Undersøgelser i en besætning viste, at rifter på ørerne efter fravænning øgede risikoen for øresår hos grisen. Der blev ikke fundet nogen effekt af øresår på grisenes tilvækst og heller ingen tegn på, at øresår især opstod hos små eller svækkede grise.

Sammendrag

Formålet med undersøgelsen var at belyse årsagerne til øresår samt konsekvenserne af øresår for grisenes tilvækst og sundhed. Undersøgelsen blev udført i en smågriseproducerende besætning med en længerevarende høj forekomst af øresår hos smågrisene. Cirka 500 grise blev undersøgt for øresår og andre sygdomstegn 2-3 gange ugentligt fra fravænning til afgang fra smågrisestalden. Grisenes gennemsnitlige daglige tilvækst blev også målt. Desuden blev alle grise i 269 stier undersøgt en enkelt gang (cirka 10.000 grise).

Forekomsten af øresår var højest i de første to uger efter fravænning, men alvorlige øresår sås hovedsageligt i sidste halvdel af smågriseperioden. Det tyder på, at udviklingen af øresår skete i to faser:

Udvikling af milde grader af øresår hos alle grise i løbet af de første par uger efter fravænning
De fleste øresår helede derefter eller udviklede sig ikke videre, men en mindre del blev forværret

Resultaterne tydede ikke på, øresår især opstod hos grise, som var små eller svækkede. Tværtimod havde grise med høj fravænningsvægt større risiko for at få øresår end grise med lavere fravænningsvægt, og i smågrisestalden sås øresår ikke hyppigere hos grise, som var små i forhold til deres stifæller.

Grise, som fik mange rifter på ørerne i ugen efter fravænning, havde større risiko for at få øresår end grise med få rifter. Når man udelukkende så på alvorlige øresår kunne en sammenhæng med rifter på ørerne dog ikke ses, så rifterne kunne tilsyneladende ikke forklare, hvorfor nogle øresår udviklede sig til alvorlige øresår, mens andre ikke gjorde. Forebyggelse af aggressioner mellem grisene kan sandsynligvis nedsætte forekomsten af milde grader af øresår. Vi mangler stadig viden om, hvilke faktorer, som påvirker den videre udvikling til alvorlige øresår.

Der kunne ikke konstateres nogen betydning af køn, fravænningsalder, soens alder, rifter på hovedet eller sodeksem for udviklingen af øresår. Der var ikke klare tegn - i form af blodige øresår – på at ørebidning nødvendigvis var en forudsætning for udviklingen af øresår. Grise i stier med høj belægningsgrad havde en øget risiko for øresår.

I undersøgelsen blev der ikke fundet nogen sammenhænge mellem forekomsten af øresår og tegn på følgesygdomme i form af utrivelighed, bevægelsesproblemer eller tegn på luftvejssygdom. Der kunne heller ikke konstateres forskelle i tilvæksten mellem grise med forskellige grader af øresår.

Baggrund

Øresår er sår i randen af ørerne og ses hos smågrise og slagtesvin. Sårene findes hyppigt på ørernes nederste rand (ved ørebasis) men kan også sidde på ørespidserne.

En dansk undersøgelse foretaget i 148 smågriseproducerende besætninger i 2004 viste, at cirka 3 procent af smågrisene i vægtintervallet 7-30 kilo havde øresår [1]. Problemets omfang varierede meget mellem besætningerne. I en anden dansk undersøgelse foretaget i 98 slagtesvinebesætninger i 2001 blev der konstateret øresår hos 12 procent af grisene i vægtintervallet 30-40 kg [2]. Forekomsten aftog med alderen efter 30-40 kg.

Øresår kan medføre vanskeligheder med at afsætte smågrise. Øresår kan også udgøre et problem ved transport af smågrise jævnfør reglerne vedrørende transportegnethed. I hvor høj grad øresår medfører nedsat produktivitet eller følgesygdomme, for eksempel blodforgiftning, er endnu ikke afklaret. I nogle besætninger giver øresår tilsyneladende ikke anledning til yderligere sygdomsproblemer, mens sårene i andre besætninger menes at medføre tilfælde af blodforgiftning og ledbetændelse og deraf følgende øget dødelighed.

Der er mange forskellige teorier om årsagen til øresår [3]. I nogle tilfælde opfattes øresår som et adfærdsbetinget problem på linie med halebid. Det vil sige, at sårene formodes at skyldes bid fra andre grise. Ifølge andre teorier skyldes sårene bakterier eller andre smitstoffer.

Især er bakterien Staphylococcus hyicus mistænkt for at spille en rolle. Staphylococcus hyicus (S. hyicus) er den bakterie som forårsager sodeksem. Det nævnes også, at øresår kan skyldes en beskadigelse af huden, for eksempel som følge af slagsmål efter sammenblanding, med følgende infektion med bakterier. Toksiner i foderet er også nævnt som en mulig årsag til øresår. Der er foreløbigt ikke lavet undersøgelser, som på overbevisende måde bekræfter nogen af disse teorier.

Der findes flere typer af S. hyicus. De typer, der er årsag til sodeksem, producerer et toksin (giftstof). Det er erfaringen fra laboratorieundersøgelser, at man i langt de fleste tilfælde kan finde S. hyicus i øresår, men man finder ikke altid toksinproducerende S. hyicus. Muligvis er det forskellige typer af S. hyicus, der er ansvarlige for henholdsvis øresår og sodeksem. En anden mulighed er, at S. hyicus ikke er ansvarlig for øresårene, selvom de findes i sårene. S. hyicus kan findes overalt på grisens hud uden nødvendigvis at forårsage skader på huden.

