B12-vitamin er essentielt for celledelinger. Ved mangel på B12-vitamin dannes der færre blodlegemer, og der kan ses dårlige produktionsresultater i form af lav tilvækst. Ældre undersøgelser viser, at blodmangel

B12-vitamin er essentielt for celledelinger. Ved mangel på B12-vitamin dannes der færre blodlegemer, og der kan ses dårlige produktionsresultater i form af lav tilvækst. Ældre undersøgelser viser, at blodmangel kan medføre flere dødfødte grise, og det er muligt, at der også lettere kan opstå skulderskader efter faring hos søer med blodmangel.

I én besætning er der gennemført en afprøvning af injektion af B12-vitamin til drægtige søer. Afprøvningen blev gennemført i to dele. I del 1 blev søerne først i drægtighedsperioden behandlet fem gange med to dages interval med 1 mg B12-vitamin pr. behandling.

Denne behandling medførte, at søernes serumværdier for B12-vitamin i kort tid efter behandling lå over laboratoriets måleområde, men herefter hurtigt faldt ned imod kontrolgruppens serumværdier. I del 2 blev de fem injektioner fordelt over hele drægtighedsperioden. Her steg niveauet for B12-vitamin i serum signifikant over hele drægtighedsperioden.

Der kunne ikke observeres statistisk sikker effekt på faringsprocent, kuldstørrelse eller på søernes overlevelse. Der var heller ingen statistisk sikker forskel på frekvens af farefeberbehandlinger eller på frekvens af skuldersår. Der var ingen statistisk sikker effekt af behandlingen med B12-vitamin på de målte blodværdier. Hæmatokritværdi, hæmoglobinniveau, erythrocytstørrelse, antal røde blodlegemer, antal blodplader eller antal hvide blodlegemer.

Ved B12-mangel stiger blodets indhold af homocystein. Hos mennesker kan en stigning i homocystein medføre hjerte- og kredsløbsproblemer. Homocystein er et affaldsprodukt, der kan omdannes til methionin ved hjælp af B12-vitamin og folinsyre. Niveauet af homocystein hos de drægtige søer i afprøvningen var lavt i forhold til litteraturangivelser. Trods det lave niveau af homocystein, så medførte tildeling af B12-vitamin en statistisk sikker reduktion af niveauet af homocystein i blodet.

I både forsøgs- og kontrolgruppen var der statistisk sikker sammenhæng mellem en høj hæmatokritværdi (blodprocent) ved faring og et lavt antal dødfødte grise. Dette kunne forklares med, at unge søer har en højere hæmatokritværdi og et lavere antal totalfødte grise og dermed færre dødfødte grise end de ældre søer med en lavere hæmatokritværdi.

Søer ældre end første kuld var tilsyneladende overforsynede med B12-vitamin, når de indgik i afprøvningen umiddelbart efter løbning. Sidst i drægtighedsperioden nåede søerne ned på et serumindhold af B12-vitamin, der svarede til litteraturangivelserne. Førstekuldssøer kom ind i drægtighedsstalden med et serumindhold for B12-vitamin, der svarede til litteraturangivelserne. Overforsyning med B12-vitamin har ingen skadelig virkning.

Hvis foderet følger normerne for B12-vitamin, kan det ikke forventes, at der opnås en bedre produktivitet ved at supplere tildelingen ved at injicere søerne med B12-vitamin. Ved analyse af blodparametre hos søer skal der tages hensyn til soens kuldnummer, når resultaterne vurderes.

Afprøvningen er udført under forsøgsdyrstilladelse 2007/561-1431.
Afprøvningen er støttet af EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram – 3363-D-07-00226.

Baggrund

Måling af blodværdier er forklaret i appendiks 1.

Blodets røde farve skyldes blodlegemernes indhold af hæmoglobin. Blod-hæmoglobin er nødvendigt for transporten af ilt. I flere danske undersøgelser har cirka 30 pct. af søerne haft mindre hæmoglobin i blodet end den laveste referenceværdi. Videre undersøgelser viste, at der var for få røde blodlegemer, men at blodlegemerne til gengæld var større end referenceværdierne. Endelig er det fundet, at blodlegemerne indeholder en normal mængde hæmoglobin pr. milliliter cellevæske. Dette kaldes ”normocrom macrocytær anæmi” [2], [3].

Mangel på Hæmoglobin (anæmi) er sat i forbindelse med et forhøjet antal dødfødte grise [15], og en højere frekvens af farefeber [4], og der spekuleres på, om anæmi også kan forøge frekvensen af skuldersår.

Normocrom macrocytær anæmi opstår, hvis der er problemer med at danne celler nok, så der dannes for få røde blodlegemer. Hvis der er hæmoglobin nok, vil kroppen forsøge at forbedre ilttransporten, ved at de få røde blodlegemer laves større, så de kan indeholde mere hæmoglobin. Dette kaldes normokrom = ”normal farve”, macrocytær = ”stor celle” anæmi = ”blodmangel”. Hos mennesker er der erfaring for, at normocrom macrocytær anæmi ofte skyldes mangel på B12-vitamin eller folinsyre. Årsagen kan dog også være nedsat funktion af leveren (leverinsufficiens). Blodprøver udtaget i afprøvningsbesætningen tydede ikke på mangel på folinsyre, men der blev målt lave koncentrationer af B12-vitamin i blodprøver udtaget ved faring og ved fravænning.

Homocystein er forklaret i appendiks 4. Homocystein er et molekyle, der dannes ved demethylering af aminosyren methionin. Både B12-vitamin og folinsyre er nødvendige, når homocystein skal tilbagedannes til methionin. Hvis homocystein ikke omdannes (remethyleres) til methionin igen, ophobes det i blodbanen. Et højt niveau af homocystein i blodbanen kan medføre hjerte-karlidelser hos mennesker [9].

