Ammegrisene vejede 400 g mere pr. gris, hvis de blev flyttet til ammesoen, end hvis ammesoen blev flyttet til ammegrisenes staldsektion. Ammegrisene er en større smittekilde end ammesoen, så ved sektioneret drift bør man flytte ammesoen frem for grisene.

Ammesoens evne til at acceptere ammegrisene blev sammenlignet efter, om soen blev flyttet til ammegrisene eller ammegrisene blev flyttet til soen.

Når der skal laves en ammeso, skal det overvejes, om grisene skal flyttes til ammesoen eller om ammesoen skal flyttes til grisenes staldsektion. Hvis ammegrisene bliver i faresektionen, kan de fravænnes sammen med resten af sektionens grise ved samme alder, og smitte mellem sektionerne undgås. Hvis grisene flyttes til ammesoens staldsektion, overføres der smitte mellem sektionerne, men man undgår at flytte soen, og dermed det stress, der kan påvirke soens funktion som ammeso.

Der blev sammenlignet par af ammesøer, hvor hvert par bestod af én ammeso, der blev i sin sti, og én ammeso, der blev flyttet til en anden sti. Der indgik 10 par ammesøer med henholdsvis 102 og 103 ammegrise pr. gruppe. Ammesøerne havde fravænnet deres egne grise efter mindst 21 dages diegivning.

Ammesøerne var 1- 4.-kuldssøer. Kuldnummeret var ens indenfor par. Ammesøerne fravænnede deres egne grise to timer før ammegrisene blev tilsat. Hovedparten af ammegrisene var 12–24 timer gamle og blev fordelt tilfældigt til ammesøerne.

18 ammesøer blev fulgt med video i 5-28 timer efter at ammegrisene var sat til ammesoen. Alle ammesøerne gav die til grisene i observationsperioden. I gennemsnit for de to grupper blev den første succesfulde diegivning observeret efter 5,8 timer, hvis soen blev flyttet til grisene, og efter 6,0 timer hvis grisene blev flyttet til soen.

Hos tre af søerne, hvor grisene blev flyttet til soen, og hos to af søerne, som blev flyttet til grisene, blev det observeret, at søerne snappede efter grisene. Der var ingen grise, der blev bidt.

Dødeligheden var henholdsvis 18 og 20 procent, hvilket ikke er statistisk sikkert forskelligt. Den høje dødelighed kan skyldes, at der blev anvendt et-trins ammesøer, og at en del af ammesøerne var ældre end 2. kuld.

Fravænningsvægten var 400 gram højere pr. gris, hvis ammegrisene blev flyttet til ammesoens sti. Denne forskel var statistisk sikker (p < 0,02).

Da ammesoen er en mindre betydende smittekilde end grisene, må det fortsat anbefales, at ammesoen flyttes til ammegrisenes staldsektion. I sektionerede staldsystemer vil dette nedsætte smittespredningen imellem fareholdene, og samtidig vil alle grise i sektionen være lige gamle, så de kan fravænnes samtidig.

Baggrund

Når soen får flere grise end den selv kan passe, skal der anvendes ammesøer, så pattegrisedødeligheden ikke stiger [1]. Der går lang tid fra ammegrisene lægges til ammesoen, og indtil de får mælk første gang, da det ikke er naturligt for søer at tillade fremmede grise at die [2]. Dette kan medføre sult og energi- og væskemangel hos ammegrisene. Jo mindre og svagere grisene er, jo mere belastende er sultperioden.

Ved etablering af ammesøer kan man vælge at flytte soen til grisene, eller flytte grisene til soen. Flytter man grisene til soens sektion, kan man samtidig overføre smitte med grisene. Ved fravænning af de øvrige grise i ammesoens sektion, vil ammegrisene ikke være gamle nok, så sektionen kan ikke tømmes helt. Flyttes soen derimod til ammegrisenes sektion nedsættes smitteoverførslen, og man kan fravænne ammegrisene samtidig med de øvrige grise i sektionen [5]. Flytning af ammesoen øger muligvis ammesoens stressbelastning. Dette kan således medføre, at det tager længere tid for ammesoen at acceptere grisene, end hvis den bliver i sin egen faresti.

Denne afprøvning skulle afklare, om forløbet af ammeperioden påvirkes af, om ammesoen flyttes til ammegrisenes staldsektion, eller om ammesoen bliver i den sti, hvor den diede sine egne grise.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i én besætning. Søerne var opstaldet i traditionelle farestier med farebokse.

