Fodring efter ædelyst med tørfoder i diegivningsperioden øger søernes foderoptagelse med 500 gram om dagen. Det resulterer i, at søernes vægttab reduceres med mellem 7,4 og 9,1 kg, men øgede ikke kuldets fravænningsvægt.

Fodring efter ædelyst med tørfoder i diegivningsperioden fra dag 3 er undersøgt i to besætninger. Som kontrol blev anvendt fodring efter tilnærmet ædelyst tre gange dagligt.

Der blev brugt en blanding med 107 FEsv pr. 100 kg i kontrolgruppen og i en gruppe af søer, som havde fri adgang til foder (ædelyst). Derudover blev der anvendt en blanding med 115 FEsv pr. 100 kg i en ekstra gruppe af søer, som også havde fri adgang til foder. I drægtighedsperioden blev alle søerne fodret med samme blanding.

Den ene besætning anvendte en simpel ædelystautomat SO3 fra Wagner Domino, mens der i den anden besætning blev anvendt et computerstyret fodringsanlæg fra Agro Products A/S, hvor det var muligt at registrere alle udfodringer samt det samlede foderforbrug.

Mellem 5 og 10 procent af søerne kunne ikke bruge automaten fra Wagner Domino hensigtsmæssigt. Problemet bestod i, at de ”legede” med foderet, således at der hele tiden var foder i krybben og foderrester i farestien. Problemet kunne ikke løses for alle søer ved at begrænse den udløste mængde foder. Det må derfor anbefales, at der placeres en foderkasse over automaten. Herved kan den maksimale daglige fodermængde styres og kontrolleres ved fodring efter ædelyst.

Foderoptagelsen i kg var statistisk sikkert højest og vægttabet hos soen statistisk sikkert lavest, når søerne blev fodret efter ædelyst. Energiindholdet i foderet påvirkede ikke mængden af kg foder, som søerne åd i diegivningsperioden. Det betyder også, at når foderet beregnes i FEsv, så optog søerne på den energirige blanding statistisk sikkert flest FEsv. Dette resulterede dog ikke i statistisk sikre forskelle i vægttabet hos søerne eller kuldets fravænningsvægt i de to grupper med fodring efter ædelyst.

Der var en tendens til, at søerne som var fodret efter ædelyst med blandingen indeholdende 115 FEsv, fik færre totalfødte grise pr. kuld i den efterfølgende cyklus. Faringsprocenten var også lavere i de to grupper med ædelystfodring i forhold til kontrol. I begge besætninger blev det erfaret, at når søerne var vænnet til at bliver fodret efter ædelyst i diegivningsperioden, havde de sværere ved at optage en stor mængde foder ved to daglige fodringer i løbeafdelingen. Dette kan være forklaringen på en svag negativ påvirkning af den efterfølgende reproduktion.

Denne afprøvning har vist, at tildeling af tørfoder efter ædelyst øger den gennemsnitlige daglige foderoptagelse med 500 gram. Dette resulterer i, at vægttabet hos soen reduceres med mellem 7,4 og 9,1 kg, men påvirker ikke kuldets fravænningsvægt. Der var ingen effekt af foderets energiindhold på vægttab hos soen eller kuldvægt ved fravænning. Der er ikke set forbedrede reproduktionsresultater, en del søer har haft vanskeligt ved bruge ad libitum automaten og tilsyn med søerne var vanskelig.

Samlet set kan det ikke anbefales at anvende fodring efter ædelyst til diegivende søer, men afhængig af managementforholdene kan det være en hjælp til at bringe foderoptagelsen op på gennemsnitlig niveau på 7-8 FEsv pr. dag. Fodring tre gange dagligt er at foretrække.

Baggrund

Den stigende kuldstørrelse og ønsket om fravænning af store ensartede grise stiller store krav til soen. Soen skal præstere en høj og stabil mælkeydelse uden et nævneværdigt vægttab.

