35 dages fravænningsalder (i forhold til 29 dage) øgede grisenes foderoptag før fravænning med 2 FEsv (36 pct.), gav 34 FEsv højere foderforbrug hos søerne i farestalden og 1,3 kg højere fravænningsvægt. I smågriseperioden var diarréfrekvensen reduceret.

29 dages fravænningsalder blev sammenlignet med 35 dages fravænningsalder i én besætning. Formålet var at afklare effekten på produktivitet og sundhed hos grise efter fravænning. Resultaterne er del af en større undersøgelse i tre besætninger, hvor det overordnede formål er at afklare den totaløkonomiske effekt ved hhv. 4 og 5 ugers fravænningsalder (afrapporteres på et senere tidspunkt).

Den aktuelle afprøvning omfattede to grupper i farestalden (29 og 35 dage) og fire grupper i smågriseperioden med i alt 28 gentagelser (stier) i hver.

Forsøgsdesign

Gruppe	1	2	3	4
Alder ved fravænning	29 dage	29 dage	35 dage	35 dage
Foderkombination	Dyr	Billig	Dyr	Billig

I smågriseperioden blev der obduceret i alt 15 grise, hvor der i fire tilfælde blev påvist sygdomsfremkaldende E.coli type O149. Sygdomsniveauet i besætningen var ensartet igennem afprøvningsperioden, men på et lavt niveau.

Der var ikke vekselvirkning mellem fravænningsalder og fodertype for tilvækst, diarrébehandlinger og dødelighed. Samlet viste afprøvningen, at der ved 35 dages fravænningsalder (i forhold til 29 dage) i den aktuelle besætning blev opnået:

1,3 kg tungere grise ved fravænning
Øgning af grisenes foderoptagelse i farestalden med 2 FEsv pr. kuld (+36 pct.)
Cirka 34 FEsv højere foderforbrug hos søerne i farestalden
Mere ”robuste” grise efter fravænning (0,5 færre behandlingsdage for diarré)
Ingen sikker forskel på vægt og dødelighed ved 84 dages alder

Der var ingen effekt af, om grisene fik en dyr eller billig kombination af startfoder efter fravænning.

Resultaterne for tilvækst og dødelighed i den aktuelle besætning viste generelt samme trend, men var ikke helt så markante som i den første besætning (jf. Meddelelse 663). Kun antallet af diarrébehandlinger blev reduceret statistisk sikkert hos de grise, som var ældre ved fravænning – dette var i overensstemmelse med resultaterne i den første besætning, hvor afprøvningen tidligere er gennemført (Meddelelse 663). Gevinsterne i smågriseperioden ved den senere fravænning skal dække ekstraomkostningerne i farestalden (ekstra foder, flere farestier, færre kuld/so). Den samlede økonomiske effekt af at øge fravænningsalderen beregnes, når afprøvningen er gennemført i alle tre besætninger. Afprøvningen er afsluttet i to ud af de tre besætninger.

Baggrund

I Danmark fravænnes grise typisk fire uger gamle. Hvis grisene dier i én uge mere, vil de have en højere fravænningsvægt, og de vil have optaget en del tørfoder inden fravænning. Det bevirker, at smågrisene får en tarmkanal, hvor enzymproduktion og immunitet er bedre udviklet end hos yngre grise, og at grisene af den grund muligvis lettere kan klare omstillingen fra somælk til fast føde. Højere alder ved fravænning er derfor et muligt redskab til at mindske sygdomsproblemer hos nyfravænnede grise. Denne antagelse var relevant at afklare i en afprøvning i praksis.

Tidligere modelberegninger har vist, at det total-økonomiske udbytte ved fire og fem ugers fravænningsalder er ens (Landudvalget for Svin, ikke publiceret). De anvendte forudsætninger for beregningerne er altafgørende for denne konklusion. Den væsentligste antagelse i dette regnestykke var, at grise, der fravænnes ved fem uger, kan klare sig på et billigere foder end grise, der fravænnes ved fire uger. Denne og andre antagelser bør dokumenteres via en afprøvning i praksis for at afgøre, om beregningerne er realistiske.

Formålet med afprøvningen var derfor at afklare, om fravænning ved fem uger, sammenlignet med fravænning ved fire uger, påvirker grisenes produktivitet og sundhed efter fravænning.