I figur 1 ses eksempler på øresår hos smågrise.

Figur 1. Eksempler på øresår på henholdsvis ørets nederste rand (ørebasis) og ørespids. Billede 5549 + 5522

Formålet med denne undersøgelse var:

At undersøge udviklingen af øresår over tid med henblik på at belyse årsagsforholdene for øresår
At undersøge konsekvenserne af øresår for tilvækst og sundhed
At finde risikofaktorer for øresår inden for besætningen (faktorer knyttet til den enkelte gris eller staldmiljøet)

Undersøgelsen indebar ikke, at der blev forsøgt interventioner mod øresår men var udelukkende observationel. Den blev udført af en dyrlægestuderende som et specialeprojekt. Yderligere undersøgelser fortsættes i andre besætninger.

Materiale og metode

Besætningen

Undersøgelsen blev udført i en smågriseproducerende besætning med en længerevarende høj forekomst af øresår hos smågrisene.

Soholdet:
Der var cirka 1500 søer i besætningen og ugedrift i soholdet. Der var egenproduktion af polte efter zig-zag-metoden (Landrace og Yorkshire), og der blev anvendt intern KS med Duroc og Hampshire. Soholdet var frit for nysesyge, ondartet lungesyge, PRRS, skab og lus, mens det var smittet med almindelig lungesyge. PMWS var ikke konstateret. Alle søer fik vådfoder i alle staldafsnit. Farestierne var indrettet med farebokse og drægtighedsstalden med bokse. Hangrise blev kastreret. Grisene blev fravænnet ved cirka fire uger og havde en gennemsnitlig fravænningsvægt på 6,8 kg. Hver uge blev cirka 700-800 grise fravænnet.

Smågrisene:
Der var to identiske smågrisestalde fordelt på to ejendomme. Hver stald havde fire sektioner og 24 stier pr. sektion. Staldene havde diffus ventilation. Stierne var toklimastier på 11,5 m2 og med delvist spaltegulv. I hver anden stiskillevæg var der to rørfodringsautomater med vandnipler. Der var desuden en ekstra vandnippel i hver sti. Før indsættelse af grise blev hver sektion tømt, vasket og desinficeret. Samtidig med indsættelse af nyfravænnede grise blev der ofte indsat grise fra et ældre ugehold i 1-2 stier. Ved indsættelse var der 34-45 grise pr. sti, og grisene var sorteret efter størrelse. I løbet af smågriseperioden blev grisene fordelt på flere stier, så antallet af grise pr. sti blev reduceret til 28-35. Smågrisene afgik fra smågrisestalden cirka otte uger efter fravænning ved en vægt af cirka 25-30 kilo.

Undersøgelsens overordnede design

Undersøgelsen bestod af to dele:
Del 1. Opfølgningsstudie (gentagne undersøgelser af de samme grise)

En stikprøve på cirka 500 grise blev undersøgt 2-3 gange ugentligt i otte uger – fra dagen før fravænning til afgang fra smågrisestalden. Øresår og alle andre sygdomstegn og skader samt tilvækst og køn blev registreret.

Del 2. Tværsnitsstudie (en enkelt undersøgelse af et større antal grise)

Alle grise i et større antal stier blev undersøgt en enkelt gang, og for hver sti blev der foretaget registrering af antallet af grise med øresår, belægningsgraden og forekomsten af svineri i stien.
I en delmængde af disse stier blev der desuden udført en nærmere undersøgelse af de enkelte grise en enkelt gang. For hver individuel gris blev øresår, grisens størrelse og køn registreret.

Alle undersøgelser blev udført af den samme person (dyrlægestuderende).

Del 1. Opfølgningsstudie – Gennemførelse og registreringer

Udvælgelse og identifikation af grisene:
I alt 507 grise fordelt på fem ugehold indgik i undersøgelsen. I hvert af de fem ugehold blev 8-12 hele kuld udvalgt til undersøgelsen umiddelbart før fravænning (52 kuld i alt). Så vidt muligt blev kuld, som lå ved deres biologiske mor, udvalgt. Det kan dog ikke udelukkes, at enkelte grise ikke tilhørte det oprindelige kuld. Grisene blev øremærket i det ene øre med et individuelt nummer. Øremærkning blev ikke betragtet som den ideelle form for mærkning, da mærkerne måske kunne påvirke udviklingen af øresår. Men da andre tilfredsstillende mærkningsmetoder ikke kunne findes, blev øremærkning valgt. Kommende avlsdyr indgik ikke i undersøgelsen. Ved indsættelse i smågrisestalden blev de øremærkede grise fordelt tilfældigt mellem stierne.

