Man kan reducere tidsforbruget i løbeafdelingen mellem 25 og 50 pct. ved at inseminere én gang frem for to gange, men der er en risiko for, at kuldstørrelsen reduceres med op til 0,5 totalfødte grise pr. kuld.

Der er gennemført en afprøvning af én kontra to løbninger pr. so. pr. brunst i tre produktionsbesætninger.

I besætningerne blev de normale rutiner for brunstkontrol anvendt i begge grupper. I kontrolgruppen blev søerne insemineret to gange med cirka 24 timer imellem hver inseminering, hvor første inseminering faldt senest 16 timer efter første konstaterede stående brunst. I forsøgsgruppen blev søerne insemineret én gang pr. brunst senest 24 timer, efter at de var konstateret i stående brunst første gang.

Konklusionen på afprøvning er, at besætninger med et højt produktionsniveau og en systematisk brunstkontrol og løbestrategi kan opnå en faringsprocent på højde med to insemineringer pr. brunst, ved kun at inseminere én gang pr. brunst. Der er dog en risiko for at miste op til 0,5 totalfødte grise pr. kuld

Endvidere er det muligt at opnå en tidsbesparelse i løbeafdelingen på mellem 25 og 50 procent.

Baggrund

Cirka 76 procent af de danske søer insemineres med indkøbt sæd eller med internt produceret sæd, og der anvendes i gennemsnit 2,3 sæddoser pr. so pr. brunst.

En udenlandsk undersøgelse [1] har vist, at søer og gylte med en normal brunstlængde på cirka 60 timer vil kunne opnå samme kuldstørrelse og faringsprocent, hvis de insemineres én gang i brunsten i stedet for to gange.

Det er således muligt at effektivisere arbejdet i løbeafdelingen, ved at reducere antallet af sæddoser anvendt pr. brunst og dermed også arbejdstiden pr. so, der kommer ind i løbeafdelingen. En effektivisering kræver, at den eksisterende viden om brunstkontrol, stimulering, brunstlængde, ægløsningstidspunkt og det optimale insemineringstidspunkt anvendes systematisk ud fra de givne muligheder i den enkelte besætning.

Formålet med afprøvningen var at undersøge, hvordan optimal løbning sikres med minimal anvendelse af ressourcer (arbejdstid og sæddoser), uden at reproduktionsresultaterne blev påvirket negativt.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i tre produktionsbesætninger.

Der indgik to grupper i afprøvningen, hvilket fremgår af tabel 1. Besætningens normale rutiner for brunstkontrol blev anvendt i begge grupper. I kontrolgruppen blev søerne insemineret to gange med cirka 24 timer imellem hver inseminering, hvor første inseminering faldt senest 16 timer efter første konstaterede stående brunst. I forsøgsgruppen blev søerne insemineret én gang pr. brunst senest 24 timer, efter at de var konstateret i stående brunst første gang.

Tabel 1. Forsøgsgrupper, der er afprøvet indenfor samme besætning

Gruppe	Insemineringsstrategi
Kontrol	To insemineringer pr. so pr. brunst
Forsøg	Én inseminering pr. so pr. brunst

For hver besætning blev de almindelige insemineringsprocedurer og –strategier gennemgået inden afprøvningens igangsættelse. Endvidere blev omløberintervaller beregnet ud fra besætningens data for at fastlægge det optimale insemineringstidspunkt for den ene inseminering. Fx var der én besætning, hvor der var uforholdsmæssigt mange søer, der løb om i intervallet dag 0-18 efter løbning. Det er ikke fysiologisk muligt for en so at løbe om så kort tid efter inseminering, hvorfor det er sandsynligt, at soen er løbet udenfor den egentlige brunst, muligvis i forbrunsten. Disse observationer blev sammenholdt med, at mange af løbningerne i besætningen fandt sted på dag fire efter fravænning og støttede altså formodningen om, at søerne blev løbet for tidligt i forhold til ægløsning. Fastlæggelse af insemineringstidspunkt for søer, der kun skulle insemineres én gang, var baseret på data fra besætningen, men også koblet sammen med de arbejdsrutiner, man ønskede at have i løbeafdelingen.

I forbindelse med brunstkontrol og inseminering blev den anvendte tid registreret (antal minutter), samt antallet af inseminører. Det vil sige, at når man var klar til at gå i gang med ugeholdet, blev klokken noteret og holdt man pause undervejs, blev dette ligeledes noteret. På denne vis havde man den samlede tid korrigeret for antal inseminører og eventuelle pauser undervejs i arbejdet i løbeafdelingen.

Cirka fire uger efter inseminering blev søerne skannet. I to af besætningerne blev de almindelige procedurer for skanning anvendt og søerne skannet af driftslederen, mens man i den tredje besætning ikke havde rutine med at skanne, hvorfor en tekniker fra Den rullende Afprøvning skannede søerne.

Der indgik ikke polte eller omløbere i afprøvningen.

Registreringer

For hver brunstkontrol; dato, so- og kuldnummer
For hver inseminering; dato og insemineringsforløb
For hver løbning; dato for skanning, drægtig eller ikke-drægtig ved skanning, dato for faring, levendefødte og totalfødte grise pr. kuld, eventuel udsættelse og årsagen til dette
For hver løbning af et ugehold; anvendt tid i minutter og antal inseminører.

