I 2 sobesætninger med coccidiose kunne der ikke påvises en forskel i den gennemsnitlige fravænningsvægt hos pattegrise i stier, hvor der blev anvendt Baycox® sammenlignet med stier uden brug af Baycox® og med stier uden Baycox® men med ekstra rengøring.

I to sobesætninger, hvor der kunne påvises coccidiose, blev der etableret 3 behandlingsgrupper: højtryksvask og behandling med Baycox^® (gruppe 1), højtryksvask uden Baycox^® behandling (gruppe 2) og endelig højtryksvask efterfulgt af varmt vand og sæbe og uden Baycox^® (gruppe 3). I besætning 1 blev der derudover foretaget en udtørring med Stalosan i gruppe 3, mens der i besætning 2 blev udført rutinemæssig kalkning af alle stier.

Resultaterne viste, at der, inden for besætning, ikke var forskel i den gennemsnitlige fravænningsvægt blandt pattegrisene i de 3 behandlingsgrupper. Der var statistisk sikker forskel i dødeligheden mellem gruppe 2 og 3 i besætning 2.

Afprøvningen kunne således ikke demonstrere, at forbedret rengøring og hygiejne kunne reducere betydningen af coccidiose målt som gennemsnitlig fravænningsvægt hos pattegrisene. Afprøvningen viste heller ikke en effekt på hverken gennemsnitlig fravænningsvægt eller dødelighed, når der blev behandlet med Baycox^®.

Det er sandsynligt, at etableringen af smittebarrierer mellem den enkelte behandlingsgruppe og de øvrige stier har medvirket til at mindske betydningen af coccidiose, hvilket igen understreger vigtigheden af arbejdsrutiner og management generelt i farestalden.

Baggrund

Hvert år behandles cirka 95 pct. af pattegrisene i Danmark med Baycox^® mod coccidiose.

Coccidiose forårsages af tarmparasitten Isospora suis. Undersøgelser foretaget fra 1986 til 1988 i Danmark viste en Isospora suis forekomst på 20 pct. blandt tilfældigt udvalgte pattegrise i alderen 3-40 dage, og der var en signifikant sammenhæng med besætningsstørrelsen, idet pattegrise i besætninger med mere end 100 søer havde 5,6 gange større risiko for infektion end pattegrise i besætninger med mindre end 50 søer [1]. Formodentlig er Isospora suis til stede i stort set alle besætninger.

Pattegrise kan blive smittet med coccidier allerede få dage efter fødselen, og begynder de at udskille coccidie-æg (oocyster) i deres gødning få dage senere. Starttidspunktet for oocysteudskillelsen kan dog være forskelligt for grisene inden for kuldet. I en faresti med coccidier er oocysteudskillelsen blandt pattegrisene som regel størst mellem 10 og 20 dage efter fødselen [2].

Uden behandling kan coccidiose give alvorlige kliniske symptomer med diarré og høj dødelighed. Det er dog ikke sikkert, at smittede pattegrise udvikler klinisk coccidiose, og det er derfor muligt, at behandling med Baycox^® kan undlades eller minimeres, fx i besætninger med lavt eller moderat smittepres. Dette er især relevant fordi de første besætninger med Baycox^®-resistente coccidier er dukket op. Endvidere skal det nævnes, at rutinebehandling med Baycox^® udgør både en arbejdsomkostning og en omkostning til medicin. Derfor ønskes alternative kontrolmuligheder afprøvet.

Idet stort set alle smågriseproducenter i dag bruger Baycox^® til pattegrisene er det svært at bestemme det potentielle infektionsniveau i disse besætninger. Grise, der er behandlet med Baycox^®, udskiller antagelig stadig oocyster i gødningen, men på langt lavere niveau end grise, der ikke er behandlet. Desuden har brug af Baycox^® i op til flere år været med til med tiden at reducere smittepresset i farestierne, hvorfor det er svært at forudsige, hvor hurtigt infektionsniveauet vil stige efter ophør af Baycox^® behandling.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge om hygiejnetiltag i farestien, som erstatning for Baycox^® behandling, kan reducere effekten af coccidiose målt som gennemsnitlig fravænningsvægt hos pattegrise.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i farestalden i to sobesætninger med smågriseproduktion. En betingelse for at deltage i afprøvningen var, at der kunne påvises coccidiose hos pattegrisene. Hvis besætningerne på udvælgelsestidspunktet anvendte rutinemæssig behandling med Baycox^®, blev afprøvningen delt op i to faser:

