Besætninger med godt management har færre behandlingskrævende diarréer end besætninger uden godt management. Dette er resultatet af en netop afsluttet undersøgelse lavet af Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning og Landsudvalget for Svin.

Denne undersøgelse er gennemført i 85 besætninger i perioden 1. oktober 1999 til 31. marts 2000. Oplysninger om besætningerne er indsamlet ved hjælp af spørgeskemaer udfyldt af besætningernes praktiserende dyrlæge. Supplerende oplysninger er indsamlet ved hjælp af spørgeskemaer i løbet af 2001.

Undersøgelsen viste, at der er store forskelle i behandlingsintensiteten for diarré mellem besætninger. De faktorer, som kendetegner besætninger med lavere behandlingsintensitet, er alle relateret til management. Derfor kan de fleste af tiltagene indføres i mange besætninger.

Resultaterne tyder på, at behandlinger for diarré efter fravænning kan reduceres ved at:

Sikre god hygiejne i besætninger, hvor pattegrisene drikker af trug i farestalden
Kun anvende fravænningsblandinger kortvarigt og højst 11dage efter fravænning
Sortere grisene efter størrelse ved fravænning
Forvande søerne i farestalden
Konsekvent bruge alt-ind/alt-ud produktion i smågrisestalde.

Baggrund

Diarréproblemer hos smågrise skyldes ofte infektioner med colibakterier og Lawsonia. I mange besætninger styres diarréproblemer ved hjælp af antibiotika. Brugen af antibiotika kan medføre resistensproblemer i besætningen og medvirke til overførsel af resistens til sygdomsfremkaldende bakterier hos mennesker og skal derfor begrænses. Der er brug for mere holdbare løsninger. Afprøvninger af lovende enkelttiltag er ressourcekrævende for den enkelte producent og for branchen. En anden fremgangsmåde er at sammenligne besætningsforhold i besætninger med forskellige grader af diarré.

I projektet”Ophørt brug af vækstfremmere”, som blev gennemført i ca. 150 besætninger i perioden 1999-2001 af Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning (DFVF), blev der indsamlet oplysninger om besætningerne, som nemt kunne bruges i anden sammenhæng, fx i relation til fravænningsdiarré. Det var derfor oplagt at undersøge, hvilke besætningsfaktorer, som påvirker frekvensen af diarrébehandlinger.

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge sammenhæng mellem pasning, opstaldning, fodring m.m. i forhold til brug af antibiotika til behandling af diarré hos smågrise (7-30 kg).

Materiale og metoder

Epidemiologisk metode

Vi har valgt at bruge data fra 85 besætninger i perioden 1. oktober 1999 til 31. marts 2000. Besætninger, som ikke blev medtaget, var besætninger, hvor de nødvendige oplysninger ikke forelå. Oplysninger om besætningerne til projektet ”Ophørt brug af vækstfremmere” blev indsamlet ved hjælp af et spørgeskema udfyldt af besætningernes praktiserende dyrlæge.

Disse oplysninger omfattede vægt ved fravænning, fravænningsalder, staldtype, staldstørrelse, holddrift, rengøring, tilbageflytninger, gødningskontakt mellem stier, holdstørrelse, belægning, gulvtype, foderskift, restriktiv fodring, fodertype, tilsætning af Cu og Zn til foderet, syretilsætning, proteinindhold, rutinebehandlinger, vaccinationer og medicinske rutinebehandlinger efter fravænning.

Supplerende oplysninger om udtørringstid, vandkopper/ventiler, ekstra vand, opblødt foder, sammenblanding af grise, sortering efter størrelse, brug af elektrolytopløsninger, og fodring af søer blev indsamlet ved hjælp af et spørgeskema udfyldt af besætningernes praktiserende dyrlæge i løbet af 2001.

Registreringer

Alle behandlinger af sygdom blev foretaget og registreret af besætningsejeren eller dennes medarbejdere. I observationsperioden blev alle behandlingsepisoder registreret og karakteriseret ved:

behandlingsdato
behandlingsårsag
aldersgruppe (7-30kg)
antal behandlede grise
mængde af antibiotika
handelsnavn for det anvendte præparat

Statistik

Hver registrering af behandling blev klassificeret som enten enkeltdyrs- eller flokbehandling. Flokbehandling forelå, hvis:

antallet af behandlinger oversteg antal stipladser pr. sti i smågrisestalden
eller udgjorde mere end 3 % af smågrisene i besætningen
det anvendte præparat var til indgift gennem munden

De 3 % af besætningens smågrise svarer til behandling af 24 % af et ugehold, hvis grise opholder sig 8 uger i smågrisestalden.

