Der var ikke statistisk sikker forskel på at bruge førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer som ammesøer med hensyn til dødelighed eller fravænningsvægt. Der gik over 1 time, før halvdelen af ammesøerne havde givet die første gang.

Førstekulds søer er sammenlignet med 2.-5.- kuldssøer med hensyn til hvor godt ammesøerne tog imod 1-2 dage gamle ammegrise. Ammegrisene vejede i gennemsnit 1,9 kg, og var 12-48 timer gamle, når ammekuldet blev etableret. Afprøvningen omfattede 15 gentagelser (15 ammeso-par), der bestod af en førstekuldsso og en 2.-5.- kuldsso. Hver gentagelse omfattede 20-22 ammegrise, der blev fordelt tilfældigt til de to ammesøer.

Alle 30 ammesøer accepterede de tilsatte grise. Der var ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægt eller dødelighed hos ammegrisene hos ammesøer efter 1 kuld eller efter 2.-5.- kuld. Der var en tendens til, at 2.-5.- kulds ammesøer brugte kortere tid til at acceptere ammegrisene (p=0,10). Efter 20 minutter var de fleste af ammegrisene faldet til ro i pattegrisehulen hos ammesoen. På dette tidspunkt lå over halvdelen af ammesøerne i sideleje med yveret tilgængeligt for grisene. Alligevel gik der en time, før halvdelen af søerne havde givet die. Ved tre timer havde tre ammesøer (10 pct.) endnu ikke givet die. Kun halvdelen af ammegrisene deltog i første diegivning, mens resten af grisene blev i pattegrisehulen

Den gennemsnitlige ændring i rygspæktykkelse tydede ikke på, at ammeso-perioden var en belastning for ammesøerne. Dette forudsætter dog, at man vælger ammesøer, som har et optimalt huld, og som har udvist en god ædelyst under diegivningen.

Der var ikke statistisk sikker forskel på ammegrisenes fravænningsvægt eller dødelighed, efter om de voksede op hos ammesøer, der var førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer

Baggrund

Hvis man nedsætter antallet af diende grise pr. so ved at bruge ammesøer, kan overlevelsesraten og fravænningsvægten øges [3], [4]. Der anvendes ammesøer i de fleste sohold, men der findes ingen undersøgelser, der beskriver den optimale ammeso[5].

Denne afprøvning skulle afklare, om førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer er bedst som ammesøer. Der er fordele og ulemper ved begge typer (tabel 1). En førstekuldsso har ofte et velansat pattesæt, og rejser og lægger sig lettere end 2.-5.- kuldssøer. Til gengæld har 2.-5.- kuldssøer en højere mælkeydelse, og de udskiller antistoffer imod flere sygdomme end førstekuldssøerne. Selv om førstekuldssøerne har en lavere mælkeydelse, har de også en lavere foderoptagelse, så førstekuldssøer taber sig mere end 2.-5.- kuldssøer i diegivningsperioden. Derved er førstekuldssøer mere udsat for skader ved en forlænget diegivningsperiode.

Tabel 1. Forventede fordele og ulemper ved at benytte førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer

	Fordele	Ulemper
Førstekuldssøer	Tager godt imod grisene Lette dyr Velansatte patter	Lav mælkeydelse Lav foderoptagelse
2.-5.- kuldssøer	Høj mælkeydelse Høj foderoptagelse	Har sværere ved at acceptere nye grise Tunge Svært tilgængelige patter

Ammesøer kan laves som 1-trins eller som 2-trins ammesøer (tabel 2). Uanset kuldnummer har det stor betydning for forløbet af ammeperioden, om grisene ligger hos en 1-trins eller en 2-trins-ammeso. Derfor er afprøvningen udført, så begge ammesøer i et ammeso-par var samme ”trin”.

Tabel 2. Skitse over brug af 1-trins- og 2 trins ammesøer

1-trins ammeso*	Et kuld 3 uger gamle grise fravænnes so nr. 1		Et kuld nyfødte grise flyttes til so nr. 1
2-trins ammeso**	Et kuld 3 uger gamle grise fravænnes so nr. 1	Et kuld 2-7 dage gamle grise flyttes fra so nr. 2 til so nr. 1	Et kuld nyfødte grise flyttes til so nr. 2.

*

1-trins ammesoen fravænner sine grise efter mindst 21 dages diegivning, og modtager grise, der er 1-2 dage gamle. Den går altså direkte fra at have tre uger gamle grise til at have daggamle grise. Der vil være et misforhold imellem ammesoens høje mælkeydelse og de nyfødte grises begrænsede mælkeoptagelse. Desuden er ammesoen vant til, at det er grisene, der indleder diegivningen, mens de nyfødte grise ”forventer”, at soen kalder dem til yveret. Ammesoen har gennemført en fuld diegivningsperiode, inden den starter som ammeso, og kommer således til at give die i mindst 42 dage.