Registreringer foretaget umiddelbart før fravænning for hver enkelt øremærket gris:

Grisens køn
Grisens vægt
Soens identifikation, lægnummer, race og dato for faring
Antal grise i kuldet ved faring og fravænning

De øremærkede grise blev undersøgt dagen før fravænning og derefter 2-3 gange ugentligt i otte uger indtil afgang fra smågrisestalden ved cirka 25 kilo. Ved disse undersøgelser blev følgende registreret for hver enkelt gris:

Graden af øresår (scoret på en skala fra 0 til 3) og øresårets placering på øret (ørebasis eller spids)
Rifter på ørerne (få / mange)
Tegn på sygdom og skader, herunder utrivelighed, nedstemthed, halthed, luftvejssygdom, sodeksem, diarrè, hjernebetændelse, skader på halen og øvrige skader i huden
Nummer på sti i smågrisestalden
Vægt ved afgang fra smågrisestalden (kun registreret for 350 af de 507 grise)

Grisene blev ikke indfanget under undersøgelserne med mindre, der var tvivl om øremærkenumrene eller om nogle af de øvrige observationer.

Gradueringen af øresårene:
Øresårene blev gradueret efter nedenstående skala uanset deres placering på øret.

Grad 0: Intet øresår.
Grad 1: Hævelse, rødme eller sårkorpe på højest 1 cm i diameter.
Ikke blod, pus eller hudafskrabning.
Grad 2: Sårskorpe større end 1 cm i diameter men dækker højest 1/6 af øret – eller
hudafskrabning eller pus. Eventuelt blodigt.
Grad 3: Dybt sår (ulceration eller tab af ørevæv) eller sår som dækker mere end 1/6 af øret.

I tilfælde af at samme gris havde forskellige grader af øresår på de to ører, blev kun den højeste grad registeret. Eksempler på forskellige grader af øresår kan ses i bilag 1.

Del 2. Tværsnitsstudie – Gennemførelse og registreringer

Registreringer på sti-niveau:
Alle grise i cirka halvdelen af stierne i smågrisestaldene blev undersøgt en enkelt gang. Denne procedure blev derefter gentaget henholdsvis fire og otte uger senere. I alt indgik 9.909 grise i 269 stier i undersøgelsen – jævnt fordelt på de tre undersøgelsesdage og jævnt fordelt på alle aldersgrupper og alle sektioner i smågrisestaldene. Da gentagelserne blev foretaget med kun fire ugers mellemrum, indgik nogle af grisene i to af undersøgelsesrunderne (grisene i 64 stier).

For hver sti blev følgende registreret:

Antal grise med øresår i stien (grise med øresår blev mærket med farve og talt)
Antal grise i stien
Svineri i stien, defineret som gødning og fugt på det faste gulv (ja/nej)
Grisenes alder og omtrentlige gennemsnitsvægt
Nummer på sti, sektion og stald
Registreringer på individ-niveau:

I en mindre del af de 269 stier nævnt ovenfor blev der lavet en nærmere undersøgelse af de enkelte grise. Det blev gjort i de to stier i hver sektion, der havde den højeste forekomst af øresår på undersøgelsesdagen (48 stier med 1597 grise i alt). Grisene blev ikke øremærket, men for hver individuel gris blev følgende registreret:

Forekomst af øresår (placering på ørespids/underkant, øresår på begge ører/kun ét øre)
Grisens køn
Grisens relative størrelse i forhold til de øvrige grise i stien (lille, medium, stor)
Alder
Nummer på sti, sektion og stald

Øresår blev defineret som sår på ørets spids eller underkant, hvor der sås sårskorper, afskrabning af hud eller dybere sår. Gradueringen af øresår fra opfølgningsstudiet blev ikke benyttet. Rifter på ørerne blev ikke talt med. Grisene blev ikke indfanget under undersøgelserne. Sygestier og stier med kommende avlsdyr indgik ikke i undersøgelsen.

Statistik

Data fra opfølgningsstudiet:
Det blev undersøgt, om grisens risiko for at udvikle øresår af grad 2 eller 3 i løbet af observationsperioden havde sammenhæng med det konkrete ugehold, køn, fravænningsalder, fravænningsvægt, soens alder og tilstedeværelsen af hudlæsioner i løbet af dag 0-7 efter fravænning (rifter på ørerne, rifter på hovedet, sodeksem). Således gav observation hos en given gris af et øresår af grad 2 eller 3 mindst én gang i løbet af observationsperioden anledning til at definere grisen som ’ramt af øresår af grad 2 eller 3’. Alternativet var så ’ikke ramt af øresår af grad 2 eller 3’. Variationen i risikoen for at blive ’ramt af øresår af grad 2 eller 3’ blev beskrevet ved hjælp af en logistisk regressionsmodel, hvor de mulige faktorer indgik samtidigt (Proc LOGISTIC, SAS). Med hensyn til risikofaktoren ’rifter’ blev der beregnet to Kaplan-Meier overlevelseskurver: én for gruppen med mange rifter og én for gruppen med få. Her betyder ’overlevelse’, at grisen endnu ikke har fået øresår af grad 2 eller 3. Disse kurver viser altså hvor lang tid, der går, inden en gris første gang lider af øresår af grad 2 eller 3.

Det blev dernæst undersøgt om ’ramt af øresår af grad 2 eller 3’ i midten af opfølgningsperioden (dag 22-35 efter fravænning) kunne have indflydelse på forekomsten af potentielle følgesygdomme til øresår i den efterfølgende periode (dag 36-54 efter fravænning). Disse mulige sammenhænge blev indledningsvist undersøgt ved hjælp af chi-i-anden tests. En eventuel sammenhæng mellem forekomsten af øresår og gennemsnitlig daglig tilvækst i smågrisestalden blev undersøgt ved hjælp af en lineær regressionsmodel, hvor tilvæksten var den afhængige variabel. Fravænningsvægt, ugehold og den maksimalt opnåede grad af øresår indgik her som forklarende variable (Proc MIXED, SAS).