Der blev anvendt 10 par ammesøer, som indenfor par havde samme kuldnummer, fravænnede lige mange grise, før de blev ammesøer, og havde givet die i lige mange dage. Den ene so i et par blev i sin sti, og fik tilsat ammegrisene her. Den anden so blev flyttet til en anden sti, i forbindelse med at den blev ammeso. Af hensyn til videooptagelse af søerne, så blev den flyttede so ofte indsat i en sti, der allerede var brugt til en diende so. Effekten af at flytte ammeso og grise til en rengjort sti med lavt smittepres indgår således ikke i denne afprøvning. Før indgang i afprøvningen fravænnede ammesøerne pæne grise efter mindst 21 dages diegivning. Ammegrisene var 12-24 timer gamle, når ammekuldene blev etableret. Ammegrisene blev øremærket, vejet og fordelt ligeligt mellem de to ammesøer i et par. Pattegrisedødelighed og sygdomsbehandlinger blev registreret. De to kuld i et par blev vejet ud samtidig. Grisene blev vejet ud enkeltvis. I afprøvningsbesætningen foretrak man at lave et trins ammesøer, hvorfor dette blev benyttet til afprøvningen.

Søerne blev videoovervåget i de første 5-28 timer, efter at grisene blev sat til. Efterfølgende blev tidspunktet for den første succesfulde diegivning registreret. En succesfuld diegivning blev defineret som en diegivning, hvor minimum seks grise lå stille og udviste suttebevægelser ved yveret.

Fravænningsvægten blev behandlet statistisk ved lineær regression i en model, der tog hensyn til fødselsvægt, par, kuldnummer og gruppe. Dødeligheden blev behandlet ved logistisk regression.

Resultater og diskussion

Der indgik 10 par ammesøer med kuldnummer 1-4. Der var 103 grise der blev flyttet til ammesoen, og 102 grise, der blev i farestien. Der manglede en gris i gruppen, hvor ammegrisene blev flyttet til ammesoen. Det skyldes, at der var én ammegris, der sprang over stiadskillelsen til en fremmed so. Der blev tildelt ekstra somælkserstatning de første dage til begge ammekuld i par nr. 1-4.

Resultaterne af afprøvningen fremgår af tabel 1. Fravænningsvægten var statistisk sikkert 400 gram højere for grise hos en ammeso, der blev i sin egen sti, i forhold til at ammesoen blev flyttet til ammegrisene. Pattegrisedødeligheden var høj, men var ikke statistisk sikkert forskellig imellem grupperne.

Tabel 1. Resultater af afprøvningen

Gruppe	Soen blev flyttet til grisene	Grisene blev flyttet til soen
Antal kuld	10	10
Antal grise	103	102
Alder ved start, timer	14	14
Vægt ved start, kg	1,76	1,75
Behandlinger, pct. af grise	22	32
Dage i forsøg	21,1	21,1
Fravænningsvægt, kg/gris	5,6^a	6,0^b
Dødelighed, pct.	18	20
Antal timer til første vellykkede diegivning	5,8	6,0

a, b	Tal med forskelligt indeks er statistisk sikkert forskellige (p < 0,05).

Alle søerne accepterede ammegrisene indenfor den tid, hvor de blev videoovervåget. Der var ikke forskel i tiden til første vellykkede diegivning. Tre af søerne, hvor grisene blev flyttet til soen, og to af søerne, som blev flyttet til grisene, blev set snappe efter grisene. Dette blev observeret mellem 1 og 8 timer efter, at grisene var sat til.

Pattegrisedødelighed

Pattegrisedødeligheden på 18 og 20 procent svarer til resultatet fra en tidligere afprøvning med et-trins ammesøer[3] og brug af søer ældre end 2.-kuld som ammesøer [1]. En afprøvning har vist, at hvis der blev benyttet to-trins ammesøer og 1.- eller 2.-kuldssøer som ammesøer, så var dødeligheden for ammegrisene lavere og sammenlignelig med dødeligheden for grise, der blev hos deres egen mor [3]. Af figur 1 ses, at ammegrisene hos to søer fra gruppen, hvor grisene blev flyttet til soen, havde en ekstra høj dødelighed.*

Figur 1. Pattegrisedødelighed hos de enkelte søer

I afprøvningen indgik tre par 1. kuldssøer, fire par 2.-kuldssøer og tre par 3.- eller 4.-kuldssøer. Figur 2 viser, at den største dødelighed forekom hos 3.- og 4.-kuldssøerne. Resultaterne for de få par i denne afprøvning støtter således resultater opnået i en tidligere afprøvning [4].

