5 ugers fravænning medfører højere fravænningsvægt og større optagelse af startfoder end 4 ugers fravænning. Fravænningsvægten varierer mere, og foderforbruget til søer og pattegrise øges. Der var tendens til dårligere frugtbarhed ved 5 ugers fravænning.

Fire og 5 ugers fravænning er sammenlignet i fire besætninger. Effekten på de fravænnede grise er afrapporteret tidligere, og viste, at sygeligheden efter fravænning blev reduceret i to af de fire besætninger. Smågrisedødeligheden var statistisk sikkert lavere ved 5 ugers fravænning i én af besætningerne, men dog talmæssigt lavere i de tre besætninger, hvor den blev registreret. Vægten ved 80 dage var kun statistisk sikkert højere i én af fire besætninger. Dimensionering af nye besætninger til 5 ugers fravænning kan således være en god forsikring, til brug hvis der opstår sundhedsmæssige problemer.

Der var højere pattegrisedødelighed i farestalden ved 5 ugers fravænning end ved 4 ugers fravænning. Ved 5 ugers fravænning var der færre grise, der fik en ekstra uges diegivning for at opnå en acceptabel fravænningsvægt, end ved 4 ugers fravænning. Fravænningsvægten steg ved den ekstra uges diegivning. Samtidig blev spredningen i fravænningsvægt større. Søerne tabte sig ikke i den 5. diegivningsuge. Der var tendens til en lavere faringsprocent for søer fravænnet efter 5 ugers diegivningsperiode, mens der ikke var forskel på kuldstørrelsen efter fire og 5 ugers fravænning.

5 ugers fravænning koster flere farestier, 35-48 FEso mere diegivningsfoder, 3-4 FEsv mere smågrisefoder pr. kuld før fravænning og en marginalt lavere faringsprocent. Desuden var der tendens til en højere pattegrisedødelighed. Dette skal afvejes imod en tendens til bedre overlevelse i smågrisestalden og færre diarrébehandlinger. En beregning af totaløkonomien ved de to fravænningsaldre blev gennemført på baggrund af de opnåede resultater for søer og smågrise, og viser, at 5 ugers fravænning giver et lidt mindre dækningsbidrag end 4 ugers fravænning. Dette skal ses i forhold til en større produktionssikkerhed ved sygdomsudbrud i smågrisestalden ved 5 ugers fravænning og en større sikkerhed for at kunne afsætte de større grise.

Produktionsresultater i smågrisestalden er beskrevet i tidligere udsendte meddelelser [1] (besætning 1), [2] (besætning 2), [3] (besætning 3) og [4] (besætning 4).

Baggrund

Fravænning af 5 uger gamle grise forventes at medføre stærkere grise, der har højere tilvækst samt lavere dødelighed og færre sygdomsproblemer. Desuden forventes en forbedret reproduktion hos søerne i det efterfølgende kuld [6].

Fravænningsalderen angiver det antal uger, som soen tilbringer i farestalden. Som følge af soens cyklus farer soen hyppigt i en weekend og fravænnes onsdag eller torsdag. Det medfører, at ved ”4 ugers diegivning” vil soen være diegivende i cirka 24 dage, mens soen vil være diegivende i cirka 31 dage ved ”5 ugers diegivning”. Hvis de mindste af grisene får én eller flere uger ekstra i farestalden hos en opsamlingsso, øges den gennemsnitlige fravænningsalder for både grise og søer, men størstedelen af grisene bliver fortsat fravænnet ved den planlagte fravænningsalder. Hvis der anvendes ammesøer til kuldudjævning efter faring, vil ammesøerne få en ”ekstra” diegivningsperiode på fire eller 5 uger, så den gennemsnitlige diegivningsperiode bliver længere, men grisene vil fortsat ikke være ældre end de 24 eller 31 dage ved fravænning. Man kan regne med, at Effektivitetskontrollens ”antal diegivningsdage” stiger med to dage for hver 10 pct. ammesøer, mens grisenes alder ved fravænning ikke ændres.

