Hvis soen havde været ammeso, var kuldstørrelsen statistisk sikkert højere, mens der var tendens til at faringsprocenten var lavere i det følgende kuld.

Sammendrag

I én besætning blev 77 søer, der havde været ammesøer, sammenlignet med 154 søer, der ikke havde været ammesøer. Dette skete, ved at der for hver ammeso blev fundet to søer, der havde samme kuldnummer som ammesoen, faret samtidig med denne og som havde en acceptabel kuldstørrelse (> 10 levendefødte grise i kuldet).

Af de 77 ammesøer var der 58 ammesøer, der var et-trins ammesøer, og som i gennemsnit havde 51 diegivningsdage. Der var 19 to-trins ammesøer, som havde haft 2-7 diegivningsdage, da de blev ammesøer. De opnåede i gennemsnit 32 diegivningsdage i alt. Kontrolsøerne, der ikke havde været ammesøer, havde i gennemsnit 27 diegivningsdage. Der var 60 førstekuldssøer, der var ammesøer, mens 17 af ammesøerne var ældre end første kuld.

Amme- og kontrolsøerne blev fulgt via effektivitetskontroldata frem til næste faring. Ammesøerne var i gennemsnit 1 dag længere om at komme i brunst efter fravænning, hvilket enten kan skyldes tab af huld i den lange diegivningsperiode, eller at de kan have været i brunst i diegivningsperioden. Ammesøerne havde tendens til lavere faringsprocent, men havde til gengæld en statistisk sikkert højere kuldstørrelse i det efterfølgende kuld. Det var kun et-trins ammesøerne, der opnåede en statistisk sikkert højere kuldstørrelse ved at være ammesøer.

Ammesøer med en forlænget diegivningsperiode opnår højere kuldstørrelse, mens der var tendens til en lavere faringsprocent. Dette kan skyldes, at overgangen til at være ammeso medfører, at soen ikke er diegivende i 3-12 timer. Dette kan være nok til at sætte en ”fravænningsbrunst” i gang. Derved kan man ikke forvente, at brunsten efter fravænning af ammekuldet vil komme så regelmæssigt, som hos søer der ikke har været ammesøer. Ved fravænning af ammesøer er det derfor vigtigt, at personalet i løbestalden får at vide, at soen har været ammeso, så de kan være ekstra opmærksomme ved brunstkontrol og kan gennemføre løbning, så længe soen er i brunst.

Baggrund

Høj kuldstørrelse medfører, at der skal anvendes ammesøer til at die de overskydende grise. Ammesøer kan rekrutteres på flere måder, og afhængigt af strategien vil ammesoen få en diegivningsperiode, der er forlænget mere eller mindre i forhold til besætningens øvrige søer. En øget diegivningslængde vil trække mere på ammesoens resurser, men vil omvendt også give kønsorganerne større chance for at normalisere sig efter sidste faring.

Sammenlignet med fravænning ved fire uger ser det ikke ud til, at en længere diegivningsperiode er positiv for soens frugtbarhed [1].

Når soen bliver ammeso, har den en periode på 3-12 timer, hvor den ikke er diegivende, idet pattegrisene og soen først skal vænne sig til hinanden [2]. Efterfølgende må det forventes, at ammesoens mælkeproduktion falder, idet den normalt modtager ammegrise, der er yngre og mindre end de pattegrise, som ammesoen afleverede. Det er ikke sandsynligt, at mælkeydelsen kommer op på maksimal ydelse igen [3], [4]. Dette kan medføre, at ammesoen kommer i brunst i diegivningsperioden. Fordelen ved dette kan være, at ammesoen kan løbes, og derved være både drægtig og diegivende på én gang, som det kendes hos køer og heste. Ulempen kan være, at produktionsresultaterne bliver dårligere, og at søerne ikke passer ind i flere ugers holddrift [5]. Endelig kan man overse brunsten, hvilket kan give problemer i løbestalden.

Ammesøer kan etableres på flere måder [6]
Som et-trins ammesøer, hvor ammesoen fravænner pattegrise, der er mindst 21 dage gamle, hvorefter den modtager 1 døgn gamle pattegrise, der skal passes, til disse igen bliver mindst 21 dage gamle. Det medfører, at ammesoen er diegivende i mindst seks uger.

