Orner, der havde haft feber over 40 °C, havde forringet sædkvalitet i mindst otte uger efter feberens ophør. Den forringede sædkvalitet blev udtrykt ved en forringelse af sædcellernes bevægelse (motilitet) og en hyppigere forekomst af defekte sædceller.

Igennem tre måneder registreredes sygdom hos ornerne på syv af landets ni KS-stationer. Sygdomsregistreringerne blev sammenholdt med de rutinemæssige sædkvalitetsregistreringer foretaget for alle orner på de pågældende KS-stationer i perioden fra en måned før til tre måneder efter sygdomsregistreringen.

Orner, der havde haft feber over 40 °C, havde forringet sædkvalitet i mindst otte uger efter feberens ophør. Den forringede sædkvalitet blev udtrykt ved en forringelse af sædcellernes bevægelse (motilitet) og en hyppigere forekomst af defekte sædceller.

Baggrund

Når en orne har været syg, er der risiko for, at ornen bliver ufrugtbar.

Sædcelledannelsen er meget temperaturfølsom. Når ornens legemstemperatur stiger, stiger også temperaturen i det sædcelledannende væv. Det antages derfor, at det er den forhøjede legemstemperatur (feber), der medfører ufrugtbarheden. Det kan dog ikke udelukkes, at visse smitstoffer kan have en direkte effekt på sædkvaliteten. Det er ikke afklaret, om det er temperaturniveauet eller feberens varighed, som er afgørende for, om ornen bliver ufrugtbar.

En influenzaepidemi på flere af KS-stationerne i efteråret 1990 viste, at der var stor variation mellem de enkelte orners sædkvalitet efter sygdommen. En del orner havde ikke ændret sædkvalitet, mens andre orner måtte udsættes på grund af en markant forringelse.

Det er uklart, hvornår eventuel ufrugtbarhed vil vise sig, hvilke forandringer der kan observeres ved sædundersøgelsen og hvor mange af ornerne, der igen opnår normal frugtbarhed.

Materiale og metode

Undersøgelsen blev gennemført i samarbejde med syv af landets ni KS-stationer. De syv stationer har i undersøgelsesperioden haft tilsammen cirka 730 orner.

På KS-stationerne foretog staldpersonalet igennem en periode på tre måneder registrering af alle orner med ændret ædelyst og/eller ændret springvillighed. Ornernes legemestemperatur, samt den formodede årsag til adfærdsændringen, blev noteret.

På basis af sygdomsregistreringerne udvalgtes en forsøgs- og en kontrolgruppe.

Forsøgsgruppe:	Alle orner, der havde været syge med legemstemperatur på 40 °C eller derover.
Kontrolgruppe:	For hver syg orne udvalgtes en eller flere ikke-syge orner af samme race og fra samme station.

Fra laboratorierne på KS-stationerne blev oplysninger om sædvolumen og sædkoncentration, procent normalt bevægelige spermier og eventuelle bemærkninger om defekte sædceller indsamlet for alle opsamlinger i en periode fra een måned før start på sygdomsregistreringer og indtil tre måneder efter. Det vil sige, at der var laboratorieregistreringer for alle orner på KS-stationerne igennem syv måneder.

Ved at sammenholde sygdomsregistreringerne med laboratorieregistreringerne af motilitet, forekomst af defekte sædceller etc. kan eventuelle ændringer af sædkvaliteten som følge af sygdom påvises. Laboratorieregistreringerne foretages rutinemæssigt på KS-stationerne på alle opsamlinger.

Resultater og diskussion

Der blev i løbet af de tre undersøgelsesmåneder foretaget 481 registreringer om nedsat til ophørt ædelyst og/eller springvillighed. Kun 21 orner havde haft feber (temp => 40 °C) i perioden.

For hver af de 21 orner blev laboratorieregistreringerne delt i tre perioder:

Periode 1: Perioden før registrering af feber.
Periode 2: Perioden fra feber-registrering og otte uger frem.
Periode 3: Perioden fra uge 9 og til registrering ophørte (3 mdr. efter sidste sygdomsregistrering).

På grund af manglende registreringer i en eller flere af perioderne måtte tre "syge orner" udelades af opgørelsen.

Laboratorieregistreringerne for kontrolornerne er ligeledes inddelt i tre perioder, således at perioderne svarer til perioderne for den syge orne.

Tabel 1. Oversigt over motiliteten (gns.) for såvel syge som raske orner i de tre perioder
	Motilitet i gns. (antal opsamlinger)
Periode	Syge	Kontrol
1	87,9 (148)	87,8 (855)
2	85,2 (114)	87,6 (1055)
3	85,5 (149)	87,3 (3)

Motiliteten (gns.) var i periode 2 og 3 lavere for de syge orner end for kontrolornerne.

For hver orne blev motiliteten for periode 1, 2 og 3 opgjort som et gennemsnit af motiliteten i perioden. Sammenligning blev foretaget på motilitetsforskelle mellem henholdsvis periode 1 og 2 og periode 1 og 3.

Forskellen i antallet af opsamlinger skyldtes dels, at de syge orner på grund af sygdommen ikke blev opsamlet så hyppigt, og dels at der var flere kontrol-orner (samme race og samme station) for hver syg orne.

Differencen mellem periode 1 og 2 var statistisk sikker forskellig for de to grupper (p=0,03). Det vil sige, at faldet i motiliteten fra periode 1 til periode 2 hos de syge orner ikke var tilfældigt, men skyldtes sygdommen.

Ved analyser af motilitetsresultaterne for hver gruppe for sig fandtes for kontrolgruppen ikke statistisk sikre forskelle mellem de tre perioder. Motiliteten for de syge orner faldt i periode 2 og forblev i periode 3 på et relativt lavere niveau. Der fandtes statistisk sikker forskel mellem periode 1 og 2 og mellem periode 1 og 3 i gruppen af syge orner.

Defekte sædceller "bemærkes" rutinemæssigt på KS-stationerne, hvis forekomsten af defekte sædceller i en opsamling overstiger 5 pct. Bemærkningsfrekvensen for opsamlinger fra "syge" orner var statistisk sikkert højere end bemærkningsfrekvensen for de raske orner.

Tilsvarende viste opgørelser over antallet af kasserede opsamlinger, at der på grund af forringet sædkvalitet blev kasseret signifikant flere opsamlinger fra de syge orner end fra kontrolornerne.

Det må på baggrund af denne undersøgelse anbefales, at orner, der har haft feber, kontrolleres omhyggeligt med hensyn til sædkvalitet. Kontrollen bør strække sig over en periode fra 1-2 uger efter feberen og indtil mindst 8 uger efter.

Kontrol kan foregå ved sædprøveundersøgelse suppleret med registreringer af renløbninger med ornen.

Sammenhæng mellem orners sygdom og sædkvalitet