Fase 1:
Ophør af Baycox^® behandling i 80 pct. af farestierne, de resterende 20 pct. fortsatte med Baycox^® (referencegruppe). Ved sektioneret farestald blev Baycox^® behandlingen stoppet i et antal sektioner som svarede bedst muligt til ovennævnte fordeling af stier. Pattegrisene blev undersøgt for coccidier i et antal faringsrunder mht. at vurdere niveauet af coccidie-udskillelse.

Fase 2:
Når problemet med coccidiose vendte tilbage, blev der indført en af følgende 3 kontrolforanstaltninger i stierne uden Baycox^® behandling fra fase 1:

Standard rengøring (højtryksrensning med koldt vand), Baycox^® behandling
Standard rengøring, ingen Baycox^® behandling (kontrol)
Standard rengøring, intensiv rengøring ved hjælp af varmt vand og sæbe (Novadan Foam 32FF 5% i en 5% opløsning) samt udtørring med hydratkalk eller Stalosan, ingen Baycox^® behandling

Fase 2 blev først igangsat, når der i mindst 1 farestaldssektion kunne påvises coccidier i minimum 30 pct. af stierne. Hvis besætningen ikke brugte Baycox^® på udvælgelsestidspunktet blev Fase 2 startet med det samme, under forudsætning af, at der i mindst 1 farestaldssektion kunne påvises coccidier i minimum 30 pct. af stierne.

Undersøgelsen for coccidier i fase 2 bestod af poolede gødningsprøver fra 5 tilfældigt udvalgte grise per sti. Det blev tilstræbt, at grisene var omkring 18 dage ved prøveudtagningstidspunktet. I fase 1 blev der anvendt både poolede stibundsprøver og poolede prøver fra individuelle grise.

Fase 2 blev gennemført i tre farerunder i de samme farestier i hver besætning. Kontrolforanstaltningerne (1, 2 eller 3) var de samme inden for den enkelte sti med henblik på at vurdere effekten af behandlingen over tid.

Der blev indført særskilt fodtøj og særskilte redskaber for at hindre, at der blev overslæbt smitte mellem behandlingsgrupperne og mellem den øvrige del af besætningen og forsøgsgrupperne. Det var tilladt at kuldudjævne grise indenfor samme behandlingsgruppe indtil dag 2. Herefter blev kuldene låst.

Resultaterne blev analyseret med stien som enhed og fravænningsvægten for det enkelte kuld blev målt som den totale kuldvægt ved fravænning divideret med antallet af fravænnede grise. Dødeligheden blev registreret på særskilte sokort, og den blev opgjort som antal døde grise i kuldets levetid divideret med antal grise i kuldet på dag 2. Endelig blev samtlige medicinske behandlinger registreret.

Resultater og diskussion

Besætning 1 havde ca 600 årssøer, ugedrift med sektioneret drift i farestalden (4 sektioner, hvoraf 3 sektioner indgik i forsøget). Søerne stod opstaldet 3 uger inden faring i farestald. Besætningens sundhedsstatus var Blå SPF+Myc+Ap6+Ap12+Vac.

Besætning 2 havde ca 400 årssøer, 3 ugers holddrift med sektioneret drift i farestalden (2 sektioner). Søerne opholdt sig 1 uge i farestald inden faring. Besætningens sundhedsstatus var konventionel.

I besætning 1 blev der anvendt Baycox^®, da forsøget blev igangsat, hvilket betød, at det var nødvendigt at seponere denne behandling i en periode. Efter ca. 3 måneder viste 33 pct. af prøverne lavgradig udskillelse af coccidiose (hhv. 930, 940 og 470 oocyster per gram gødning ud af ni poolede prøver), hvorefter fase 2 blev igangsat. I besætning 2 var der ikke blevet anvendt Baycox^® i mange år. Elleve ud af 12 poolede stibundsprøver var positive for coccidier, med et udskillelsesniveau varierende mellem 30 og 70.400 oocyster per gram gødning. Stibundsprøverne blev udtaget fra stier med diarre. Besætning 2 havde således allerede fra starten tydelige tegn på klinisk coccidiose blandt pattegrisene, og fase 2 kunne derfor igangsættes umiddelbart efter den første prøveudtagning.