For at undersøge, om søer har et højt niveau af homocystein i blodbanen, så dette kan være med til at forklare sodødelighed, blev niveauet af homocystein i søernes blod målt i relation til søernes B12-vitaminstatus.

Afprøvningen skulle afklare, om tilførsel af B12-vitamin påvirker blodets hæmatokritværdi og hæmoglobinindhold i én sobesætning. Det blev desuden undersøgt, om behandlingen påvirkede produktionsresultaterne eller medførte en ændring i frekvensen af farefeberbehandlinger eller af skuldersår. Endelig er det undersøgt, om behandling med B12-vitamin påvirker niveauet af homocystein i plasma hos de behandlede søer.

Materiale og metode

Afprøvningen er gennemført i én besætning med cirka 350 LY-søer opstaldet i løsdrift. I besætningen blev et ugehold på 16 søer gulvfodret med en indkøbt pelleteret drægtighedsblanding. I diegivningsperioden blev søerne opstaldet i traditionelle farestier, og tildelt en indkøbt pelleteret diegivningsblanding. Begge blandinger var tilsat 160 mg jern og 20 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder. Det tilsatte jernindhold var det dobbelte af normen, mens tilsætningen af B12-vitamin svarede til normen.

Søerne indgik i afprøvningen ved løbning, og blev inddelt i en forsøgs- og en kontrolgruppe på basis af, om de havde ulige (kontrol) eller lige (forsøg) sonummer. Forsøgssøer blev behandlet med 0,9 mg (1 ml) B12-vitamin (1 mg/ml) (se appendiks 5). Kontrolsøerne blev samme dag injiceret med 1 ml fysiologisk saltvand (0,9 pct. NaCl). Søerne modtog i alt fem behandlinger med B12-vitamin. I del 1 blev søerne behandlet hver anden dag i 10 dage. Dette svarer til behandlingen ved B12-vitaminmangel hos mennesker [20]. I del 2 blev søerne behandlet fem gange med cirka tre ugers interval.

I del 1 blev søerne løbet mellem den 1. april 2008 og den 20. juli 2008 (16 ugehold), mens del 2 omfattede søer løbet mellem den 21. juli og den 14. august 2008 (fire ugehold). De søer, der ikke farede, afsluttede i forsøget ved omløbning eller ved afgang. De søer, der farede, afsluttede i forsøget ved fravænning.

Der blev løbende udtaget blodprøver fra samtlige søer. Tidspunkterne for blodprøvning i del 1 og 2 fremgår af tabel 1 og 2. Blodprøverne blev analyseret for niveau af B12-vitamin, hæmoglobin, hæmatokritværdi, total leucocyttal, blodplader og homocystein. Der blev udtaget én EDTA-stabiliseret blodprøve, der blev sendt direkte til analyse, og to ustabiliserede blodprøver, hvor plasma blev afpipetteret efter ½ til 7 timers henstand, når alle blodprøver var udtaget den pågældende dag. Prøverne blev analyseret af Idexx, Veterinärmedicinisches Labor, Ludwigsburg, Tyskland.

Referenceværdier og gennemsnitsmålinger for disse variable fremgår af appendiks 1. Analyser for homocystein blev via Idexx udført på Labor Schulz, der normalt kun analyserer blodprøver fra mennesker. Den anvendte test for homocystein målte plasmas totale indhold, idet både frit og bundet homocystein blev målt.

Driftsleder registrerede behandling for MMA. Dyrlægen tilknyttet afprøvningen registrerede skulderlæsioner ved faring og efter cirka tre ugers diegivning.

Følgende koder blev anvendt ved registrering af skulderlæsioner:

0 = intet unormalt
1 = skader i overhuden. Eventuelt med sårskorpe
2 = Skader i over- og underhuden. Eventuelt med sårskorpe og rødme
3 = Skader i vævet under huden
4 = Skader, der når ned til knoglevæv

Tabel 1. Forsøgsdesign i del 1. Tidspunkt for behandling og blodprøvning af søerne

Dag i drægtighedsperioden	Aktivitet	Rækkefølge
0	Løbning
9	Blodprøve
15	Blodprøve Behandling	Blodprøven blev udtaget før behandlingen
17	Behandling
19	Behandling
21	Behandling
23	Blodprøve Behandling	Blodprøven blev udtaget før behandlingen
37	Blodprøve
80	Blodprøve
110	Blodprøve
116	Faring

Foreløbige resultater i del 1 viste, at behandlingen gav ufysiologisk høje plasmaværdier af B12-vitamin og at dette niveau tilsyneladende hurtigt faldt igen kort tid senere (se figur 1). Derfor blev behandlingsstrategien ændret (se tabel 2), så søerne i del 2 blev tildelt de fem behandlinger fordelt over en periode på 70 dage. I del to blev der endvidere udtaget blodprøver efter faring (blodprøver dag 120 og 134 efter løbning), for at følge niveauet efter faring.