Ved en fravænningsalder omkring 4 uger er smågrisenes tarmsystem stadig rettet imod fordøjelse af somælk, og optagelsen af fast føde ved siden af somælken er yderst begrænset [5]. Samtidig er grisenes modstandskraft lav, idet mange af antistofferne fra soens råmælk er brugt op, mens grisene skal til at danne deres egne antistoffer. Fravænning ved 4 uger og overgangen til fast føde medfører et fald i tilvækst og kan eventuelt medføre mave-tarmproblemer. For at fravænne store robuste grise kan man give grisene en ekstra dieuge, så de fravænnes ved 5 uger. På dette tidspunkt optager de supplerende foder i større mængder, Dette forventes at give bedre trivsel efter fravænning i form af højere tilvækst og en lavere syge- og dødelighed. De økonomiske forudsætninger inkluderer, at man kan anvende en billigere startblanding til de 5 uger gamle grise. Flere afprøvninger har imidlertid vist, at simple (billige) startblandinger til grise produceret ved 4 ugers fravænning giver lige så høj overlevelse og vægt ved 80 dage som mere komplekst sammensatte (dyrere) startblandinger [1], [2]. Derfor er de aktuelle beregninger baseret på brug af en standardstartblanding ved begge fravænningsaldre.

Af mindre tillægsgevinster ved at øge diegivningsperioden forventes det, at man vil opnå en mindre spredning i fravænningsvægt og i fravænningsalder, idet flere grise vil være store nok til at blive fravænnet til tiden ved 5 ugers fravænning, hvorved man kan spare brugen af opsamlingssøer.

Det er forventes, at søerne vil opnå en bedre frugtbarhed efter en uges ekstra diegivning, da de har haft en uge længere til at normalisere kønsorganerne efter den foregående drægtighed. Det er dog en risiko for, at den længere diegivningsperiode tærer på søerne, så de i stedet er tyndere ved fravænning og derfor producerer dårligere i den næste cyklus. Endelig er risikoen for, at søerne kommer i brunst i løbet af dieperioden større, jo længere de er diegivende. Brunst i dieperioden kan være en fordel i form af, at soen er både diegivende og drægtig på en gang, eller en ulempe, da brunsten ofte falder på et uheldigt tidspunkt.

Materiale og metode

De fire besætninger i denne opgørelse er beskrevet i tidligere udsendte meddelelser [1], [2], [3][4]. I alle fire besætninger blev søerne inddelt tilfældigt før faring til at være diegivende i enten fire eller 5 uger.

Alle levendefødte grise blev øremærket ved faring. For at gøre afprøvningen så praktisk relevant som muligt, var det tilladt at fravænne søer tidligere eller senere i forhold til planen, ligesom man ville gøre i ”det virkelige liv”, hvor tidspunktet for fravænning af søerne hyppigt styres af det antal søer, der er klar til faring eller af behovet for ammesøer. Det blev tilstræbt, at forskydninger i diegivningslængde skulle ramme søer i begge grupper i samme omfang. Alle former for kuldudjævning var tilladt. Grise født af en ”4 ugers so” måtte kun flyttes til ammesøer lavet med ”4 ugers søer”. ”5 ugers grise” måtte ligeledes kun flyttes til ”5 ugers søer”. Grisene blev vejet ved fravænning og 14 dage efter fravænning i alle besætningerne, og ved en alder på cirka 80 dage i besætning 1, 2 og 3. I to af besætningerne (1 og 4) blev grisene vejet individuelt ved fødsel. I besætning 3 blev 2-3 nyfødte gennemsnitsgrise vejet i hvert kuld. I alle fire besætninger blev grisenes foderforbrug indtil fravænning opgjort pr. gruppe. I besætning 1 blev søerne rygspækskannet ved faring og ved fravænning. Søernes foderstyrke blev registreret på fravænningsdagen, som et udtryk for hvor højt soen nåede op i foderoptagelse. Søerne blev fulgt i den efterfølgende cyklus for at opgøre frugtbarhedsresultaterne efter fire og 5 ugers fravænning. Grisenes produktionsresultater blev opgjort 14 dage efter fravænning, samt for besætning 1-3s vedkommende ved 80 dages alderen.

