Det er muligt at flytte de største pattegrise i kuldet væk fra soen seks timer efter faring uden at det påvirker deres overlevelse. Det gav ikke bedre overlevelse for de små grise, at de største af grisene blev flyttet tidligt væk fra kuldet.

Fødselsvægten har stor betydning for, om grisen når frem til fravænning. Jo mindre grisen er ved fødsel, jo større er risikoen for, at grisen dør. Dette skyldes blandt andet, at de små grise ikke får nok råmælk. Hvis de største grise flyttes væk fra kuldet, får de små grise bedre adgang til råmælken. Det er derfor undersøgt, om man kan fraflytte eller isolere de største grise allerede seks timer, efter at faringen er afsluttet, og derved sikre de mindste grise bedre overlevelse.

Afprøvningen blev gennemført i én besætning, og omfattede 68 kuld. Der indgik kun kuld med mere end 11 levendefødte grise. Grisene blev opdelt i ”små grise” med en fødselsvægt mellem 0,5 og 1 kg og i ”store grise” med en fødselsvægt imellem 1,1 og 2,4 kg.

I kontrolgruppen blev alle grisene hos soen i mindst 12 timer efter faring. Herefter blev der foretaget kuldudjævning.

I forsøgsgruppen blev kuldstørrelsen reduceret til 10 grise cirka 6 timer efter faring. Det skete ved at nogle af de største grise (i gennemsnit 4,9 grise/kuld, vægt imellem 1,2 og 2,4 kg) enten blev flyttet fra soen (kuldudjævnet), eller de blev isoleret i pattegrisehulen i fire timer. Herved blev der bedre plads ved yveret til de mindste grise i kuldet. Cirka 12 timer efter faring blev kuldene i begge grupper justeret til ønsket størrelse ved at flytte grise til eller fra kuldet.

14 pct. af grisene vejede mellem 0,5 og 1 kg ved fødsel (små grise). I gennemsnit var der henholdsvis 14 og 15 levendefødte grise i kuldene i kontrol- og forsøgsgruppen. Pattegrisedødeligheden var 12 pct. i begge grupper.

Dødeligheden blandt de små grise var henholdsvis 28 og 34 pct. i kontrol- og forsøgsgruppen (p=0,64). Der var således ikke statistisk sikker forskel på dødeligheden for de små grise i de to grupper. Dette kan dog skyldes, at forsøget kun var designet til at kunne påvise en forskel på 15 pct. som statistisk sikker. Dødeligheden blandt de store grise var henholdsvis 9 og 8 pct. Der var således ingen negativ effekt i form af forøget dødelighed for de store grise i forsøgsgruppen, der blev isoleret fra soen eller kuldudjævnet til andre søer seks timer efter faring. Med en dødelighed blandt de små grise på henholdsvis 28 og 34 pct. er der fortsat et potentiale i at reducere dødeligheden for de mindste grise.

Dødeligheden blev ikke mindre ved at sikre de små pattegrise råmælk, når kuldstørrelsen blev reduceret til 10 grise i fire timer. Det påvirkede heller ikke dødeligheden blandt de store grise, at disse blev isoleret fra soen eller flyttet fra soen allerede seks timer efter afsluttet faring.

Baggrund

Pattegrise vejer i gennemsnit 1,5 kg ved fødsel. Der er stor variation i fødselsvægt såvel indenfor som imellem kuld [1]. Jo mindre pattegrisen er ved fødslen, jo større er risikoen for, at den ikke overlever frem til fravænning. Cirka 15 pct. af alle levendefødte grise vejer under 1 kg og kan betegnes som ”små pattegrise” med en pattegrisedødelighed på over 30 pct. [2]. Halvdelen af grisene vejer imellem 1 og 1,5 kg, og har en god chance for at overleve, men de har stadig en højere dødelighed end pattegrise, der vejer over 1,5 kg ved fødsel. En tidligere undersøgelse har vist, at flere af de små pattegrise ikke har optaget råmælk 12 timer efter fødslen, mens dette sjældent er tilfældet blandt de større pattegrise. Samme undersøgelse viste, at selv om pattegrisen var lille, så var der større chance for, at pattegrisen havde optaget råmælk, når den var født i den første halvdel af kuldet [3]. Dette kan skyldes, at især de små pattegrise, der fødes sidst i kuldet, har svært ved at klare sig i konkurrencen ved yveret, og således kommer til at mangle råmælkens antistoffer og energi. Det forventes, at hvis antallet af grise i kuldet reduceres til 10, så vil alle grise i kuldet have god adgang til en fungerende patte.