Data fra tværsnitsstudiet, sti-niveau:
Det blev undersøgt om den sti-vise forekomst af øresår kunne forklares ved grisenes alder, antallet af grise i stien, forekomsten af svineri i stien, stiens placering i stalden i forhold til ydervægge og luftudtag samt (som baggrundsvariable) ejendom, sektion og observationsrunde. Variationen i den sti-vise forekomst af øresår blev statistisk beskrevet ved hjælp af en logistisk regressionsmodel, hvor de mulige faktorer indgik samtidigt (Proc LOGISTIC, SAS). Effekterne af de systematiske faktorer blev udtrykt som odds ratioer.

Data fra tværsnitsstudiet, individ-niveau:
Det blev undersøgt, om den individuelle gris’ risiko for øresår afhang af grisens størrelse (grupperet i lille/mellem/stor inden for hver sti).

Resultater og diskussion

Udviklingen af øresår – Resultater fra opfølgningsstudiet

Figur 2 viser udviklingen af øresår over tid hos de 507 grise, som blev undersøgt 2-3 gange ugentligt fra umiddelbart før fravænning til afgang fra smågrisestalden.

Umiddelbart før fravænning (uge 0) havde 19 procent af grisene øresår af grad 1, mens ingen grise havde alvorligere øresår. Forekomsten af øresår var højest i de første to uger efter fravænning (cirka 75 pct.), men alvorlige øresår (grad 3) sås hovedsageligt i sidste halvdel af smågriseperioden.

I uge 8 efter fravænning nåede forekomsten af alvorlige øresår (grad 3) op på 11 procent. I de fleste af disse tilfælde (9 procent af grisene) blev det vurderet, at sårene havde medført svind af øret (data ikke vist). Der var dog flere end 11 procent af grisene, der på et eller andet tidspunkt i forløbet havde alvorlige øresår. I alt havde 19 procent af grisene på et eller andet tidspunkt alvorlige øresår (grad 3), og 87 procent af grisene havde på et eller andet tidspunkt øresår af enten grad 2 eller 3.

Figur 2. Forekomsten af de forskellige grader af øresår hos cirka 500 grise, som blev undersøgt løbende fra umiddelbart før fravænning til afgang fra smågrisestalden (Grad 0: intet øresår. Grad 3: alvorligt øresår). Billede 0929

I figur 3 ses den højeste grad af øresår, som hver individuel gris fik registreret i følgende perioder: 0-21 dage efter fravænning, 22-35 dage efter fravænning og 36-56 dage efter fravænning. Figuren viser, at alle grise havde øresår i løbet af dag 0-21, men at der i den aldersgruppe kun var få tilfælde af alvorlige øresår (grad 3). I løbet af de følgende uger udviklede de fleste øresår af grad 1 og 2 sig ikke videre, og mange forsvandt helt. Der var dog en mindre del af disse øresår, som derimod udviklede sig til alvorlige øresår i de følgende uger.

Figur 3. Den højeste grad af øresår som blev registreret for hver individuel gris i løbet af tre perioder i dens liv. Figuren er baseret på registreringer af cirka 500 grise, som blev undersøgt løbende fra umiddelbart før fravænning til afgang fra smågrisestalden (Grad 0: intet øresår. Grad 3: alvorligt øresår). Billede 0930

Resultaterne tyder på, at udviklingen af øresår skete i to faser:

Udvikling af milde grader af øresår hos alle grise i løbet af de første par uger efter fravænning
Hos de fleste grise helede sårene eller udviklede sig ikke videre, men hos nogle grise skete der en forværring

Et lignende mønster i udviklingen i øresår blev konstateret i en amerikansk undersøgelse foretaget i en enkelt besætning [4]. Der er ikke udført andre undersøgelser af udviklingen af øresår.

Det er i USA blevet forsøgt at fremprovokere øresår ved at beskadige den nederste kant af ørerne på smågrise og derefter indsprøjte både S. hyicus og streptokokker [4]. Det medførte overfladiske øresår, som i høj grad lignede de øresår, som dannes af sig selv. Ingen af øresårene udviklede sig dog til dybe sår, og det er muligt at udviklingen af dybe sår forudsætter, at grisene bider i sårene og dermed sørger for, at bakterier bliver ført dybere ind i sårene. Det er også muligt at grisenes immunitet spiller en rolle.

I en anden amerikansk undersøgelse foretaget i otte besætninger, blev det undersøgt, hvilke bakterier, der findes i øresår [5]. Resultaterne var i overensstemmelse med, at øresår udvikles i to faser. S. hyicus blev fundet i både tidlige overfladiske stadier af øresår og i dybere sår. I dybere sår blev desuden fundet forskellige former for streptokokker, mens streptokokker ikke sås i de tidlige overfladiske sår. I modsætning til S. hyicus trives streptokokker ikke på ubeskadiget hud, men de kan forårsage alvorlige sår, hvis huden allerede er beskadiget, for eksempel som følge af rifter og infektion med S. hyicus.

Udviklingen af øresår – Resultater fra tværsnitsstudiet

Ved undersøgelse af de 269 stier i tværsnitsstudiet blev der fundet øresår i 82 procent af stierne. Stierne i tværsnitsstudiet var jævnt fordelt på alle aldersgrupper af grise og på alle sektioner i smågrisestaldene.