Tabel 2. Forsøgsdesign i del 2. Tidspunkt for behandling og blodprøvning af søerne

Dag i drægtighedsperioden	Aktivitet	Rækkefølge
0	Løbning
9	Blodprøve Behandling	Blodprøven blev udtaget før behandlingen
24	Blodprøve Behandling	Blodprøven blev udtaget før behandlingen
58	Blodprøve Behandling	Blodprøven blev udtaget før behandlingen
72	Behandling
92	Blodprøve Behandling	Blodprøven blev udtaget før behandlingen
112	Blodprøve
116	Faring
120	Blodprøve
134	Blodprøve

Resultater og diskussion

Overordnede resultater

De overordnede resultater af afprøvningen fremgår af tabel 3. Der indgik 260 søer i del 1, mens der kun er 65 søer med i del 2. Der er ingen statistisk sikre forskelle for nogen af de opgjorte produktionsegenskaber i tabel 3. Afprøvningen viste, at behandling med B12-vitamin ikke havde en positiv effekt på hverken hæmatokritværdien eller på produktionsresultaterne.

Tabel 3. Antal søer og overordnede resultater i afprøvningen

	Del 1		Del 2
	B12-vitamin	Kontrol	B12-vitamin	Kontrol
Antal søer	140	120	33	32
Faringsprocent	90	89	85	97
Totalfødte grise	15,9	16,2	14,4	15,5
Dødfødte grise	1,8	1,9	1,8	1,6
Antal søer, der døde før 21 dages diegivning	1	4	3	0
Hæmatokritværdi før faring	31,8	32,5	31,5	31,9
MMA-behandlinger, pct.	64	59	34	32
Sværhedsgrad af skuldersår	0,06	0,03	0	0,1

Der var ingen variable, hvor forskellen mellem kontrol- og forsøgsgruppen var statistisk sikre.

B12-vitamin

Referenceværdier
Funktion og optagelse af B12-vitamin er beskrevet i appendiks 2. Der er ikke lavet undersøgelser, der er omfattende nok til at angive det økonomisk optimale indhold af B12-vitamin i søers blod [11]. I en undersøgelse fik førstekuldssøer enten 0, 20, 100, 200 eller 400 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder. Her steg serumniveauet lineært med stigende indhold af B12 vitamin i foderet indtil 200 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder (10 gange den danske norm). Ved både 200 og 400 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder blev der målt en plasmaværdi på 180 picomol pr. liter blod [11]. I Simards forsøg gav fodring efter den danske norm med 20 mikrogram pr. kg foder et plasmaniveau på 90 picomol/liter blod [11].

B12-vitamin i del 1

Se figur 1. Selv om niveauet af B12-vitamin allerede lå højt for søerne ved fravænning, så medførte injektion med B12-vitamin en kraftig stigning i plasmaniveauet. Ved blodprøvning to uger efter sidste behandling var plasmaværdierne for B12-vitamin allerede tæt på kontrolgruppen igen, men lå fortsat statistisk sikkert højere end kontrolgruppens niveau. Ved prøven udtaget dag 80 efter løbning var niveauet faldet til et niveau, der modsvarer de resultater, der blev opnået ved at fodre efter de danske normer [11]. På dette tidspunkt var der dog stadig statistisk sikkert mere B12-vitamin i plasma hos forsøgssøerne end hos kontrolsøerne.

B12-vitamin i del 2

Se figur 2. I del 2 lå niveauet af B12-vitamin i behandlingsgruppen statistisk sikkert 50 pct. højere end kontrolgruppen fra tre uger efter første behandling til og med prøven, der var udtaget fem dage efter faring. Der var ikke statistisk sikker forskel på grupperne i prøven udtaget dag 20 efter faring.

B12-vitamin i kontrolgruppen

Figur 3 viser, at det høje niveau efter løbning for B12-vitamin kun gælder de søer, der har haft en dieperiode, mens førstekuldssøerne ligger på 120 til 140 picomol/liter igennem hele drægtigheden. Det høje niveau i dieperioden kan skyldes, at søerne mobiliserer meget B12-vitamin fra leveren for at kunne forsyne pattegrisene. Hvis den teori er rigtig, så burde niveauet imidlertid være højest først i dieperioden, hvor især råmælken er velforsynet med B12-vitamin for at fylde de nyfødte grises depoter. I et canadisk forsøg så man samme fænomen. Her foreslår man, at det høje niveau af B12-vitamin skyldes, at der frigøres meget B12-vitamin ved nedbrydningen af yvervævet, og at det tager lang tid at lagre dette B12-vitamin i leveren [13].

Figur 1. Del 1. Plasmaniveau for B12-vitamin målt i picomol/liter plasma i løbet af drægtighedsperioden fordelt på behandling og alder. Billede nr. 2138

Figur 2. Del 2. Plasmaniveau for B12-vitamin målt i picomol/liter plasma i drægtighedsperioden og i dieperioden fordelt på behandling og alder. Billede nr. 2139

InfoSvin/medd850c2140.tif

Figur 3. Del 1. Plasmaniveau for B12-vitamin målt i picomol/liter plasma i drægtighedsperioden. Der er kun brugt målinger for søer i kontrolgruppen. Billede nr. 2140

Hæmatologi

Forklaring til de målte blodparametre fremgår af appendiks 1. I gennemsnit blev der målt en hæmatokritværdi på 32,5. Dette ligger under referenceværdien på 33-45 (Idexx), eller 36-43 [7]. Hæmoglobin pr. dl blod var 10,4 gram/dl. Dette er lavere end referenceværdien på mellem 10,8 og 14 gram/dl [6], men ligger lige indenfor den nye referenceværdi på 9-13 [7]. I tidligere versioner af Merck Veterinary Manual [7] svarer referenceværdierne til dem, der er angivet af Idexx [6]. Årsagen til, at Merck Veterinary Manual har justeret referenceværdierne nedefter kendes ikke. Størrelsen pr. rødt blodlegeme var 64 fl (femtoliter), hvilket er i overkanten (macrocytær) af referenceværdierne, der ligger på 50-65 [6] eller 52-62 [7].

