Der blev monteret en skrå liggevæg på farestier til løsgående søer i to besætninger uden, at det havde en reducerende effekt på pattegrisedødeligheden.

I farestier til løsgående søer har en høj pattegrisedødelighed vist sig at være et problem. En betydelig del af dødeligheden skyldes ihjellægning. Men risikoen for, at pattegrise bliver lagt ihjel af soen, vurderes at være mindre, hvis soen læner sig op ad en støttende flade, når den lægger sig, end hvis den lægger sig midt i stien uden støtte.

I to produktionsbesætninger med løsgående diegivende søer har Dansk Svineproduktion sammenlignet pattegrisedødeligheden og søernes valg af liggevæg i farestier. På stisiden mod nabosoen var der enten monteret en friholderbøjle (gruppe 1) eller en skrå liggevæg (gruppe 2). På de øvrige stisider, som var orienteret mod gangarealer eller en mur, var der friholderbøjler. Alle farestier, som indgik i afprøvningen, havde været i brug i en årrække inden afprøvningen.

Konklusionen på afprøvningen var, at de skrå liggevægge ikke reducerede pattegrisedødeligheden. En mulig årsag kan være, at søerne ikke brugte liggevæggene tilstrækkeligt. Det blev således observeret, at søerne i begge grupper kun i ca. halvdelen af de observerede ligge-situationer lå med ryggen mod stisiden mod nabosoen. Dette indikerer, at liggevægge i sig selv ikke i alle stityper vil være styrende for soens placering. Det anbefales derfor at arbejde videre med skrå liggevægge i kombination med de øvrige stielementer, da forsøg forud for afprøvningen viste, at hvis søerne havde støtte i lægge-sig situationer, var antallet af risikosituationer for pattegrisene færre. Desuden optager de skrå liggevægge ikke ekstra plads i forhold til friholderbøjler. Samtidig var det i den ene besætning erfaringen, at de skrå liggevægge forbedrede hygiejnen i farestierne.

Baggrund

At lade søer gå løse i diegivningsperioden er god velfærd for søerne, men dødeligheden blandt pattegrisene kan være høj [1], [2]. Derfor gøres der i disse år en stor indsats for at finde ud af, hvordan pattegrisedødeligheden hos løsgående søer kan nedsættes.

Erfaringer fra de få besætninger, der har løsgående diegivende søer, har vist, at pattegrisedødeligheden varierer meget. Erfaringerne er få og ikke baseret på en egentlig kortlægning på tværs af mange besætninger. I løsdrift er pattegrisedødeligheden i en del tilfælde væsentlig højere end i kassestier [3], men i enkelte besætninger er der kun en begrænset forskel [4]. Det viser, at der er et betydeligt potentiale at arbejde for.

Udenlandske undersøgelser [5] har vist, at hvis soen lægger sig ned i det ’åbne’ rum, er der større risiko for, at pattegrisene bliver klemt sammenlignet med, hvis soen lægger sig op ad fx en væg. Hvis søerne ikke har støtte i lægge-sig bevægelsen, har de ofte svært ved at kontrollere den sidste del af bevægelsen, og det ender med, at bagparten lander hårdt mod gulvet eller friholderbøjlen [6]. Når soen lagde sig i midten af stien – uden brug af støtte – så var der i 36 pct. af tilfældene registreret farlige situationer for pattegrisene, og i 15 pct. af tilfældene var der pattegrise, som døde. Hvis soen derimod lagde sig op ad en væg, blev der kun registreret farlige situationer for pattegrisene i 4 pct. af tilfældene, og kun 0,5 pct. af tilfældene resulterede i døde pattegrise [5]. I et andet forsøg skete 77 pct. af de dødstilfælde blandt pattegrisene, som skyldtes ihjellægning, i de 11 pct. af lægge-sig situationerne, hvor søerne lagde sig uden støtte [6].

På baggrund af ovenstående vurderes det, at risikoen for, at pattegrise bliver lagt ihjel, er mindre, hvis soen læner sig op ad en støttende flade, når den lægger sig, end hvis den lægger sig midt i stien uden støtte.