Den gennemsnitlige forekomst i stierne var 14 procent – jævnt dalende fra 20 procent hos de yngste grise til 10 procent hos de ældste. Denne forekomst er væsentligt lavere end i opfølgningsstudiet, hvilket nok hovedsageligt skyldes, at de mildeste former for øresår ikke blev talt med i tværsnitsstudiet.

Der var store variationer mellem stierne i forekomsten af øresår (0-63 procent). Stier med en øresårsforekomst på over 30 procent sås hovedsageligt hos de ældre grise (dag 29-54), hvor det gjaldt 12 procent af stierne. Så selvom gennemsnitsforekomsten var faldende med alderen, sås stier med høj forekomst hyppigst i sidste del af smågriseperioden. Det så ud til, at nogle stier udviklede problemer med øresår, mens øresårsforekomsten i flertallet af stierne faldt. Det tyder på, at der kan være forhold i den enkelte sti eller ved grisene i stien, som påvirker forekomsten af øresår i stien. Det kunne for eksempel være forhold i grisenes nærmiljø, som gør grisenes ører mere modtagelige for bakterieinfektioner, eller som får én eller flere grise til at bide ører. Det kunne også være, at sårene smittede på grund af spredning af et smitstof blandt grisene i stien. Resultater vedrørende betydningen af nogle potentielle risikofaktorer er beskrevet i et senere afsnit nedenfor.

Beskrivelse af øresårene og deres placering på ørerne

Tabel 1 viser resultater fra de 507 grise i opfølgningsstudiet.

Tabel 1. Beskrivelse af øresårene i opfølgningsstudiet. I alt 507 grise fordelt på fem ugehold indgik i undersøgelsen. De angivne procenter angiver andelen af enkeltobservationer med de pågældende typer af sår

Grad af øresår	Definition (som beskrevet i tidl. afsnit)	Sårenes udseende	Sårenes placering
Grad 1	Hævelse, rødme eller sårskorpe, som er højest 1 cm i diameter. Ikke blod, pus eller hudafskrabning	42 % havde rødme og hævelse.	52 % ved ørebasis 6 % på ørespidserne 42 % spredt på øret
Grad 2	Sårskorpe større end 1 cm i diameter men dækker højest 1/6 af øret – eller hudafskrabning eller pus. Eventuelt blodigt.	27 % var blodige.	85 % ved ørebasis 7 % på ørespidserne 8 % spredt på øret
Grad 3	Dybt sår (ulceration/tab af ørevæv) eller dækker mere end 1/6 af øret.	70 % var dybe. 30 % var ikke dybe men dækkede mere end 1/6 af øret. 45 % var blodige.	57 % ved ørebasis 21 % på ørespidserne 22 % spredt på øret

Især de alvorlige sår (grad 3) var blodige, men flertallet af sårene var dog ikke var blodige. Blodige sår er sandsynligvis et tegn på, at andre grise har bidt i sårene. Der var således ikke klare tegn på, at bid fra andre grise nødvendigvis er en forudsætning for udviklingen af øresår.

Det ses også af tabel 1, at sår ved ørebasis var dominerende. Ved milde øresår var en stor del af øresårene ikke udpræget placeret på hverken ørebasis eller ørespids. En mere klar fordeling på ørebasis og ørespidser sås først, når sårene havde udviklet sig til grad 2.

I tværsnitsstudiet blev det registreret, hvor ofte grisene havde sår på begge ører versus kun det ene øre. Her blev grise i 48 stier med høj forekomst af øresår undersøgt individuelt (i alt 1597 grise). Grisene var jævnt fordelt på alle aldersgrupper af grise og på alle sektioner i smågrisestaldene. Forekomsten af øresår var 46 procent, og sår på ørespidserne udgjorde 25 procent af de registrerede øresår. Sår på ørespidserne fandtes lige ofte på begge ører og ét øre, mens sår ved ørebasis oftest fandtes på begge ører (i 70 procent af tilfældene).

Om sår på ørespidserne har samme årsag som sår ved ørebasis vides ikke. Sår ved ørebasis udgør generelt et større problem i danske besætninger end sår på spidserne, men i den enkelte besætning kan sår på spidserne godt være dominerende [6].

Betydningen af faktorer knyttet til grisen - Resultater fra opfølgningsstudiet

Data fra opfølgningsstudiet blev anvendt til at undersøge, om en række faktorer knyttet til grisen havde sammenhæng med udviklingen af øresår. Følgende faktorer viste sig at have betydning for grisens risiko for at udvikle øresår af grad 2 eller 3 i løbet af undersøgelsesperioden (dag 0-54 efter fravænning):

Grisens fravænningsvægt
Tilstedeværelsen af rifter på ørerne i løbet af dag 0-7 efter fravænning

Derimod kunne der ikke konstateres nogen betydning af køn, fravænningsalder, soens alder, rifter på hovedet eller sodeksem (impetigo/børnesår). Resultaterne er uddybet nedenfor.