Materialer og metoder

I alle tre besætninger i undersøgelsen registreres følgende: behov for ammesøer ved 4 og 5 ugers diegivning, foderforbrug, tilvækst, sundhed og dødelighed hos søer, pattegrise og smågrise, søernes huldtab samt søernes reproduktionsresultater i det efterfølgende kuld. I de første to besætninger registreres desuden grisenes gennemsnitlige antal foderdage fra fødsel til slagtning. På basis af disse registreringer beregnes til slut total-økonomien i besætninger, hvor diegivningslængden øges fra 4 til 5 uger.

I den aktuelle meddelelse afrapporteres kun resultaterne for smågriseperioden fra den anden af tre besætninger. Smågriseperioden er ligeledes afrapporteret særskilt for den første besætning (Meddelelse 663) og den sidste besætnings resultater følger, når de foreligger. Når afprøvningen er gennemført i alle tre besætninger afrapporteres alle øvrige resultater, samt en beregning af den total-økonomiske effekt ved at øge fravænningsalderen. Resultaterne fra smågriseperioden er relativt sikkert bestemt i hver besætning. Derimod er der for få registreringer på alle øvrige parametre i hver enkelt besætning, hvorfor det er mest hensigtsmæssigt at afvente til data fra de tre besætninger kan behandles samlet.

Besætningsbeskrivelse

Den aktuelle besætning, hvor afprøvningen blev gennemført, var på cirka 700 søer i ugedrift med smågrise og slagtesvin. Søerne var opstaldet i bokse under drægtigheden og i traditionelle farestier i diegivningsperioden. Ved fravænning blev grisene flyttet over i stalde med to-klimastier med cirka 29 grise/sti. Ved 30 kg blev grisene flyttet til en anden lokalitet med slagtesvin.

Grupper

Gruppeinddelingen er vist i tabel 1. Afprøvningen omfattede to grupper i farestalden med cirka 214 søer i hver (hhv. 29 og 35 dage ved fravænning). I smågriseperioden omfattede afprøvningen fire grupper med i alt 28 gentagelser (stier) i hver (hhv. 29 og 35 dage ved fravænning kombineret med hhv. dyrt eller billigt foder).

Tabel 1. Forsøgsdesign og fodertildeling

Gruppe	1	2	3	4
Alder ved fravænning	29 dage	29 dage	35 dage	35 dage
Foderkombination	Dyr	Billig	Dyr	Billig
Foder før fravænning
- Startblanding 1	Ad lib	Ad lib	-	-
- Startblanding 2	-	-	Ad lib	Ad lib
Foder efter fravænning
- Startblanding 1	2,0 kg/gris	-	0,5 kg/gris	-
- Startblanding 2	4,0 kg/gris	6,5 kg/gris	3,0 kg/gris	4,0 kg/gris
- Slutblanding	Ad libitum	Ad libitum	Ad libitum	Ad libitum
Blandingerne i hver gruppe er tildelt efter hinanden i den anførte rækkefølge og med de angivne mængder.

Startblanding 1 (5,00 kr./kg) og Startblanding 2 (2,80 kr./kg) til smågrisene var optimeret til at have samme indhold af energi og næringsstoffer, og adskilte sig derfor alene ved en forskellig råvaresammensætning (og foderpris) – foderets sammensætning er vist i appendiks 1. Ved at kombinere Startblanding 1 og/eller Startblanding 2 fik grisene de samme næringsstoffer, men til forskellig foderomkostning. Mængden af Startblanding 1 og/eller 2 givet lige efter fravænning blev fastlagt ud fra en forventning om, at grisene ved skift til Slutblanding skulle veje det samme i alle fire grupper.

I farestalden var det kun muligt at håndtere to grupper af søer (29 og 35 dages dieperiode). Det var årsagen til, at pattegrisene i gruppe 2 (i farestalden) fik Startblanding 1 og ikke Startblanding 2. Tilsvarende fik pattegrisene i gruppe 3 (i farestalden) tildelt Startblanding 2 og ikke Startblanding 1. Grisene i farestalden fik foder dagligt fra de var tre uger gamle. Efter få dages tildeling på gulv, blev foderet tildelt i automater efter tilnærmet ædelyst.