Ved korrekt pasning og fodring kan den diegivende so producere tilstrækkeligt med mælk til, at pattegrisene opnår en høj tilvækst. Danmarks JordbrugsForskning (DJF) [1] har vist, at fodring efter ædelyst med tørfoder til den diegivende so forbedrer foderoptagelsen, reducerer soens vægttab og øger fravænningsvægten i forhold til fodring to gange dagligt efter tilnærmet ædelyst. DJF [5], [6] har også vist, at et højere indhold af lysin i foderet ikke kan kompensere for en lav foderoptagelse, så 6,0 gram fordøjeligt lysin pr. FEsv dækker behovet til mælkeproduktion. Den rullende Afprøvning [3] har opnået samme resultater, når der anvendes vådfoder efter tilnærmet ædelyst til diegivende søer.

Begge forsøg viste, at det har en negativ effekt på produktionsresultaterne (langtrukne faringer og stigende MMA-frekvens), når søerne fodres efter ædelyst før faring.

Foruden krav til de tekniske løsninger, stilles der ved fodring efter ædelyst også store krav til driftslederen. Ved restriktiv fodring er driftslederen hele tiden opmærksom på soens appetit, og kan hurtigt gribe ind, hvis soen ikke æder den forventede foderration. Ved fodring efter ædelyst er det vanskeligere for driftslederen at få disse informationer.

Selv om fodring efter ædelyst bør stimulere foderoptagelsen, er systemet ikke udbredt i Danmark. Dette skyldes sandsynligvis, at de tekniske løsninger er mangelfulde, det komplicerede management og at foderblandingernes energiindhold ikke er præcist beskrevet. Energiniveauet kan styres via kulhydratfraktionen (forholdet mellem byg og hvede) og tilsætning af fedt. I en tidligere afprøvning [2] kunne der ikke vises nogen effekt af byg henholdsvis hvede som eneste kornart i foder til diegivende søer. Ikke publicerede forsøg fra DJF har vist en positiv effekt på pattegrisenes fravænningsvægt og søernes foderoptagelse i diegivningsperioden, når foderet var tilsat 5 procent animalsk fedt. Indkøbte foderblandinger kan kun tilsættes cirka 5,5 procent fedt, hvis pillekvaliteten skal være tilfredsstillende. Selv om hjemmeblandere vil kunne komme op på et højere niveau, vil det realistiske niveau for tilsat fedt i diegivningsblandinger være 6-7 procent.

Formålet med afprøvningen er at undersøge fodring efter ædelyst i diegivningsperioden fra 3. diegivningsdag og frem til fravænning ved fire uger i forhold til fodring tre gange dagligt efter tilnærmet ædelyst. Derudover undersøges to blandinger med forskelligt energiindhold til ædelystfodring.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger, hvor søerne blev fodret med indkøbt tørfoder. I begge besætninger var der traditionelle farestier med farebokse.

I besætning 1 blev søerne fodret via et Rafü II fodringssystem fra Agro Products A/S, mens søerne i besætning 2 blev fodret via ædelystautomater SO3 fra Wagner Domino.

Rafü II fodringssystemet er computerstyret og fodringen foregår ved at en ring på nedløbsrøret bevæges. Antallet af bevægelser på ringen kan reguleres, således skal der fra 1 til 50 bevægelser til før der udløses en portion foder på cirka 70 gram (se appendiks 2).

Ædelystautomaterne fra Wagner Domino giver foder, når søerne aktiverer en plade. Her kan åbningen i bunden af foderkassen ændres, således at den udløste mængde foder pr. aktivering ændres (se appendiks 2).

Forsøgsgrupper

Søerne blev delt i tre ens grupper ved overførsel til farestalden, således at kuldnummer var ens mellem grupperne. Gruppeinddelingen var ikke fast fra faring til faring.