**

En 2-trins ammeso har kun givet die i få dage, før den bliver ammeso. Man laver en 2-trins ammeso ved først at fravænne en so, der har været diegivende i mindst 21 dage. Den fravænnede so modtager et kuld grise, der er 2-7 dage gamle fra en anden so. Denne anden so bliver så 2-trins ammeso for de 1-2 dage gamle grise. Ved brug af 2-trins ammesøer er der bedre overensstemmelse imellem de nyfødte grises behov og ammesoens mælkeydelse, og sandsynligvis også imellem grisenes ”forventninger” til og soens håndtering af diegivningen. 2-trins ammesoen har kun diet sit eget kuld i få dage, når den laves til ammeso, så den får en diegivningslængde, der svarer til besætningens normale diegivningsperiode.

Det er ikke afklaret hvilke grise, der optimalt kan lægges til ammesøerne. Man kan samle de mindste grise hos en ammeso, så de bedre kan klare sig i kampen om patterne i et kuld med udelukkende små grise. En anden mulighed er at flytte de store grise til ammesøerne, da de store grise bedre klarer flytningen til ammesoen.

Formålet med denne afprøvning var at afklare, om førstekuldssøer eller 2.-5.- kuldssøer er bedst til at passe ammegrise målt som tid til accept af ammegrisene, dødelighed og fravænningsvægt. Begge søer i en gentagelse var enten 1-trins eller 2-trins ammesøer.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i én besætning. Der blev udpeget én førstekuldsso og én 2.-5.- kuldsso til hver gentagelse. Begge søerne i en gentagelse havde haft lige lang diegivningsperiode, inden de blev udvalgt til at være ammesøer. Det var op til driftslederen at bestemme, om ammesøerne skulle være 1-trins- eller 2-trins ammesøer, blot begge søer i en gentagelse var lavet på samme måde. De to søer i hver gentagelse blev i øvrigt behandlet ens. Grisene blev øremærket, vejet enkeltvis og fordelt ligeligt til de to søer i hver gentagelse. Efter fordeling af grisene blev kuldet ”låst”, så der herefter ikke blev flyttet grise til eller fra ammesøerne.

Efter fordeling af grisene blev søernes og grisenes aktivitet registreret hvert 10. minut i tre timer, eller til mindst tre diegivninger var iagttaget. Behandlinger og dødsfald i diegivningsperioden blev registreret af driftslederen. Ved fravænning blev fravænningsvægten registreret. Søernes rygspæktykkelse blev målt i fire punkter med rygspækmåleren Lean Meater (Renco corporation) ved start på ammeperioden og ved fravænning. Resultaterne er behandlet ved lineær regression i modellerne PROC MIXED (fravænningsvægt, tid til første diegivning) og NPAR1WAY (dødelighed) i programmet SAS. Afprøvningen var dimensioneret til at kunne påvise en forskel i fravænningsvægt på 400 gram med 80 pct. sikkerhed.

Resultater og diskussion

I gruppen ”2.-5.- kuldssøer” indgik seks søer med kuldnummer 2, syv søer med kuldnummer 3 og to søer med kuldnummer 5.

De 30 ammesøer fik tildelt 316 ammegrise, svarende til 10,5 ammegrise pr. ammeso. Én so udviklede skuldersår efter 14 dage med ammegrise, hvorfor ammegrisene hos begge søer i gentagelsen blev vejet ud. Soen med det begyndende skuldersår passede herefter grisene i en sti med dybstrøelse.

Tabel 3. Resultat af afprøvningen

Gruppe	Førstekuldssøer	2.-5.- kuldssøer
Antal søer i alt	15	15
Antal 1-trins ammesøer	5	5
Antal 2-trins ammesøer	10	10
Antal grise pr. kuld	10,5	10,5
Startvægt, kg pr. gris	1,9	1,9
Minutter til 1. diegivning	80	50
Pct. af søer, der gav die inden 1 time	40	55
Diegivningsperiode med ammegrise, dage	23	23
Dødelighed blandt ammegrise, pct.	3	10
Fravænningsvægt, kg pr. gris	7,3	7,7
Tab i rygspæk, mm	0,8	0,5

Der var ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægt og dødelighed i de to grupper. Forskellen på fravænningsvægt burde i forhold til dimensioneringen blive statistisk sikker, men en del af forskellen forklares af forskellen i antal fravænnede grise på grund af forskellen i dødelighed, hvorfor forskellen i fravænningsvægt på grund af kuldnummer i den statistiske analyse bliver mindre betydende.