En afprøvning har vist, at søerne lagde sig ved en væg i 86 pct. af tilfældene, og kun i 14 pct. af tilfældene lagde de sig midt i stien. Det viste sig endvidere, at søerne foretrak vægge uden friholderbøjler. Det var således kun i ca. 16 pct. af tilfældene, at søerne valgte at lægge sig ved en væg med friholderbøjle, mens søerne i 84 pct. af tilfældene valgte enten en skrå liggevæg eller en almindelig stiadskillelse [6].

Ifølge dansk - og EU-lovgivning skal farestier, hvor søerne holdes løse, være forsynet med en beskyttelsesanordning til pattegrisene, som fx friholderbøjler [7],[8]. Ved brug af friholderbøjle kan pattegrisene undslippe soen, når den lægger sig, men samtidig har soen ikke mulighed for at bruge stisiden som støtte under lægge-sig bevægelsen.

Afprøvningen skulle i farestier til løsgående søer vise, om pattegrisedødeligheden var lavere i stier, hvor friholderbøjlen på stisiden mod nabosoen blev erstattet af en skrå liggevæg sammenlignet med pattegrisedødeligheden i stier med friholderbøjler på alle stisider.

Materiale og metode

I afprøvningen indgik to besætninger, og i hver besætning var der to grupper:

Gruppe 1 (kontrol – friholderbøjler)
Stierne var med friholderbøjler på alle stisider
Gruppe 2 (behandling – skrå støttevægge)
En skrå liggevæg var monteret på stisiden ind mod nabosoen
(se figur 1 og figur 2), mens friholderbøjlerne var bevaret på de øvrige stisider

Stiindretning

I figur 1 er vist en skitse af farestierne i besætning 1. Besætningen havde haft løsdrift i farestalden i godt 3½ år forud for opstart af afprøvningen. Afprøvningen blev gennemført i de eksisterende farestier, hvor den eneste tilpasning var montage af den skrå liggevæg i stierne i gruppe 2.

I farestierne var der ingen overdækning over pattegrisehulerne. Der blev anvendt varmelampe den første uge efter faring og gulvvarme i hulerne i ca. to uger efter faring. I stierne var der fuldspaltegulv af plastic – bortset fra i pattegrisehulerne, hvor der var fast gulv bestående af en plastplade med varme i.

Figur 1. Principskitse af to farestier til løsgående søer i besætning 1. Omridset af sti 1 er markeret med en bred sort streg. På stiadskillelsen mellem sti 1 og sti 2 var der friholderbøjler i gruppe 1 og skrå liggevægge i gruppe 2. De angivne mål er i cm og er ikke målfaste. (billeddatabasen nr. 8922)

Figur 2 viser en skitse af farestierne i besætning 2. Besætningen havde haft løsdrift i farestalden i godt 4 år forud for opstart af afprøvningen. Afprøvningen blev gennemført i de eksisterende farestier. I alle stier blev krybbeudformningen ændret for at øge længden på stisiden mellem to stier. Derudover var den eneste tilpasning, at der blev monteret en skrå liggevæg i stierne i gruppe 2.

Figur 2. Principskitse af to farestier til løsgående søer i besætning 2. Omridset af sti 1 er markeret med en bred sort streg. På stiadskillelsen mellem sti 1 og sti 2 var der friholderbøjler i gruppe 1 og skrå liggevægge i gruppe 2. De angivne mål er i cm og er ikke målfaste. (billeddatabasen nr. 8923)

Der var ingen overdækning over pattegrisehulerne. Der blev anvendt varmelampe den første uge efter faring og gulvvarme i hulerne i ca. to uger efter faring. Der var plastic fuldspaltegulv på nær i pattegrisehulerne, hvor der var fast betongulv med varme.

Figur 3 og 4 viser fotos af de to stityper fra besætning 1.

