (rød). Der blev kun overvåget i de perioder, hvor der var erfaring for mange faringer, så der er ikke overvåget lige meget alle døgnets timer. Billede nr. 1803

Fødselsrækkefølge

Figur 3 og 4 viser, at der gik lang tid mellem fødsel af de enkelte grise både først og sidst i faringsforløbet. Dette gælder for alle tre besætninger. Der var i gennemsnit 40 minutter imellem gris 1 og 2 i alle tre besætninger, og først gris 4 eller 5 blev i gennemsnit født efter et ”kort” interval. Det medførte også, at der i besætning 2 og 3 var mange tilfælde af fødselshjælp først i faringsforløbet, som følge af den faste strategi for fødselshjælp. Trods det længere interval mellem de første fire grise, var der ikke ret mange dødfødte grise blandt de første 14 grise.

Figur 3 og 4 viser også, at efter gris nr. 14 steg de gennemsnitlige fødselsintervaller igen. Dette kan hænge sammen med udmattelse af soen eller måske mere præcist udmattelse af børmuskulaturen. I besætning 1 steg frekvensen af dødfødte grise allerede efter gris 10. I besætning 2 og 3 steg frekvensen af dødfødte grise, samtidig med at intervallerne steg efter gris 15. Denne forskel mellem besætningerne kan ikke umiddelbart forklares.

Figur 3. Besætning 1. Grisens placering i fødselsrækkefølgen. Mørkeblå angiver interval i minutter fra fødsel af den foregående gris, mens rød angiver procentdelen af grise, der var dødfødte. Billede nr. 1804

Figur 4. Besætning 2 og 3. Grisens placering i fødselsrækkefølgen. Betydning for antal minutter fra fødsel forrige gris (mørkeblå), procent dødfødte (rød) og frekvens af fødselshjælp (grøn). Billede nr. 1805.

Tabel 2 viser en række parametre for faringsforløbet afhængigt af tiden mellem fødsel af gris nr. 1 og gris nr. 5 i besætning 2 og 3. I en statistisk analyse havde tiden til fødsel af de første fem grise ikke statistisk sikker betydning for procentdelen af dødfødte grise (p = 0,50), eller for dødeligheden efter faring (p= 0,60), når der blev korrigeret for den statistisk sikre effekt på dødeligheden af antal totalfødte grise. Det er således sjældent nødvendigt at gribe ind med fødselshjælp i begyndelsen af faringen, selv om der er længe imellem de første grise i kuldet.

Tabel 2. Betydning af tid til fødsel af de første fem grise for det samlede faringsforløb i besætning 2 og 3

Tid til fødsel af de første 5 grise	Antal kuld	Totalfødte grise i kuldet	Pct. dødfødte grise	Varighed for fødsel af resten af grisene, min.	Total varighed af faringen, min.	Pct. grise, der døde i dieperioden	Kuld- nummer
0-½ time	5	14,6	7	150	170	21	3
½-1½ time	40	16,5	10	270	320	10	3,5
1½-2½ time	21	15,2	8	230	340	12	3,4
2½-3½ time	17	17,0	8	320	490	10	4,2
3½-4½ time	9	17,4	12	360	600	12	3,5
4½-5½ time	3	14,0	6	300	590	21	4,7
5½-6½ time	1	17,0	29	480	810	25	6

Effekt af antal minutter mellem de enkelte grise
I besætning 1 blev cirka 10 pct. af grisene født med mere end én times interval (figur 5). Grise, der blev født med et interval på under én time, var sjældent dødfødte. I besætning 2 og 3 var det over 25 pct. af grisene, der blev født efter mere end en times interval (figur 6). Her var der en tydeligt lineær sammenhæng imellem interval til fødsel og frekvens af dødfødte. I besætning 2 og 3 blev der gennemført fødselshjælp, hvis der ikke var kommet grise efter en eller to timer. Dette forklarer, at der fødes flere grise end forventet netop ved søjlerne ”70” og ”130” i figur 6.

Figur 5a og 5b. Besætning 1. Fordeling af intervaller mellem grisene og betydningen af fødselsintervallet for procent dødfødte grise. Søjlen ”10” omfatter grise født 0 til 20 minutter efter den forrige gris. Billede nr. 1806

Figur 6a og 6b. Besætning 2 og 3. 6a Fordeling af intervaller mellem grisene og (6b) betydningen af fødselsintervallet for procent dødfødte grise. Søjlen ”10” omfatter grise født 0 til 20 minutter efter den forrige gris. Billede nr. 1807.

