33 dages fravænningsalder (i.f.t. 28 dage) øgede grisenes foderoptag før fravænning med 4,7 FEsv/kuld gav 1,4 kg højere fravænningsvægt samt 39 FEsv højere foderforbrug hos søerne i farestalden. I smågriseperioden var diarréfrekvensen marginalt forøget.

33 dages fravænningsalder blev sammenlignet med 28 dages fravænningsalder i én besætning. Formålet var at afklare effekten på produktivitet og sundhed hos grise efter fravænning. Resultaterne er en del af en større undersøgelse i tre besætninger, hvor det overordnede formål var at afklare den total-økonomiske effekt ved henholdsvis fire og fem ugers fravænningsalder (afrapporteres på et senere tidspunkt).

Den aktuelle afprøvning omfattede to grupper i farestalden (28 og 33 dages fravænningsalder) og tilsvarende to grupper i smågriseperioden med i alt 22 gentagelser (stier) i hver.

I smågriseperioden blev der obduceret i alt ni grise. Der kunne ikke påvises sygdomsfremkaldende E.coli-typer i nogen af grisene. Sygdomsbilledet i besætningen var ensartet igennem afprøvningsperioden.

Samlet viste afprøvningen, at der ved 33 dages fravænningsalder (i forhold til 28 dage) i den aktuelle besætning blev opnået:

1,4 kg tungere grise ved fravænning
Øgning af grisenes foderoptagelse i farestalden med 4,7 FEsv pr. kuld
39 FEsv højere foderforbrug hos søerne i farestalden
Grisenes ”robusthed” efter fravænning var marginalt forringet (0,4 flere behandlingsdage for diarré)
Ingen sikker forskel i vægt og dødelighed ved 11-ugers alderen

Antallet af diarrébehandlinger var forøget hos grisene, som var ældre ved fravænning. Dette er i modsætning til resultaterne i de første to besætninger, hvor afprøvningen tidligere er gennemført [1], [2]. Den samlede økonomiske effekt af at øge fravænningsalderen beregnes på baggrund af resultaterne i alle tre besætninger, hvor afprøvningen nu er gennemført. De økonomiske beregninger afrapporteres særskilt.

Baggrund

I Danmark fravænnes grise typisk fire uger gamle. Hvis grisene dier i én uge mere, vil de have en højere fravænningsvægt, og de vil have optaget en del tørfoder inden fravænning. Det bevirker, at smågrisene får en tarmkanal, hvor enzymproduktion og immunitet er bedre udviklet end hos yngre grise, og at grisene af den grund muligvis lettere kan klare omstillingen fra somælk til fast føde. Højere alder ved fravænning er derfor måske et redskab til at mindske sygdomsproblemer hos nyfravænnede grise. Betydningen af en uges ekstra diegivning til pattegrise var derfor relevant at afklare i en afprøvning i praksis.

Tidligere modelberegninger har vist, at det total-økonomiske udbytte ved fire og fem ugers fravænningsalder er ens (Dansk Svineproduktion, ikke publiceret). De anvendte forudsætninger bør dokumenteres via en afprøvning i praksis, for at afgøre om modelberegningerne er realistiske. Resultater fra de to foregående besætninger, hvor afprøvningen er gennemført, viste, at fodertypen (dyr/billig) ikke påvirkede grisenes trivsel, og i den aktuelle afprøvning har grisene derfor fået samme foder efter fravænning ved begge fravænningsaldre.

Formålet med afprøvningen var derfor at afklare, om fravænning ved fem uger, sammenlignet med fravænning ved fire uger, påvirker grisenes produktivitet og sundhed efter fravænning.

Materialer og metoder

I alle tre besætninger i afprøvningen blev følgende registreret: behov for ammesøer ved fire og fem ugers diegivning, foderforbrug, tilvækst, sundhed og dødelighed hos søer, pattegrise og smågrise, søernes huldtab samt søernes reproduktionsresultater i det efterfølgende kuld. På basis af resultaterne fra alle tre besætninger beregnes på et senere tidspunkt total-økonomien i besætninger, hvor diegivningslængden øges fra fire til fem uger.