Følgende grupper indgik i afprøvningen:

Gruppe nr. 1:	Søerne blev fodret restriktivt i en enkeltkrybbe tre gange dagligt efter en foderkurve styret af fodermesteren, og udgangspunktet var, at krybben var tom ved næste fodring. Foderet havde et deklareret indhold på 106 FEsv pr. 100 kg.
Gruppe nr. 2:	Søerne blev fodret som i gruppe 1 frem til 3. diegivningsdag. Derefter blev de fodret efter ædelyst frem til fravænning. Foderet havde et deklareret indhold på 106 FEsv pr. 100 kg.
Gruppe nr. 3:	Søerne blev fodret som i gruppe 1 frem til 3. diegivningsdag. Derefter blev de fodret efter ædelyst frem til fravænning. Foderet havde et deklareret indhold på 116 FEsv pr. 100 kg.

Søerne i de tre grupper blev fodret restriktiv med cirka 2,0 FEsv pr. dag fra indsættelse i farestalden og frem til faringen var overstået.

Alle søerne blev fodret efter huld i drægtighedsperioden frem til faring efter besætningens almindelige anvisninger. Det blev tilstræbt, at søerne blev overført til farestalden cirka en uge før forventet faring.

Fodring af pattegrisene var ens i de tre grupper.

Foder

Drægtige søer
Alle søerne blev fodret med samme blanding i drægtighedsperioden, som var optimeret efter gældende normer [4].

Diegivende søer
Diegivningsblandingerne (106 eller 116 FEsv pr. 100 kg) havde samme indhold af næringsstoffer pr. FEsv og overholdt gældende normer for aminosyrer, mineraler og vitaminer [4]. Forskellen i energiindhold fra 106 til 116 FEsv pr. 100 kg blev opnået ved tilsætning af vegetabilsk fedt, samt en regulering af byg/hvedeforholdet. Der blev udtaget stikprøver af blandingerne, som blev analyseret for EUTSi, råprotein, råfedt, aske, vand, EFOS, calcium, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin på Steins Laboratorium.

Golde søer
I løbeafdelingen blev alle søerne fodret med diegivningsblandingen med et deklareret indhold på 106 FEsv pr. 100 kg.

Registreringer

Produktionsdata: Der blev gennemført produktionskontrol i besætningen, suppleret med registrering af sygdomsbehandlinger.

Vægtændring og spæktykkelse: Søerne blev vejet og rygspæktykkelsen blev mål med Lean-Meter ved indsættelse og afgang fra farestalden. Lean-Meter stod i indstilling 3, så tykkelsen af alle tre spæklag kom med. Målingerne blev foretaget i to punkter. Første punkt var lodret over den bageste del af sidste ribben. Punktet var 7 cm ud fra midtlinien (rygsøjlen). Andet punkt var 7 cm længere fremme imod grisens hoved (det vil sige ovenpå ribbenene). 7 cm = bredden af testeren.

Mælkeydelse: Hver uge blev der udvalgt tre eller seks søer – en eller to pr. gruppe – som var i 12.-16. drægtighedsuge. Udvælgelsen skete efter det kriterium, at søerne skulle være lige gamle. Når faringen var afsluttet, skulle de udvalgte søer passe 12 grise. Fordelingen af grisenes størrelse i de pågældende kuld var ens. Det var ikke tilladt at flytte grise til eller fra de udvalgte søer, når kuldet var standardiseret. De udvalgte søers kuld blev brugt som et præcist udtryk for soens mælkeydelse. De resterende søers kuld blev også registreret, men der var ingen begrænsning med hensyn til kuldudjævning. Alle kuld blev vejet ved fravænning og pattegrisedødeligheden registreret. De standardiserede kuld blev vejet, når kuldet med 12 grise var dannet.

Foderoptagelse: Alle udfodringer blev registreret via fodercomputeren i den ene besætning og efterfølgende blev den daglige foderoptagelse for hver so beregnet. I den anden besætning blev foderoptagelsen ikke registreret på enkeltdyrsniveau.