Figur 2. Pattegrisedødelighed hvis ammesoen har kuldnummer 1, 2 eller 3-4

Fravænningsvægt

Fravænningsvægten i de to grupper var henholdsvis 5,6 og 6,0 kg pr. gris. Forskellen var statistisk sikkert forskellig. Ved den statistiske behandling er der korrigeret for statistisk sikker effekt af antal diedage, startvægt, antal fravænnede og for effekt af ammesoens kuldnummer. Selv om flytning ikke påvirkede søernes villighed til at acceptere grisene, så har den tilsyneladende påvirket mælkeydelsen. Den lave fravænningsvægt skyldes, at der blev benyttet et-trins ammesøer, og at grisene blev vejet ud af forsøget ved en gennemsnitlig alder på 21 dage. Figur 3 viser fravænningsvægten for de enkelte par.

Figur 3. Fravænningsvægt i de enkelte par

Figur 4. Fravænningsvægt pr. kuldnummer

Figur 4 viser, at søer ældre end 1. kuld fravænnede de tungeste grise. Dette er i overensstemmelse med resultaterne fra en tidligere afprøvning [4]. Den højere fravænningsvægt hos de ældre søer opvejer dog ikke den højere dødelighed for ammegrisene hos disse søer.

Diarrebehandlinger

I gruppen, hvor grisene blev flyttet til soen, blev 32 procent af ammegrisene behandlet imod diarré imod 22 procent behandlinger i den anden gruppe. Forskellen kan forklares med, at der var et helt kuld grise i gruppen, hvor grisene blev flyttet til soen, der blev behandlet for diarré.

Antal timer til den første vellykkede diegivning

Der var mellem 30 minutter og 13 timer fra ammegrisene blev lagt til ammesoen, og til den første vellykkede diegivning. I gennemsnit gik der henholdsvis 5,8 og 6 timer til første vellykkede diegivning. Normalt kommer ammegrisene regelmæssigt til ammesoens yver efter få timer, men der går herefter adskillige timer, inden grisene får mælk hos soen. Dette defineres som en ”vellykket diegivning”. Videooptagelse af par nr. 1 lykkedes ikke. Figur 5 viser tidspunktet for første vellykkede diegivning i de 18 observerede ammekuld. Halvdelen af søerne var over fem timer om at give die første gang. Resultaterne i denne afprøvning svarer til resultaterne fra en tidligere afprøvning, hvor den første succesfulde diegivning blev observeret 6,9 timer efter, at grisene var sat til et-trins ammesøer[3].

Figur 5. Antal timer til første vellykkede diegivning

I afprøvningen blev ammesøerne i den ene gruppe flyttet til ammegrisenes staldsektion, mens ammegrisene blev flyttet til ammesøerne i den anden gruppe. Selv om søerne var lige længe om at lade ammegrisene komme til yveret i begge grupper, var fravænningsvægten statistisk sikkert 400 gram højere pr. gris, hvis grisene blev flyttet til ammesoen, end hvis ammesoen blev flyttet til ammegrisenes staldsektion. Dette kan skyldes, at de flyttede ammesøer er blevet stresset af flytningen, mens ammegrisene i begge grupper jo blev flyttet i forbindelse med, at de kom til en ammeso. Der var ikke statistisk sikker forskel på dødeligheden imellem grupperne.

Det må anbefales, at ammesoen flyttes til ammegrisenes staldsektion, så man undgår at flytte sygdom med ammegrisene til andre staldsektioner, og sådan at man kan fravænne alle grise i en staldsektion ved samme alder, for at gennemføre en effektiv rengøring i sektionen. I besætninger, hvor der ikke gennemføres sektioneret drift, bør man lade ammesoen blive i stien, så den ikke stresses yderligere af at blive flyttet.

Det anbefales desuden kun at benytte 1.- eller 2.-kulds søer som ammesøer, og at benytte to-trins ammesøer.

Referencer

[1]	Thorup, F.; Larsen, G.B; Poll, K. og Schmidt, M.H. (2004): Optimal alder for ammesøer til 1-2 dage gamle grise. Meddelelse nr. 667, Landsudvalget for Svin.
[2]	Thorup, F.; Risum, D. og Eriksen, L. (2004): Dødelighed i diegivningstiden. Dansk Veterinærtidsskrift, 87, 13-15.
[3]	Thorup, F.; og Sørensen, A.K. (2005): Et- og to-trins ammesøer. Meddelelse nr. 700, Landsudvalget for Svin.
[4]	Thorup, F. (2005): Optimal alder for et-trins ammesøer. Meddelelse nr. 696, Landsudvalget for Svin.
[5]	Thorup, F. (2005): Sektioneret drift i farestalden. Meddelelse nr. 720, Landsudvalget for Svin.

Deltagere: Statistiker Mai Britt Friis Nielsen, Dansk Svineproduktion

Afprøvning: 773