Figur 3. Friholderbøjle i faresti til løsgående so i besætning 1 (billeddatabasen nr. 5993

Figur 4. Skrå liggevæg i faresti til løsgående so i besætning 1 (billeddatabasen nr. 5992)

Tabel 1. Produktionsforhold og beskrivelse af farestaldenes indretning

Besætning	1	2
Antal årssøer	300	700
Holddrift	Ugedrift	Ugedrift
Antal søer pr. hold	16	35
Drægtighedsafdeling	Leje i dybstrøelse, gødeareal med spaltegulv, fælles ædebokse	I boks
Farestald
Antal farestier pr. sektion	16, heraf indgik de 12 stier i forsøg	8
Sektioner i forsøg	5 - heraf to sektioner med kontrolstier og tre sektioner med forsøgsstier. I alt 80 farestier i forsøg.	8 – heraf fire sektioner med kontrolstier og fire sektioner med forsøgsstier¹. I alt 64 farestier i forsøg.
Fabrikat, farestier	Ikadan/Sdr. Vissing Staldinventar	Fremtiden Staldinventar
Areal pr. sti inkl. pattegrisehule	ca. 4 m²	Ca. 4,9 m²
Gulvvtype	Fuldspaltegulv	Fuldspaltegulv
Indsættelse i farestald	Ca. 4 dage før forventet faring	Ca. 8 dage før forventet faring
Foder til søer	Tørfoder	Vådfoder
Foder til pattegrise	Tørfoder på gulv	Tørfoder i krybbe
Fravænningsalder, uger	4	4
Redebygningsmateriale	Halm	Halm
¹⁾ I besætningen var der herudover yderligere en sektion med 16 farestier til løsgående søer samt 4 sektioner med i alt 120 kassestier med farebokse. Ingen af disse indgik i forsøget.

Forud for afprøvningen blev det registreret to gange dagligt, hvor i stierne søerne lå for at beslutte, hvor den skrå liggevæg kunne placeres. Søerne havde tilsyneladende ikke en foretrukken position, og det blev valgt at montere den skrå liggevæg på stiadskillelsen mellem to stier (se figur 1 og 2), hvor der i forvejen var en friholderbøjle.

Friholderbøjlerne (figur 3) var monteret, så alle pattegrise – uanset tidspunkt i diegivningsperioden – kunne gå mellem friholderbøjlen og stiadskillelsen. Afstanden mellem stiadskillelse og friholderbøjle var således ca. 15 cm svarende til skulderbredden på en fire-fem uger gammel pattegris [9]. Da risikoen for ihjellægning er størst tidligst i diegivningsperioden blev det besluttet, at afstanden fra gulvet og op til friholderbøjlerne skulle være ca. 20 cm svarende til højden på en en-to uger gammel pattegris [9].

Højden på de skrå liggevægge var ca. 90 cm svarende til søernes højde [10] (figur 5 og 6). Øverst var der en afstand på ca. 5 cm mellem stiadskillelsen og den skrå liggevæg for at lette opsyn og rengøring. Nederst var afstanden mellem stiadskillelsen og den skrå liggevæg ca. 15 cm, og frihøjden fra gulvet til den skrå liggevæg var ca. 20 cm, svarende til placeringerne af friholderbøjlerne.

Figur 5. Princip for so, der anvender en skrå liggevæg under lægge-sig bevægelsen (billeddatabase nr. 8552

Figur 6. Skitse af en skrå liggevæg monteret på en stiside, der er 90 cm høj. (billeddatabasen nr. 8924

Registreringer

Før faring blev søerne fordelt, således at søerne i gruppe 1 og 2 i gennemsnit havde samme kuldnummer. Ved indsættelse i farestalden blev ca. 75 pct. af søerne udvalgt til at skulle have kuldene ”låst”. Det vil sige, at der efter kuldudjævning ikke blev flyttet grise til eller fra disse søer. Formålet med at låse kuldene er at sikre en høj datasikkerhed.

Det blev tilstræbt, at kuldudjævning var afsluttet inden for 24 timer efter faring og dermed også, at kuldene i forsøget var låst fra et døgn efter faring og indtil fravænning. Ved kuldudjævning ved de ”låste” søer blev der udjævnet til 11-13 pattegrise - om nødvendigt til færre i henhold til funktionsdygtige patter ved soen. Pattegrisene havde indtaget råmælk, inden der blev kuldudjævnet.

Kuldudjævningen blev foretaget, så soen lå med så ensartede grise som muligt og fortrinsvis soens egne.

Hvis der var et kuld meget små grise, som vejede under 1 kg/gris ved fødsel, blev dette noteret.