Fordeling af kuldstørrelser

Figur 7 og 8 viser fordelingen af kuldstørrelser i de tre besætninger. Der var en større procentdel kuld med over 16 grise i besætning 1 (65 pct.) end i besætning 2 og 3 (50 pct.). Alligevel var der dobbelt så mange kuld med 20 grise eller mere i besætning 2 og 3 (18 pct.). Da frekvensen af dødfødte grise stiger betydeligt sidst i fødselsrækkefølgen, har søerne i besætning 1 således en fordel i at få mange pæne kuld men få meget store kuld.

Figur 7. Kuldstørrelse i besætning 1. Figuren viser, hvor mange grise der blev født i de 51 kuld. Der var således 46 søer (90 pct. af søerne), der fik mindst 12 grise, og 33 søer (65 pct.), der fødte over 16 grise. 4 søer (8 pct.) fødte 20 grise eller mere. Billede nr. 1808

Figur 8. Kuldstørrelse i besætning 2 og 3. Figuren viser, hvor mange grise der blev født i de 96 kuld (Tallene på Y-aksen angiver næsten procentdelen af faringerne). Der var således 90 søer, der fik mindst 12 grise, og 50 søer, der fødte over 16 grise. 17 søer fik 20 grise eller mere. Billede nr. 1809

Varighed af faringen

Figur 9 og 10 viser varigheden af hele faringen, og betydningen af varigheden for procent dødfødte grise i kuldene. I begge figurer er der tegn på et stigende antal dødfødte grise, når varigheden af faringen stiger til 4-5 timer. Herefter ændres procent dødfødte grise ikke synligt ved stigende varighed af faringen.

Figur 9. Varighed af faring i besætning 1 og betydningen for frekvens af dødfødte grise. Blå angiver procent af søerne med den pågældende faringslængde. Rød angiver procent dødfødte grise. Billede nr. 1810

Figur 10. Varighed af faring i besætning 2 og 3 og frekvens af dødfødte grise. Blå angiver procent af søerne med den pågældende faringslængde. Rød angiver procent dødfødte grise. Billede nr. 1811

Effekt af antal totalfødte grise på pct. dødfødte grise

Figur 11 viser frekvensen af dødfødte grise med stigende kuldstørrelse for både besætning 1, samt besætning 2 og 3. Stigende kuldstørrelse medfører, at procentdelen af dødfødte grise stiger. Dette var tydeligst i besætning 2 og 3.

Figur 11. Besætning 1, 2 og 3. Procent dødfødte grise ved stigende antal totalfødte grise i de tre besætninger. Billede nr. 1812

De nyfødte grises fødselsvægt

Figur 12 viser, at fødselsvægten falder ved stigende kuldstørrelse. Specielt i besætning 2 og 3 ser det ud til, at når kuldstørrelsen stiger fra syv til 14 totalfødte, så falder den gennemsnitlige fødselsvægt med 100 gram pr. ekstra gris i kuldet. Herefter er fødselsvægten næsten stabil indtil 22 totalfødte, hvorefter fødselsvægten igen falder med stigende kuldstørrelse. Denne udvikling er også bemærket i andre igangværende afprøvninger. Resultaterne i besætning 1 skal vurderes med forsigtighed, da fødselsvægten hos de mange førstekulds søer var cirka 200 gram lavere end for andetkulds søerne. Dette er normalt [6]. Fødselsrækkefølgen havde ingen betydning for grisenes fødselsvægt (ikke vist i figur).

Figur 12. Besætning 1, 2 og 3. Gennemsnitlig fødselsvægt i de tre besætninger ved stigende kuldstørrelse. Billede nr. 1813

Dødfødte grise i forhold til fødselsvægt

Figur 13 og 14 viser fordelingen af grise med stigende fødselsvægt i de tre besætninger. Der var stor spredning fra 0,3 til 2,5 kg på fødselsvægten. Der var flest grise der vejede henholdsvis 1,3 kg i besætning 1 og 1,4 kg i besætning 2 og 3. I begge besætninger faldt frekvensen af dødfødte grise med stigende fødselsvægt. Grise, der vejede under 0,8 kg i besætning 1 og under 1,1 kg i besætning 2 og 3 havde betydelig større risiko for at være dødfødte. De grise, der vejede over 2 kg, var næsten aldrig dødfødte, så risikoen, for at en stor gris spærrer i fødselsvejen, er sjældent af betydning.