Undersøgelsen af råmælksoptagelse viste, at allerede 12 timer efter fødsel havde de største pattegrise sikret sig nok råmælksantistoffer til at klare sig. De kan sandsynligvis flyttes fra soen allerede flere timer tidligere for at skabe plads til de mindste grise [3].

Søerne giver råmælk i cirka 24 timer, men koncentrationen af antistoffer i råmælken aftager med tiden [4].

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført på forsøgsstation Grønhøj. Før faring blev der opsat en varmelampe foran pattegrisehulen. Kun kuld med mere end 11 levendefødte grise indgik i afprøvningen. Søerne indgik kun i afprøvningen, hvis faringen var afsluttet i løbet af natten eller om formiddagen. Kuldene indgik skiftevis i kontrol- og forsøgsgruppen.

Alle pattegrise blev øremærket og vejet individuelt umiddelbart efter faring.

Kontrol	Alle pattegrise blev hos soen i mindst 12 timer, efter at den sidste gris var født. Såvel små som store grise kunne herefter flyttes til andre søer ved kuldudjævning.
Forsøg	Cirka seks timer efter afsluttet faring blev de største grise spærret fra i pattegrisehulen, således at der var 10 grise tilbage i kuldet i de følgende 4-6 timer. Resten af grisene blev holdt varme af varmelampen, der fortsat hang udenfor pattegrisehulen. Det var også muligt at flytte én eller flere af de største pattegrise til andre søer i stedet for at spærre dem inde.

Cirka 12 timer efter afsluttet faring blev kuldstørrelsen i begge grupper justeret ved kuldudjævning.

Behandlinger og dødsfald blev registreret med dato og årsag. Ved fravænning blev datoen registreret.

Dødeligheden i de to grupper blev behandlet i en logistisk model i SAS (Genmod). Med 70 grise pr. gruppe (små grise) kunne en forskel i dødelighed på 15 pct. påvises med en P-værdi på 5 pct., mens 440 grise pr. gruppe (store grise) medførte, at en forskel på 5 pct. dødelighed kunne påvises med en P-værdi på 5 pct.

Resultater og diskussion

De 68 faringer i afprøvningen blev fordelt på 33 kuld i forsøgsgruppen og 35 kuld i kontrolgruppen. Alle grise i kuldet blev øremærket cirka seks timer efter fødsel. I alt blev 986 grise øremærket og vejet. 15 grise udgik af forsøget, da der ikke var registreret hverken fravænning eller død for disse, eller fordi de havde en registrering af begge dele. Datamaterialet omfattede således 971 grise.

De overordnede resultater fremgår af tabel 1.

Tabel 1.

Omfang og produktionsresultater af afprøvningen.

Gruppe	Kontrol	Forsøg
Antal søer	35	33
Kuldnummer	2,7	3,1
Antal grise i afprøvningen	478	493
Levendefødte grise pr. kuld	14,1	15,1
Fødselsvægt pr. gris, kg	1,4	1,4
Døde pattegrise indtil fravænning, pct.	12,3	12
Behandlinger for farefeber, pct. af søer	43	30

Der var flere levendefødte grise pr. kuld i forsøgsgruppen. Dette kan have påvirket resultaterne, da såvel fødselsvægt som overlevelse falder med stigende kuldstørrelse. Der er derfor taget hensyn til kuldstørrelsen ved den statistiske håndtering af resultaterne. Antallet af levendefødte grise pr. kuld var højt i denne afprøvning, da afprøvningen kun omfatter kuld med mere end 11 levendefødte grise. Den gennemsnitlige pattegrisedødelighed på 12 pct. skal vurderes i forhold til, at det kun var de største kuld i besætningen, der indgik i afprøvningen. Med det aktuelle antal kuld kunne der ikke påvises en statistisk sikker forskel på dødeligheden imellem de to grupper. Det antages, at den høje frekvens af behandling imod farefeber ikke har påvirket forsøget, da pattegrisedødeligheden ikke var unormalt høj.