Resultater og diskussion

Smågrisenes resultater er allerede udmeldt i meddelelser [1], [2], [3], [4], der især har fokuseret på smågrisenes produktion efter fravænning. De fire afprøvninger viste, at øget fravænningsalder medførte, at grisene var statistisk sikkert større ved fravænning, og at dette medførte en højere tilvækst de første 14 dage efter fravænning. Ved en alder på 80 dage var vægten imidlertid kun statistisk sikkert forskellig i én af de fire besætninger. Dødeligheden efter fravænning var lavere ved 5 ugers fravænning i de tre besætninger, hvor dødeligheden blev registreret, men forskellen var kun statistisk sikker i én af besætningerne. Frekvensen af diarrébehandlinger var ligeledes statistisk sikkert lavere efter 5 ugers fravænning i denne besætning, uændret i to andre besætninger og højere i den sidste. I denne meddelelse fokuseres der på de produktionsresultater, der blev opnået i soholdet. Da besætningerne var forskellige med hensyn til management, sundhedsstatus og staldsystem, er det valgt at angive resultaterne pr. besætning.

Søerne

I de fire besætninger steg søernes daglige foderoptagelse med mellem 0,3 og 1,1 FEso. Det er således vigtigt at fortsætte med at sætte søerne op i foderstyrke, så længe de er diegivende. Det kan beregnes, at søerne optog imellem 35 og 48 FEso mere i dieperioden ved 5 ugers fravænning.

Der var stor variation på, hvor mange søer der blev benyttet som ammesøer i de enkelte besætninger, men andelen af ammesøer ved fire og 5 ugers fravænning var ens, hvilket også var tilstræbt i afprøvningen.

Fra 64 til 88 pct. af søerne blev løbet efter fravænning. Det lave antal søer, der blev løbet efter fravænning i besætning 1, skyldes, at en del søer blev slagtet i forbindelse med et andet forsøg. Der var ikke tegn på, at søer med 5 ugers diegivning havde mindre chance for at blive løbet igen. I tre af de fire besætninger var der højest faringsprocent i 4 ugers gruppen. I besætning 1 var dette statistisk sikkert. Det var forventet, at kuldstørrelsen ville stige ved 5 ugers diegivning som følge af en bedre rensning af børen efter sidste faring, og en bedre energibalance før fravænning som følge af en højere foderoptagelse og en lavere mælkeydelse. Dette kunne dog ikke påvises i materialet.

De overordnede resultater pr. besætning er angivet i tabel 1.

Tabel 1. Resultat af afprøvningen i de fire besætninger

	Besætning 1		Besætning 2		Besætning 3		Besætning 4
Gruppe	4 uger	5 uger	4 uger	5 uger	4 uger	5 uger	4 uger	5 uger
Antal kuld	116	119	213	215	74	79	48	48
Antal fødte grise	1427	1498	2726	2772	1022	1128	725	658
Levendefødte grise pr. kuld	12,9	13,7	13,9	13,7	15,9	15,0	15,2	14,0
Fødselsvægt/ gris i kg	1,5	1,5	1,5¹	1,5¹	Ikke registreret	Ikke registreret	1,4 ^a	1,5 ^b
Pattegrise- dødelighed, pct.	15,4	14,0	14,4^x	16,0^y	11,4	12,9	9,0	10,6
Pct. af søer benyttet som ammesøer	9	11	19	19	48	40	4	2
Fravænningsalder beregnet pr. gris, dage	26	33	29	35	28	34	27	33
Fravænningsvægt, kg	7,6	9,5	6,6	7,9	7,6	9,0	7,4	8,9
Startfoder pr. født kuld/ FEsv.	1,9	5,9	5,6	7,6	16,5³	20,4³	4,3	7,9
Foderoptagelse pr. so på fravænningsdagen/Feso	7,5^c	8,6^d	4,8²	4,9²	7,9	8,1	-	-
Diarré, dage pr. gris	3,6^a	1,3^b	2,1^a	1,6^b	1,7^a	2,1^b Obs.	1,7	1,7
Dødelighed efter fravænning, pct.	4,1^a	1,9^b	3,8	3,2	2,4	1,8	Ikke registreret	Ikke registreret
80 dages vægt, kg	24,6^a	25,3^b	30,4	30,9	32	32	24,9	25,6
Pct. af søerne løbet igen	64	79	84	83	87	86	88	83
Faringsprocent i efterfølgende kuld	100^a	88^b	91	86	88	91	81	80
Kuldstørrelse, efterfølgende kuld	14,7	14,5	15	15,1	17,2	16,9	16,0	15,8

