Flere produktionsfaktorer viste ingen effekt på en gris dødsrisiko efter fravænning. Høj PCV2 antistoftiter hos soen medførte i én besætning øget risiko for at dø efter fravænning. En stigning i PCV2 titer hos grisen indebar øget risiko for at dø.

Undersøgelsen blev igangsat med det formål at undersøge, om det var muligt at påvise risikofaktorer for at grisene døde efter fravænning i PMWS besætninger. De undersøgte faktorer var relateret til søer og eller kuld. I tre besætninger blev alle grise ved to faringsrunder (ugehold) øremærket ved fødsel. Efter fravænning blev døde grise registreret. Der indgik i alt 1.183 grise fra 125 søer, og den gennemsnitlige dødelighed efter fravænning var 10,1%. En række produktionsfaktorer samt serologiske titre blev registreret og indgik i undersøgelsen.

Faktorer med effekt på risikoen for at dø efter fravænning, var begge relateret til PCV2. Jo højere titer hos soen, jo større risiko var der for at grisen døde efter fravænning. Denne sammenhæng blev kun påvist i én ud af tre undersøgte besætninger. Samtidig viste undersøgelsen, at hvis grisens titer overfor PCV2 steg fra fravænning og indtil 30 kg, var risikoen for at dø forøget.

Baggrund

Postweaning Multisystemic Wasting Syndrome (PMWS) blev første gang konstateret i Danmark i 2000 [4]. Siden da er PMWS konstateret i store dele af landet. Der er endnu ikke fundet en effektiv kontrolforanstaltning overfor PMWS. De foreliggende anbefalinger bygger hovedsageligt på ændringer i drift og management. Vanskeligheden med at opstille konkrete kontrolforanstaltninger skyldes, at den endelige årsag til PMWS endnu ikke er afklaret. Porcint Circovirus type 2 (PCV2) skal dog være tilstede før PMWS udvikles [1]. PCV2 er vidt udbredt i svinepopulationen både i Danmark og i resten af verden, til trods herfor er ikke alle besætninger ramt af PMWS. Årsagen til at nogle besætninger får PMWS, medens resten ikke gør, er stadig ukendt.

Fra både landmænd og dyrlæger har der været rapporter om, at grise, der dør efter fravænning, stammer fra enkelte søer.

Formål

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge, om der kunne påvises risikofaktorer for at dø efter fravænning i relation til soen og eller til kuldet.

Materiale og metoder

Undersøgelsen blev gennemført i tre sobesætninger med PMWS. Alle besætninger havde fået stillet diagnosen PMWS i henhold til Danmarks Veterinærinstituts (DVI) retningslinier [3]. I to ugehold af søer blev alle grise øremærket med individuelle numre ved fødsel. Følgende blev registreret:

Soens identitet
antal levende fødte
antal fravænnede
soens lægnummer
fravænningsalder
hvorvidt grisen blev fravænnet af en anden so end dens mor
grise, der døde efter fravænning, blev registreret med køn og dato

Alle søer fik udtaget blodprøver lige inden faring. Hos en mindre gruppe af søer i hver besætning blev tre grise pr. so udpeget. Disse blev blodprøvet fire gange:

Ved fravænning
1 uge efter fravænning
2 uger efter fravænning
4 uger efter fravænning

Alle blodprøver blev analyseret for antistoffer overfor PCV2 ved en IPT-test. I besætning 1 og 2 blev de endvidere undersøgt for PRRS-EU og PRRS-US. Begge test har 5 titertrin 0, 50, 250, 1250 og 6250. Jo højere titre jo mere antistof er der i blodet. Blodprøverne for PCV2 er kun titreret til 6250, selvom vi er klar over, at nogle dyr har endnu højere titre overfor PCV2.

Besætning 1: En 700 so`s besætning med salg af grise ved 30 kg. Besætningens sundhedsstatus er SPF + mykoplasma lungesyge + ondartet lungesyge + PRRS-EU + PRRS-US. Grisene fravænnes ved 21 dage. Smågrisestalden drives med AI/AU. Den gennemsnitlige dødelighed i smågrisestalden inden forsøgets start var 7,8%.

