Dyb inseminering med lav sædkoncentration og lille insemineringsvolumen giver dårligere reproduktionsresul-tater end traditionel inseminering.

Der er gennemført en afprøvning af dyb inseminering med reduceret antal sædceller i sæddoserne i fire produktionsbesætninger.

Dyb inseminering er en teknik, hvor man udover at anvende et traditionelt kateter, fører en stilet igennem kateteret og dermed har mulighed for at placere sæden i selve børkroppen frem for i børhalsen som ved traditionel inseminering.

Denne afprøvning har vist, at dyb inseminering med 500 mio. sædceller i 20 ml og 100 mio. sædceller i 10 ml gav signifikant dårligere reproduktionsresultater, udtrykt som totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent, end 2 mia. sædceller i 80 ml.

Afprøvningen blev gennemført under dyreforsøgstilladelse 2004/561-811.

Baggrund

Kunstig sædoverføring (KS) er en effektiv metode til at anvende orner med højt avlsindeks mere intensivt end ved bedækning. Udnyttelsen af orner på KS-stationerne afhænger af antallet af sædceller pr. sæddosis – jo færre sædceller der anvendes pr. dosis, jo flere doser kan der fremstilles pr. ejakulat. På DanAvls KS-stationer anvendes p.t. gennemsnitligt 2 mia. fremadrettet bevægelige sædceller pr. dosis og der produceres i gennemsnit cirka 36 færdigdoser pr. ejakulat.

Ved traditionel inseminering af søer anvendes et kateter, som er forsynet med en skumprop. Dette placeres i den bagerste del af børhalsen og herefter føres sæden ind. Ved dyb inseminering føres sæden helt ind i kroppen af børen. Dette sker ved at der føres et traditionelt kateter ind i den bagerste del af børhalsen, hvor det ”skrues” fast. Herefter føres en stump stilet (plasticrør) ind gennem kateteret og videre ind igennem børhalsen. Nedenstående figur viser, selve kateteret med skumprop og stiletten placeret korrekt.

Foto 1. Kateter til dyb inseminering placeret i børhalsen

Tidligere sammenligninger af traditionel inseminering, dyb inseminering og bedækning [1] har vist, at korrekt brug af katetre til dyb inseminering ikke giver flere skader i børhalsen på søerne i forhold til et traditionelt kateter og ved bedækning med orne. Endvidere har det ikke været muligt at se nogen sammenhæng mellem insemineringsmetode og smertereaktion hos søerne.

Da man forventer at kunne reducere sæddosis ved dyb inseminering, vil implementering af dyb inseminering i det danske sohold medføre en økonomisk gevinst i form af lavere omkostninger pr. sæddosis (lavere sædkoncentration og mindre ornehold på KS-stationerne), samt en bedre udnyttelse af det eksisterende avlsmateriale (flere sæddoser pr. ejakulat).

Formålet med afprøvningen var at undersøge, om man kan opnå samme produktionsresultater ved anvendelse af dyb inseminering med lavere sædkoncentration og lavere volumen som ved traditionel KS.

Afprøvningen blev gennemført med økonomisk støtte fra DanAvls KS-stationer. Afprøvningen blev gennemført under dyreforsøgstilladelse 2004/561-811.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i fire produktionsbesætninger.

Råsædens koncentration blev bestemt ved hjælp af en NucleoCounter SP-100, mens vitalitet og koncentration på de færdigfortyndede sæddoser blev undersøgt via flowcytometri 72 timer efter produktion [2], [3].

Der blev anvendt blandingssæd fra 6-10 orner. Blandingssæden blev delt i tre og fortyndet som angivet i tabel 1. I tre af de fire besætninger blev der anvendt Duroc blandingssæd, mens der i én besætning blev anvendt Hampshire-Duroc blandingssæd.

Tabel 1. Forsøgsgrupper, der er afprøvet indenfor samme besætning

Gruppe	Antal sædceller i sæddosen, mia.	Volumen af sæddosen, ml	Koncentration i sæddosen, mio. pr. ml
1	2	80	25
2	0,5 (500 mio.)	20	25
3	0,1 (100 mio.)	10	10

Søerne blev insemineret to gange, således at første inseminering var mandag og anden inseminering cirka 24 timer senere. Der indgik ikke polte eller omløbere i afprøvningen.