x, y:	Tendens til statistisk sikker forskel (p=0,07)
a, b:	Statistisk sikkert, p < 0,05
c, d:	Stærkt statistisk sikkert, p< 0,01
1	Stikprøve på 120 gennemsnitsgrise pr. gruppe
2	Vådfoder, hvorfor foderstyrken er registreret som det samlede foderforbrug i diegivningsperioden. Tallet i tabellen er det beregnede gennemsnitlige foderoptag pr. dag fra faring til fravænning. Ved 5 ugers fravænning åd søerne 34 FEso mere end ved 4 ugers fravænning
3	Det høje forbrug kan skyldes, at pattegrisene blev tildelt startfoder allerede efter én uge

Huld

I besætning 1 blev søerne vejet og rygspækmålt før faring og ved fravænning. Disse registreringer blev ikke gennemført i de tre efterfølgende besætninger. Søerne vejede i gennemsnit 264 kg før faring, og havde en rygspæktykkelse på 15 mm. Ved 4 ugers fravænning tabte søerne 25 kg inklusiv fostrenes vægt og mistede 2,2 mm rygspæk, mens 5 ugers gruppen tabte 22 kg og mistede 2,5 mm rygspæk. Der var stor variation indenfor grupperne, idet én so tog 40 kg og 4 mm rygspæk på, mens en anden so tabte 70 kg og 7 mm rygspæk i løbet af diegivningsperioden.

Pattegrisene

Fødselsvægt: Fødselsvægten blev registreret for alle levendefødte grise i besætning 1 og 4 og for 2-3 gennemsnitsgrise i besætning 2. I besætning 3 blev grisene ikke vejet ved fødsel. Selv om den høje kuldstørrelse forventes at påvirke fødselsvægten negativt, vejede grisene i gennemsnit 1,5 kg ved fødsel.

Pattegrisedødelighed: Pattegrisene i 5 ugers gruppen havde cirka 20 pct. længere tid hos soen, og dermed også større risiko for at dø hos denne. Alligevel var pattegrisedødeligheden lavere i 5 ugers gruppen i besætning 1. I besætning 2 var der tendens til, at pattegrisedødeligheden var 1,6 grise højere i 5 ugers gruppen. Samme forskel mellem 4 og 5 ugers fravænning i pattegrisedødelighed blev set i besætning 3 og 4, men var ikke statistisk sikker.

Smågrisedødelighed

Efter fravænning var der statistisk sikkert lavere dødelighed ved 5 ugers fravænning i én besætning, mens en 0,6 pct. lavere dødelighed i de to andre besætninger ikke var statistisk sikker. I besætning 4 blev dødeligheden ikke registreret.

Fravænningsalder

Der blev opnået en gennemsnitlig forskel i grisenes fravænningsalder på henholdsvis 7, 6, 6 og 6 dage i besætningerne. Grisene var imellem 21 og 93 dage gamle ved fravænning, så der var en stor spredning i fravænningsalder indenfor de enkelte grupper og besætninger.