Hæmatokritværdier

Hæmatokritværdien angiver, hvor meget de røde blodlegemer udgør af den samlede blodprøve. Dette måles ved at centrifugere de røde blodprøver ned i bunden af en blodprøve, og herefter måle højden af røde blodlegemer i procent af hele blodprøven. Udviklingen i de to grupper i løbet af drægtigheden i de to delafprøvninger fremgår af figur 4 og 5. Der var ikke statistisk sikre forskelle på kontrol- og forsøgsgruppen.

Hæmatokritværdier i del 1

Hæmatokritværdierne i forsøgs- og kontrolgruppen i del 1 er vist i figur 4. Del 1 omfattede i alt 260 søer, der indgik i afprøvningen i løbet af 16 uger. Der er således stor spredning i tid, hvorfor variationer ikke kan forklares af analyse-, fodrings-, eller andre tilfældige fejl. Hæmatokritværdien steg stærkt omkring 30 dage efter løbning i både kontrol- og i forsøgsgruppen. Der findes ingen god forklaring på denne stigning, der ikke ses på dette tidspunkt i del 2. Dag 80 blev de laveste hæmatokritværdier målt, og hæmatokritværdien steg igen frem imod faring. Dette svarer ikke til litteraturens angivelser, hvor den laveste hæmatokritværdi måles ved faring [5], [10]. I en ældre Dansk undersøgelse [14] fandt man dog heller ikke noget fald op til faring, i en undersøgelse hvor man målte på blodets hæmoglobinindhold i stedet for hæmatokritværdien. Generelt lå hæmatokritværdien lavest i forsøgsgruppen, men forskellen til kontrolgruppen er ikke statistisk sikker. Figur 6. viser, at førstekuldssøerne i nærværende undersøgelse havde en anderledes udvikling i hæmatokritværdi end søer ældre end første kuld, mens alle kuldnumre fra 2 til 7 fulgte samme kurve.

Hæmatokritværdier i del 2

Hæmatokritværdierne i forsøgs- og kontrolgruppen i del 2 er vist i figur 5. Del 2 omfattede kun 65 søer og kun fire ugehold. Resultaterne er derfor opnået over relativt kort tid og er baseret på få dyr. Førstekuldssøerne havde samme hæmatokritværdi efter løbning i del 1 og 2, mens søer ældre end første kuld lå 2 enheder lavere i del 2. I både del 1 og del 2 faldt hæmatokritværdien svagt frem til anden prøve omkring 17 henholdsvis 24 dage efter løbning. I del 1 steg hæmatokritværdien stærkt ved prøvningen dag 24, mens hæmatokritværdien i del 2 lå lavt dag 24. Der er ingen god forklaring på denne forskel. I del 2 steg hæmatokritværdien ved blodprøven dag 58 for at nå højeste værdi dag 92, hvor hæmatokritværdien lå lavest i del 1. Herefter faldt hæmatokritværdien i del 2 ved blodprøven udtaget lige før faring. Dette er normalt for pattedyr [10]. Hæmatokritværdien lå endnu lavere efter faring.

Sammenhæng mellem hæmatokritværdier målt før faring og total- og dødfødte grise

Figur 7 viser, at antallet af dødfødte grise faldt ved stigende hæmatokritværdi. Figur 8 viser, at stigende hæmatokritværdi hænger sammen med en lavere kuldstørrelse. En statistisk analyse, hvor sammenhæng mellem hæmatokritværdi før faring og forekomst af dødfødte grise viste, at den højere hæmatokritværdi hos unge søer og sammenhængen mellem høj hæmatokritværdi og lav kuldstørrelse, forklarer de færre dødfødte, så det ikke i sig selv er en følge af den stigende hæmatokritværdi, at søerne føder færre dødfødte grise. Det er ikke klart, hvorfor mange fostre kan føre til en lavere hæmatokritværdi ved faring, eller hvorfor en lav hæmatokritværdi sidst i drægtigheden kan medføre færre fostre ved faring.

Figur 4. Udviklingen i hæmatokritværdi målt i procent i forsøgs- og kontrolgruppen i del 1. Toppunktet var på dag 17 i både kontrol- og forsøgsgruppen, og hos både første kulds søer og hos søer ældre end første kuld. Behandlingerne blev foretaget dag 9 til dag 17. Billede nr. 2141

Figur 5. Udviklingen i hæmatokritværdi målt i procent i forsøgs- og kontrolgruppen i del 2. Toppunktet var dag 90 i både kontrol- og forsøgsgruppen og hos både førstekuldssøer og søer ældre end første kuld. Behandlingerne blev foretaget dag 9 til dag 92. Billede nr. 2142

Figur 6. Del 1. Hæmatokritværdier målt i drægtighedsperioden. Effekt af kuldnummer. Billede nr. 2143

Figur 7. Sammenhæng imellem hæmatokritværdi målt i procent før faring og procent dødfødte grise. Billede nr. 2144

InfoSvin/medd850h2145.tif

Figur 8. Sammenhæng imellem hæmatokritværdi målt i procent før faring, kuldstørrelse og procent dødfødte grise. Figuren samler data fra forsøgs- og kontrolgruppen, da der ikke var forskel imellem de to grupper. Billede nr. 2145

Hæmoglobin i fuldblod

Hæmoglobin findes i de røde blodlegemer, og er ansvarlig for transporten af ilt. Normalværdierne for søer angives til 10-16 gram/ deciliter [6]. I Merck Veterinary Manual fra 1998 [7] angives normalværdierne til at ligge mellem 9 og 13 gram pr. deciliter. Det er ikke klart, hvorfor Merck Veterinary Manual [7] har sænket normalværdierne i forhold til udgaven fra 1986. Udviklingen i hæmoglobinniveau i figur 9 og 10 svarer meget præcist til udviklingen for hæmatokritværdierne i figur 1 og 2. Det skyldes sammenhængen mellem hæmatokritværdi og blodets indhold af hæmoglobin. Der vises derfor ikke andre opgørelser for hæmoglobinmålingerne.