Statistik

De primære måleparametre var: Vægtændring og ændring i rygspæktykkelse hos so, foderoptagelse og kuldvægt ved fravænning. De primære måleparametre blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under procedurerne proc GLM og proc MIXED.

De sekundære måleparametre var: Pattegrisedødelighed, antal behandlinger mod MMA og kuldstørrelse i efterfølgende kuld.

Resultater

Foderanalyser

Der var en acceptabel overensstemmelse mellem det analyserede og det deklarerede indhold af næringsstoffer i diegivningsblandingerne. Blandingen med et deklareret indhold på 106 FEsv indeholdt 107 FEsv pr. 100 kg og blandingen med et deklareret indhold på 116 FEsv indeholdt 115 FEsv pr. 100 kg. Det er det analyserede energiindhold, som er anvendt i de efterfølgende beregninger.

Blandingernes sammensætning og de øvrige analyseresultater er vist i appendiks 1.

Foderoptagelse og vægtændring

Søerne blev vejet ved indsættelse i og afgang fra farestalden, så vægttabet der fremgår af tabel 1, er målt fra før faring og frem til fravænning. Søerne var i gennemsnit diegivende i 25 dage, derfor er den samlede foderoptagelse korrigeret til 25 diegivningsdage.

Tabel 1.

Foderoptagelse, vægt- og rygspæktab på søerne i farestalden

Gruppe	1 Restriktiv med 107 FEsv		2 Ædelyst med 107 FEsv		3 Ædelyst med 115 FEsv
Antal søer	494		462		488
	Gennemsnit	Spredning	Gennemsnit	Spredning	Gennemsnit	Spredning
Vægttab, kg	31,6^a	18	24,2^b	19	22,5^b	21
Rygspæktab, mm	2,4	2,4	1,7	2,5	1,6	2,6
Samlet foderoptagelse, kg	162,1^a	33	173,4^b	37	175,8^b	40
Samlet foderoptagelse, FEsv	172,8^a	33	184,8^b	38	202,5^c	40

^{a, b, c}: Forskellige bogstaver i samme række viser en statistisk sikker forskel (p<0,05)

Som det fremgår af tabel 1, var foderoptagelsen i kg statistisk sikkert højest og vægttabet statistisk sikkert lavest, når søerne blev fodret efter ædelyst. Energiindholdet i foderet påvirkede ikke mængden af kg foder, som søerne åd i diegivningsperioden. Det betyder også, at når foderoptagelsen beregnes i FEsv, optog søerne på den energirige blanding statistisk sikkert flest FEsv. Dette resulterede dog ikke i statistisk sikre forskelle i vægttabet hos søer i de to grupper med fodring efter ædelyst.


Figur 1.	Gennemsnitlig daglig foderoptagelse for søerne i de 3 grupper

Den gennemsnitlige daglige foderoptagelse er vist i figur 1. Heraf fremgår, at når søerne fodres efter ædelyst efter 3. diegivningsdag, stiger foderoptagelsen meget. På 10. diegivningsdag er den daglige foderoptagelsen normaliseret i forhold til de restriktivt fodrede søer. I figur 2 er søernes ædeadfærd vist, når de tildeles foder efter ædelyst på dag 3. Ved den første restriktive fodring kl. 6:00 æder alle søerne samtidig. De ædelystfodrede søer æder betydelig mere end de restriktivt fodrede søer. Det samme gør sig gældende ved næste restriktive fodring kl. 14:00. Herefter har søerne fundet ud af, at der er foder til rådighed hele tiden. Den efterfølgende dag er foderoptagelsen stort set jævnt fordelt over hele døgnet, men stadig med en højere foderoptagelse omkring de to første tidspunkter, kl. 6:00 og 14:00, hvor de restriktivt fodrede søer æder.

InfoSvin/5811.tif

InfoSvin/5812.tif

Figur 2.

Søernes ædeadfærd på 3. og 4. diegivningsdag (1. og 2. dag med fodring efter ædelyst).