På grund af disse forskelle, og betydelige forskelle i de efterfølgende prøver (se figur 2), blev det besluttet at analysere resultaterne fra de 2 besætninger hver for sig.

Besætning 2 anvendte allerede kalkning af stierne, inden forsøget blev igangsat. Det blev besluttet, ikke at stoppe med denne behandling i besætning 2 for ikke yderligere at øge smittepresset i stierne.

Hovedresultaterne for afprøvningen er angivet i tabel 1. Som det fremgår af figur 1 var der et betydeligt overlap mellem fordelingerne af gennemsnitlig fravænningsvægt i de 3 behandlingsgrupper i begge besætninger. Forskellene mellem behandlingsgrupperne indenfor besætning var ikke signifikant, ligesom der heller ikke var signifikant forskel på den gennemsnitlige dødelighed i de 3 behandlingsgrupper på nær mellem behandlingsgruppe 2 og 3 i besætning 2. Den gennemsnitlige fravænningsalder for besætning 1 var 25 dage og for besætning 2 var den 26 dage.

Tabel 1. Gennemsnitlig fravænningsvægt og dødelighed i pattegrisekuld i de to forsøgsbesætninger. Signifikant forskellige værdier er angivet med forskellige bogstaver. Tal i parentes angiver intervallet for 50% af observationerne

	Besætning 1			Besætning 2
Gruppe	1	2	3	1	2	3
Antal stier	52	51	49	60	60	60
Gennemsnitlig fravænningsvægt (kg)	8.3 (7.7-8.9)	8.3 (7.7-8.8)	8.2 (7.5-9.1)	7.1 (6.5-7.8)	7.2 (6.5-7.9)	7.2 (6.5-7.7)
Gennemsnitlig dødelighed (pct.)	5.6	6.0	4.9	3.3	4.4a	2.6 b

Som det fremgår af figur 2 var der stor forskel på infektionspresset i de to forsøgsbesætninger. Besætning 2 havde væsentligt flere positive prøver end besætning 1. De indledende prøver havde allerede givet en indikation af, at smittepresset i de to besætninger var væsentligt forskelligt. Selvom denne besætning allerede anvendte totalsektionering med vask og kalkning, var denne behandling ikke tilstrækkelig til at forhindre klinisk coccidiose i besætningen.

Figur 1. Fordeling af fravænningsvægt i de 2 forsøgsbesætninger. Farverne grøn, rød og gul refererer til behandlingsgruppe 1, 2 og 3 i henholdsvis besætning 1 og besætning 2. 50 % af observationerne ligger indenfor de farvede kasser. Median og gennemsnit er angivet med henholdsvis en sort streg og en blå rombe. En evt. statistisk forskel mellem fordelingerne vil vise sig ved at indsnævringerne på kasserne ikke overlapper. Ekstreme værdier i fordelingerne er angivet med røde prikker

Figur 2. Fordeling af antal prøver positive for oocyster (på en logaritmisk skala) i forsøgsbesætning 1 og 2 inden for forsøgsgruppe 1, 2 og 3. Farverne grøn, rød og gul refererer til behandlingsgruppe 1, 2 og 3

Der var ingen sammenhæng mellem den gennemsnitlige fravænningsvægt og påvisning af oocyster i de enkelte stier, ligesom der heller ikke var forskel på antallet af medicinske behandlinger i de 3 behandlingsgrupper.

I gruppe 2, som var gruppen uden Baycox^® behandling og med standard vask, havde vi forventet lavere daglig tilvækst og højere dødelighed i forhold til gruppe 1 og 3. I undersøgelsen fandt vi imidlertid kun forskel i dødeligheden for besætning 2 med det høje infektionspres, hvor ekstra vask nedsatte dødeligheden, når der ikke blev behandlet med Baycox^®.

Resultaterne viser, at det er vigtigt at skelne mellem forekomst og betydning af en infektion. I denne afprøvning gennemførtes en række tiltag i forsøgsstierne, som kan have bidraget til at mindske den kliniske betydning af coccidiosen. Der blev anvendt separat fodtøj inden for behandlingsgrupperne (i praksis var der et par træsko til hver behandlingsgruppe i hver enkelt sektion) ligesom flytning af grise mellem stierne ikke var tilladt efter dag 2. Det er sandsynligt, at ovennævnte tiltag kan have været med til at skabe et lavere generelt smittepres og dermed mere robuste grise i de enkelte stier, hvilket igen kan have mindsket grisenes følsomhed over for infektion med coccidier.