Figur 9. Udviklingen i blod-hæmoglobin målt i gram/deciliter i drægtighedsperioden i del 1. Toppunktet måltes dag 17 i både kontrol- og forsøgsgruppen. Forsøgsdyrene blev behandlet dag 9 til 17. Billede nr. 2146

Figur 10. Udviklingen i hæmoglobin målt i gram/deciliter i forsøgs- og kontrolgruppen i del 2. X-aksen angiver drægtighedsdag ved blodprøvning. Y-aksen angiver niveauet af hæmoglobin målt i gram pr. deciliter. Toppunktet måltes dag 90 i både kontrol- og forsøgsgruppen. Forsøgsdyrene blev behandlet dag 9 til 92. Billede nr. 2147

Niveau af homocystein

Dannelse og betydning af homocystein er forklaret i appendiks 4. Niveauet af homocystein blev kun målt i den første del af del 1. Analysen er dyr, og ved at analysere flere prøver fra det samme dyr og prøvedag, blev der påvist en stor måleusikkerhed på de enkelte dyr.

I gennemsnit blev der målt 11 og 8 mikromol homocystein pr. liter plasma i henholdsvis kontrol- og forsøgsgruppen. Niveauet er lavt i forhold til litteraturens angivelser for homocystein hos drægtige søer, der er 16 mikromol pr. liter [11], [17]). Selv om niveauet allerede var lavere i denne undersøgelse end i de udenlandske undersøgelser, så medførte behandlingen med B12-vitamin, at niveauet var statistisk sikkert lavere i forsøgsgruppen end i kontrolgruppen. Der var ligeledes et statistisk sikkert lavere niveau af homocystein hos førstekuldssøerne i forhold til søer ældre end første kuld. Dette svarer til erfaringerne for mennesker, hvor unge mennesker også har mindre homocystein i blodet end ældre mennesker.

Figur 11. Niveau af homocystein målt i mikromol pr. liter blod. Kun de første fire blodprøver indgår i denne statistiske model for at sikre nok analyser pr. celle. Forsøgsdyrene blev behandlet dag 9 til 17. Blå=første kuld, kontrol. Grøn= første kuld, B12. Rød=ældre end første kuld, kontrol. Sort=ældre end første kuld, B12. Billede nr. 2148

Skulderskader

Skuldrene på søerne blev vurderet af dyrlægen før faring og før fravænning. Behandlingens effekt på frekvens af skulderskader fremgår af tabel 4. Ved den lave frekvens af skulderskader i besætningen kunne der ikke påvises en effekt af behandlingen. Der blev ikke observeret søer med en grad af skulderskader, hvor kode 3 og 4 skulle anvendes.

Tabel 4. Antal søer med skulderskader ved fravænning

	Del 1		Del 2
Gruppe	B12-vitamin	Kontrol	B12-vitamin	Kontrol
Ingen skulderskader	87	74	28	25
Skade på overhuden på én side (kode 1)	4	5	0	4
Skade på overhuden på begge sider (kode 1)	2	0	0	0
Skade på underhuden på én side (kode 2)	2	0	0	1

Konklusion

Afprøvningen viste ingen positiv effekt af B12-vitaminbehandling på produktionsresultater, holdbarhed eller på frekvens af skulderskader. Analyse af blodprøver for B12-vitamin viser, at søerne i besætningen optog tilstrækkelig med B12-vitamin via foderet.

Behandlingen med B12-vitamin havde ingen statisk sikker effekt på de målte blodparametre. Førstekuldssøer havde statistisk sikkert højere værdier for hæmatokritværdi og hæmoglobin. Dette bør tages til efterretning, når blodprøveværdier vurderes i forhold til referenceværdier.

Niveauet af homocystein i blodplasma lå betydeligt lavere end fundet i udenlandske undersøgelser. Der var statistisk sikkert lavere niveau af homocystein i gruppen, der blev behandlet med B12-vitamin.

Behandlingen havde ingen statistisk skikker effekt på kuldstørrelse, frekvens af behandlinger imod farefeber eller på forekomsten af skuldersår.