Efter kuldudjævning og indtil fravænning måtte der ikke flyttes grise til eller fra de ”låste” søer. Grise kunne dog flyttes fra kuldet, hvis det blev vurderet, at de ellers ville dø. Der måtte ikke lægges grise til et ”låst” kuld. Søer, hvor kuldene ikke var ”låst”, virkede som buffersøer, hvor der kunne tages grise fra eller lægges grise til.

Tidligere undersøgelser [11] har vist, at det er vanskeligt at bestemme ved at se på grisen, om pattegrise er døde før eller efter fødsel. Derfor blev antal døde pattegrise ved første observation efter endt faring noteret, og disse blev lagt i fryser til senere obduktion. De døde pattegrise blev obduceret for at bestemme, om de var dødfødte eller levendefødte.

Den totale pattegrisedødelighed efter fødsel blev opgjort som obduceret levendefødt + døde før kuldudjævning + døde efter kuldudjævning.

Antal døde i perioden efter første observation efter endt faring og indtil kuldudjævning samt grisens størrelse i forhold til resten af kuldet blev registreret. For grise, der døde efter kuldudjævning og indtil fravænning blev dato, antal og størrelse registreret. Størrelse på de døde grise blev bestemt som mindre end, samme størrelse som eller større end resten af kuldet. Fravænningsdato og antal ved fravænning blev registreret.

Formiddag og eftermiddag blev det registreret, om søerne lå ned. Hvis søerne lå ned, blev det registreret, om de vendte hovedet mod pattegrisehulen (eller ej), og om de lå med ryggen mod den stiside, hvor der var en friholderbøjle henholdsvis en skrå liggevæg. Registreringerne blev opgjort fra to dage før til to dage efter faring.

Statistik

Den primære forsøgsparameter var pattegrisedødelighed, som blev opgjort henholdsvis før og efter kuldudjævning samt for perioden fra fødsel til fravænning. Data blev analyseret ved hjælp af variansanalyse ved brug af proceduren PROC MIXED i SAS, hvor besætning, gruppe og søernes kuldnummer (1, 2, 3 eller ’4 og ældre’) indgik som systematiske effekter og korrigeret for antal grise efter udjævning samt antal totalfødte grise.

Sekundær forsøgsparameter var blandt andet søernes liggeposition i stien. Resultaterne heraf dannede ikke grundlag for statistiske analyser.

Resultater og diskussion

Gennemsnitlige kuldresultater

Der var forskel mellem de to besætninger med hensyn til det totale antal fødte grise. Da der generelt er sammenhæng mellem antal totalfødte og pattegrisedødelighed, blev data opgjort for hver besætning for sig (tabel 2).

For at få et indtryk af produktionsniveauet i de to besætninger og i de to grupper indenfor hver besætning, er de gennemsnitlige kuldresultater vist i tabel 2.

De kuldresultater, som blev opnået ved de låste kuld i afprøvningen, kan ikke direkte sammenlignes med opgørelserne fra P-rapporterne [12], da P-rapporterne inkluderer grise ved ammesøer med mere.

Tabel 2. Gennemsnitlige kuldresultater for de låste kuld i hele afprøvningsperioden

Besætning	1		2
Gruppe	1	2	1	2
	Friholderbøjle	Støttevæg	Friholderbøjle	Støttevæg
Antal låste kuld, stk.	198	255	173	166
Gennemsnitligt kuldnummer	3,7	4,0	3,0	3,1
Total fødte, stk./kuld	15,3	15,2	17,2	16,9
Total levendefødte, stk./kuld¹	13,8	13,8	15,6	15,5
Kuldstørrelse efter udjævning, stk/kuld	11,4	11,4	12,5	12,6
Døde efter udjævning, stk./kuld	0,8	0,8	1,2	1,3
Døde efter udjævning, pct.²	6,7	7,3	9,4	10,2
Total pattegrisedødelighed efter fødsel, stk./kuld	1,8	1,8	2,0	2,0
Total pattegrisedødelighed efter fødsel, pct.²	11,4	11,7	11,6	11,3
Udtagne, svage grise, stk./kuld	-³	-³	0,4	0,4
Gennemsnitlig alder ved udtagning, dage	-³	-³	9,0	6,9
Vægt af udtagne grise, kg/gris	-³	-³	1,3	1,2
Diegivningsperiode, dage	25	25	25	25
Antal ved fravænning, stk./kuld	10,6	10,5	10,9	10,9

¹

Total levendefødte, stk/kuld: Pattegrise, der var levende ved første observation efter endt faring, samt pattegrise, som var døde ved første observation efter endt faring, men som ved obduktion viste sig at have været levende ved fødsel.