Grisens fravænningsvægt:
Resultaterne viste, at der med stigende fravænningsvægt var en stigende risiko for at udvikle øresår af grad 2 eller 3 (P=0,02). Grise med en fravænningsvægt på 5 kilo havde en risiko på cirka 80 procent, mens grise med en fravænningsvægt på 10 kilo havde en risiko på cirka 95 procent. Desuden udviklede de store grise øresår i en yngre alder end de små grise. Når man så på øresår af grad 3 alene, var der ingen klar sammenhæng med fravænningsvægten. Generelt må konkluderes, at der ikke fandtes tegn på, at øresår især sås hos grise, som var små ved fravænning. Det må derfor antages, at øresår sandsynligvis ikke er et resultat af en generel svækkelse hos grisene.

Rifter på ørerne:
Rifter på ørerne opstår under slagsmål, når grisene skal etablere rangorden efter fravænning. Næsten alle grise havde rifter på ørerne i løbet af dag 0-7. Ved analysen af data blev grisene derfor delt op i to lige store grupper på baggrund af registreringen af rifter: grise med få rifter og grise med mange rifter. Rifter var defineret som aflange, smalle (2-3 mm), overfladiske skader i huden med eller uden sårskorpe. Grise som havde haft mange rifter dag 0-7 havde større risiko for at få øresår af grad 2 eller 3 end grise med få rifter (OR=3, P=0,0003). Grise med mange rifter fik desuden øresårene tidligere (figur 4). Betydningen af rifter på ørerne var uafhængig af grisenes fravænningsvægt.

Når man udelukkende så på øresår af grad 3 kunne en sammenhæng med rifter på ørerne ikke ses. Resultaterne bekræfter teorien om, at rifter på ørerne umiddelbart efter fravænning har betydning for udviklingen af øresår. Men det ser ud til, at rifterne ikke kan forklare, hvorfor nogle øresår udvikler sig til alvorlige øresår (grad 3), mens andre ikke gør det.

Tabel 4. Sammenhængen mellem rifter på ørerne dag 0-7 og udviklingen af øresår af grad 2 eller 3. Kurverne er overlevelseskurver – d.v.s. at de viser hvor mange procent af grisene, der endnu ikke har fået konstateret øresår af grad 2 eller 3. Billede 0931

Hvis der var færre slåskampe mellem nyfravænnede grise, ville der sandsynligvis være færre øresår af grad 1 og 2. Men resultaterne fra undersøgelsen kan ikke bekræfte, at forekomsten af alvorlige øresår (grad 3) også ville være mindre. Tidligere undersøgelser har vist, at følgende tiltag kan nedsætte forekomsten af aggressioner og/eller rifter som følge af rangkampe hos nyfravænnede grise:

Tildeling af beskæftigelsesmateriale i smågrisestien
En skillevæg eller lignende i smågrisestien (så grisene kan undgå hinanden)
Ingen størrelsessortering (så grisene har lettere ved at afklare rangforhold uden at slås)
Undgå flytninger og sammenblanding af grisene så vidt muligt
Tildeling af beskæftigelsesmateriale allerede i farestalden

Rifter på hovedet og sodeksem:
Der blev ikke fundet nogen sammenhæng mellem rifter andre steder på hovedet og øresår. Sodeksem på tryne og pande havde heller ingen sammenhæng med risikoen for øresår. Forekomsten af rifter andre steder på hovedet og sodeksem var henholdsvis 54 procent og 44 procent. Der var ikke problemer med sodeksem i besætningen, og sodeksem sås kun i form af lokale forandringer i hovedet – sandsynligvis som følge af rifter fra slagsmål ved yveret før fravænning.

Køn:
Galtgrise og sogrise havde lige stor risiko for at udvikle øresår af grad 2 eller 3 (87 procent hos begge køn). Lignende resultater er fundet i to tidligere undersøgelser fra England, hvor der ikke kunne konstateres forskelle mellem intakte hangrise og sogrise [7], [8]. Den ene af de engelske undersøgelser blev foretaget i en besætning, hvor man desuden konstaterede, at forekomsten af øresår var lige stor i kønssorterede stier og kønsblandede stier [8]. Der er altså ikke noget, der tyder på, at problemer med øresår kan reduceres ved at kønssortere.

Grisens alder ved fravænning:
Der kunne ikke konstateres nogen sammenhæng mellem fravænningsalderen og risikoen for at udvikle øresår af grad 2 eller 3. Det skal dog siges, at fravænningsalderen varierede meget lidt. Det kan ikke udelukkes, at man kunne have konstateret en sammenhæng, hvis fravænningalderen havde varieret over et større interval.

Soens alder:
Generelt har grise fra 1.-lægssøer en dårligere immunitet end grise fra ældre søer. Det medfører blandt andet, at de oftere rammes af sodeksem. Det var derfor relevant at undersøge, om grise fra unge søer havde større risiko for øresår af grad 2 eller 3 end grise fra ældre søer. Desværre var kun 10 procent af kuldene fra 1.-lægssøer, og datamaterialet var derfor ikke så velegnet til denne analyse. Der kunne ikke påvises nogen sammenhæng mellem soens alder (læg nummer) og risikoen for øresår hos grisene.

Betydningen af faktorer knyttet til stien – Resultater fra tværsnitsstudiet

Ved undersøgelse af de 269 stier i tværsnitsstudiet blev der fundet en sammenhæng mellem risikoen for øresår og antallet af grise i stierne. Inden for hver aldersgruppe af grise var der en højere forekomst af øresår jo flere grise, der var i stien (P=0,02). Som eksempel kan nævnes, at en gris i en sti med 40 grise havde cirka 1,5 gange så stor risiko for at have øresår som en gris i en sti med 30 grise. Den gennemsnitlige forekomst af øresår i stierne var 14 procent.