Figur 13. Besætning 1. Fordeling af fødselsvægt (blå) og fødselsvægtens betydning for, om grisen var dødfødt (rød). Billede nr. 1814

Figur 14. Besætning 2 og 3. Fordeling af fødselsvægt (blå) og fødselsvægtens betydning for, om grisen var dødfødt (rød). Billede nr. 1815

Pattegrisedødelighed i forhold til fødselsvægt

Fødselsvægtens betydning for pattegrisedødeligheden før dag 7 i besætning 2 og 3 fremgår af figur 15. Jo større grisene er ved fødsel, jo større er chancen for at overleve frem til fravænning. Til gengæld så overlever grise på 2 kg eller der over både faringen og diegivningen til dag 7.

InfoSvin/medd839o1816.tif

Figur 15. Besætning 2 og 3. Pattegrisedødelighed frem til dag 7 ved stigende fødselsvægt. Billede nr. 1816

Overlevelse under og efter fødsel i forhold til fødselsvægt

Der var ingen af de 12 grise, der vejede under 600 gram ved fødsel, der var levende syv dage efter fødsel. Kun tre af 27 grise på 600 gram overlevede til dag 7. Hvis grisens fødselsvægt ligger på eller over gennemsnitsvægten på 1,4 kg, har den 90 pct. chance for at være levende dag 7. I besætning 2 og 3 var der 93 grise (6 pct. af alle fødte grise), der vejede 2 kg eller mere ved fødsel. Hele 93,5 pct. af disse fødte grise var i live syv dage efter fødsel.

Figur 16. Besætning 2 og 3. Fødselsvægtens betydning for om en født gris er levende syv dage efter fødsel. Tabellen indeholder effekten af både procent dødfødte grise og pattegrisedødelighed. Billede nr. 1817

Pattegriseoverlevelse som effekt af fødselsrækkefølgen

Dødeligheden i forhold til fødselsrækkefølgen i besætning 2 og 3 fremgår af figur 17. Der var tendens til, at de første tre grise havde 5 procentpoint højere dødelighed end de efterfølgende grise. Dette kan enten skyldes, at de første grise blev født med et relativt langt interval, eller at søerne ofte rejser sig efter fødsel af de første grise. Grise født senere end nr. 14 havde ligeledes en højere dødelighed. Dette kan både skyldes det stigende fødselsinterval, og at de først fødte grise optager plads ved yveret, og derved forhindrer de sidste grises adgang til råmælken. Endvidere er det kun de store kuld med høj pattegrisedødelighed, der tæller med i denne gruppe af grise, da kuld med mindre end 14 grise (og med en lavere dødelighed) kun tæller med ved fødselsrækkefølge under 14.

Figur 17. Pattegrisedødelighed i forhold til fødselsrækkefølgen i besætning 2 og 3. Billede nr. 1818

Afgang af efterbyrd som tegn på afsluttet faring

I besætning 2 og 3 blev afslutning af faring konstateret ved at registrere tidspunktet for afgang af efterbyrd. Figur 18 viser, at halvdelen af søerne havde afgang af efterbyrd indenfor én time efter fødsel af sidste gris, mens der gik over en time til afgang af efterbyrd hos 40 pct. af søerne. Ved en strategi om at lave fødselshjælp, hvis der går mere end én time efter sidste gris, vil disse 40 pct. af søerne således modtage fødselshjælp, selv om de er færdige med at fare. Hos cirka 10 pct. af søerne blev der født grise, efter at der var afgået efterbyrd. Hos hver 10. so er afgang af efterbyrd således ikke et tegn på, at soen er færdig med at fare.

Figur 18. Besætning 2 og 3. Antal timer fra fødsel af sidste gris til afgang af efterbyrd. Nul angiver, at efterbyrden afgik indenfor den første time efter fødsel af den sidste gris. Negative tal betyder, at der er født grise efter at efterbyrden afgik. Billede nr. 1819

Konklusion

Varighed af faringen er steget betydeligt i forhold til tidligere undersøgelser. Faringens varighed er dog af mindre betydning for frekvensen af dødfødte grise, end betydningen af fødselsvægt og grisens placering i fødselsrækkefølgen.