Referencer

[1]	Martindale, W. The Extra Pharmacopoeia, London (1989): P.1643 – 1646. ISBN 085-369-1-609.
[2]	Sørensen G. (2008): Ekstra jern til diegivende søer. Meddelelse nr. 825. Dansk Svineproduktion.
[3]	Madsen, M.T. (2007): Jernmangel (anæmi) hos danske søer? Meddelelse nr. 0710. Landsudvalget for Svin.
[4]	Busch, E., Bækbo, P. (2001): Farefeber – blodværdier hos syge og raske søer. Meddelelse nr. 0516. Landsudvalget for Svin.
[5]	Anderson, D.M., Elsley, F.W.H. Elsley, McDonald, I. (1970): Blood volume changes during pregnancy and lactation of sows. Q J Exp Physiol Cogn Med Sci 1970;55;293-300.
[6]	Idexx VetMedLab. Idexx Laboratories (2007): Directory of Services 2007. Vet Med Labor GmbH. Mörikestr. 28/3, D-71636 Ludwigsburg, Deutschland.
[7]	Merck Veterinary manual, 8^th edition. Merck & Co Inc. (1998): Rathway, N.J., USA. P 2190-2191.
[8]	Sørensen, G. (1992): Jernbehandling af drægtige søer. Meddelelse nr. 227. Landsudvalget for Svin.
[9]	Sadeghian, S.; Fallahi, F.; Salarifar, M.; Davoodi, G.; Mahmoodian, M.; Fallah, N.; Darvish, S.; Karimi, A. (2006): Homocysteine, vitamin B12 and folate levels in premature coronary artery disease. BMC Cardiovasc Disord.; 6: 38.
[10]	Thorn, C. E. (1986): Normal Hematology of the Pig. I Schalm’s veterinary Hematology, ed. Feldman, B., Zinkl, J.G., Jain, N.C. 5^th edition. 1089-1095. Lea & Febiger.
[11]	Simard, F.; Guay, F.; Girard, C. L.; Giguére, A.; Laforest, J.-P.; Matte, J. J. (2007): Effects of concentrations of cyanocobalamin in the gestation diet on some criteria of Vitamin B₁₂ metabolism in first-parity sows. Anim. Sci. 85, 3294-3302.
[12]	Andersen, F. (2002): http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/blodmangeljern.htm.
[13]	Girard, C. L.; Robert, S.; Matte, J. J.; Farmer, C.; Martineau, G-P. (1996): Serum Concentrations fo Micronutrients, Packed Cell Volume, and Blood Hemoglobin During the First Two Gestations and Lactations of Sows. Can. J. Vet. Res. 60, 179-185.
[14]	Petersen, E.S., Laue, H., Nielsen, H.E. (1979): Sow haemoglobin values. Influence of sow age and reproductive performance effect. Acta Agriculturae Scandinavica 1979. 29: 1, 45-48.
[15]	Tansinne, M., Gurtler, H., Brenner, K.-V. /1977): Effect of haemoglobin concentration in the blood of sows at parturition on piglet losses. Monatshefte fur Veterinärmedizin. 32: 9, 327-333.
[16]	Jørgensen, L.; Tybirk; P.; (2008): Normer for næringsstoffer. Dansk Svineproduktion.
[17]	Barkow B; Pietrzik K; Flachowsky G. (2001): Effect of folic acid supplements on homocysteine concentration in plasma of gestating sows. Archiv für Tierernährung. 54(1):81-5.
[18]	Rigshospitalet. (2008): KB3011: Laboratorievejledning_D IA_ver2.03_2008.07.10.doc Side 55 af 111 http://www.rigshospitalet.dk/NR/rdonlyres/20D6CE36-F542-4EC0-96D8-E9113C33AE79/0/Laboratorievejledning_DIA.pdf.
[19]	Møller, J. (2009): Cobalamin og folatmangel, P-Homocystein (total). Læst på internettet den 10/9-2009. http://www.skejby.rm.dk/fagfolk/klinisk+biokemisk+afdeling/cobalamin+og+folatmangel,+p-homocystein+(total).
[20]	Pedersen, C.; Bjerrum, L.; Dalhoff, K. P.; Friis, H.; Hendel, J. (2008): Medicin.dk. (Tidligere ”Lægemiddelkataloget”), Infomatum.

Deltagere:
Dyrlæge Inge Larsen, LVK; Ledende dyrlæge Mads Thor Madsen, Grønlands Landsstyre; Registreringstekniker Thomas Lund Sørensen, DSP; Statistiker Mai Britt Nielsen, DSP.

Afprøvning: 976

Afprøvningen er udført under forsøgsdyrstilladelse 2007/561-1431.
Afprøvningen er støttet af EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram.

Appendiks 1

Karakterisering af blod

Et blodlegeme starter som en celle, der dannes i den røde benmarv i hofteknoglerne og i ribbenene. Cellen fyldes op med hæmoglobin. Cellekernen nedbrydes, inden blodcellen kommer ud i blodbanen, og man taler herefter ikke om en celle længere men om et ”legeme”. De ”hvide blodceller” (leucocytter) har en kerne, så de er rigtige celler, der kan dele sig, efter at de er kommet ud i blodbanen.

Traditionelt måles mængden af røde blodlegemer ved at centrifugere en frisk blodprøve, og måle højden af røde blodlegemer i forhold til hele blodprøven. Denne måling kaldes hæmatokritværdi (packed cell volume, pcv). Der findes en række andre måleparametre til beskrivelse af blodets indhold af blodlegemer og af hæmoglobin. Disse er angivet i nedenstående tabel.

Normokrom macrocytær anæmi. (Normocrom megablastic anemia)

”Anæmi” = ikke nok hæmoglobin i blodet. I dette tilfælde er der for få blodlegemer

”Normocrom” = normalt farvestof. Betyder at blodlegemerne har et normalt indhold af hæmoglobin

”Macrocytær” =forstørret celle. Der betyder, at de få blodlegemer er større end normalt

”Perniciøs” = skadelig. Ved diagnosen normokrom macrocytær anæmi hos mennesker, vil en læge skrive ”perniciøs” foran de øvrige tre fremmedord. Perniciøs betyder skadelig.