Figur 1. Alder ved fravænning af de enkelte grise i de to grupper i besætning 2

Figur 1 viser spredningen i fravænningsalder i besætning 2, der havde den største spredning i fravænningsalder. I begge grupper angiver den største top fordelingen omkring den planlagte fravænningsalder. For begge grupper ses endnu en top én uge senere. Det skyldes, at de mindste grise blev holdt tilbage i en uge, for at opnå en acceptabel fravænningsvægt hos disse. Som det fremgår af tabel 2, blev flere af grisene fravænnet ”til tiden” ved 5 ugers fravænning. Ved 5 ugers fravænning var der dog fortsat en betydelig gruppe af grise, der blev holdt tilbage i én eller flere uger, før de blev fravænnet. Samtidig fravænning af hele ugeholdet er ellers en fornuftig smittebeskyttende strategi.

Tabel 2. Pct. af grisene, der blev fravænnet senere end den planlagte fravænningsuge

Planlagt fravænningsalder	4 uger	5 uger
Besætning 1	13	12
Besætning 2	27	22
Besætning 3	35	20
Besætning 4	19	10

Figur 2. Fordeling af vægt ved fravænning i besætning 1

Effekt på fravænningsvægten

I besætning 1 blev hver gris vejet ud af farestalden. I besætning 2, 3 og 4 blev grisene inddelt i hold ved fravænning og herefter vejet, så her kendes kun gennemsnitsvægten for de fravænnede grise. 5 ugers fravænning medførte, at grisene i gennemsnit vejede 1,3; 1,4; 1,7 og 2 kg mere ved fravænning. Det svarer til en daglig tilvækst på henholdsvis 200; 230; 280 og 300 gram/gris/dag i den femte dieuge.

Fravænningsvægten i besætning 2 var betydeligt lavere end i de øvrige besætninger.

Fordeling af fravænningsvægte

I besætning 1 blev hver gris vejet ved fravænning, og her var der kun få ”overgående” grise (se tabel 2). Figur 2 viser, at der var stor variation på fravænningsvægten indenfor grupperne. Variationen på fravænningsvægten var betydeligt større ved 5 ugers fravænning end ved 4 ugers fravænning. Dette skyldes, at der blev fravænnet enkelte små grise med lav tilvækst til tiden, mens andre grise nåede at blive meget store som følge af den gennemsnitligt højere fravænningsalder.

Optagelse af startblanding før fravænning

Pattegrisene blev tildelt startblanding indtil fravænning med start imellem 1 og 3 uger efter fødsel. De første dage på startfoder fik grisene en håndfuld på den faste del af gulvet. Samtidig blev et fodertrug placeret i hver faresti og fyldt op dagligt samt efter behov. I besætning 1 blev forbruget opgjort pr. kuld, mens det i besætning 2, 3 og 4 blev opgjort pr. gruppe. Forbruget pr. gruppe er herefter omregnet til forbrug pr. faring. En faring medfører dels en so med grise, dels ammesøer til overskydende grise. Forskellen imellem fem og 4 ugers diegivning var henholdsvis 4; 2; 3,9 og 3,6 FEsv pr. faring. Det svarer til en ekstra foderoptagelse på cirka 300 gram pr. gris i den 5. uge, når der regnes med 12 levende grise pr. kuld.

Værdien af den ekstra dieuge skal holdes op imod omkostningerne ved at beholde søerne en uge ekstra i farestalden. Dette er angivet i tabel 3.

Forudsætninger: Der fravænnes 12 grise pr. kuld. Det giver 27,6 fravænnede grise ved 4 ugers fravænning og 26,4 fravænnede grise ved 5 ugers fravænning.