I figur 3 er vist den akkumulerede foderoptagelse over døgnet for dag 3, 8, 10 og 20. Ædemønstrene er ens, så det tyder ikke på, at søerne ændrer ædeadfærd over diegivningsperioden. Hældningen på kurven er ikke ens, fordi søerne åd mest i intervallet fra kl. 5:00 til 20:00. Foderoptagelsen var meget begrænset i den resterende periode fra kl. 20:00 til kl. 5:00.

Det kan også ses, at de to grupper med ædelyst havde samme foderoptagelse målt i kg henover diegivningsperioden, så foderoptagelsen var alene styret af mængden af foder og ikke af foderets energiindhold.





Figur 3.	Søernes ædemønstre hen over diegivningsperioden

I tabel 2 er vist søernes gennemsnitlige foderoptagelse i diegivningsperioden i forhold til alder.

Tabel 2.

Sammenhæng mellem søernes alder og foderoptagelse i diegivningsperioden

Gruppe	Restriktiv med 107 FEsv		Ædelyst med 107 FEsv		Ædelyst med 115 FEsv
Gennemsnitlig daglig foderoptagelse	kg	FEsv	kg	FEsv	kg	FEsv
1. kuldssøer	5,9	6,4	5,8	6,2	5,5	6,4
2. og 3. kuldssøer	6,6	7,0	6,7	7,1	6,7	7,7
Mere end 3. kuldssøer	6,4	6,9	6,7	7,2	7,0	8,0

Det er bemærkelsesværdigt, at søerne med 1. kuld har opnået den største foderoptagelse ved restriktiv fodring. Søerne med 2. og 3. kuld har haft næsten samme foderoptagelse i kg i de tre grupper, så her er ikke opnået en væsentlig ekstra foderoptagelse ved fodring efter ædelyst. De ældre søer med mere end tre kuld har til gengæld haft en større foderoptagelse både i kg og FEsv ved fodring efter ædelyst. Hvorvidt dette skyldes, at de ældre søer holdes tilbage ved restriktiv fodring kan ikke afgøres, da foderkurven er styret af driftslederen. Det er dog oplagt, at driftslederen kunne have valgt en foderkurve på et højere niveau i de første 10 dage for de ældre søer. Foderoptagelsens fordeling i diegivningsperioden fremgår af appendiks 3.

Produktionsresultater

I tabel 3 er vist resultaterne af de standardiserede kuld, hvor søerne passede 12 grise fra faring. Kuldudjævning var ikke tilladt, efter at kuldet var vejet efter faring. Tallene er korrigeret for antal diegivningsdage.

Der var ingen sikre forskelle på søernes moderegenskaber udtrykt ved pattegrisedødelighed og kuldvægt ved fravænning, selv om fravænningsvægten var størst i gruppen, hvor søerne blev fodret efter ædelyst med en blanding indeholdende 115 FEsv pr. 100 kg. Der var en tendens (p=0,09) til flere MMA-behandinger, når søerne blev fodret efter ædelyst. Dette kunne være forklaringen på, at der også var flere diarrébehandlinger, når søerne blev fodret efter ædelyst.

Tabel 3.

Resultater fra farestalden

Gruppe	Restriktiv med 107 FEsv	Ædelyst med 107 FEsv	Ædelyst med 115 FEsv
Antal kuld	150	143	148
Kuldstørrelse, antal grise	12,0	12,0	12,0
Døde grise til fravænning, pct.	6,1	6,7	5,8
Antal fravænnede grise pr. kuld, stk.	11,3	11,2	11,3
Kuldvægt ved fødsel, kg	20,9	21,4	21,4
Kuldvægt ved fravænning, kg	82,4	83,0	84,4
MMA-behandlinger, pct.	20	27	26
Diarré-behandlinger, pct.	2	4	4

Reproduktionsresultaterne er vist samlet i tabel 4. Søerne er delt efter, hvilken gruppe de har tilhørt i den foregående diegivningsperiode.