En vurdering af effekten af de tiltag, som blev gennemført for alle behandlingsgrupperne, ville have forudsat, at der blev udført kontrolvejninger og registreringer af dødsfald i en gruppe af stier i den resterende del af besætningen; altså en form for ekstra kontrolgruppe. Det kan ikke udelukkes, at smittedynamikken og smittepresset som blev vurderet i relativt små behandlingsgrupper inden for en farestaldssektion, ville have haft en lidt anden karakter, hvis behandlingerne var blevet gennemført i en hel farestaldssektion.

Infektionspresset som følge af coccidier er i det hele taget vanskeligt at vurdere. Dette viste sig ved, at der i besætning 2, som havde tydelig klinisk coccidiose ved starttidspunktet, kun kunne påvise coccidier i henholdsvis 60 pct. (gruppe 2) og 40 pct. (gruppe 3) af stierne ved systematisk udtagning af prøver, trods tydelige kliniske tegn i alle stierne.

Endelig skal det nævnes, at man godt kan påvise oocyster, selvom man behandler med Baycox^®. I en tredje sobesætning med dårlig hygiejne, kontinuerlig drift, mange ammesøer, rutinemæssig anvendelse af Baycox^® og kliniske tegn på coccidiose blev der, i forbindelse med et opklaringsarbejde, udtaget 12 poolede stibundsprøver. Resultaterne herfra viste coccidier i 75 pct. af stierne med mellem 10 og 38.200 oocyster per gram gødning. Yderligere undersøgelser vil være nødvendige mht. at afklare, om dette fund skyldes manglende virkning af Baycox^® som følge af et højt smittetryk, eller om der evt. kan være tale om resistens mod Baycox^®.

Samlet set viser disse tal, at der er en stor usikkerhed mht. til anvendelse af gødningsprøver ved måling af forekomst af coccidier. Man er derfor er henvist til at anvende indirekte mål for effekten/betydningen af coccidiose, såsom reduceret fravænningsvægt, når man skal vurdere effekten af Baycox^®.

I besætning 1 var der enkelte stier i gruppe 1, hvor man trods Baycox^® behandling, påviste coccidier. Disse coccidier kan enten forklares ved, at behandlingen med Baycox^® ikke var 100 pct. effektiv, eller at den etablerede smittebarriere mellem grupperne ikke fungerede efter hensigten. Etableringen af en smittefri barriere i en farestald, fx mellem to rækker af farestier, er en stor arbejdsmæssig udfordring. Forhold i den enkelte besætning kan have stor betydning for, om barrieren kan opretholdes. I besætning 2 var det muligt at etablere forsøgsgrupperne i arealer med blinde gangarealer, mens besætning 1 kun havde gangarealer med gennemgang til og fra andre sektioner og stier.

I besætning 1 havde søerne 3 ugers ophold i farestalden inden faring, hvilket gav mulighed for en god udtørring af det meste af farestierne inden grisene blev født. Det er sandsynligt, at denne udtørring kan have medvirket til at nedsætte infektionspresset med coccidier. I besætning 2 opholdt søerne sig 1 uge i farestalden inden faring. I denne besætning blev de to farestaldssektioner kørt med total sektioneret drift. Begge besætninger har haft en driftsform, som har bidraget til at reducere smittepresset. På trods heraf var kalkningen i besætning 2 ikke nok til at forhindre klinisk coccidiose.

Ved opgørelse af fravænningsvægten som gennemsnittet af hele kuldet var det ikke muligt at opdage, om der var større variation mellem de enkelte grise inden for kuldet som følge af evt. infektion med coccidiose. Det er muligt, at der har været en større spredning i gruppe 2 og evt. gruppe 3, i forhold til gruppen med Baycox^® behandling.

Det er velkendt, at effekt af rengøring afhænger af både det aktuelle staldsystem, specielt herunder alder på staldinventar og gulv, og af den person, som udfører arbejdsprocessen. I denne undersøgelse blev den normale vask udført af besætningens eget personale, mens ekstra vask i gruppe 3 blev udført af samme tekniker i begge besætninger. Ved at analysere tallene separat for hver besætning blev der taget hensyn til forskelle mellem besætnigerne.