I den aktuelle meddelelse afrapporteres kun resultaterne for smågriseperioden fra den tredje og sidste af tre besætninger. Smågriseperioden er ligeledes blevet afrapporteret særskilt for de første to besætninger [1], [2]. Resultaterne fra de tre besætninger danner basis for en beregning af den total-økonomiske effekt ved at øge fravænningsalderen. Resultaterne fra smågriseperioden er relativt sikkert bestemt i hver besætning. Derimod er der for få registreringer på alle øvrige parametre i hver enkelt besætning. Derfor er det hensigtsmæssigt at afvente til data fra de tre besætninger kan behandles samlet.

Besætningsbeskrivelse

Den aktuelle besætning, hvor afprøvningen blev gennemført, var på cirka 450 søer i ugedrift med smågrise og slagtesvin. Sundhedsstatus var SPF med PRRS-DK. Det var dog forventet, at besætningen havde saneret sig selv for PRRS. Søerne var opstaldet i bokse under drægtigheden og i traditionelle farestier i diegivningsperioden. Smågrisestalden var placeret cirka 2 km fra soholdet. Ved fravænning blev grisene flyttet over i stalde med to-klimastier med cirka 29 grise/sti. Ved 30 kg blev grisene flyttet til en anden lokalitet med slagtesvin.

Grupper

Gruppeinddelingen er vist i tabel 1. Afprøvningen omfattede to grupper i farestalden med 74 og 79 søer (henholdsvis 28 og 33 dage ved fravænning). I smågriseperioden omfattede afprøvningen tilsvarende to grupper med i alt 22 gentagelser (stier) i hver.

Tabel 1. Forsøgsdesign

Gruppe:	1	4
Alder ved fravænning:	28 dage	33 dage

Foder

Grisene fik samme start- og slutfoder i begge grupper. Ifølge besætningens normale praksis fik grisene i farestalden tildelt foder dagligt fra én uges alder (samme startfoder som ved fravænning). Ved fravænning fik grisene tildelt startfoder, og de skiftede til slutfoder ved samme alder. Det vil sige, at de tidligt fravænnede grise fik startfoder i én uge mere end de sent fravænnede grise.

Farestalden

Afprøvningen startede ved indsættelse af søer i farestalden. Der var to grupper i farestalden (28 og 33 dages diegivningsperiode). Kuldudjævning og flytning til ammesøer blev foretaget inden for grupperne. Grisenes individuelle alder ved fravænning blev registreret (øremærke-nr.). Vægten ved fravænning blev registreret som den gennemsnitlige indsættelsesvægt for hver enkelt sti i smågrisestalden.

Smågrisestalden

Ved fravænning blev grisene fra hver gruppe (28 og 33 dage) indsat i smågrisestier og sorteret efter størrelse. Afprøvningen stoppede, når grisene var 77 dage gamle, hvor den gennemsnitlige vægt for hver sti blev registreret. Grisene blev fodret efter ædelyst i hele perioden. Der blev ikke tildelt ekstra zink eller gennemført andre forebyggende tiltag for diarré.

Sygdomsbehandlinger

Alle sygdomsbehandlinger blev gennemført ved injektionsbehandling. Først når flere end 50 pct. af grisene i en sti var behandlingskrævende, var flokbehandling af den pågældende sti tilladt for at forhindre dødsfald og yderligere smittespredning i stalden.

For at minimere smitte mellem stier blev der skiftet fodtøj, hver gang man gik fra en sti til en anden uden for samme gruppe. Der blev i perioden indsendt i alt ni døde grise til bestemmelse af dødsårsag, bakteriologisk undersøgelse og resistensbestemmelse.

Foderanalyser

Foderet blev analyseret for indhold af energi, protein, aminosyrer og mineraler.

Registreringer

I smågriseperioden blev der registreret tilvækst, sygdomsbehandlinger og dødelighed på stiniveau. Foderoptagelsen blev kun registreret på gruppeniveau.