Da alle stierne var ens, kan det ikke afgøres, om det var arealet per gris, som havde betydning, eller om det for eksempel var antallet af grise per ædeplads eller drikkeventil. Belægningsgraden i sidste halvdel af smågriseperioden lå i intervallet 0,27-0,43 m2 per gris.

Der blev konstateret svineri i 65 procent af stierne, men der kunne ikke konstateres nogen sammenhæng mellem svineri og forekomsten af øresår i stierne. Svineri i stierne antages at være et resultat af for høj temperatur i stierne. Det kunne tænkes, at forkert klima i stierne kunne medføre en større risiko for øresår på grund af frustration hos grisene og deraf følgende ørebide-adfærd.

Det blev desuden undersøgt, om risikoen for øresår i stierne afhang af stiernes placering i stalden i forhold til ydervægge og skorstene til luftudtag. Men der kunne ikke konstateres nogen sammenhænge.

Betydningen af grisens størrelse i forhold til andre grise i stien – Resultater fra tværsnitsstudiet

I tværsnitsstudiet blev det undersøgt, om risikoen for øresår afhang af, om den enkelte gris tilhørte de mindste grise i stien, grise af middelstørrelse eller de største grise i stien. Her blev grise i 48 stier med høj forekomst af øresår undersøgt individuelt (i alt 1597 grise). Grisene var jævnt fordelt på alle aldersgrupper af grise og på alle sektioner i smågrisestaldene. Forekomsten af øresår var 39 procent hos de mindste, 46 procent hos mellemgrisene og 53 procent hos de største grise. Forskellene var dog ikke statistisk sikre.

Det kan konkluderes, at der ikke fandtes tegn på, at øresår især sås hos grise, som var små i forhold til deres stifæller. Der er således ikke noget, der tyder på, at øresår især forekommer hos grise, som er svækkede eller ikke kan klare sig over for andre grise i stien.

Potentielle følgesygdomme til øresår – Resultater fra opfølgningsstudiet

Det blev undersøgt, om forekomsten af øresår af grad 2 eller 3 i løbet af dag 22-35 efter fravænning havde en sammenhæng med forekomsten af tegn på sygdom i de efterfølgende uger (dag 36-54). De nævnte tidsperioder blev valgt for at man kunne være sikre på, at sygdomstegnet var til stede efter at øresåret var udviklet og dermed kunne være en følge af øresåret.

Følgende sygdomstegn blev taget med i analysen:

Utrivelighed
Bevægelsesproblem (halthed, stiv gang)
Tegn på luftvejssygdom (hoste eller pusten)

Der blev ikke fundet nogen sammenhænge. En oversigt over resultaterne kan ses i tabel 2.

Tabel 2. Sammenhængen mellem øresår grad 2 eller 3 i løbet af dag 22-35 efter fravænning og forekomsten af tegn på sygdom i de efterfølgende uger (dag 36-54)

	Forekomst hos grise med øresår grad 2 eller 3	Forekomst hos grise uden øresår grad 2 eller 3	P-værdi *
Nedstemthed	5 %	5 %	0,90
Utrivelighed	10 %	13 %	0,30
Bevægelsesproblem	10 %	7 %	0,15
Luftvejssygdom	2 %	1 %	0,68
* Beregnet ved chi-i-anden-tests. Videre analyser blev ikke foretaget.

Det blev desuden undersøgt, om der var en sammenhæng mellem øresår af grad 2 eller 3 i slutningen af smågriseperioden (dag 36-54) efter fravænning og forekomsten af tegn på sydom i samme periode. Men heller ikke her blev der fundet nogen sammenhænge.

Sammenhængen mellem øresår og tilvækst – Resultater fra opfølgningsstudiet

Det blev undersøgt, om der var sammenhæng mellem den maksimale grad af øresår, som en gris opnåede og grisens tilvækst i hele smågriseperioden (dag 0-54 efter fravænning). Der var ikke statistisk sikre forskelle i tilvæksten mellem grise med forskellige grader af øresår - heller ikke selvom der blev taget højde for grisenes fravænningsvægt (P=0,37). Grise med øresår af grad 1 og 3 voksede lige hurtigt, mens grise med øresår af grad 2 voksede lidt dårligere (-12 gram pr. dag), men forskellen var ikke statistisk sikker.

Ugeholdenes gennemsnitlige fravænningsvægt lå i intervallet 6,9-8,3 kilo, mens tilvæksten var 350-370 gram pr. dag.

Cirka 5 procent af de 507 grise i opfølgningsstudiet udgik af undersøgelsen inden udvejningen fra smågrisestalden. De udgik i perioden 6-31 dage efter fravænning, og det vides ikke i hvor høj grad det skyldtes dødsfald eller tabte øremærker. Der kunne ikke konstateres nogen effekt af øresår på grisenes risiko for at udgå af undersøgelsen.

Alvorlige øresår (grad 3) opstod især i slutningen af smågriseperioden, og det er muligt, at eventuelle konsekvenser af øresårene derfor først ses efter indsættelse i slagtesvinestalden.