Gruppe 1 fungerede som kontrolgruppen, hvor søerne blev insemineret med 2 mia. progressiv motile sædceller med et traditionelt kateter med skumprop. For gruppe 2 og 3 blev der anvendt katetre til dyb inseminering. I første halvdel af forsøget blev der anvendt DeepGoldenpigä fra IMV Technologies, Frankrig, mens der for anden halvdel af forsøget blev anvendt Cervislip fra Kruuse A/S, Danmark.

Foto 2. Kateter til dyb inseminering (IMV Technologies)

Procedure for inseminering

Soen blev brunstkontrolleret af inseminør og med strategisk anvendelse af ornen
Soen blev stimuleret ved hjælp af 5-punkts-plan (jf. appendiks)
Kateteret blev sat i
Insemineringen blev gennemført i forbindelse med stimulering.

Registreringer

For hver brunstkontrol; dato, so- og kuldnummer
For hver inseminering; dato, insemineringsforløb og om dyb inseminering ikke var mulig
For hver løbning; dato for faring, levendefødte og dødfødte grise pr. kuld, dato for ”konstateret ikke-drægtig”, udsættelse og årsagen til dette.

Statistik

De primære forsøgsparametre var totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent. Data blev analyseret ved proc mixed i SAS. Totalfødte grise pr. kuld blev analyseret ved en lineær model. Faringsprocenten blev analyseret ved en generaliseret lineær model.

Resultater og diskussion

Tabel 2. Reproduktionsresultater

Forsøgsgrupper	2 mia. sædceller pr. dosis	500 mio. sædceller pr. dosis	100 mio. sædceller pr. dosis
Kuld, stk.	638	704	162
Totalfødte grise pr. kuld	14,8^a	14,1b	10,8^c
Faringsprocent	88^a	83^b	58^c

a, b, c

Angiver statistisk sikre forskelle mellem forsøgsgrupperne.

Det fremgår af tabel 2, at der er statistisk sikker forskel på totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent mellem de tre grupper. Gruppen med 100 mio. sædceller pr. sæddosis klarede sig markant dårligere end de to øvrige grupper.

Gruppen med 500 mio. sædceller pr. sæddosis er også reproduktionsmæssigt ringere end kontrolgruppen med 2 mia. sædceller pr. sæddosis, dog er faringsprocenten og kuldstørrelsen tættere på kontrolgruppen end for gruppen med 100 mio. sædceller pr. sæddosis. Insemineringsvolumenet for de to forsøgsgrupper er væsentligt mindre, henholdsvis 20 ml og 10 ml mod de 80 ml i kontrolgruppen. Dette er sandsynligvis forklaringen på, at 500 mio. sædceller pr. sæddosis er ringere, men alligevel ikke så ringe som 100 mio. sædceller i 10 ml. Der skal således yderligere undersøgelser til at afklare, om insemineringsvolumenet spiller en rolle for den passive transport af sædceller gennem børhornene.

Tabel 3. Koncentration i sæddoserne

Forsøgsgrupper	2 mia. sædceller pr. dosis	500 mio. sædceller pr. dosis	100 mio. sædceller pr. dosis
Antal batch	44	44	18
Totalkoncentration i sæddoser, middelværdi og spredning i mia.	2,4±0,2	0,6±0,1	0,07±0,04

Af tabel 3 kan man se, at den gennemsnitlige koncentration i sæddoserne var henholdsvis 2,4 mia., 600 mio. og 70 mio. Denne koncentration er et udtryk for det totale antal sædceller i en sæddose og der er altså ikke taget højde for, hvor mange bevægelige sædceller sæddosen indeholder. Indholdet stemmer godt overens med det forventede.

Tabel 4. Dyb inseminering ikke mulig

Forsøgsgruppe	Søer, stk.	Procent af samlet antal insemineringer	Totalfødte grise pr. kuld	Faringsprocent
Dyb inseminering ikke mulig	65	3,4	14,7	92
2 mia. sædceller pr. sæddosis	638	-	14,8	88

Tabel 4 viser antallet af søer, hvor dyb inseminering ikke var mulig, fordi det ikke var muligt at føre inderrøret igennem børhalsen. Disse søer blev i stedet insemineret med en traditionel sæddosis på 2 mia. sædceller. Som det også fremgår af tabel 4 opnår disse søer reproduktionsresultater på samme niveau som kontrolgruppen.