Statistik

Vægt ved fravænning, antal diarrébehandlinger, dødelighed (7-30 kg) og vægt ved 77 dage blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren GLM. Der blev desuden gennemført normalfordelingstest og test for forekomst af outliers. Resultaterne er vist som korrigerede gennemsnit for hver gruppe. Statistisk sikre forskelle er angivet med 5 pct. signifikansniveau.

Resultater og diskussion

Farestald

Resultater opnået i farestalden er vist i tabel 2.

Tabel 2. Resultat af afprøvningen i soholdet

Gruppe	28 dages diegivning	33 dages diegivning	P-værdi
Antal faringer	74	79	-
Fravænningsvægt pr. gris, kg ¹⁾	7,6	9,0	<0,001
Pattegrisenes foderoptagelse før fravænning, FEsv/kuld	19,8	24,5	²⁾
Søernes foderoptagelse på fravænningsdagen, FEsv/dag	7,5	7,8	-

1)	Grisenes gennemsnitsvægt ved indsættelse i smågrisestalden
2)	Statistik er udeladt, da pattegrisenes foderoptagelse blev registreret som totalforbrug på gruppeniveau.

De fem ekstra diedage til pattegrisene medførte, at den gennemsnitlige fravænningsvægt var 1,4 kg højere, svarende til at grisene voksede 280 gram dagligt fra dag 28 til dag 33. Søernes foderoptagelse i dieperioden øgedes med 39 FEsv i alt for de ekstra fem dage (7,8 FEsv/dag * 5 dage = 39 FEsv). Pattegrisene optog 4,7 FEsv/kuld mere (0,9 FEsv/kuld/dag), hvis de blev fravænnet ved i gennemsnit 33 dage. Det svarer til den øgede optagelse, som fandtes i besætning 1, og dobbelt så meget, som der blev optaget ekstra i besætning 2 hos de sent fravænnede grise.

Den totalt registrerede foderoptagelse pr. kuld var betydeligt højere end i de foregående afprøvninger [1], [2], og antagelig udtryk for et stort foderspild. Grisene i den aktuelle besætning fik tilbudt foderet i åbne rundtrug (med stort foderspild) og samtidig var der fuldspaltegulv i farestierne. Efter afprøvningen sluttede blev rundtrugene erstattet af vægophængte foderautomater i farestien, og en ny opgørelse viste, at foderforbruget i farestalden herefter blev halveret i forhold til de mængder, som blev registreret i afprøvningen. Endvidere fik grisene i afprøvningen tilbudt foder fra cirka en uges alder, hvor der først fik tilbudt foder fra tre ugers alder i de øvrige to besætninger [1], [2].

Smågrise

I smågriseperioden blev der obduceret i alt ni grise. Der kunne ikke påvises sygdomsfremkaldende E.coli-typer i nogen af grisene. Sygdomsbilledet i besætningen var ensartet igennem afprøvningsperioden.

Foderanalyserne viste god overensstemmelse mellem det deklarerede og analyserede indhold af næringsstoffer. Analyseresultaterne er vist i appendiks 2.

Resultaterne i smågriseperioden er vist i tabel 3. Tilvæksten frem til 77 dages alder var ens ved de to fravænningsaldre. Dødeligheden i den aktuelle besætning viste samme trend, som i de foregående to besætninger, men forskellen var ikke statistisk sikker. Antallet af diarrébehandlinger var forøget statistisk sikkert (+0,4 behandlingsdage/gris = 18 pct. flere behandlinger) hos grisene, som var ældre ved fravænning. Dette står i modsætning til resultaterne i de første to besætninger, hvor afprøvningen tidligere er gennemført [1], [2] og kan ikke umiddelbart forklares. Det forøgede behandlingsniveau på 0,4 dage/gris er meget begrænset, og uden reel betydning i praksis.

Tabel 3. Produktionsresultater, døde og sygdomsbehandlinger i smågriseperioden

Gruppe	1	2	P-værdi
Gns. alder ved fravænning	28 dage	33 dage	-
Antal grise indsat, stk.	610	639	-
Antal gentagelser (stier), stk. ¹	21	22	-
Fravænning til 77 dages alder:
Vægt ved afgang, kg	32,0	32,0	0,93
Dødelighed, %	2,4	1,8	0,48
Diarré, behandlingsdage/gris	1,7	2,1	0,02

1)	I gruppe 1 og 2 udgik henholdsvis 7 og 8 stier fra datasættet (er fratrukket), som følge af registreringsfejl.