Konklusion

Forekomsten af øresår var højest i de første to uger efter fravænning, men alvorlige øresår sås hovedsageligt i sidste halvdel af smågriseperioden. Det tyder på, at udviklingen af øresår skete i to faser:

Udvikling af milde grader af øresår hos alle grise i løbet af de første par uger efter fravænning
Hos de fleste grise helede sårene eller udviklede sig ikke videre, men hos nogle grise skete der en forværring

Resultaterne tydede ikke på, øresår især opstod hos grise, som var små eller svækkede. Tværtimod havde grise med høj fravænningsvægt større risiko for at få øresår end grise med lavere fravænningsvægt, og i smågrisestalden sås øresår ikke hyppigere hos grise, som var små i forhold til deres stifæller.

Grise, som fik mange rifter på ørerne i ugen efter fravænning, havde større risiko for at få øresår af grad 2 eller 3 end grise med få rifter. Når man udelukkende så på øresår af grad 3 kunne en sammenhæng med rifter på ørerne dog ikke ses, så rifterne kunne tilsyneladende ikke kan forklare, hvorfor nogle øresår udviklede sig til alvorlige øresår, mens andre ikke gjorde. Forebyggelse af aggressioner mellem grisene vil sandsynligvis nedsætte forekomsten af milde grader af øresår (første fase). Vi mangler stadig viden om, hvilke faktorer, som påvirker udviklingen af alvorlige øresår (anden fase) og hvordan det forebygges.

Der kunne ikke konstateres nogen betydning af køn, fravænningsalder, soens alder, rifter på hovedet eller sodeksem (impetigo/børnesår) for udviklingen af øresår. Især de alvorlige sår var blodige, men flertallet af sårene var dog ikke var blodige. Der var således ikke klare tegn på, at bid fra andre grise nødvendigvis er en forudsætning for udviklingen af øresår.

Grise i stier med høj belægningsgrad havde en øget risiko for øresår. I besætninger med problemer med øresår, bør man være særligt opmærksom på at undgå høj belægningsgrad.

I undersøgelsen blev der ikke fundet nogen sammenhænge mellem forekomsten af øresår af grad 2 eller 3 og tegn på følgesygdomme i form af utrivelighed, bevægelsesproblemer eller tegn på luftvejssygdom. Der kunne heller ikke konstateres forskelle i tilvæksten mellem grise med forskellige grader af øresår. Sundhedstilstanden i besætningen var generelt god, og øresår kan muligvis medføre flere problemer i besætninger med en dårligere sundhedstilstand.

Referencer

[1]	Nielsen, E.O., Enøe, C., Bækbo, P. (2005): Sammenhæng mellem besætningsforhold og PMWS sygdomsudbrud – foreløbige resultater. Meddelelse nr. 726, Landsudvalget for Svin.
[2]	Busch, M.E., Nielsen, E.O., Hassing, A.-G., Wachmann, H., Petersen, H.H. (2003): Disponerende forhold for øresår hos slagtesvin. Meddelelse nr. 591, Landsudvalget for Svin.
[3]	Busch, M.E. (2002): Øresår. VetInfo nr. 0203, Landsudvalget for Svin.
[4]	Richardson, J.A. (1982): Porcine necrotic ear syndrome. Phd-afhandling, Purdue University, USA.
[5]	Richardson, J.A., Morter, R.L., Rebar, A.H., Olander, H.J. (1984): Lesions of Porcine Necrotic Ear Syndrome. Veterinary Pathology, 21, 152-157.
[6]	Busch, M.E., Andresen, L.O. (2007): Erfaringer med øresår i elleve besætninger. Erfaring nr. 0701, Dansk Svineproduktion.
[7]	Penny, R.H.C., Mullen, P.A. (1976): Ear biting in pigs. Veterinary Annual, 16, 103-110.
[8]	White, M.E.C. (1992): Ear tip necrosis. Pig Veterinary Journal, 28:121-124.

Appendiks

Eksempler på ører med forskellige grader af øresår

InfoSvin/ris%20med%20friske%20rifter%20p0647.tif

InfoSvin/ris%20med%20rifter%20med%20s:C3A5rs0648.tif

Figur A. Ører uden øresår (grad 0). Eksempler på den type skader, som blev registreret som rifter. Billede 0647 + 0648

InfoSvin/ris%20med%20mindre%20:C3B8res:C3A5r%20p0649.tif

InfoSvin/ris%20med%20mindre%20:C3B8res:C3A5r%20p0650.tif

Figur B. Øresår grad 1: Hævelse, rødme eller sårskorpe, som er højest 1 cm i diameter. Ikke blod, pus eller hudafskrabning. Billede 0649 + 0650

InfoSvin/ris%20med%20mindre%20:C3B8res:C3A5r%20p0652.tif

InfoSvin/ris%20med%20mindre%20:C3B8res:C3A5r%20p0651.tif

Figur C. Øresår grad 2: Sårskorpe større end 1 cm i diameter men dækker højest 1/6 af øret – eller hudafskrabning eller pus. Eventuelt blodigt. Billede 0651 + 0652

InfoSvin/ris%20med%20:C3B8res:C3A5r%20p:C3A5%20:C3B8rets0653.tif

InfoSvin/ris%20med%20dybt%20:C3B8res:C3A5r%20p:C3A5%200654.tif

Figur D. Øresår grad 3: Dybt sår (ulceration eller tab af ørevæv) eller sår som dækker mere end 1/6 af øret.
Billede 0653 + 0654

Øresår hos smågrise - Resultater fra undersøgelser i en besætning