Tabel 4.

Reproduktionsresultater

Gruppe	Restriktiv med 107 FEsv	Ædelyst med 107 Esv	Ædelyst med 115 FEsv
Løbninger, stk.	525	520	525
Dage til 1. løbning	6,6	6,2	6,2
Faringsprocent efter 1. løbning	91	87	88
Omløbning, pct.	7	8	8
Totalfødte grise pr. kuld, stk.	14,2	14,1	13,8

Der var en tendens (0,09) til, at totalfødte grise pr. kuld var lavere i gruppen af søer, som blev fodret efter ædelyst med en blanding indeholdende 115 FEsv sammenlignet med de søer, som blev fodret restriktivt.

Arbejdsforbrug

I afprøvningsperioden blev arbejdsforbruget ved de to fodringsprincipper vurderet. Det var arbejdsbesparende, at søerne ikke skulle sættes i foder hver dag. Til gengæld blev der brugt mere tid på at rense krybber og automaterne, når søerne ”legede” med foderet.

Opsyn med søerne var vanskeligere, fordi søerne ikke åd samtidig, når de blev fodret efter ædelyst. Det var således svært at erkende, om en so ikke åd på grund af sygdom eller fordi den var mæt.

De to besætningsejere, som deltog i afprøvningen, foretrak at fodre søerne tre gange dagligt frem for fodring efter ædelyst.

Diskussion

Mellem 5 og 10 procent af søerne kunne ikke bruge automaten fra Wagner Domino hensigtsmæssigt. Problemet bestod i, at de ”legede” med foderet, således at der hele tiden var foder i krybben og foderrester i farestien. Problemet var ikke så udtalt ved Rafü II – systemet. Generelt gælder, at problemet ikke kunne løses for alle søer ved at begrænse den udløste mængde foder. Det må derfor anbefales, at der placeres en foderkasse over automaten. Herved kan den maksimale daglige fodermængde styres og kontrolleres ved fodring efter ædelyst. Det var tydeligt, at de unge søer skulle vænne sig til at bruge ad libitum systemerne (jf. tabel 2), mens de ældre søer ikke havde problemer.

Foderoptagelsen i kg var statistisk sikkert højest og vægttabet hos soen statistisk sikkert lavest, når søerne blev fodret efter ædelyst. Forskellen blev alene opnået for søerne med mere end tre kuld (jf. tabel 2).

Energiindholdet i foderet påvirkede ikke mængden af kg foder, som søerne åd i diegivningsperioden. Det betyder også, at når foderoptagelsen beregnes i FEsv, så optog søerne på den energirige blanding statistisk sikkert flest FEsv. Dette resulterede dog ikke i statistisk sikre forskelle i vægttabet hos søerne eller kuldets fravænningsvægt imellem de to grupper med fodring efter ædelyst, så den ekstra energi er ikke blevet udnyttet.

Der var en tendens (p=0,09) til, at de søer, som var fodret efter ædelyst med blandingen indeholdende 115 FEsv, fik færre totalfødte grise i den efterfølgende cyklus. Faringsprocenten var også lavere i de to grupper med ædelystfodring i forhold til kontrol. I begge besætninger blev det erfaret, at når søerne var vænnet til at bliver fodret efter ædelyst i diegivningsperioden, havde de sværere ved at optage en stor mængde foder ved to gange daglig fodring i løbeafdelingen. Dette kan være forklaringen på en svag negativ påvirkning af den efterfølgende reproduktion, når søerne har været fodret efter ædelyst i diegivningsperioden.

Driftslederne i besætningerne bemærkede, at tilsynet var vanskeligere, når søerne ikke blev fodret tre gange dagligt. Søerne rejste sig jo ikke på faste tidspunkter for at æde.