²

Procent døde pattegrise efter udjævning og procent totaldøde pattegrise efter fødsel blev beregnet før, at kuldstørrelse efter udjævning samt antal døde efter udjævning henholdsvis total antal døde efter fødsel blev afrundet.

³

Antal og vægt for udtagne grise er ikke vist for besætning 1, hvor der kun blev taget i alt fire grise ud.

Resultater af statistiske analyser af kuldresultaterne

I de statistiske opgørelser blev der fokuseret på pattegrisedødeligheden, da formålet med afprøvningen var at vurdere, om en skrå liggevæg kunne reducere pattegrisedødeligheden i farestier til løsgående søer.

Da dødeligheden påvirkes af antallet af grise i kuldet, blev de statistiske opgørelser gennemført for 1) døde efter fødsel, men inden kuldudjævning; 2) døde efter kuldudjævning og frem til fravænning og 3) døde fra fødsel til fravænning. Årsagen til at medtage perioden fra fødsel og frem til kuldudjævning var, at tidligere undersøgelser [11] har vist, at af de grise, som dør, er størstedelen dødfødte, eller de dør inden for de første døgn efter fødsel og dermed for en stor dels vedkommende også i perioden før kuldudjævning.

Som det fremgår af nedenstående, var der overordnet ingen statistisk sikker reducerende effekt på pattegrisedødeligheden af at have monteret en skrå liggevæg i farestier i de to besætninger. Resultatet fra afprøvningen svarede således ikke til resultaterne fra andre undersøgelser. At den skrå liggevæg ikke havde effekt på pattegrisedødeligheden kan skyldes, at placeringen af den skrå liggevæg ikke var optimal. Det var således kun i ca. halvdelen af de observationer, hvor søerne lå ned, at de lå med ryggen mod den skrå liggevæg. Det er desuden muligt, at andre forhold vedrørende stiernes indretning havde større betydning for søernes lægge-sig adfærd og for pattegrisedødeligheden end den skrå liggevæg.

Antal døde pattegrise efter fødsel, men inden kuldudjævning

Antallet af døde pattegrise efter fødsel, men inden kuldudjævning, omfatter summen af pattegrise, som ved obduktion viste sig at have været levende ved fødsel, og pattegrise, som døde i perioden mellem første observation og kuldudjævning.

Der var ingen signifikant effekt af gruppe, men dødeligheden ved pattegrisene inden kuldudjævning var statistisk sikkert forskellig for de to besætninger (p<0,05). I besætning 1 blev dødelighed fra fødsel til kuldudjævning estimeret til 1,0 gris per kuld, mens dødeligheden i samme periode i besætning 2 var 0,7 gris per kuld. Forskellen skyldtes sandsynligvis, at der på grund af mindre holdstørrelser i besætning 1 gik længere tid fra faring til kuldudjævning sammenlignet med besætning 2.

Dødeligheden for grise, som var levende ved fødsel, men døde inden kuldudjævning var statistisk sikkert påvirket af antallet af totalfødte pattegrise (p<0,05), hvor en forøgelse i totalfødte med en gris per kuld blev estimeret til at medføre 0,1 død gris per kuld inden kuldudjævning.

Der var ingen signifikant effekt af soens kuldnummer på antallet af pattegrise, der døde inden kuldudjævning.

Antal døde pattegrise efter kuldudjævning og frem til fravænning

Ved kuldstørrelser under 10 eller over 12 grise per kuld ved udjævning var antal døde pattegrise fra kuldudjævning til fravænning statistisk sikkert forskelligt mellem de to grupper (p<0,05). Antallet af døde i denne periode i gruppe 1 (friholderbøjler) blev estimeret til 0,9 gris per kuld, mens det i gruppe 2 (skrå liggevæg) blev estimeret til 1,0 gris per kuld. I besætning 1 var kuldstørrelsen (efter udjævning) i 2,4 pct. af kuldene under 10 grise og i 8,6 pct. af kuldene var kuldstørrelsen over 12 grise per kuld. I besætning 2 var kuldstørrelsen (efter udjævning) aldrig under 10 grise, men i 47 pct. af kuldene var kuldstørrelsen over 12 grise per kuld.