Besætning 2: En 715 so`s besætning med salg af grise ved 30 kg. Besætningens sundhedsstatus er konventionel med PCV2, PRRS-EU og PRRS-US. Grisene fravænnes ved 24 dage. Smågrisestalden drives med AI/AU. Den gennemsnitlige dødelighed i smågrisestalden inden forsøgets start var 22,2%.

Besætning 3: En 350 so`s besætning med salg af grisene ved 30 kg. Besætningens sundhedsstatus er SPF + mykoplasma lungesyge + ondartet lungesyge + PRRS-EU + PRRS-US. Grisene fravænnes ved 28 dage. Smågrisestalden drives kontinuerligt. Den gennemsnitlige dødelighed i smågrisestalden inden forsøgets start var 15%.

Effekten af hver variabel blev analyseret i en univariat logistisk regression, hvor effekten var, om grisen døde efter fravænning eller ej. Variable med en signifikant effekt (p<0,05) på risikoen for at dø efter fravænning blev herefter analyseret i en multivariat logistisk regression.

Resultater

I alt 1.183 grise blev fulgt efter fravænning. Grisene stammede fra i alt 125 søer. Fra 103 søer blev i alt 303 grise blodprøvet. For yderligere oplysninger om antal grise se Tabel 1.

Tabel 1. Antal grise og søer, der indgik i undersøgelsen, opdelt pr. besætning

	Antal grise	Antal søer
Besætning 1 Besætning 2 Besætning 3	489 428 266	55 45 25
Total	1.183	125

Fordeling af antal levende fødte grise pr. kuld og antal fravænnede grise pr. kuld fremgår af Figur 1 og 2. Antallet af levende fødte varierede. Knap 20% af kuldene havde 14 levendefødte grise pr. kuld (figur 1). Antal fravænnede grise pr. kuld lå hos 90% af søerne mellem 9–12 grise (figur 2).

Figur 1. Fordeling af levendefødte pr. kuld

Figur 2. fordeling af antal fraværende grise/kuld

Af Tabel 2 fremgår et udvalg af produktionsvariablerne. Dødeligheden i de tre besætninger blandt de udvalgte ugehold var på henholdsvis 8%, 13% og 9%. Den gennemsnitlige dødelighed var 10,1%. Galtgrise udgjorde 60% af de døde grise, men da der i denne undersøgelse kun var registreret køn på de døde grise, kan det ikke beregnes, om galtgrise havde en højere risiko for at dø i forhold til sogrise. Ingen af de angivne variable fra Tabel 2 havde statistisk sammenhæng med risikoen for at dø efter fravænning. Der blev også analyseret for effekt af lægnummer, men heller ikke her fandtes en effekt på dødeligheden. Grise, der døde efter fravænning, stammede fra omkring halvdelen af søerne.

Tabel 2. Produktionsresultater i hver af de tre besætninger. Ingen af forholdene udgjorde en risiko for, at grisen døde

Variabel	Besætning 1	Besætning 2	Besætning 3
Antal levende fødte grise (gennemsnit) % kuld med døde efter fravænning Dødelighed efter fravænning % galt grise af de døde grise % grise fravænnet af ammeso Fravænningsalder, grise der døde (dage) Fravænningsalder, overlevende grise (dage)	7-21 (12,9) 40% 8% 58% 37% 24,8 ± 7 25,7 ± 7	4-19 (13,4) 58% 13% 61% 15% 26,5 ± 2 25,7 ± 3	8-16 (12,6) 44% 9% 58% 68% 25,4 ± 5 26,9 ± 4

Den eneste faktor i denne del af undersøgelsen med statistisk sikker effekt var soens antistoftiter overfor PCV2, hvilket blev påvist i én af de tre besætninger. Jo højere sotiter inden faring des højere var grisens risiko for at dø efter fravænning, med højest risiko for at dø, hvis soen inden faring havde en titer på 6250.