Afslutningsvis skal det fremhæves, at 3 faringsrunder er forholdsvis kort tid til at vurdere udviklingen i smittedynamikken for en given behandling. Dette må specielt siges at gælde for coccidiose, som er en udpræget miljøbetinget infektion, idet oocysterne formodentlig kan overleve i staldmiljøet i lang tid. Der blev ikke fundet forskelle i resultaterne, når man sammenlignede tal for 1., 2. og 3. behandlingsrunde i denne afprøvning. Specielt kunne der hverken påvises en stigning i smittepresset over tid i behandlingsgruppe 2 eller en reduktion i smittepresset i gruppe 3.

Økonomi og coccidiose

Selvom der ikke kunne påvises tydelige forskelle mellem behandlingerne i denne afprøvning, kan det alligevel være interessant at se på, hvilke ændringer der skal til i effektiviteten for at betale for meromkostningen ved henholdsvis behandling med Baycox^® og ekstra rengøring.

Sættes behandlingen med Baycox^® til 2 kroner per gris og ekstra rengøring til 4 kroner per gris, viser figur 3, for et givet niveau af dækningsbidrag per gris, hvilken forbedring der skal til i gennemsnitlig fravænningsvægt for at kunne betale for henholdsvis Baycox^® (grøn linie) og ekstra vask (gul linie) i forhold til ikke at foretage behandling (rød linie). Den gennemsnitlige fravænningsvægt skal således øges med omkring 450 gram for at betale for ekstra rengøring, sammenlignet med 225 gram for Baycox^® behandling.

Figur 3. Sammenhæng mellem fravænningsvægt og dækningsbidrag per fravænnet gris for et givet niveau af dækningsbidrag og for 2 forskellige behandlinger.

Konklusion

I 2 sobesætninger, hvor der kunne påvises coccidiose, blev der etableret 3 behandlingsgrupper: 1) højtryksvask og behandling med Baycox^®, 2) højtryksvask uden Baycox^® behandling og endelig 3) højtryksvask, varm vask og sæbe og uden Baycox^®.

Der var ikke forskel i den gennemsnitlige fravænningsvægt blandt pattegrisene i de 3 behandlingsgrupper inden for besætning. Der var kun statistisk sikker forskel i dødeligheden mellem gruppe 2 og 3 i besætning 2.

Afprøvningen kunne således ikke demonstrere, at forbedret rengøring og hygiejne kunne reducere betydningen af coccidiose målt som gennemsnitlig fravænningsvægt hos pattegrisene. Afprøvningen viste heller ikke en effekt på hverken gennemsnitlig fravænningsvægt eller dødelighed, når der behandles med Baycox^®.

Det er sandsynligt, at etableringen af smittefrie barrierer mellem den enkelte behandlingsgruppe og de øvrige stier har medvirket til at mindske betydningen af coccidiose i de stier, som ikke blev behandlet. Samlet set understreger resultaterne derfor betydningen af arbejdsrutiner og management for spredning af smitte i farestalden.

Referencer

[1]

Roepstorff, A.; Eriksen, L.; Nansen, P. (1991): NKJ-projekt 59 – Parasitære infektioner hos svin.

Roepstorff, A., Nilsson, O., Oksanen, A., Gjerde, B., Richter, S.B., Ôrtenberg, E., Christensson, D., Martinsson, K.B., Bartlett, P.C., Nansen, P., Eriksen, L, Helle, O., Nikander, S., Larsen, K. (1998). Intestinal parasites in swine in the Nordic Countries: prevalence and geographical distribution. Veterinary Parasitology 76: 305-319.

[2]

Sotiraki, S.; Roepstorff, A.; Nielsen, J.P.; Maddox-Hyttel, C.; Enøe, C.; Boes, J.; Murrell, K.D.; Thamsborg, S.M. (i tryk): Population dynamics and intra-litter transmission patterns of Isospora suis in suckling piglets under on-farm conditions. Parasitology (2008).

Deltagere: Landbrugstekniker Jens Martin Strager, Den Rullende Afprøvning.

Kontrol af coccidiose uden brug af Baycox®