Farestalden

Afprøvningen startede ved indsættelse af søer i farestalden. Der var to grupper i farestalden (29 og 35 dages diegivningsperiode). Kuldudjævning og flytning til ammesøer blev foretaget inden for grupperne. Grisenes individuelle alder ved fravænning blev registreret (øremærke-nr.). Vægten ved fravænning blev registreret som den gennemsnitlige indsættelsesvægt for hver enkelt sti i smågrisestalden.

Smågrisestalden

Ved fravænning blev grisene fra hver gruppe (29 og 35 dage) delt op i to undergrupper (jf. tabel 1). Afprøvningen stoppede, når grisene var 84 dage gamle, hvor den gennemsnitlige vægt for hver sti blev registreret.

Tildeling af foder blev gennemført som vist i tabel 1. Grisene blev fodret efter ædelyst i hele perioden. Der blev ikke tildelt ekstra zink eller gennemført andre forebyggende tiltag for diarré.

Sygdomsbehandlinger

Alle sygdomsbehandlinger blev som udgangspunkt gennemført ved injektionsbehandling. Først når flere end 50 pct. af grisene i en sti var behandlingskrævende var flokbehandling af den pågældende sti tilladt for at forhindre dødsfald og yderligere smittespredning i stalden.

For at minimere smitte mellem stier blev der skiftet fodtøj hver gang, man gik fra en sti til en anden uden for samme gruppe. Ved manuel håndtering af grisene (fx ved injektion) blev der også skiftet handsker. Der blev i perioden indsendt i alt 15 døde grise til bestemmelse af dødsårsag, bakteriologisk undersøgelse og resistensbestemmelse.

Foderanalyser

Foderet blev analyseret for indhold af energi, protein, aminosyrer og mineraler.

Registreringer

I smågriseperioden blev der registreret foderoptagelse og tilvækst, sygdomsbehandlinger og dødelighed.

Statistik

Data i smågriseperioden blev analyseret som et to-faktor forsøg med fravænningsalder og fodertype som de to faktorer. Vægt ved fravænning, antal diarrébehandlinger, dødelighed (7-30 kg) og vægt ved 84 dage blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under proceduren GLM. Der blev desuden gennemført normalfordelingstest og test for forekomst af outliers. Resultaterne er vist som korrigerede gennemsnit for hver gruppe. Statistisk sikre forskelle er angivet med 5 pct. signifikansniveau.

Resultater og diskussion

Farestald

Resultater opnået i farestalden er vist i tabel 2. Øvrige resultater for søerne afrapporteres samlet, når afprøvningen er gennemført i alle tre besætninger.

De seks ekstra diedage til pattegrisene medførte, at den gennemsnitlige fravænningsvægt var 1,3 kg højere, svarende til, at grisene voksede 217 gram dagligt fra dag 29 til dag 35. Søernes foderoptagelse i dieperioden øgedes med 34 FEsv i alt for de ekstra 6 dage (4,8 FEsv/dag). Dette er i overensstemmelse med resultaterne fra den første besætning. Pattegrisene, som blev fravænnet ved 35 dage, åd i gennemsnit 2 FEsv mere pr. kuld end grisene fravænnet ved 29 dage (svarende til 36 pct. mere foder). I den første besætning åd de ældre grise ca. 300 pct. mere foder før fravænning end de yngre grise (1,9 kontra 5,9). Det er ikke klart, hvorfor foderoptagelsen nåede så højt op i den tidligt fravænnede gruppe i den aktuelle besætning.

Tabel 2. Resultat af afprøvningen i soholdet

Gruppe	29 dages diegivning¹	35 dages diegivning¹	P-værdi
Antal faringer	213	215	-
Fravænningsvægt pr. gris, kg ²	6,6	7,9	<0,001
Pattegrisenes foderoptagelse før fravænning, FEsv/kuld	5,6	7,6	⁴
Søernes foderoptagelse fra faring til fravænning, FEsv/dag ³ (FEsv total)	4,8 (128)	4,9 (162)	P = 0,40

¹	Gennemsnit af grisenes individuelt registrerede alder på fravænningsdagen (øremærke).
²	Grisenes gennemsnitsvægt ved indsættelse i smågrisestalden.
³	Kun søer, der ikke var ammesøer.
⁴	Pattegrisenes foderoptagelse blev registreret som totalforbrug på gruppeniveau (dvs. for hhv. 4 og 5 ugers fravænningsalder).