De første fire grise er længe om at blive født. Herefter falder længden af fødselsintervallerne indtil intervallerne stiger igen efter gris nr. 14.

Betydningen af intervallet mellem fødsel af to grise varierede mellem besætningerne. I besætning 1 steg frekvensen af dødfødte først, hvis der gik over én time mellem grisene. I besætning 2 og 3 steg dødeligheden allerede, hvis intervallet var over 20 minutter. Det anbefales at være tålmodig (vent to timer) ved lange intervaller mellem de første fire grise, og herefter sætte tålmodigheden ned til en time ved resten af grisene i kuldet. Grise født som nr. 1-3 eller efter nr. 14 har højere pattegrisedødelighed. Dette kan ikke umiddelbart forklares.

Fødselsvægten har stor betydning for grisenes chance for at overleve. Det følgende omkring fødselsvægt gælder kun for besætninger med LY-krydsninger, og kun for besætninger, hvor der IKKE foretages faringsinduktion. Grise, der vejede 600 gram eller derunder, overlevede sjældent til dag 7. Det anbefales derfor at aflive disse grise ved fødsel, så de ikke langsomt skal dø af sult og kulde. I denne undersøgelse udgjorde de 2,5 pct. af alle grise, men en tredjedel var dødfødte, så det bliver en mindre del af de levendefødte grise, der skal aflives.

Afgang af efterbyrd er ikke noget brugbart tegn for, om soen er færdig med at fare. Hos 40 pct. af søerne afgik fosterhinderne så sent, at man ved den anbefalede strategi for fødselshjælp ville undersøge soen forinden. Hos 10 pct. af søerne blev der født grise, efter at der var afgået fosterhinder.

Referencer

[1]	Sloth, N. M.; Vils, E. (2007). Rapport over P-rapporternes resultater april 2007. Notat nr. 0722, Dansk Svineproduktion.
[2]	Thorup, F.; (1995). Besætninger med få og mange dødfødte grise. Erfaring nr. 9506, Landsudvalget for Svin.
[3]	Thorup, F., Risum, D., Eriksen, L. (2004). Dødelighed i diegivningstiden. Dansk Veterinærtidsskrift, 87, 13-15
[4]	Hansen, E. M.; Herskind, M. A. (2006). Pattegrises ihjellægning eller overlevelse i sammenhæng med sofaktorer i en løsdriftssti. Agronom-speciale. Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. 100 pp.
[5]	Musse, S. L. (2007). Effekt af fødselshjælp og aftørring af nyfødte pattegrise. Veterinært speciale. Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet. 61 pp.
[6]	Thorup, F. (1998). Kuldudjævningens betydning for fravænningsvægten. Erfaring nr. 9506, Landsudvalget for Svin.

Deltagere:
Thomas Thymann Nielsen, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Afprøvning: 935

Appendiks

Igennem årene er varigheden af faring registreret i forbindelse med forskellige danske undersøgelser. Metodikken i de enkelte undersøgelser er ikke direkte sammenlignelig, men det er rimeligt at se efter en udvikling i resultaterne. Det ser ud til, at varigheden af faringerne er fordoblet frem til cirka 1995, men har derefter stabiliseret sig på dette niveau.

År for under- søgelse	Varighed af faring	Totalfødte grise pr. kuld	Metode	Kilde
1993	2,8 og 3,9 timer		To besætninger med henholdsvis videoovervågning og intensiv overvågning	L. Thorup. Hovedopgave til fagdyrlægeuddannelsen
1995	4,5 timer		Fire besætninger, baseret på ejerens registreringer	L. Johnsen og K. Winther. Artikel i Dansk Veterinærtidsskrift.
1995	6,2 timer	12,8	Otte besætninger. Beregnet ud fra antal grise ved tidspunkt for første og sidste observation af igangværende faring.	F. Thorup. Erfaring nr. 9506, Landsudvalget for Svin.
2003	7,5 timer	13,3	En besætning. Registrering af tidspunkt for fødsel af de enkelte grise	D. Risom. Veterinært speciale.
2006	6 timer	16,1	En besætning. Registrering af tidspunkt for fødsel af de enkelte grise	E. M. Hansen og M. A. Herskind. Agronom-speciale.
2007	6½ og 8 timer	16,2	To besætninger. Registrering af tidspunkt for fødsel af de enkelte grise	S. L. Musse. Veterinært speciale.

Faringsforløb hos frugtbare danske søer