Blodprøver

303 grise (Tabel 3) fik udtaget blodprøver for PCV2 og ud af disse døde 33 grise (11%). Blandt de blodprøvede grise var dødeligheden henholdsvis 7%, 11% og 13% i de enkelte besætninger.

Tabel 3. Antal søer og grise der fik udtaget blodprøver for PCV2, PRRS-EU og PRRS-US

	Antal grise blodprøvet	Antal søer med blodprøvede grise
Besætning 1	90	30
Besætning 2	129	45
Besætning 3	84*	28*
Total	303	103

* ikke undersøgt for antistoffer overfor PRRS-US og PRRS-EU

Grisens antistofniveau ved fravænning overfor PCV2 afhang af soens PCV2 titer lige inden faring (p<0,001). Endvidere var der en tendens til, at grisens risiko for at dø efter fravænning var korreleret til grisens titer overfor PCV2 ved fravænning (p=0,07).

Grisens risiko for at dø afhang af stigningen i titer overfor PCV2 over tid. Hvis titrene steg fra fravænning og indtil fire uger efter fravænning, havde grisen en højere risiko for at dø (p=0,008). Der var ingen korrelation mellem grisens risiko for at dø og antistofudviklingen i grisen overfor PRRS-US og PRRS-EU. Heller ikke soens titer overfor de to PRRS virus hang tilsyneladende sammen med dødsrisikoen.

Diskussion

Resultatet af denne undersøgelse tyder delvis på, at grisens risiko for at dø efter fravænning i PMWS besætninger stiger med stigende sotiter overfor PCV2. Kun i én af de tre undersøgte besætninger blev denne sammenhæng dog påvist. Om resultatet er generelt gældende for alle danske besætninger er derfor usikkert. I en undersøgelse af [2] har de fundet det modsatte resultat: at høje sotitre nedsatte grisens risiko for at dø efter fravænning. I undersøgelsen af [2] indgik 85 grise fra 8 kuld. Disse modstridende resultater kan ikke umiddelbart forklares. Det må afvente yderligere undersøgelser.

Endvidere fremgår det af undersøgelsen, at grisens risiko for at dø efter fravænning var afhængig af, om grisen udviklede antistoffer i perioden. Dette støtter hypotesen om, at PCV2 har betydning for udviklingen af PMWS.

Konklusion

Soens PCV2 titer og grisens titerstigning fra fravænning til fire uger efter fravænning var i denne undersøgelse de eneste faktorer, der kunne påvises at have en risiko for, at grisen døde efter fravænning. Soeffekten blev dog kun påvist i den ene besætning. Ingen af de undersøgte produktionsparametre kunne i denne undersøgelse påvises at have effekt på grisens risiko for at dø efter fravænning.

Referencer

[1]	Allan, G.M. & Ellis, J.A. (2000). Porcine circovirus: a reveiw. J. Vet. Diagn. Invest. 12: 3-14.
[2]	Allan, G.M., McNeilly, F., McNair, I., Meehan, B., Marshall, M., Ellis, J., Lasagna, C., Boriosi, G., Krakowka, S., Reynard, G., Boeuf-Tedeschei, L., Bublot, M. & Charreyre, C. (2002). Passive transfer of maternal antibodies to PCV2 protects against development of Post-Weaning multisystemic wasting Syndrome (PMWS): Experimental infections and field study. The Pig Journal 50: 59-67.
[3]	Bøtner, A., Ladekjær-Mikkelsen, A.S., Jorsal, S.E., Bille-Hansen, V., Hassing, A.G. & Bækbo, P. (2002). Hvordan stilles diagnosen Postweaning Multisystemic Wasting Syndrome (PMWS)? Dansk Veterinærtidsskrift 4, februar 2002.
[4]	Hassing, A.G., Bøtner, A., Ladekjær-Mikkelsen, A.S., Bækbo, P., Jorsal, S.E. & Bille-Hansen, V. (2002). Postweaning Wasting Syndrome in Denmark. Proceedings of the 17^th Congress of the International Veterinary Society, Ames, Iowa: 173.

Risikofaktorer for øget dødelighed i fravænningsperioden i besætninger med PMWS