Økonomi ved 4 og 5 ugeres fravænning

Økonomien ved 4 og 5 ugers fravænning er beregnet for en integreret besætning, hvor det samlede antal DE for søer, smågrise og slagtesvin er ens. Endvidere er der anvendt de forskelle i produktivitet, som er fundet i gennemsnit for de fire besætninger. Til dimensionering og beregning af produktionsanlæggets pris er anvendt Holdriftsprogrammet, der indeholder de samme byggepriser som anvendes i Den beregnede Smågrisenotering. Arbejdsforbrug, energiforbrug samt øvrige former for omkostninger er identiske med grundlaget for Den beregnede Smågrisenotering. Der angives flere detaljer fra beregningerne i appendiks 1.

Tabel 3. Økonomi ved at omstille til 5 ugers diegivning (gennemsnit for de fire besætninger)

Fordeling af DE	4 ugers fravænning	5 ugers fravænning
Sohold, DE	116	125
Fravænning til ca. 30 kg, DE	73	69
Slagtesvin, DE	375	370
DE i alt	564	564
Producerede slagtesvin, antal	12.416	12.302
Resultat
Salg af slagtesvin, kr.	9.071.130	8.987.505
Samlede udgifter, kr.	8.842.402	8.715.936
Resultat, kr.	228.727	271.569
Resultat pr. DE, kr.	405	482
Omkostning pr. kg slagtekrop	8,90	8,86
Fordeling af omkostninger pr. gris
Omkostning pr. fravænnet gris ud af farestalden	198	214
Omkostning fravænning - salg/overførsel	139	123
Omkostninger pr. overført/solgt smågris	347	347
Omkostninger indsættelse til slagtning	356	353
Samlede omkostninger pr. solgt slagtesvin	713	710
Difference pr. gris, kr.	-	3

Når der ses på omkostningerne fordelt på henholdsvis en fravænningsgris, en 30 kg’s gris og et slagtesvin, viser beregningerne, at en fravænningsgris koster cirka 16 kr. mere ved 5 ugers fravænning sammenlignet med 4 ugers fravænning. Fra fravænning til cirka 30 kg spares der 16 kr. Således bliver økonomien ved 4 og 5 ugers fravænning fra fødsel til 30 kg den samme. Grisene vokser lidt hurtigere ved 5 ugers fravænning, hvorfor de er cirka en dag yngre ved 30 kg. Dermed overføres de til slagtesvinestalden ved en lidt højere vægt, hvilket resulterer i en besparelse i slagtesvineperioden på 3 kr. Samlet bliver resultatet en besparelse på 3 kr. pr. gris eller 4 øre pr. kg slagtekrop.

Det er således ikke det økonomiske resultat, der afgør, hvilken fravænningsalder der vælges, men mere hvilken produktion der vælges. Hvis grisene sælges ved fravænning, ønsker kunderne, at grisene vejer 8-9 kg. Det kan vanskeligt opnås uden at øge fravænningsalderen. Hvis grisene sælges ved 30 kg eller ved slagtning, er der ikke noget økonomisk incitament for at vælge den ene fravænningsalder frem for den anden.

Konklusion

5 ugers fravænning medførte, at grisene vejede 1,3 til 2 kg mere ved fravænning end ved 4 ugers fravænning. Til gengæld var spredningen i fravænningsvægt større ved 5 ugers fravænning. Der var færre grise i 5 ugers gruppen, der fik en ekstra dieuge for at opnå en acceptabel fravænningsvægt, men omfanget af overgående grise var stadig stort. Et kuld 5 ugers grise åd 3-4 kg mere startfoder før fravænning, og søerne åd fra 35 til 48 FEso mere ved 5 ugers fravænning. Der var ikke tegn på, at der var færre søer, der kunne løbes igen efter 5 ugers fravænning, men den senere fravænning medførte heller ikke en synlig forbedring af de efterfølgende reproduktionsresultater. Tværtimod var der én besætning med statistisk sikkert lavere faringsprocent, og to besætninger med numerisk lavere faringsprocent efter 5 ugers fravænning. Kuldstørrelsen blev ikke påvirket af dieperiodens længde i forrige kuld.