Tid til første diegivning

Der var tendens til, at førstekuldssøer var cirka 30 minutter længere om at give die første gang end 2.-5.- kuldssøer (p=0,10). Efter 1 time havde 40 pct. af førstekuldssøerne og 55 pct. af 2.-5.- kuldssøerne givet die mindst 1 gang.

Efter at grisene blev sat til ammesoen, gik de fleste grise søgende rundt i stien, og nogle grise masserede ammesoens yver. Efter 20 minutter lå 66 pct. af grisene i pattegrisehulen.

Grisene indstillede sig således hurtigt på at være i den nye sti, hvorefter det var op til soen at indlede den første diegivning. 60 pct. af 2.-5.- kuldssøerne lå i sideleje umiddelbart efter tilsætningen af ammegrisene. Dette var kun tilfældet for 30 pct. af førstekuldssøerne.

Der var kun én so i hver gruppe, hvor det var grisene, der indledte første diegivning. Der var to førstekuldssøer og én 2. kuldsso, der ikke gav die inden tre timer efter tilsætning af ammegrisene. Disse var alle 1-trins ammesøer. Disse tre søer er sat til fem timer i den statistiske analyse af ”tid til første diegivning”. De tre søer blev behandlet med oxytocin efter tre timer. Behandlingen fik ikke de tre søer til at lægge sig og give grisene die. Der var én af søerne, der gav die 53 minutter efter oxytocinbehandlingen. Så sen effekt har ikke været en effekt af oxytocinbehandlingen. Trods den lange tid til første diegivning var der kun to pattegrise (7 pct.), der døde i disse tre kuld.

Figur 1. Tid til første diegivning hos førstekuldssøer og 2.-5.- kuldssøer

Effekt af tomtid før tilsætning af ammegrise

Der gik 50 til 90 minutter fra ammesoens egne grise blev taget fra, til ammekuldet blev sat til. For hvert minut, som soen var uden grise, var der tendens til, at der gik to minutter mindre til diegivning (p = 0,08) (se figur 2).

Ammesøernes tab af rygspæk

Søernes rygspæktab afhang især af, om det var 1-trins ammesøer (høj foderoptagelse, aftagende laktationskurve) eller 2-trins ammesøer (stigende foderoptagelse, stigende laktationskurve). Dette fremgår at tabel 5. 1-trins ammesøerne gennemførte en ”ekstra” diegivning efter at have afsluttet deres eget kuld, og de ændrede ikke spæktykkelse, mens de var ammesøer. 2.-5.- kuldssøer som 1-trins ammesøer viste endda tegn på tilvækst, mens de var ammesøer. Såvel førstekuldssøer som 2.-5.- kuldssøer tabte cirka 1 mm rygspæk i diegivningsperioden, hvis de var 2-trins ammesøer. Dette er mindre end det tab på 2-4 mm, der forventes hos en so, der gennemfører en normal diegivning [5]. I denne afprøvning blev huldet således ikke påvirket negativt af, at soen var ammeso.

Figur 2. Effekt af tid uden grise på tid til førte diegivning

Tabel 4. Ændring i rygspæktykkelse i ammeso-perioden, målt i mm rygspæk

Ammeso	Førstekuldsso	2.-5.- kuldsso
2-trins ammeso	- 1,2	- 1,1
1-trins ammeso	0,0	+ 0,6

Ammesoens alder?

2.-5.- kuldssøer var hurtigst til at acceptere ammegrisene. Der var ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægt eller dødelighed for ammegrise hos henholdsvis førstekulds og 2.-5.- kuldssøer.

Referencer

[1]	Larsen, G. B.; K. Poll. (2004). Skal ammesoen være 1. eller ældre læg? Veterinært speciale. Sektion for Reproduktion, Den kongelige Veterinær og Landbohøjskole. 87 pp.
[2]	Sørensen, G. ; F. Thorup. (2003). Energitildeling i implantationsperioden. Meddelelse nr. 618, Landsudvalget for Svin
[3]	Thorup, F. (2002). Sammenligning af 11 eller 12 pattegrise pr. kuld. Meddelelse nr. 548, Landsudvalget for Svin
[4]	Thorup, F. (2002). 11 eller 13 pattegrise pr. kuld. Meddelelse nr. 585, Landsudvalget for Svin
[5]	Thorup, F.; T. S. Nielsen. (2003).Ammesøer. Rapport nr. 23, Landsudvalget for Svin

Deltagere: Statistiker Mai Brit Friis Nielsen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: 773

Optimal alder for ammesøer til 1-2 dage gamle grise