Ammegrise klarede sig bedre hos 1. kulds-ammesøer end hos ammesøer ældre end 1. kuld. Det er ikke klart, om 2. kulds-ammesøer kan benyttes. Alle ammesøer var ét-trins-ammesøer.

Sammendrag

I to besætninger er 1. kulds-ammesøer sammenlignet med ammesøer ældre end 1. kuld. Der indgik 12 gentagelser med i alt 24 ammesøer. Der indgik i alt 250 ammegrise. Alle ammesøer fravænnede mindst tre uger gamle grise, før de blev flyttet til en tom sti. Alle ammesøer var således et-trins ammesøer. Efter mærkning og vejning af 18-24 grise blev grisene tilfældigt fordelt på to søer. Ammesøerne blev tilsat to timer, efter at søerne var flyttet til stien. Ammesøerne modtog samme antal ammegrise, som det antal, der var fravænnet fra den af de to ammesøer i parret, der fravænnede færrest grise. I besætning 1 modtog søerne ét døgn gamle, store, overtallige grise. I besætning 2 fik søerne tilsat de mindste grise fra kuld født 2-5 dage tidligere.

Korrigeret for effekt af alder og vægt ved flytning til ammesoen var der ikke statistisk sikker forskel på dødeligheden mellem de to besætninger. Dødeligheden hos ammegrisene var statistisk sikkert forskellig, henholdsvis 12 og 28 pct. hos 1. kuldssøer og hos søer ældre end 1. kuld. I en opgørelsen af resultaterne for hvert kuldnummer var der ikke forskel ved sammenligning af dødelighed hos 1. kulds- og 2. kuldssøer. Det er således ikke endeligt afklaret, om både 1. og 2. kuldssøer kan anvendes som et-trins ammesøer.

Der var ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægt imellem grupperne.

Ammesøer til såvel et døgn gamle, store, overtallige grise som til få dage gamle efternølere bør være 1. kuldssøer, hvis der er tale om et-trins ammesøer.

Baggrund

Mange søer føder flere grise end de kan passe. De overtallige grise har en dårlig tilvækst og højere dødelighed [1]. Det er en fordel at samle overtallige grise og lægge disse til ammesøer, der har fravænnet grise, der var gamle og store nok til at blive fravænnet (et-trins ammesøer), eller til to-trins ammesøer, der har afleveret deres 3-8 dage gamle grise til en so, der har fravænnet egne grise [2]. Det er ikke naturligt for søer at tillade fremmede grise at die. Derfor kan der gå lang tid fra grisene lægges til ammesoen, og indtil de første gang får die [2]. Dette kan medføre energi- og væskemangel hos grisene, hvilket sandsynligvis er mere belastende jo yngre/svagere grisene er. En tidligere undersøgelse viste, at et-trins ammesøer, der var ældre end 1. kuld, fravænnede større grise, men også havde højere dødelighed hos disse i forhold til 1. kulds-ammesøer [1]. Der var kun fem gentagelser i denne undersøgelse, så der var behov for at udvide undersøgelserne.

Afprøvningen skulle afklare, om der er forskel på 1. kuldssøer og søer ældre end 1. kuld som et-trins ammesøer til få dage gamle grise.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger. I begge besætninger blev to ammesøer udvalgt efter mindst tre ugers diegivning. Søerne var henholdsvis en 1. kuldsso og en so ældre end 1. kuld. Søerne havde faret samtidig og skulle helst fravænne lige mange grise. Pattegrise til ammesøerne blev udvalgt, øremærket og vejet. De blev herefter fordelt tilfældigt til de to ammesøer. Grisene blev lagt til cirka to timer, efter at de oprindelige pattegrise var taget fra søerne. Pattegrisene blev vejet enkeltvis ved fravænning. Tabel 1 viser forskellene på de to besætningers management omkring ammesøer.

Tabel 1. Management i de to involverede besætninger

Besætning	1	2
Antal gentagelser	5	7
Flytning af ammeso til ny sti	Kun i en af 5 gentagelser	Ja
Grisenes alder ved flytning til ammeso, dage	1	2-5
Grisenes status ved flytning	Største gris i kuldet	Mindste gris i kuldet (efter kuldudjævning)

Dødeligheden i de to grupper af søer blev testet i en model til analyse af kategoriske variable (Glimmix, SAS). Fravænningsvægten blev testet i en model til analyse af kontinuerte variable (Proc GLM, SAS).