Statistik

De primære forsøgsparametre var drægtighedsprocenten bestemt ved skanning cirka fire uger efter løbning og tidsforbruget i forbindelse med inseminering. De sekundære forsøgsparametre var totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent.

Data blev analyseret ved proc mixed i SAS.

Resultater og diskussion

Reproduktionsresultaterne for afprøvningen fremgår af nedenstående tabeller. Resultaterne fra alle besætninger er vist som et gennemsnit, da der ikke var vekselvirkning mellem besætningerne.

Tabel 2. Drægtighedsprocent – skanningsresultat af skannede søer

Forsøgsgrupper	Pct. drægtige
2 insemineringer pr. so pr. brunst	97
1 inseminering pr. so pr. brunst	96

Som det fremgår af tabel 2 blev en stor andel af søerne skannet drægtige cirka fire uger efter løbning. Der var ikke forskel mellem grupperne.

Det var ikke alle søer, der blev skannet. Det skyldtes, at man i alle tre besætninger anvendte orne ved en 3-ugers brunstkontrol, og søer, der allerede ved tre uger efter løbning blev konstateret i brunst af en orne, blev ikke skannet cirka en uge senere.

Faringsprocent og kuldstørrelse blev registreret og tallene fremgår af tabel 3.

Tabel 3. Totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent

Forsøgsgrupper	Antal søer	Totalfødte grise pr. kuld	Faringspct.
2 insemineringer pr. so pr. brunst	312	16,4	85,3
1 inseminering pr. so pr. brunst	293	15,9	83,5

Der var en tendens (P = 0,1) til, at kuldstørrelsen faldt med 0,5 totalfødte grise pr. kuld, hvis man inseminerede én gang i brunsten frem for to gange. På trods af at afprøvningen ikke var dimensioneret til at vise en forskel i totalfødte grise pr. kuld, så man dog det samme billede i alle tre besætninger, der deltog i afprøvningen.

Der var ingen statistisk sikker forskel i faringsprocenten mellem de to forsøgsgrupper. Som det kan ses af tabel 2 og 3 var der stor forskel på drægtighedsprocent og faringsprocent. Forklaringen på denne forskel skal findes i, at én af besætningerne havde de drægtige søer udendørs. Efter fire ugers ophold i løbeafdelingen, blev søerne testet drægtige og derefter opholdte de sig udendørs. Afprøvningen er gennemført i en varm sommerperiode, hvorfor en stor del af søerne kastede. For de to øvrige besætninger var der ikke noget fald i faringsprocenten i afprøvningsperioden (data ikke vist).

Tabel 4. Tidsforbrug i forsøgsgrupperne, fordelt på besætning

	Besætning 1		Besætning 2		Besætning 3
Antal insemineringer pr. so pr. brunst	2	1	2	1	2	1
Antal minutter brugt pr. ugehold	265^a	205^b	59^c	27^d	106^e	64^f
Antal søer i ugeholdet, gennemsnit	24		22		28
Difference, min.	60		32		42
Besparelse i pct.	23		54		40

Antal minutter brugt pr. løbning	24^a	18^b	6^c	3^d	8^e	5^f
Difference, min.	6		3		3
Besparelse i pct.	25		50		38
Forskelligt bogstav (a og b, c og d, og e og f) angiver statistisk sikker forskel mellem grupper indenfor besætning.

Som det fremgår af tabel 4 blev der brugt statistisk sikkert mindre tid på at løbe søerne én gang pr. brunst. Der var også en statistisk sikker forskel mellem besætningerne, hvilket blot kan forklares med at ugeholdene i de tre besætninger ikke har været lige store og derfor ikke har anvendt den samme tid. Endvidere afspejler den anvendte tid forskellige procedurer og insemineringsstrategier i de enkelte besætninger. Fx har besætning 1 registeret tiden fra sæddoserne bliver hentet i sædskabet til insemineringen er færdig, mens de to andre besætninger først har registreret tidsforbruget, når de stod foran en given so og var klar til inseminering.

Konklusion

Besætninger med et højt produktionsniveau og med en systematisk brunstkontrol og løbestrategi kan opnå en faringsprocent på højde med to insemineringer pr. brunst, ved kun at inseminere én gang pr. brunst. Der er dog en risiko (P = 0,1) for at miste 0,5 totalfødte grise pr. kuld.

Endvidere er det muligt at opnå en tidsbesparelse i løbeafdelingen på mellem 25 og 50 procent.

Referencer

[1]	Tarocco, C.; Kirkwood, R.N. (2001): The effect of estrus duration and number of artificial inseminations on fertility of gilts and multiparous sows having a four-day wean-to-estrus interval. Journal of Swine Health and Production, 9, 3, pp. 117-120.

Deltagere:
Tekniker Erik Bach, Landsudvalget for Svin
Tekniker Jens Martin Strager, Landsudvalget for Svin
Tekniker Mogens Jakobsen, Landsudvalget for Svin
Statistiker Mai-Britt Friis Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 852

Sammenligning af én kontra to løbninger pr. so pr. brunst