Konklusion

Samlet viste afprøvningen, at der ved 33 dages fravænningsalder (i forhold til 28 dage) i den aktuelle besætning blev opnået:

1,4 kg tungere grise ved fravænning
Øgning af grisenes foderoptagelse i farestalden med 4,7 FEsv pr. kuld
39 FEsv højere foderforbrug hos søerne i farestalden
Grisenes ”robusthed” efter fravænning var marginalt forringet (0,4 flere behandlingsdage for diarré)
Ingen sikker forskel på vægt og dødelighed ved 11-ugers alderen

Referencer

[1]	Callesen, J.; Thorup, F. (2004): 26 kontra 33 dages fravænningsalder – effekt på smågrise (I). Meddelelse nr. 663, Landsudvalget for Svin.
[2]	Callesen, J.; Thorup, F. (2005): 29 kontra 35 dages fravænningsalder – effekt på smågrise (II). Meddelelse nr. 722, Landsudvalget for Svin.

Deltagere: Ann Edal, Hanne Nissen og Verner Ruby, Danske Svineproduktion
Afprøvning: 749

Appendiks 1

Foderets sammensætning, pct.

Startfoder ”Princessen, 143-10,2-3,2-5,5-6,1-3,2” fra KOF & Sydvestjysk Andel		Slutfoder ”Guldskat 144-9,8-3,1-5,4-6,0-3,2” fra KOF & Sydvestjysk Andel
42,50	Hvede	39,45	Hvede
18,00	Byg	30,00	Byg
8,00	Nøgen havre	13,00	Afskallet sojaskrå
7,50	HP-300, sojaprotein	5,00	HP-200, sojaprotein
4,50	HP-200, sojaprotein	2,90	Vegetabilsk fedt, palmeolie
4,00	Melose (druesukker)	2,00	Fiskemel
3,50	Fiskemel	2,00	H-pro, fiskepulp
3,00	Protastar, kartoffelprotein	1,20	Melasse
1,80	Vegetabilsk fedt, palmeolie	1,20	Foderkridt R
1,37	Sojaolie (genmodificerede sojabønner)	1,03	Monocalciumfosfat
1,13	Vitamin/mineral forblanding	0,56	L-lysin, flydende
1,10	Monocalciumfosfat	0,55	Vitamin/mineral forblanding
1,00	Vitacell	0,50	Flydende syre
0,65	Calciumformiat	0,39	Fodersalt
0,58	L-lysin, flydende 50%	0,12	L-Treonin
0,40	Fodersalt	0,10	Alimet, methionin
0,35	Foderkridt R
0,20	Biacton
0,20	Biomos
0,10	Alimet, methionin
0,10	L-Treonin
0,02	Tryptofan

Appendiks 2

Foderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer

Kontrolfoder	Startfoder ”Princessen, 143-10,2-3,2-5,5-6,1-3,2”		Slutfoder ”Guldskat 144-9,8-3,1-5,4-6,0-3,2”
	Dekl.	Analyse	Dekl.	Analyse
FEsv/100 kg	-	115	-	111
Råprotein, pct.	18,9	19,4	18,5	19,0
Råfedt, pct.	5,8	4,9	5,1	4,7

Calcium, g/kg¹	6,6	8,1	8,1	9,6
Fosfor, g/kg¹	6,3	6,6	6,1	6,7
Kobber, mg/kg	140	169	140	155
Zink, mg/kg	100	132	100	139

Lysin, g/kg	13,2	13,3	12,1	12,7
Methionin, g/kg	3,3	3,3	2,8	2,9
Methionin+cystin, g/kg	6,6	6,9	6,1	6,2
Treonin, g/kg	8,2	8,7	7,6	8,0

¹	Resultater for startfoder er på basis af én analyse, og slutfoder er på basis af 2 analyser.

28 kontra 33 dages fravænningsalder (III) – effekt på smågrise