Inden for intervallet 10-12 grise per kuld ved kuldudjævning blev effekten af en gris mere per kuld, estimeret til at betyde en stigning i antal døde pattegrise efter kuldudjævning på 0,1 gris per kuld (NS) i gruppe 1 (friholderbøjle). I gruppe 2 (skrå liggevæg) blev denne effekt estimeret til at være 0,2 gris per kuld (p<0,05).

Der var ingen signifikant effekt af besætning på dødeligheden efter kuldudjævning.

Antallet af totalfødte grise i et kuld havde statistisk sikker effekt på pattegrisedødeligheden efter kuldudjævning (p<0,05), hvor en forøgelse i totalfødte med en gris per kuld blev estimeret til at medføre en forøgelse i antal døde efter kuldudjævning og frem til fravænning på 0,1 gris per kuld.

Derudover var antal døde pattegrise efter kuldudjævning statistisk sikkert påvirket af soens kuldnummer (p<0,05). Således kunne antal døde pattegrise i denne periode estimeres til 0,7 gris per kuld for første kulds søer, for andenkuldssøer og trediekuldssøer var det 0,8 gris per kuld og for fjerdekulds og ældre søer var det 1,2 gris per kuld.

Summen af antal døde pattegrise efter fødsel og frem til fravænning

Der var ingen signifikant effekt af gruppe eller af besætning på antallet af døde grise i perioden fra fødsel og frem til fravænning.

Antallet af totalfødte grise i et kuld havde statistisk sikker effekt på antal døde pattegrise fra fødsel til fravænning (p<0,05), hvor en forøgelse i totalfødte med en gris per kuld blev estimeret til at medføre en forøgelse i antal døde pattegrise i perioden fra fødsel til fravænning på 0,2 gris per kuld.

Liggepositioner

I besætningerne blev søernes position registreret dagligt formiddag og eftermiddag (samme tidspunkt hver dag). Ved registreringer af liggepositioner lå 70-95 pct. af søerne ned. Dagen før faring var den dag, hvor færrest søer lå ned (figur 7).

Andelen af søer, som vendte hovedet mod pattegrisehulen, steg markant fra før til efter faring (figur 8). Det understreger, at søerne prioriterer kontakt til pattegrisene højt. I besætning 1 lå over halvdelen af søerne med ryggen mod stiadskillelsen med friholderbøjle (gruppe 1)/skrå liggevæg (gruppe 2).

I besætning 2 lå ca. halvdelen af søerne med ryggen mod stiadskillelsen med friholderbøjle (gruppe 1)/skrå liggevæg (gruppe2) (figur 9).

Som det ses af figur 7, 8 og 9, var der ingen markante forskelle imellem de to grupper for de registreringer af liggepositioner, som blev foretaget i besætningerne.

Figur 7. Andel af søer, der lå ned ved registrering af liggeposition, pct. af observationerne (billeddatabasen nr. 8925)

Figur 8. Andel af søer, der lå med hovedet mod pattegrisehulen, pct. af observationerne (billeddatabasen nr. 8926)

Figur 9. Andel af søer, der lå med ryggen mod friholderbøjle/skrå liggevæg, pct. af observationerne (billeddatabasen nr. 8927)

Hygiejne

I besætning 1 var der ikke erfaring for, at de skrå liggevægge påvirkede hygiejnen i stierne, men i besætning 2 oplevede personalet, at de skrå liggevægge forbedrede hygiejnen i farestierne. Det skyldtes, at hvis soen gødede med bagenden mod en stiside, så faldt gødningen normalt bag friholderbøjlerne, hvor der kun var pattegrisene til at træde gødningen igennem spalteåbningerne. Gødede søerne derimod mod en stiside med skrå liggevæg, så ramte gødningen den skrå liggevæg, hvorved gødningen ’trillede’ ind i soens opholdszone, hvor soen trådte det igennem spalteåbningerne. Denne fordel ved de skrå liggevægge afhænger dog af liggevæggenes placering og gulvets karakter (fast gulv/spaltegulv).