Denne afprøvning har vist, at tildeling af tørfoder efter ædelyst øger den gennemsnitlige daglige foderoptagelse med 500 gram. Dette resulterer i, at vægttabet hos soen reduceres med 7,4 kg, men påvirker ikke kuldets fravænningsvægt. Der var ingen effekt af foderets energiindhold på vægttab hos soen eller kuldvægt ved fravænning. Der er ikke set forbedrede reproduktionsresultater, en del søer har haft vanskeligt ved bruge ad libitum systemerne og tilsynet med søerne har også været vanskelig.

Samlet set kan det ikke anbefales at anvende fodring efter ædelyst til diegivende søer, men afhængig af managementforholdene kan det være en hjælp til at bringe foderoptagelsen op på gennemsnitlig niveau på 7-8 FEsv pr. dag. Fodring tre gange dagligt er at foretrække.

Referencer

[1]	Fodringsstrategier til diegivende søer (2003). Grøn viden - Husdyrbrug nr. 33 Danmarks JordbrugsForskning.
[2]	Karl Poulsen (1987). Hvede og rug som eneste kornart til søer, samt effekten af halmstrøelse. Meddelelse nr. 128, Landsudvalget for Svin.
[3]	Gunner Sørensen (1995). Vådfoder efter tilnærmet ædelyst til diegivende søer. Meddelelse nr. 304, Landsudvalget for Svin
[4]	Fokus på Normer for Næringsstoffer, Landsudvalget for Svin
[5]	Fodring af diegivende søer efter ædelyst (1983). Meddelelse nr. 494, Statens Husdyrbrugsforsøg
[6]	Forsøg med ekstra lysin til diegivende søer (2003). Grøn viden - Husdyrbrug nr. 34, Danmarks JordbrugsForskning.

Deltagere

Teknikere: Peter Nøddebo Hansen og Thomas Lund Sørensen, Landsudvalget for Svin
Statistikere: Mai-Britt Nielsen og Verner Ruby, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 732/736

Appendiks 1

Diegivningsfoder
Sammensætning i procent	106 FEsv	116 FEsv
Byg	76,0	52,0
Hvede	0,0	15,0
Havre	5,0	5.0
Sojaskrå	11,0	16,0
Fiskemel	3,0	3,0
Palmeolie	2,3	5,9
Mineraler + vitaminer	2,7	3,1
Analyser
106 FEsv	Deklareret	Analyseret
Antal prøver		9
Råprotein, pct.	14,1	14,7
Råfedt, pct.	4,6	4,9
FEsv pr. 100 kg	106	107
Lysin, g/FEsv	7,2	7,4
Methionin, g/FEsv	2,3	2,3
Treonin, g/FEsv	4,8	5,0
Calcium, g/FEsv	7,5	8,2
Fosfor, g/FEsv	4,5	5,0
116 FEsv	Deklareret	Analyseret
Antal prøver		9
Råprotein, pct.	15,1	15,5
Råfedt, pct.	7,9	7,5
FEsv pr. 100 kg	116	115
Lysin, g/FEsv	7,2	7,3
Methionin, g/FEsv	2,3	2,3
Treonin, g/FEsv	4,8	4,9
Calcium, g/FEsv	7,5	8,3
Fosfor, g/FEsv	4,5	4,5

Appendiks 2 - Beskrivelse af fodringsanlæg

Rafü II fra Agro Products A/S

Teknisk beskrivelse

Rafü II bestod af en foderkasse med diverse elektronik monteret over hver anden sti. Foderkassen forsynede to søer med foder efter ædelyst. Den elektroniske styring var samlet i en procescomputer, der var monteret et velegnet sted i stalden. Betjening kunne enten foretages med den specielle medfølgende håndterminal, eller man kunne anvende det specielt udviklede pc-program, der kørte under Windows.

InfoSvin/5853.tif

InfoSvin/5850.tif

InfoSvin/5856.tif

InfoSvin/5855.tif

InfoSvin/5854.tif

Billederne viser fra venstre:
Foderkasse, bundudtag, nedløbsrør med aktiveringsring, håndterminal og styring.