Som to-trins ammesøer, hver der laves både en ammeso og en mellemso. Ammesoen har kun passet sine egne grise i 2-10 dage, når den bliver ammeso. Ammegrisene passes herefter i besætningens traditionelle diegivningsperiode på 4 eller 5 uger. Ammesoen får derfor kun diegivningsperioden forlænget med de dage, som den brugte med sine egne grise. Ammesoens egne grise flyttes til en mellemso, der får betydeligt flere diegivningsdage, da den først må fravænne sine egne grise efter mindst tre uger, hvorefter den skal passe ammesoens grise i mindst to uger, og som oftest i 3-4 fire uger, før de bliver fravænnet. I denne meddelelse er mellemsøerne regnet med som et-trins ammesøer.

Den optimale metode til at fremstille en ammeso er at lave en to-trins ammeso, der har kuldnummer 1 eller 2. Dette vil give den bedste overlevelse og fravænningsvægt for ammegrisene [6]. Man skal altså helst bruge unge søer. Det er de unge søer, der forventes at blive i besætningen og producere flere kuld, så de må ikke blive påvirket negativt af at være ammesøer. En to-trins ammeso udsættes kun for få ekstra diegivningsdage, og den går sandsynligvis ned i daglig mælkeydelse. Derfor må det forventes, at en to-trins ammeso ikke får negativ effekt på dens efterfølgende frugtbarhed. Brugen af en to-trins ammeso kræver, at der ligeledes laves en mellemso, der fravænner grise, der er mindst 21 dage gamle, og efterfølgende passer ammesoens grise i mindst to uger. Den kommer altså til at fungere som en et-trins ammeso. Da mellemsoen overtager et kuld 2-7 dage gamle grise med en intakt patteorden, er det ikke essentielt, hvilket kuldnummer mellemsoen har [6]. Det kan derfor udmærket være en so, der forventes udsat, forudsat at moderegenskaberne ikke er påvirkede af udsætterårsagen.

Materiale og metode

I én besætning blev 77 ammesøer fulgt til næste faring eller udsætning, afhængigt af hvad der kom først. Besætningen havde leveret ammesøer til en række afprøvninger. Det betød, at der var en god registrering af de søer, der havde været ammesøer i besætningen. Besætningen var traditionelt drevet med 4-5 ugers diegivning og fravænning til en løbestald med enkeltdyrsbokse. Der blev ikke gennemført brunstkontrol i farestalden, og ikke løbet søer, selv om disse skulle blive observeret i brunst.

Til hver ammeso blev der i besætningens dataregistreringer udvalgt to søer med samme kuldnummer som ammesoen, og som havde faret på samme tidspunkt med mindst 12 totalfødte grise, og som ikke havde været ammesøer. En ammeso og dens to kontrolsøer blev regnet som én gentagelse.

Baseret på effektivitetskontrollens registreringer opgøres procentdelen af søer, der blev løbet igen, dage til løbning, faringsprocent, og kuldstørrelse. Kuldstørrelsen sammenlignes i en lineær model, hvor der blev taget hensyn til effekten af kuldnummer. Faringsprocenten blev analyseret i en logistisk model, hvor der ligeledes blev taget hensyn til effekten af kuldnummer.

Resultater og diskussion

Tabel 1 viser de overordnede resultater i det efterfølgende kuld, afhængigt af om soen havde været kontrol- eller ammeso.

Tabel 1. Effekt af at soen havde været kontrol- eller ammeso. Samlede resultater for både et- og to-trins ammesøer

Gruppe	Kontrolso	Ammeso
Antal	154	77
Totalfødte grise pr. kuld før soen blev ammeso/kontrolso	13,7	13,5
Diegivningsdage	27	46
Pct. løbet igen	96	95
Dage til 1. løbning	7	8
Pct. udsat eller løbet senere end 7 dage efter fravænning	17	23
Faringsprocent efter 1. løbning	94*	86*
Totalfødte grise pr. kuld efter soen havde været ammeso	15,4^a	16,9^a

*	Forskellen i faringsprocent var ikke statistisk sikker. Datamaterialet er ikke stort nok til at påvise forskelle i faringsprocenten under 15 procentenheder.
a, b	Forskellen i kuldstørrelse var statistisk sikker. Den statistiske analyse viste, at den statistisk sikre forskel i kuldstørrelse kun var til stede hos et-trins ammesøer.