Der var besætningsforskelle på om dyb inseminering var muligt eller ej. Dette tilskrives forskelle mellem den enkeltes inseminørs fornemmelse for om soen kunne insemineres dybt. Der var ikke forskel på antallet af udsatte søer mellem grupperne. Det bekræfter, som tidligere undersøgelser har vist, at dyb inseminering ikke skader søerne mere end hvad traditionel inseminering og bedækning med orne gør.

Konklusion

Denne afprøvning har vist, at dyb inseminering med 500 mio. sædceller i 20 ml og 100 mio. sædceller i 10 ml gav signifikant dårligere reproduktionsresultater, udtrykt som totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent end 2 mia. sædceller i 80 ml.

En fremtidig afprøvning skal afklare, om det er insemineringsvolumenet alene eller i kombination med det reducerede antal sædceller, der giver det dårligere reproduktionsresultat.

Referencer

[1]	Hedeboe, A.M.; Thorup, F.; Greve, T.; Elvang Jensen, H. (2004): Dyb inseminering. Meddelelse nr. 654, Landsudvalget for Svin.
[2]	Hansen, C. (2004): Sammenligning mellem DanAvls KS-stationers NucleoCounter® SP-100 instrumenterne og producentens referenceinstrument. Erfaring nr. 0408, Landsudvalget for Svin.
[3]	Hansen, C.; Christensen, P.; Stryhn, H.; Hedeboe, A.M.; Rode, M.; Boe-Hansen, G. (2002): Validation of the FACSCount AF system for determination of sperm concentration in boar semen. Reprod. Dom. Anim. 37, pp 330-334.

Deltagere:
Tekniker Erik Bach, Tekniker Roald Koudal, Statistiker Mai-Britt Friis Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 789

Appendiks

Brunstkontrol (stimulering)

Når soen er i brunst, det vil sige parringsvillig og udsættes for ornekontakt eller rideprøve, står den helt stille med krum ryg og strittende ører. Ørerne vil være rejst så meget, som racen tillader. Dette kaldes udløst stårefleks.

Tidligt og sent i brunsten skal en so stimuleres mere for at fremkalde stårefleksen end midt i brunsten. Man kan således tale om, at soen bliver "mere brunstig" midt i brunstforløbet. Samtidig er der også individuelle forskelle på, hvor let det enkelte dyr kan stimuleres til at vise brunst.

Anvender man orne til brunstkontrol, kræver metoden overvågning for at undgå bedækning. Ved brunstkontrollen, der bør udføres to gange dagligt i den forventede brunstperiode, skal ornen aktiveres, så soen får trynekontakt med ornen. Ornen kan aktiveres med godbidder, aftørringspapir fra soens kønslæber, fløjt mv.

For at fremkalde stårefleksen går ornen frem til soens hoved, så soen kan påvirkes af de feromoner (duftstoffer), ornen udskiller i det skum, der dannes, når den smasker. Herefter vil ornen stryge soens yver og løfte i flanken, til soen står stille. Nu støder ornen med trynen under skamlæberne. Ved brunstkontrol af fikserede søer vil man normalt lade ornen gå foran soen, så soen kan lugte ornen. Herefter udfører inseminøren den øvrige stimulering. De færreste orner vil kunne lugte sig frem til en brunstig so, men vil søge at springe på enhver so, der står stille. Derfor er det soens reaktion på ornen, der angiver den stående brunst, ikke det forhold, at ornen forsøger at springe op.

Udfører inseminøren selv brunstkontrollen, skal følgende stimulation gennemgås for at få soen i stående brunst.

Dette gøres ved at efterligne ornens berøring af soens stimuleringspunkter:

Stød i flanken med hånd eller knæ ( foto 1).
Skub og løft i lyskefolden ( foto 2).
Stød under kønsåbningen ( foto 3).
Krydsgreb ( foto 4).
Rideprøve ( foto 5).

Herudover kan strygning af yveret anvendes. En so i stående brunst vil ikke protestere imod, at man sætter sig op på den - jf. fotoserie med brunstkontrol.

Foto 1. Stød i flanken med hånd eller knæ

Foto 2. Skub og løft i lyskefolden

Foto 3. Stød under kønsåbningen

Foto 4. Krydsgreb

Foto 5. Rideprøve

Dyb inseminering med reduceret antal sædceller