Foderkassen bestod af et rør, hvor foderanlægget afleverede foder efter behov. Soen skulle, når den ønskede at æde, aktivere en ring på doseringsrøret og den fik så tildelt en portion foder. Det var muligt at ”styre” søer, der ville lege med ringen, ved at sætte antallet af aktiveringer op inden der udfodres en portion.

Doseringen styredes efter volumen. Fodret faldt ned i en fordybning i bunden af foderautomaten og den frigives, når bunden kørte rundt og passerede udløbet for den pågældende so. Sammenhængen mellem foderets volumen og vægt skulle løbende kontrolleres og det skulle altid ske ved foderskift.

Betjening med håndterminal

Håndterminalen blev brugt til indtastninger. Det ville sige indsættelser, faringer, antal smågrise, skift mellem foderkurver for den enkelte so, antal aktiveringer inden uddosering mm.

Betjening med pc-program

I pc-programmet kunne man på en overskuelige måde se og ændre indstillinger for søerne. Foderkurverne kunne ændres og der kunne laves nye efter behov, det var også her man indtastede vægten for det anvendte foder. Det var desuden muligt at lave sine egne udskrifter, der medtog netop de oplysninger man ønskede.

Fordele

Søerne lærte hurtigt at bruge automaten
Styr på om søerne åd
God mulighed for at lave sine egne udskrifter i pc-programmet
Mulighed for at begrænse foderspild, hvis en so vil lege med automaten
Det var let at adskille automaten, hvis man ønskede at rengøre den.

Ulemper

Der var en del arbejde med indtastning ved indsættelse i farestalden og ved faring
Der manglede kendskab til anlæggets holdbarhed
Der fandtes ikke en dansk brugervejledning – hovedparten var på tysk.

Wagner Domino type SO3

Teknisk beskrivelse

SO3 var en enkeltdyrsautomat til diegivende søer
Automaten havde et rumfang på 18 liter (hvilket svarede til cirka 12 kg foder)
Påfyldning foregik via almindeligt tørfoderanlæg
Automaten var 50 cm høj, 32,5 cm bred og 20 cm dyb (hvilket vil sige at den kunne monteres over de fleste enkeltdyrskrybber)
Ved hjælp af et justeringshåndtag inde i automaten var det muligt at indstille mængden af foder der doseres, når soen aktiverede bøjlen
Som ekstra tilbehør fandtes en reduktionsindsats SO3 hvormed åbningen i bunden af automaten kunne reduceres cirka 60 procent.

InfoSvin/5852.tif

InfoSvin/5851.tif

Fordele

Søerne lærte hurtigt at bruge automaten
Der var adgang til frisk foder, når soen ønskede det
Den enkelte so fik det foder, den havde behov for
Nem at indstille
Nemt at montere reduktionsindsats.

Ulemper

Dyrene kunne lege med bøjlen, hvorved krybben blev fyldt med foder. Hvis dette problem opstod kunne reduktionsindsats SO3 monteres, hvorved problemet oftest var løst
Andre tilsynsrutiner af søerne i farestalden, da der ikke var faste fodringstider
Automaten skulle absolut monteres på solidt fæste, da dyrene ellers nemt kunne rykke den løs.

Generelt

For at sikre god plads for soen til at optage foder skulle der være minimum 40 cm fra automatbund til krybbebund. Hvis afstanden var mindre, var der risiko for, at soen utilsigtet aktiverede bøjlen med foderspild til følge
Der skulle også være god plads til siden for automaten over mod drikkeventil, så soen kunne drikke vand uden utilsigtet at aktivere bøjlen. Krybben måtte derfor helst ikke være under 50 cm bred.

Appendiks 3

InfoSvin/5817.tif

1. kuldssøer

InfoSvin/5818.tif

2. og 3. kuldssøer

InfoSvin/5819.tif

> 3. kuldssøer

Tørfoder efter ædelyst til diegivende søer