Referenceværdier for de målte blodværdier

Beskrivelse	Benævnelse	Gennemsnit af alle blodprøver udtaget i afprøvningen	Referenceværdi	Kilde
Hæmatokritværdi	Packed cell volume	32,5	33-45 36-43	Idexx laboratoriums [6] Merck Veterinary Manual [7]
Mængde af rødt farvestof	Hæmoglobin	10,4 g/dl	10,8- 14,8 gram/dl 10-16 gram/dl 9-13 gram/dl*	Idexx laboratoriums [6] Feldman et al. [10] Merck Veterinary Manual [7]
Erythrocytstørrelse	Mean Corpuscular Volume	64 fl	50-65 fl 52-62 fl femtoliter= 10^-15 liter	Idexx laboratoriums [6] Merck Veterinary Manual [7]
Røde blodlegemer	Erythrocytes	5,1 T/l	5,8-8,1 T/L T = tera = 10¹²	Idexx laboratoriums [6]
Hæmoglobinindhold i de røde blodlegemer	Mean Corpuscular Hemoglobin Concentration	32 gram/dl	30-35 gram/dl 29-34 gram/dl	Idexx laboratoriums [6] Merck Veterinary Manual [7]
Vægt af Hæmoglobin i ét rødt blodlegeme	Hemoglobin per Erythocyte (HbE)	20,5 pg	17-21 picogram (per. Cell) 17-24 picogram	Idexx laboratoriums [6] Merck Veterinary Manual [7]
Blodplader	Thrombocytes	207 G/l	220-620 G/l 2-5 x 10¹¹ pr. liter	Idexx laboratoriums [6] Merck Veterinary Manual [7]
Hvide blodlegemer (total)	Leucocytes	13,8 G/l	10 – 22 G/l 11-22 x 10⁹ pr. liter	Idexx laboratoriums [6] Merck Veterinary Manual [7]

Hæmoglobin: 1 mmol/l svarer til 17 gram/liter [2].

* I tidligere udgaver af Merck Veterinary Manual ligger referenceværdien for hæmoglobin på samme niveau som Idexx´s anbefalinger. Den aktuelle lavere grænse kan skyldes, at tidligere referenceværdier er baseret på blodprøver fra unge søer (se figur 6).

I gennemsnit for søerne lå hæmatokritværdien og blodets hæmoglobinindhold i underkanten af normalområdet, mens hvert rødt blodlegeme var i overkanten af det normale volumen. Indholdet af hæmoglobin i hvert blodlegeme lå midt i normalområdet. Antallet af blodplader var meget lavt, mens der var et normalt indhold af hvide blodlegemer.

Appendiks 2

B12-vitamin

B-12-vitamin (Cyanocobalamin) er et vandopløseligt coboltholdigt vitamin, der minder en del om hæmoglobinmolekylet. Det antages, at B12-vitamin syntetiseres af mikroorganismer. Vitaminet forekommer i kød, indvolde, mælk, æg og fisk, men ikke i planter og korn.

B12´s funktion er at overføre en methyl-gruppe (-CH₃) fra folinsyre, glycin eller serin til andre molekyler. Denne funktion er vigtig i syntesen af DNA. Her medvirker B12-vitamin i omdannelsen af uracil til thymin, der herefter kan omdannes til thymidin, der er en af nukleinsyrerne i DNA, men ikke indgår i RNA[9].

DNA er essentielt ved celledelinger, mens RNA er vigtig for de dannede cellers daglige funktion. Derfor vil B12-vitaminmangel medføre langsommere celledelinger (og dermed fx for få blodceller), mens de allerede dannede celler fungerer normalt.

Ved mangel på B12-vitamin (eller på folinsyre) kan stoffet homocystein ikke omdannes til methionin. Indholdet i kroppen stiger, og hos mennesker kan det medføre, at der opstår hjerte-/karsygdomme [9], [19].

Både B12-vitamin og vitaminet folinsyre tilsættes normalt sofoderet. I foderet er B12-vitaminet bundet til ”B12-foodbinding protein”. Det spaltes fra af syre og pepsin i mavesækkens sure miljø [9], og vitaminet bindes til et nyt protein fra spyttet ”haptokorrin”.

I mavesækken eller i første del af tyndtarmen fraspaltes haptokorrin igen og i stedet bindes B12-vitamin til ”intrinsic factor”. I midterste del af tyndtarmen (ileum) bliver komplekset af B12-vitamin og Intrinsic factor fanget af receptoren ”Kubilin”. Kubilin er en receptor, der også optager andre stoffer. Fx optager kubilin albumin fra præurinen i nyrerne. En anden receptor ”megalin” er også involveret i optagelsen af B12-vitamin, men betydningen er ikke klar.

1/3 af kroppens B12-vitamin lagres i leveren. Det er ikke normalt, at vandopløselige vitaminer oplagres, men ved bindingen til ”kubilin” kan B12-vitamin lagres. Normalt er der til flere måneders forbrug i leveren, selv om B12-vitamin helt fjernes fra foderet.

Referenceværdier for B12-vitamin:
Indhold pr. liter so-kolostrum: 10 nanogram/ml [11]
Indhold pr. liter so-mælk: 6 nanogram/ml [11]
Indhold i serum: 130 picogram/ml ved 20 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder svarer til 90 picomol/liter plasma. Ved 200 og 400 mikrogram/kg foder opnås cirka 250 picogram/ml plasma [11]). Det svarer til cirka 180 picomol pr. liter plasma.

Normer for B12-vitamin:
Anbefalet dagligt indtag til drægtige og diegivende søer:
20 mikrogram/foderenhed [16]
15 mikrogram/kg foder [7]

I et forsøg med tildeling af stigende mængde B12-vitamin i foderet steg B12-vitaminindholdet i plasma lineært indtil drægtige søer fik 200 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder, som gav 250 pg/liter plasma. Herefter gav det ikke noget ekstra, at søerne fik 400 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder [11]. Der findes ikke undersøgelser, der er store nok til at vise, om et plasmaindhold over 100 picogram/liter plasma (Det opnåede man i [11] ved at tildele 200 mikrogram/kg foder) giver bedre produktionsresultater.