Sammenholdt med resultaterne opnået efter fravænning [1], [2], [3], [4], der viste, at det kun var i én af fire besætninger, at 5 ugers fravænning medførte en statistisk sikker forbedring i dødelighed og afgangsvægt, så bør det overvejes, om 5 ugers fravænning er en økonomisk fordel. Der er dog en større sikkerhed for at kunne sælge de større 5 ugers grise end 4 ugers grise.

Referencer

[1]	Callesen, J; Thorup, F.: (2004): 26 kontra 33 dages fravænningsalder (I). Effekt på pattegrise. Meddelelse nr. 663, Landsudvalget for Svin.
[2]	Callesen, J; Thorup, F.: (2005): 26 kontra 33 dages fravænningsalder (II). Effekt på pattegrise. Meddelelse nr. 722, Landsudvalget for Svin.
[3]	Callesen, J; Thorup, F.: (2006): 26 kontra 33 dages fravænningsalder (III). Effekt på pattegrise. Meddelelse nr. 750, Dansk Svineproduktion.
[4]	Callesen, J.; Thorup, F.; Knudsen, K. E. B.; Pluske, J.; (2006): Effekt af fravænningsalder, startfoderets sammensætning og foderoptagelsen før fravænning på diarré og tilvækst hos smågrise. Meddelelse nr. 752, Dansk Svineproduktion.
[5]	Dissing, L.; (2001): Betydningen af foderoptagelsen før fravænning for foderoptagelsen efter fravænning. Speciale. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
[6]	Udesen, F. K.; (2004): Nye produktionssystemer – fravænning i farestalden. Notat nr. 0416, Landsudvalget for Svin.

Deltagere:
Statistiker Verner Ruby, Økonom Jacob Rasmussen, Teknikerne Jens Ove Hansen, Ib Dahl Jensen, Ann Edal og Roald Koudal, Dansk Svineproduktion
Studerende Anni Arvad Andersen, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole
Forskerne John Pluske og Danka Halas, Murdoch University, Australien

Afprøvning: 749 og 868.

Appendiks 1

Årssøer	500	514
Fravænningsalder, uger	4	5
Levendefødte grise	12,9	12,9
Døde i diegivningsperioden	10,0 %	10,0 %
1. lægs pct.+	22,0 %	22,0 %
Døde/aflivede søer i pct. af årssøer	12,0 %	12,0 %
Kuld pr. årsso	2,30	2,20
Fravænningsvægt, kg	7,2	8,8
Fravænnede pr. årsso	26,67	25,54
Sofoder, pr. so	1.436	1.526
Fravænningsfoder pr. kuld, FEsv	4	8
Fravænnede grise årligt	13.334	13.129
Fravænnede grise
Antal indsatte grise årligt	13.334	13.129
Vægt ved indsættelse, kg	7,20	8,8
Smågrisestald til rådighed	56	56
Døde i smågriseperioden	4,0 %	3,4 %
Daglig tilvækst frav. – afgang	430	473
FEs frav-30 kg	2,0	2,0
Grise pr. smågriseplads årlig	6,52	7,45
Smågrisepladser	2046	1764
Smågrisefoder bl. I, pr. gris	10	5
Smågrisefoder bl. II, pr. gris	35,6	38,2
Vægt ved overførsel	30,0	30,6
Overførte smågrise til slagtesvin	12.800	12.682
Slagtesvin
Stalddage pr. gris	95	94
Vægt ved indsættelse, kg	30,0	30,6
Levendevægt ved slagtning, kg	104,8	104,8
Tilvækst pr. gris, kg	74,8	74,2
Slagtevægt	80,0	80,0
Døde i slagtesvineperioden	3,0 %	3,0 %
FEs pr. kg 30 - slagtning	2,88	2,88
Daglig tilvækst, 30 kg - slagtning	850	850
Kødprocent	60	60
Grise pr. stiplads pr. år	3,84	3,87
Slagtesvinepladser	3.332	3.277
Solgte slagtesvin	12.416	12.302

Økonomisk betydning af 4 eller 5 ugers fravænningsalder