Amme- og kontrolsøerne var sammenlignelige med hensyn til antal fødte grise før søerne blev amme- eller kontrolsøer. Kontrolsøerne havde i gennemsnit 28 diegivningsdage. Ammesøerne opnåede i gennemsnit 46 diegivningsdage. Fordelingen af søernes diegivningsdage fremgår af figur 1.

Ammesøerne havde én dag mere til løbning end kontrolsøerne, og 23 pct. af ammesøerne blev ikke løbet igen, eller blev løbet senere end dag 7 efter fravænning, imod 17 pct. af kontrolsøerne. Henholdsvis fire (5 pct. af ammesøerne) og seks søer (4 pct. af kontrolsøerne) blev udsat. Således var der 18 pct. af ammesøerne og 13 pct. af kontrolsøerne, der kom sent i brunst. Dette betyder, at 6 pct. flere af ammesøerne havde sværere ved at komme i brunst efter fravænning, eller at nogle af ammesøerne havde længere tid til brunst, på grund af at de havde været i brunst i diegivningsperioden. I besætningen gennemførtes ikke brunstkontrol i farestalden, og man løb ikke søer i farestalden, selv om de tilfældigvis blev bemærket i brunst.

Ammesoens kuldnummer var med i den oprindelige model ved den statistiske analyse af kuldstørrelsen. Der var ingen vekselvirkning imellem kuldnummer og gruppe. Dette betyder, at forskelle imellem grupperne ikke blev påvirket af, om ammesoen var en førstekuldsso eller en so ældre end første kuld.

Figur 1. Fordeling af diegivningslængder. Pct. af søer i gruppen med den pågældende samlede diegivningslængde

Et-trins ammesøer

Det er anbefalingen, at ammesøer laves som to-trins ammesøer. Mellemsøer, der skal laves for at lave to-trins ammesøer, laves ligesom et-trins ammesøer. Der er derfor 19 mellemsøer med i opgørelsen. Et-trins søerne og mellemsøerne havde haft 19-39 diegivningsdage, inden de blev ammesøer.

Tabel 2. Effekt af at soen havde været ammeso. Kun et-trins ammesøer

Gruppe	Kontrolso	Ammeso
Antal	116	58
Totalfødte grise pr. kuld før soen blev ammeso/kontrolso	13,7	13,2
Diegivningsdage	27	51
Pct. løbet igen	95	93
Dage til 1. løbning	7	8
Pct. udsat eller løbet senere end 7 dage efter fravænning	18	26
Faringsprocent efter 1. løbning	92*	83*
Totalfødte grise pr. kuld efter soen havde været ammeso	15,1^c	17,1^d

*

C, b

Der var tendens til, at forskellen i faringsprocent var statistisk sikkert forskellig (p= 10 pct.)

Forskellen i antal totalfødte grise var statistisk sikkert forskellig (p<0,05 pct.)

Det relativt store antal søer i datamaterialet berettiger en statistisk vurdering af resultaterne. I gennemsnit var et-trins ammesøerne diegivende i 51 dage, hvilket næsten er dobbelt så længe som kontrolsøerne. Ammesøerne blev udvalgt blandt de søer, der havde passet grisene bedst, så der kan være en skævhed i materialet, hvor velfungerende søer bliver ammesøer, mens dårlige søer, der ikke passer grisene, ikke blev ammesøer. Der var dog ikke forskel på kuldstørrelsen, før søerne blev ammesøer/kontrolsøer i de to grupper, så deres baggrund for kuldstørrelse var ens. Der var én dag længere til brunst hos et-trins ammesøerne. Dette skyldes, at 6 pct. flere af et-trins ammesøerne kom i brunst mere end syv dage efter fravænning. Det drejede sig om 13 pct. af kontrolsøerne og om 19 pct. af et-trins ammesøerne. Et trins ammesøerne havde en 9 pct. lavere faringsprocent. Der var tendens til, at denne forskel var statistisk sikker (p=0,10). De et-trins ammesøer, der farede, fik til gengæld statistisk sikkert to grise mere i kuldet (p< 0,05).