Tabel 2. Resultater for små (0,5 - 1 kg) og store grise (1,1 -2,4 kg)

Gruppe	Kontrol Alle pattegrise blev hos soen i mindst 12 timer			Forsøg Kuldstørrelsen reduceret til 10 pattegrise 6 timer efter faring
Størrelse på pattegrise ved fødsel	Små	Store	-	Små	Store	Spærret fra
Antal	64	414	-	74	419*	161
Fødselsvægt, kg	0,9	1,5	-	0,9	1,5	1,8
Dødelighed, pct.	28	10	-	34	8	7
Alder ved fravænning, dage	35	30	-	36	31	30
Grise flyttet fra soen, pct.	34	22	-	15	34	68

*	Omfatter også de grise der blev spærret fra, så kolonnen kan sammenlignes med ”store” grise i kontrolgruppen.

I forsøgsgruppen blev der seks timer efter faring i gennemsnit flyttet 4,9 grise pr. kuld ind i pattegrisehulen eller til andre kuld.

Den samlede pattegrisedødelighed i afprøvningen var på 12 pct. Den lavere dødelighed hos de isolerede grise i forsøgsgruppen er ikke statistisk sikkert forskellig fra dødeligheden for de ikke flyttede ”store grise”.

Afprøvningen viste, at det ikke påvirkede overlevelsen for de største grise at isolere dem fra soen allerede seks timer efter afsluttet faring. Der var i gennemsnit to små pattegrise pr. kuld, og der blev i gennemsnit isoleret eller flyttet fem grise pr. kuld i forsøgsgruppen. Der var ingen statistisk sikker effekt på dødeligheden af at sikre de mindste pattegrise i forsøgsgruppen ekstra adgang til yveret (P = 0,64).

Der var betydeligt flere af de mindste grise i kontrolgruppen (34 pct.), der blev flyttet fra soen end i forsøgsgruppen (15 pct.). Dette var en følge af, at de store grise i forsøgsgruppen ofte blev flyttet til en anden (amme)-so, hvis de skulle spærres fra soen seks timer efter faring, og herefter blev hos denne so. Det er ikke registreret, men det er sandsynligt, at fraflytningen af de store grise i forsøgsgruppen har medført, at der ved kuldudjævningen blev flyttet små grise fra søerne i kontrolgruppen, og de så er blevet samlet i ammekuld med udelukkende små grise. Dette burde være standardiseret i afprøvningen. Det kan ikke udelukkes, at dette har givet disse grise en bedre overlevelseschance end de små grise i forsøgsgruppen.

Figur 1. Fordeling af dødelighed med stigende fødselsvægt

Figur 1 angiver pattegrisenes dødelighed i forhold til vægten ved fødsel. Der var ikke statistisk sikker forskel på dødeligheden imellem de to grupper. Der var kun tre grise fra hver gruppe i vægtgruppen 0,6 kg.

Konklusion

Det påvirker ikke de store grises overlevelse at blive isoleret eller flyttet fra soen allerede seks timer efter afsluttet faring. På dette tidspunkt har de således optaget nok råmælksantistoffer. Der blev ikke opnået en bedre overlevelse for de mindste grise ved at give dem bedre adgang til yveret begyndende seks timer efter faringen var afsluttet. Afprøvningen havde ikke til formål at beskrive, om de det var for sent at de store grise blev flyttet væk fra kuldet, om 10 grise i kuldet stadig var for mange for de mindste grise, eller om de mindste grise godt nok fik en bedre chance for at optage råmælk, når de store grise blev flyttet væk, men senere blev presset, når de skulle klare sig imod de større grise i det kuld, hvor de var født.

Det kan anbefales at kuldudjævne ved at flytte de største grise allerede seks timer efter afsluttet faring. Det er sandsynligvis en fordel at samle de mindste grise hos en ammeso, hvor konkurrencen for disse er mere lige.

Referencer

[1]	Thorup, F. (1998): Kuldudjævningens betydning for fravænningsvægten. Erfaring nr. 9804, Landsudvalget for Svin.
[2]	Thorup, F.; Risum, D.; Eriksen, L. (2004): Dødelighed i diegivningstiden. Dansk Veterinærtidsskrift, 87, 13-15.
[3]	Risum, D. (2003): Kolostrumoptagelse hos neonatale grise. Veterinært speciale. KVL. 76 pp.
[4]	Thorup, F. (2004): Den bedste råmælk opnås under faringen. Landbrugsavisen, Månedsmagasinet Svin, nr. 2.

Deltagere:
Malene Nielsen, Forsøgsstation Grønhøj
Jens Ove Hansen. Landsudvalget for Svin
Mai Britt Friis Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 847

Forsøg på at sikre de mindste grise råmælk