For hver besætning blev beregnet:

gennemsnitlige antal enkeltdyrsbehandlinger pr. smågris:
antal enkeltdyrsbehandlinger/(26 uger/8 uger) x antal smågrise i besætningen

gennemsnitlige antal flokbehandlinger pr. smågris:
antal flokbehandlinger/(26 uger/8 uger) x antal smågrise i besætningen

Ved beregning af det gennemsnitlige antal behandlinger blev antaget, at smågrisene går 8 uger i klimastalden, og at observationsperioden er 26 uger. Til analysebrug blev hver enkelt besætnings behandlingsomfang transformeret ved hjælp af 10-tals logaritmen. For hver faktor blev udregnet som forholdet mellem antallet af behandlinger i besætninger med og uden en faktor. Herved opnås en relativ beskrivelse af effekten af diverse faktorer.

Kontinuerlige forklarende variable (fravænningsvægt, alder etc.) blev indledningsvis reduceret til kategoriske variabler med to niveauer (over/under medianen). Manglende værdier blev omkodet til ”ukendt” for ikke at miste besætninger i analysen. Hver enkelt faktor blev undersøgt for sammenhæng med antal behandlinger ved hjælp af Wilcoxon’s rang sum test, idet besætninger med uoplyst niveau blev udelukket.

Enkeltfaktorer, som var signifikante på 5 % -niveau, blev analyseret i en multipel lineær regressions model. Dyrlægepraksis blev indsat som tilfældig effekt. Faktorer, som var signifikante på 5 %-niveau i den multiple model, blev undersøgt for toleddede vekselvirkninger og indbyrdes korrelation. Faktorer med mere end to niveauer blev i den endelig analyse reduceret til ja/nej kategorier ved sammenlægning af ’beslægtede-niveauer’. De statistiske beregninger blev foretaget i SAS (procedurerne N1PARWAY, FREQ, CORR og Mixed).

Resultater og diskussion

Det gennemsnitlige antal enkeltdyrs- og flokbehandlinger var 0,08 og 1,1 pr. smågris i en 8 ugers periode. Af de 75 undersøgte variable var der syv, som havde signifikant betydning som enkeltfaktor for frekvensen af enkeltdyrsbehandlinger pr. besætning.

Der var således færre antibiotikabehandlinger af enkeltdyr mod diarré i besætninger med:

over 184 søer
med en normal tomperiode i smågrisestalden over 38 timer
med kuldudjævning efter faring
med sortering af grise efter størrelse ved fravænning
med antibiotika behandling af pattegrise

Derimod havde besætninger, hvor pattegrisene drak vand af trug i farestalden eller brugte fravænningsblanding over 11 dage efter fravænning, en høj behandlingsfrekvens. Resultaterne er vist i Tabel 1.

I de efterfølgende tabeller er anført både gennemsnit og median. Da tallene er meget skævt fordelt er medianen medtaget i tabellerne. Medianen er den midterste observation, hvis alle tallene sorteres efter størrelse. I tabel 1 er medianen i besætninger under 184 søer 0,031. Dette betyder, at en gris har fået 0,03 behandling, eller at ca. 3% af grisene blevet behandlet.

Af de 75 undersøgte variable var der tre, som havde signifikant betydning som enkeltfaktor for frekvensen af flokbehandlinger pr. besætning. Behandlingsfrekvensen blev reduceret, når enten søerne blev forvandet i farestalden, smågrisestalden blev tømt mellem hold eller grisene ikke blev flyttet tilbage i systemet. Resultaterne er vist i Tabel 2.

Tabel 1. Faktorer af betydning for enkeltdyrsbehandling. Wilcoxon’s test

Faktor	Niveau	Antal	Injektionsbehandlinger/gris/besætning
			Gennemsnit	Median	P-værdi
Besætning
Antal søer i besætning	Mangler < 184 ≥ 184	- 42 43	- 0,12 0,04	- 0,031 0,012	0,04
Stald
Normal tomtid mellem hold i smågrisestalden, timer.	Mangler < 38 ≥ 38	23 31 31	0,11 0,09 0,04	0,016 0,028 0,009	0,05
Management
Kuldudjævning efter faring	Mangler Nej Ja	18 3 63	0,14 0,28 0,05	0,02 0,34 0,02	0,05
Sorteres grisene efter størrelse ved fravænning	Mangler Ja Nej	19 53 13	0,133 0,048 0,129	0,017 0,012 0,082	0,01
Behandling/vaccination
Rutinemæssig behandling af pattegrise med antibiotika	Nej Ja	54 31	0,10 0,04	0,03 0,009	0,01
Foder/vand
Trug som vandforsyning til pattegrise i farestald	Mangler Ja Nej	20 14 51	0,13 0,16 0,04	0,015 0,11 0,012	0,002
Antal dage med fravænningsblanding, i dage	Mangler < 12 ≥ 12	5 39 41	0,15 0,07 0,08	0,004 0,010 0,027	0,02