To-trins ammesøer
19 af ammesøerne blev fremstillet som en to-trins ammeso. De havde haft 3-7 diegivningsdage inden de blev ammesøer. Med 19 ammesøer og 38 kontrolsøer er materialet for begrænset til at gennemføre statistiske analyser. Med de få diegivningsdage før to-trins ammesoen blev lavet til ammeso, var der ikke ret stor forskel på antal diegivningsdage for henholdsvis amme- og kontrolsøer. Der var en lille stigning i kuldstørrelse i det efterfølgende kuld, hvis soen havde været ammeso i det foregående kuld, men denne forskel var ikke statistisk sikker.

Tabel 3. Effekt af at soen havde været ammeso. Kun to-trins ammesøer

Gruppe	Kontrolso	Ammeso
Antal	38	19
Totalfødte grise pr. kuld før soen blev ammeso/kontrolso	13,9	14,2
Diegivningsdage	28	32
Pct. løbet igen	97	100
Dage til 1. løbning	6	7
Pct. udsat eller løbet senere end 7 dage efter fravænning	13	16
Faringsprocent efter 1. løbning	100 *	95 *
Totalfødte grise pr. kuld efter soen havde været ammeso	13,9	14,2

*	Trods det begrænsede antal dyr, så var der tendens til at faringsprocenten var statistisk sikkert lavere, hvis soen havde været en to-trins ammeso (p = 0,14).

Den optimale metode til at fremstille en ammeso er at lave en to-trins ammeso, der har kuldnummer 1 eller 2. Der var kun 19 to-trins ammesøer med i denne undersøgelse. Det så ikke ud til, at det påvirkede kuldstørrelsen, at soen havde været ammeso, men der var tegn på en lavere faringsprocent. Da en to-trins ammeso ikke udsættes for ret mange ekstra diegivningsdage, og da den sandsynligvis går ned i daglig mælkeydelse, var det ikke forventet, at det ville påvirke hverken faringsprocent eller kuldstørrelse, at soen havde været ammeso. Brugen af en to-trins ammeso kræver, at der laves en mellemso, der fravænner grise, der er mindst 21 dage gamle, og efterfølgende passer ammesoens grise i mindst to uger. Denne mellemso må forventes at reagere ligesom en et-trins ammeso.

Betydning af at være ammeso
Et-trins ammesøerne i denne afprøvning var diegivende i 51 dage, hvilket svarer til to diegivningsperioder. De skiftede således store grise ud med små grise, der ikke har udnyttet soens mælkeydelse i starten. Samtidig fik de en meget lang diegivningsperiode, der rakte ud over tidspunktet for maksimal mælkeydelse, hvorfor de sandsynligvis har haft en nedsat mælkeydelse op til fravænningen. Dette vil medføre, at mange af søerne vil være i positiv energibalance ved fravænning. Dette kan forventes at medføre en god brunst og en høj kuldstørrelse i det efterfølgende kuld.

To-trins ammesøerne fik kun en svag forlængelse af diegivningsperioden på i gennemsnit fire dage. Det kan ikke forventes, at denne lille forskel i diegivningsperiode i sig selv vil få effekt på kuldstørrelsen. Derimod kan det forhold, at soen overhovedet bliver ammeso, få betydning, da ammesoen har en periode indtil den accepterer ammegrisene, hvor den ikke er diegivende. Dette kan medføre, at soen går ned i mælkeydelse. Undersøgelser viser, at når soen går ned i mælkeydelse senere end to dage efter faring, så kommer den ikke op på maksimal mælkeydelse igen [7]. For såvel et-trins som for to-trins ammesøer vil en nedsat mælkeydelse medføre, at soen yder mindre mælk, men fortsat har den samme foderoptagelse. Derfor vil den i højere grad være i positiv energibalance ved fravænning, end en so, der ikke har været ammeso. Dette kan medføre, at soen løsner flere æg, og efterfølgende føder flere grise i det efterfølgende kuld. Dette bekræftes af, at et-trins ammesøer ikke taber sig i ammeperioden, mens to-trins ammesøer taber sig lige så meget, som hvis de havde diet deres eget kuld [6].