Konklusion

Placeringen af en skrå liggevæg på stisiden mod nabostien reducerede ikke pattegrisedødeligheden i de to typer farestier til løsgående søer, som indgik i afprøvningen.

En mulig forklaring på, at de skrå liggevægge ikke havde effekt på pattegrisedødeligheden kunne være, at søerne kun i ca. halvdelen af de observerede ligge-situationer lå med ryggen mod den skrå liggevæg. Det vil sige, at søerne i de øvrige tilfælde lå andre steder i stien, hvor der ikke var forskel i indretning mellem gruppe 1 og gruppe 2. Da tidligere forsøg har vist 1) at støtte kunne reducere pattegrisedødeligheden og, 2) at søerne foretrak støtte, så kan det ikke udelukkes, at årsagen var, at de stier, som blev anvendt i dette forsøg, i øvrigt var indrettet på en måde, så søerne fravalgte eller i hvert fald ikke foretrak den skrå liggevæg.

Konklusionen er således, at selvom skrå liggevægge ikke i nærværende afprøvning reducerede pattegrisedødeligheden, anbefales det at arbejde videre med skrå liggevægge i udviklingen af farestier til løsgående søer. Anbefalingen begrundes med, at de skrå liggevægge ikke optager ekstra plads i forhold til friholderbøjlerne og, at undersøgelser forud for afprøvningen viste positive effekter af, at søerne havde støtte i lægge-sig situationer.

Referencer

[1]	Damm, B.I; Nielsen, N.P. (2000): Centralredestier til løsgående diegivende søer. Erfaring nr. 0012, Landsudvalget for Svin.
[2]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L.(2005): Erfaring med farestier til løsgående søer. Erfaring nr. 0505, Landsudvalget for Svin.
[3]	Damm, B.I., Pedersen, L.J., Heiskanen, T. & Nielsen, N.P. (2005): Long-stemmed straw as an additional nesting material in modified Schmid pens in a commercial breeding unit: effects on sow behaviour, and on piglet mortality and growth. Appl. Anim. Behav. Sci. 92, 45-60.
[4]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L.(2004): Sammenligning af produktionsresultater opnået henholdsvis i en traditionel kassesti og i en sti til løsgående farende og diegivende søer. Meddelelse nr. 679, Landsudvalget for Svin.
[5]	Marchant, J.N.; Broom, D.M.; Corning, S. (2001): The influence of sow behaviour on piglet mortality due to crushing in an open farrowing system. Animal Science 72, pp 19-28.
[6]	Damm, B.I.; Moustsen, V.A.; Jørgensen, E.; Pedersen, L.J.; Heiskanen, T.; Forkman, B.: (2005): Sows preferences for walls to lean against when lying down. Applied Animal Behaviour Science, In press
[7]	Bekendtgørelse nr. 323 af 06/05/2003. Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Justitsministeriet.
[8]	Rådets direktiv 91/630/EØF af 19. november 1991 om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin
[9]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L. (2004): Pattegrises dimensioner. Notat nr. 0432, Landsudvalget for Svin.
[10]	Moustsen, V.A.; Poulsen, H.L.; Nielsen, M.F. (2004): Krydsningssøers dimensioner. Meddelelse nr. 649, Landsudvalget for Svin.
[11]	Kongsted, A.G.; Larsen, V.A. (1999): Pattegrisedødelighed i frilandssohold. DJF-rappport (Husdyr) nr. 11.
[12]	Jultved, C.R. (2005): Rapport over P-rapporternes resultater oktober 2005. Notat nr. 0532, Landsudvalget for Svin.

Deltagere
Agronom Lene Kathrine Duus (ansat ved Den rullende Afprøvning i afprøvningsperioden)
Landbrugstekniker Hanne Nissen, Den rullende Afprøvning
Landbrugstekniker Jens Martin Strager, Den rullende Afprøvning
Statistiker Mai-Britt Friis Nielsen

Afprøvning: 740

Appendiks

Figur 13. Principskitse af en faresektion med 16 løsdriftsstier fra besætning 1. (billeddatabasen nr. 8928)

Figur 14. Principskitse af en faresektion med 8 løsdriftsstier fra besætning 2. (billeddatabasen nr. 8929)

Skrå liggevægge i stier til løsgående diegivende søer