Smågrise

I smågriseperioden blev der obduceret i alt 15 grise, hvor der i fire tilfælde blev påvist sygdomsfremkaldende E.coli type O149. Sygdomsbilledet i besætningen var ensartet igennem afprøvningsperioden.

Foderanalyserne viste et lavere indhold af livsvigtige aminosyrer end beregnet i begge de anvendte startblandinger. Underindholdet af den mest begrænsende aminosyre (isoleucin i begge blandinger) var på hhv. 19 pct. (blanding 1) og 12 pct. (blanding 2) i forhold til det anbefalede minimumsindhold pr. FEsv (normen). Indholdet af isoleucin var dermed cirka 7 pct. lavere i blanding 1 end i blanding 2. Denne forskel har antageligt kun haft lille betydning for produktionsresultaterne frem til 30 kg, da der kun blev tildelt en meget lille mængde af blanding 1. Analyseresultaterne er vist i appendiks 2.

Der var ikke statistisk sikker vekselvirkning mellem fravænningsalder og fodertype for nogen af de registrerede parametre.

Resultaterne i smågriseperioden er vist i tabel 3.

Tabel 3. Produktionsresultater, døde og sygdomsbehandlinger i smågriseperioden
– effekt af fravænningsalder

Gruppe	1+2	3+4	P-værdi
Gns. alder ved fravænning	29 dage	35 dage
Antal grise indsat, stk.	1507	1582	-
Antal gentagelser (stier), stk. ¹	55	55	-
Fravænning til 84 dages alder
Vægt ved afgang, kg	30,4	30,9	0,13
Dødelighed, %	3,8	3,2	0,48
Diarré, behandlingsdage/gris	2,1	1,6	0,02

¹	I gruppe 1 og 3 udgik én sti fra datasættet, som følge af et bortkommet registreringsskema.

Resultaterne for tilvækst og dødelighed i den aktuelle besætning viste generelt samme trend, men var ikke helt så markante som i den første besætning (jf. Meddelelse 663). Kun antallet af diarrébehandlinger var reduceret statistisk sikkert hos grisene, som var ældre ved fravænning – dette var i overensstemmelse med resultaterne i den første besætning, hvor afprøvningen tidligere er gennemført (Meddelelse 663).

Der ikke var sikker forskel på de viste parametre, om grisene fik tildelt en dyr eller billig foderkombination i afprøvningsperioden (tabel 4). Resultatet er i overensstemmelse med resultaterne, som blev fundet i den første besætning.

Tabel 4. Produktionsresultater, døde og sygdomsbehandlinger i smågriseperioden
– effekt af fodertype

Gruppe	1+3	2+4
Foderkombination	Dyr	Billig	P-værdi
Antal grise indsat, stk.	1515	1574	-
Antal gentagelser (stier), stk. ¹⁾	54	56	-
Fravænning til 84 dages alder
Vægt ved afgang, kg	30,7	30,6	0,75
Dødelighed, %	3,1	3,9	0,32
Diarré, behandlingsdage/gris	1,9	1,9	0,87

¹	I gruppe 1 og 3 udgik én sti fra datasættet, som følge af bortkommet registreringsskema.

Konklusion

Der var ikke vekselvirkning mellem fravænningsalder og fodertype for tilvækst, diarrébehandlinger og dødelighed. Samlet viste afprøvningen, at der ved 35 dages fravænningsalder (i forhold til 29 dage) i den aktuelle besætning blev opnået:

1,3 kg tungere grise ved fravænning
Øgning af grisenes foderoptagelse i farestalden med 2 FEsv pr. kuld (+36 pct.)
Cirka 34 FEsv højere foderforbrug hos søerne i farestalden
Mere ”robuste” grise efter fravænning (0,5 færre behandlingsdage for diarré)
Ingen sikker forskel i vægt og dødelighed ved 84 dages alder

Der var ingen effekt af, om grisene fik en dyr eller billig kombination af startfoder efter fravænning.