Resultater og diskussion

Tabel 2. Resultat af afprøvningen opgjort pr. besætning

Besætning	1		2
Gruppe	1. kuld	Ældre end 1. kuld	1. kuld	Ældre end 1. kuld
Antal søer	5	5	7	7
Kuldnummer	1	2,4	1	3
Antal grise	50	50	74*	76*
Grisenes alder ved tilsætning, dage	1	1	2,4	2,7
Antal ammedage	24	24	25	25
Dødelighed, pct.	4	22	18	32
Vægt pr. gris ved flytning, kg	2	2	1,5	1,5
Vægt pr. gris ved fravænning, kg	7,4	7,7	6,5	6,7

*	En gris sprang over skillerummet fra en 1. kulds-ammeso til en ammeso ældre end 1. kuld. Da grisen først blev opdaget da der var etableret en stabil rangorden 5 dage senere, blev den gående i kuldet.

Selv om der var stor forskel på de to besætninger med hensyn til grisenes alder og status ved flytning til ammesøerne, så var der ikke statistisk sikker effekt af besætning på dødeligheden.

Resultaterne præsenteres derfor samlet i tabel 3.

Tabel 3. Samlet effekt af behandlingen

Gruppe	1. kuld	Ældre end 1. kuld
Antal søer	12	12
Antal grise	124	126
Antal grise pr. kuld ved tilsætning	10,4	10,6
Antal grise pr. kuld ved fravænning	8,8	8,2
Dødelighed, pct.	12^a	28^b
Vægt pr. gris ved tilsætning	1,7	1,7
Vægt pr. gris ved fravænning	6,9	7,1
Vægt pr. kuld ved fravænning	70,5	61,2
a og b: P< 0,05

Dødeligheden hos ammegrisene var 12 pct. hos 1. kuldssøerne, mens den var 28 pct. hos søer ældre end 1. kuld. Korrigeret for statistisk sikker effekt af fødselsvægt og alder ved flytning var denne forskel i dødeligheden statistisk sikkert. De ældre søer fravænnede derfor 0,6 grise mindre end 1. kuldssøerne, men fravænningsvægten pr. gris var ikke statistisk sikkert forskellig i de to grupper.

I 10 af de 12 gentagelser var der bedre overlevelse hos de grise, der blev sat til 1. kuldssøerne (figur 1). I én gentagelse døde der ni ud af 10 tilsatte grise hos en 1. kuldsso. Det er ikke klart, hvad der medførte, at denne so ikke tog imod grisene.

Dødeligheden i besætning 2 var overraskende høj. Det kan skyldes, at det var efternølere, der blev flyttet til søerne, samt at der var problemer med diarré i besætningen. I begge besætninger var dødeligheden højest hos søer ældre end 1. kuld.

Figur 1. Dødelighed i de enkelte gentagelser

Bortset fra et enkelt kuld, så var der få eller ingen døde grise hos 1. kuldssøerne. I de ældre kuld var der et kuld uden døde grise, i resten var der mindst én død gris.

Tabel 4 viser forskellen i dødelighed ved stigende kuldnummer for ammesoen.

Tabel 4. Effekt af kuldnummer

Kuldnummer	Antal ammesøer	Antal grise	Dødelighed, pct.
1	12	124	12
2	7	75	15
3	3	30	43
5	2	22	50

I afprøvningen blev 1. kuldssøer sammenlignet med søer ældre end 1. kuld. I en sammenligning af de 7 stk. 1. kuldssøer, der var kontrol til de syv stk. 2. kuldssøer, var der ikke statistisk sikker forskel på dødeligheden.

Konklusion

Afprøvningen viste, at et-trins ammesøer bør være 1. kuldssøer. da disse bedst tager imod ammegrisene. Det er muligt, at 2. kuldssøer også kan anvendes. De få (fem stk.) 3. og 5. kuldssøer gav konsekvent en lav overlevelse hos ammegrisene.

Referencer

[1]	Thorup. F.: (2003). 11 eller 13 pattegrise pr. kuld. Meddelelse nr. 585. Landsudvalget for Svin
[2]	Thorup, F., Larsen, G. B, Poll, K, Schmidt, M. H.: (2003). Optimal alder for ammesøer til 1-2 dage gamle grise. Meddelelse nr. 667, Landsudvalget for Svin

Deltagere:
Statistiker Henrik Wachmann, Veterinær Forskning og Udvikling
Resultaterne fra besætning 1 stammer fra specialet: Gitte B. Larsen (Alsia Dyrehospital, Augustenborg) og Kathrine Poll (Ø-Vet, Haslev). Skal ammesøer være 1. eller ældre læg?

Afprøvning: 773

Optimal alder for et-trins-ammesøer