Konklusion

Denne afprøvning blev kun gennemført i én besætning. Det må forventes, at resultaterne kan variere betydeligt fra besætning til besætning, især afhængigt af ammeso-, fodrings- og løbestrategi. I denne besætning opnåede et-trins ammesøerne en højere kuldstørrelse end kontrolsøerne, mens der var tendens til en lavere faringsprocent. Disse resultater vil også gælde for mellemsøer, der fungerer ligesom et-trins ammesøer.

Der var tegn på, at flere ammesøer end kontrolsøer kom i brunst sent efter fravænning. Dette kan skyldes, at de enten har tabt meget energi i diegivningsperioden, eller at de har været i en diegivningsbrunst allerede før fravænning. Hvis ammesøerne har været i brunst i diegivningsperioden, vil de komme i brunst 21 dage efter sidste brunst, uafhængigt af hvornår de fravænnes. Baseret på de få to-trins ammesøer ser det ud til, at disse opnår en acceptabel faringsprocent men ikke en højere kuldstørrelse, mens de mellemsøer, der får en fuld ekstra diegivningsperiode, i forbindelse med at man laver en to-trins ammeso, opnår en lavere faringsprocent, men en højere kuldstørrelse.

Det kan ikke udelukkes, at tendensen til lavere faringsprocent hos ammesøerne skyldes, at nogen af ammesøerne blev løbet for tidligt eller for sent i brunsten på grund af en brunst i diegivningsperioden.

Det er derfor vigtigt at mærke ammesøerne ved fravænning, så medarbejderne i løbestalden kan være ekstra opmærksomme ved brunstkontrollen. Det kan medføre en bedre chance for drægtighed efter løbning.

Referencer

[1]	Thorup, F; Callesen, J.; Udesen, F. K.; (2006): Økonomisk betydning af fire eller fem ugers fravænning. Meddelelse nr. 759, Dansk Svineproduktion.
[2]	Thorup, F.; Bonnichsen, R. (2007): Oxytocin til Ammesøer. Meddelelse nr. 777, Dansk Svineproduktion.
[3]	Theil, P. K.; Sejersen, K.; Hurley, W. L.; Labouriau, R. Thomsen, B, Sørensen, M. T. (2006): Role of suckling in regulating cell turnover and onset and maintenance of lactation in individual mammary glands of sows. J. Anim. Sci. 84, 1691-1698.
[4]	Auldist, D. E.; King, R. H. (1995): Piglets role in determining milk production in the sow. In: Manipulating Pig Production V. Ed. Hennesy, D. P.; Cranwell, P. D. Australasian Pig Science Association, Werribee, Vic. 114-118.
[5]	Auvigne, V. ; Avon, J. ; Laval, A. & Salle, E. (2006) : Lactational ovulations are a causative factor in long weaning to oestrous interval. Proceedings of the 19^th IPVS Congress, Danmark, vol 1, side 274.
[6]	Et- og to-trins ammesøer. Thorup, F.; Sørensen, A. K. (2005): Meddelelse nr. 700, Landsudvalget for Svin.
[7]	Theil, P. K.; Sejrsen, K.; Hurley, W. L.; Labouriau, R.; Thomsen, B.; Sørensen, M. T.; (2006): Role of suckling in regulating cell turnover and onset and maintenance of lactation in individual mammary glands of sows. Journ. Anim. Sci. 84, 1691-1698.

Deltagere:
Statistiker Verner Ruby, Dansk Svineproduktion
Statistiker Mai Britt Friis Nielsen, Dansk Svineproduktion
Stud. Agro Astrid Kjærulff Sørensen, Dansk Svineproduktion
Stud. Agro. Rikke Bonnichsen, Dansk Svineproduktion
Stud. Agro Kristian M. Knage-Rasmussen, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 773

Effekt af at en so har været ammeso