Mangel på B12-vitamin kan have mange årsager

Manglende tilsætning til foderet. Analyser for B12-vitamin er dyre, så blandefejl opdages sjældent.

B12-vitamin nedbrydes langsomt af varme, ilt, lys og tungmetaller. Disse forhold bør ikke forekomme omkring normalt opbevaret foder.

Umiddelbart kendes der ingen årsager til mangel på spyt eller på haptokorrin hos svin.

Intrinsic factor dannes i mavens slimhinde. Mennesker med pancreatitis (medicin.dk), mavesår eller maveslimhindebetændelse (gastritis) i fundusdelen vil danne for lidt ”Intrinsic factor”, og kan udvikle mangel på B12-vitamin. Da mavesår hos svin meget sjældent ses i fundusdelen af maven, forventes der ikke at være problemer med for lidt ”intrinsic factor” hos søer.

Kubilin er en meget specifik receptor. Hos mennesker kendes en defekt i genet for receptoren, der medfører B12-vitaminmangel og albuminuri. Problemet findes sandsynligvis ikke hos grise, der fødes med meget lidt B12-vitamin i kroppen. Hvis pattegrisene ikke kan optage B12-vitamin fra råmælken, der er meget rig på B12-vitamin, vil de hurtigt dø. B12-vitamin tilsættes svinefoderet med vitamin- og mineralblandingen [16].

Behandling af B12-vitaminmangel

Hos mennesker behandles B12-vitaminmangel ved fem injektioner med to dages interval med 1 mg B12-vitamin pr. injektion [20]). Det eneste præparat til mennesker på det danske marked anbefales indgivet 4-5 gange med 1-2 ugers interval [20]). Nyere litteratur antyder, at tabletter virker lige så godt [19], [20].

Omregning af B12-vitamin

Et picomol svarer til 1,36 picogram. Atomvægten af cyanocobalamin er 1355,4 gram pr. Mol [1]. Hydroxycobalamine = 1346.4 gram pr. Mol [1]. Wickipedia siger 1406 gram/mol.

Forgiftning

Der er ikke beskrevet problemer ved overforsyning med B12-vitamin hverken hos menneske eller svin [18].

Appendiks 3

Folinsyre

Folat, folinsyre, folsyre, folacin, folin er alle navnet på samme stof. Stoffet er vigtigt for kroppen som metyl-kilde. Dette indgår i DNA-syntesen, hvorfor folin er essentiel for celledelingen. Folinsyre fremstilles syntetisk og tilsættes foderet. Folinsyre er vidt udbredt. Højest niveau findes i bælgfrugter, grønne grøntsager og i lever. Da hverken søer eller mennesker får mange af disse fødevarer, så optages de største mængder fra korn, der normalt også indeholder en høj mængde. Da folinsyre let nedbrydes af vand, sollys og varme, skal man ikke regne med, at stoffet er til stede i foderet, med mindre at der er tilsat folinsyre.

Det anbefales, at kvinder spiser et tilskud af folinsyre, hvis de planlægger at blive gravide, da mangel på folinsyre i den tidlige graviditet kan medføre neuralrørsdefekter (rygmarvsbrok) hos fosteret [12]. Denne lidelse, hvor rygmarven poser ud hos det nyfødte foster, er ikke beskrevet som et problem hos pattegrise.

Appendiks 4

Homocystein

Homocystein dannes, når methionin afgiver en methylgruppe (demethylering). Hvis der mangler B12-vitamin eller folinsyre, kan homosystein ikke tilbagedannes til methionin, og koncentrationen af homocystein stiger. B6-vitamin kan omdanne homocystein til cystein, der er grundkernen i cystin. Et højt niveau af homocystein kan medføre hjerte- og kredsløbsproblemer [9]. Et højt niveau af homocystein hos søer kan således både være en faktor relateret til sodødelighed, men også udgøre en risiko omkring fødevaresikkerheden. Ved henstand ved stuetemperatur stiger Homocystein med 10 pct. i timen. Dette kan forhindres ved at udtage prøven i heparinfluorid eller ved straks at centrifugere blod stabiliseret med EDTA [19]. Drægtige førstekuldssøer, der fik mellem 100 mikrogram og 400 mikrogram B12-vitamin pr. kg foder havde et serumblodniveau på 15,5 til 16,5 mikromol/liter plasma. De søer, der ikke blev tildelt B12-vitamin var oppe på 19 mikromol/liter plasma [11]). I et tysk studie [17] målte man ligeledes plasmaniveauer på 16 mikromol/l hos højdrægtige søer. Hos mennesker gælder referenceværdierne i nedenstående tabel [19].

Aldersklasse	Reference. Miokromol/liter plasma
Under 30 år	4,6 til 8,1
Kvinder 30-60 år	4,5 til 7,9
Mænd 30 -60 år	6,3 til 11,2
Over 60 år	5,8 til 11,9
Under graviditet falder homocystein med 50 pct.	[19]

Rigshospitalet angiver blot en referenceværdi mellem 4,0 og 15,4 mikromol/liter [18].

Folinsyre og B12-vitamins plads i omsætningen af homocystein til methionin [9]

Appendiks 5

Cyanocobalamin 1 mg/ml
Injektionsvæske: 1 ml. indeholder:
Cyanocobalamin	0,9 mg
Natriumdihydrogen- Phosphatdihydrat	3 mg
Natriumchlorid	8 mg
Benzylalkohol	10 ml
Vand til inj. Væsker til	1 ml
Til indsprøjtning Anv. Inden: 09-2009
Kontrol: NaCl 9 gram/liter (fysiologisk saltvandsopløsning).

Effekt af B12-vitamin til drægtige søer