Tabel 2. Faktorer af betydning for flokbehandling, Wilcoxon’s test

Faktor	Niveau	Antal	Flokbehandlinger/gris/besætning
			Gennemsnit	Median	P-værdi
Management
Forvandes søerne i farestalden	Mangler Ja Nej	20 9 56	2,50 0,37 0,73	0,17 0 0,25	0,04
Tømmes smågrisestald mellem hold	Mangler Ja Nej	5 58 22	0,50 0,43 3,04	0,09 0,08 0,84	0,04
Ingen tilbageflytning af grise i smågrisestald	Mangler Ja Nej	5 40 40	0,50 1,23 1,07	0,09 0,08 0,34	0,01

I den endelige multiple model havde fire faktorer betydning for frekvensen af enkeltdyrsbehandlinger med antibiotika mod diarré. Der var således en lavere behandlingsfrekvens i besætninger med sortering af grise efter størrelse ved fravænning, og i besætninger hvor pattegrisene blev antibiotikabehandlet rutinemæssigt. Disse rutinebehandlinger omfattede de behandlinger af pattegrise ud over Baycox®, som besætningerne havde oplyst. Derimod havde besætninger, hvor pattegrisene drak vand af trug i farestalden eller brugte fravænningsblanding over 11 dage efter fravænning den højeste behandlingsfrekvens. I den samlede analyse af faktorer med betydning for frekvensen af enkeltdyrsbehandlinger var der ikke effekt af besætningsstørrelse, kuldudjævning eller normal tomperiode mellem hold i smågrisestalden.

Der var tre egenskaber, som havde betydning for frekvensen af flokbehandlinger. I besætninger som forvandede søerne i farestalden, tømte smågrisestalden mellem hold eller ikke flyttede grise tilbage havde den laveste behandlingsfrekvens. Der var hverken signifikante vekselvirkninger eller effekt af praksis som tilfældig effekt. Resultaterne er vist i Tabel 3.

Af Tabel 3 fremgår det at den relative behandlingsfrekvens er 4,3 i besætninger, hvor pattegrisene drikker af trug. Dette betyder, at fravænnede grise i disse besætninger bliver enkeltdyrsbehandlet for diarré 4,3 gange hyppigere end fravænnede grise i besætninger, hvor pattegrisene ikke drikker af trug.

Hvis den relative behandlingsfrekvens er mindre end én, så bliver grisene i besætninger med denne faktor behandlet mindre for diarré end grise i besætninger uden denne faktor (f.eks. sortering af grise efter størrelse efter fravænning).

Tabel 3. Sammenhæng mellem besætningsfaktorer og enkeltsdyrs/flokbehandlinger af diarré hos smågrise i multiple model

Faktor	Relativ behandlings frekvens	95% konfidens interval	P-værdi
Enkeltdyrsbehandling
Pattegrise drikker af trug i farestalden (ja/nej)	4,2	1,6-11,5	0,005
Rutinemæssig behandling af pattegrise med antibiotika (ja/nej)	0,38	0,18-0.79	0,01
Fodring med første blanding ≥ 12 dage (ja/nej)	3,3	1,5-7,2	0,003
Sortering efter størrelse ved fravænning (ja/nej)	0,31	0,11-0,86	0,025
Flokbehandling
Forvanding af søer i farestald (ja/nej)	0,03	0,00-0,23	0,001
Tømning af sektion mellem hold (ja/nej)	0,17	0,04-0,66	0,012
Ingen tilbageflytning af fravænnede grise (ja/nej)	0,15	0,04-0,54	0,004

Resultaterne peger på, at den øgede frekvens af enkeltsdyrsbehandling mod diarré i besætninger kan skyldes problemer med manglende hygiejne ved truget i farestalden. Manglende hygiejne kan medføre opformering af sygdomsfremkaldende organismer og dermed øge smittepresset, så grisene får diarré efter fravænning.