Resultaterne for tilvækst og dødelighed i den aktuelle besætning viste generelt samme trend, men var ikke helt så markante som i den første besætning (jf. Meddelelse 663). Kun antallet af diarrébehandlinger var reduceret statistisk sikkert hos grisene, som var ældre ved fravænning. Gevinsterne i smågriseperioden ved den senere fravænning skal dække ekstraomkostningerne i farestalden (ekstra foder, flere farestier, færre kuld/so). Den samlede økonomiske effekt af at øge fravænningsalderen beregnes, når afprøvningen er gennemført i alle tre besætninger. Afprøvningen er afsluttet i to ud af de tre besætninger.

Deltagere: Ib Dahl Jensen, Tommy Nielsen, Jens Ove Hansen og Verner Ruby, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 749

Appendiks 1

Startfoderets sammensætning

Startblanding 1		Startblanding 2
25,00 %	Majs, varmebehandlet	52,80 %	Hvede
20,00 %	Byg, varmebehandlet	20,84 %	Afskallet sojaskrå, HP-soja
13,09 %	Hvede	10,00 %	Byg
12,00 %	Nøgen havre, varmebehandlet, flager	4,22 %	SvinefedtDAKA
10,00 %	Skummetmælkspulver, Baby 18-18	4,00 %	Fiskemel, almindelig
6,94 %	LT Fiskemel	4,00 %	Vallepulver, Perlac
6,80 %	Antigenfrit sojaprotein, HP-300	1,39 %	Monocalciumfosfat
2,00 %	Kartoffelprotein, Protastar	0,61 %	Foderkridt
1,08 %	Monocalciumfosfat	0,60 %	Biopro (organisk syre)
1,00 %	Biopro (organisk syre)	0,43 %	Fodersalt
0,36 %	Fodersalt	0,40 %	L-lysin, HCl
0,36 %	Vitamin/mineral forblanding	0,35 %	Vitamin/mineral forblanding
0,34 %	Foderkridt	0,14 %	L-Tryptofan 15
0,34 %	E-vitamin, 25.000	0,11 %	DL-Methionin
0,29 %	L-lysin, HCl	0,10 %	L-Treonin, 98,5%
0,20 %	Biacton	0,01 %	Flavodan SV1734 (aromastof)
0,11 %	L-Tryptofan 15
0,06 %	L-Treonin
0,02 %	DL-Methionin
0,01 %	Flavodan SV1734 (aromastof)

Appendiks 2

Foderets beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer

	Startblanding 1			Startblanding 2
	Beregnet	Analyseret (afvigelse fra beregnet, %)		Beregnet	Analyseret (afvigelse fra beregnet, %)
FEsv pr. 100 kg	120	122	-	119	118	-
Råprotein, pct.	19,8	18,9	-	20,0	20,4	-
Calcium, g/kg	7,3	7,0	-	7,2	7,5	-
Fosfor, g/kg	7,5	6,7	-	7,5	7,7	-
Zink, mg/kg	126	130	-	128	125	-
Kobber, mg/kg	138	138	-	137	138	-
Na, g/kg	2,5	2,7	-	2,4	2,7	-
Lysin, g/kg	13,4	12,7	-5	13,6	13,4	-2
Methionin, g/kg	4,2	3,6	-13	4,2	3,8	-9
Methionin+Cystein, g/kg	7,3	6,7	-8	7,5	7,1	-6
Treonin, g/kg	8,4	7,8	-7	8,1	8,1	-0
Tryptofan, g/kg	2,5	2,4	-3	2,4	2,7	+11
Isoleucin, g/kg	8,6	6,9	-21	8,7	7,4	-14
Leucin, g/kg	16,1	15,0	-7	14,0	14,5	+4
Histidin, g/kg	4,8	4,0	-17	4,9	4,4	-9
Fenylalanin, g/kg	9,0	8,2	-10	9,0	8,8	-2
Fenylalanin+Tyrosin, g/kg	16,4	13,8	-16	15,8	15,0	-5
Valin, g/kg	10,6	9,3	-12	9,8	9,4	-4
Alle analyserede værdier er på basis af 8 analyser.

29 kontra 35 dages fravænningsalder (II) – effekt på smågrise