Rutinemæssig behandling af pattegrisene med antibiotika synes at have en effekt på de fravænnede grise. Denne effekt kan evt. skyldes, at den generelle brug af antibiotika nedsætter smittepresset, eller at nogle af de behandlede grise er behandlet for diarré og måske har udviklet immunitet mod colibakterier.

Et højere indhold af protein i fravænningsblandinger kan være forklaringen på, at længere tids brug af dem, øger frekvensen af behandlingskrævende diarré.

Størrelsessortering af grisene nedsætter behandlingsfrekvensen. Årsagen kan være, at ens grise i stien nedsætter stressniveauet og dermed sandsynligheden for, at grisene udvikler diarré.

Den positive effekt af forvanding af søer kan muligvis skyldes, at forvanding øger søernes mælkeproduktion, hvilket igen kan medføre større eller mere immunkompetente grise ved fravænning med mindre risiko for diarré.

Alt-ind/alt-ud produktion nedsætter smittepresset fra ældre grise og dermed risikoen for diarré.

I en fransk undersøgelse (Madec et al., 1998) blev fundet, at på besætningsniveau var det høj fravænningsalder, høj foderoptagelse i første uge efter fravænning, god hygiejne i smågrisestalden ved indsættelsen samt god klimastyring i smågrisestalden, som var med til at sikre, at der ikke var diarréproblemer i en besætning. På stiniveau havde stier med høj fravænningsvægt, lavt antal grise i stien og høj foderoptagelse i første uge efter fravænning færre diarréproblemer.

I denne undersøgelse har der ikke været effekt af nogle af disse faktorer. Foderoptagelsen er ikke målt i vores undersøgelse. Fravænningsvægten er i de fleste besætninger skønnet og et gennemsnitstal for hele besætningen, hvorimod grisene i den franske undersøgelse blev vejet. Endvidere kan forskelle i de to undersøgelser skyldes forskellige undersøgelsesmetoder. Fælles for de to undersøgelser er, at også den franske kan påvise en effekt af management i form af hygiejne og klimastyring.

Betydning af hygiejne er bekræftet i en anden dansk undersøgelse (Nielsen et al., 2002), hvor bl.a. risikofaktorer for behandling af diarré hos slagtesvin blev undersøgt. I denne undersøgelse havde grise i stalde, som aldrig blev vasket, 4,8 gange højere risiko for at blive flokbehandlet for diarré. Risikoen for at blive injektionsbehandlet for diarré var i samme undersøgelse højere for slagtesvin i store stalde og stalde med yngre slagtesvin.

I denne undersøgelse har vi antaget, at frekvensen af behandlinger er et direkte udtryk for sygdom. Men antibiotikabehandling af smågrise med diarré afhænger af flere forhold. Det er forhold som erkendelse af sygdom, prioritering mellem enkeltdyrs- og flokbehandlinger, anbefalinger fra rådgivere, påvirkning fra kolleger og det omgivende samfund, producentens og staldpersonalets egne erfaringer og sædvane. Disse, og måske flere forhold, påvirker sammenhængen mellem miljø/management og sygdom.

Konklusion

Undersøgelsen viste, at der er store forskelle mellem besætninger m.h.t. behandlingsfrekvensen for diarré. De faktorer, som kendetegner besætninger med lavere behandlingsintensitet, er alle relateret til management. Derfor kan de fleste af tiltagene indføres i mange besætninger.

Resultaterne tyder på, at behandlinger for diarré efter fravænning kan reduceres når:

Der sikres god hygiejne omkring truget i besætninger, hvor pattegrisene drikker af trug i farestalden
Der kun bruges fravænningsblandinger i op til 11 dage efter fravænning
Grisene sorteres efter størrelse ved fravænning
Søerne forvandes i farestalden
Der konsekvent anvendes alt-ind/alt-ud produktion i smågrisestalden

Referencer

	Madec, F.; Bridoux, N.; Bounaix, S. & Jestin, A.:(1998). Measurement of digestive disorders in the piglet at weaning and related risk factors. Prev. Vet. Medicin 35: 53-72.
	Nielsen, E. O.; Hassing, A.G.; Wachmann, H.; Bækbo.P.; Petersen, H.H. & Nielsen, J.P.: (2002). Antibiotikaforbrug i danske slagtesvinebesætninger år 2000. Meddelelse nr. 581, december 2002, Landsudvalget for Svin.

Faktorer der påvirker antallet af behandlinger for diarré hos smågrise