Uønsket spredning i fravænningsvægten kan reduceres ved at undgå unødig flytning af grise, der er mere end ét døgn gamle, ved aldrig at flytte undervægtige grise til en gylt og eventuelt flytte undervægtige grise født af gylte til en so.

Fødselsvægt og tidspunkt for flytning, sygdomsbehandling og død eller fravænning samt fravænningsvægt blev registreret for 853 individuelt mærkede grise fra 73 kuld. Undersøgelsen omfattede alle grise, der blev født i én uge i foråret og i tre uger i efteråret 1997 på Forsøgsstation Grønhøj. Tretten søer, der farede udenfor denne periode, indgik som “ammesøer” for én eller flere grise i undersøgelsen.

Gyltene fødte grise, der i gennemsnit vejede cirka 300 gram mindre end søernes grise. Dette medførte, at der var flere undervægtige grise i gyltekuldene. Perioder med mange gyltekuld kan således forklare, at der ses perioder, hvor der fødes mange undervægtige grise. Gyltene var dårligere til at passe grisene, hvad enten de stammede fra gylten selv, eller fra en ældre so. Således var fravænningsvægten cirka 800 gram mindre, hvis grisen blev fravænnet fra en gylt, end hvis den blev fravænnet fra en so.

Søer ældre end fjerde læg fødte grise, der var cirka 100 gram mindre end grise fra søer i andet til fjerde læg. Der var ikke statistisk sikker forskel på fravænningsvægten for grise efter yngre (2-4 læg) og ældre søer (ældre end 4. læg). Fødselsvægten havde signifikant betydning for fravænningsvægten, således at en stigning på ét kg i fødselsvægt medførte, at fravænningsvægten blev øget med 2 kg.

Hvis en gris blev flyttet senere end ét døgn efter fødsel, vejede den 900 gram mindre ved fravænning end en tilsvarende gris, der enten ikke blev flyttet, eller som blev flyttet på dagen for eller dagen efter fødsel. Samtidig kostede forstyrret rangorden 140 gram i tilvækst hos hver af grisene i det kuld, som grisen blev flyttet til.

Uønsket spredning i fravænningsvægten kan reduceres ved at undgå unødig flytning af grise, der er mere end ét døgn gamle, ved aldrig at flytte undervægtige grise til en gylt og eventuelt flytte undervægtige grise født af gylte til en so. Grisene skal flyttes inden 2 døgn efter fødsel. Disse forholdsregler forventes alene at kunne øge fravænningsvægten med knap ét kg for halvdelen af de 8 pct. mindste grise. Dødeligheden var kraftigt påvirket af fødselsvægten. Grisene døde oftest af lidelser, der kunne forklares med manglende mælkeoptagelse. En stor del af grisene døde først 2-3 dage efter fødsel. Ved at sikre de svageste nyfødte grise tilstrækkeligt med råmælk, kan flere af disse muligvis reddes.

Baggrund

Ved fravænning skal grisene have en høj fravænningsvægt, så de får en god start på perioden efter fravænning. Fødselsvægt og fravænningsvægt udviser betydelig variation mellem besætninger, mellem kuld og indenfor kuld. Selvom fravænningsvægten registreres i mange besætninger, så er registreringerne svære at udnytte, da der ofte er flyttet mange store eller små grise til eller fra den enkelte so, og da grise fra samme kuld kan blive fravænnet fra forskellige søer og endda blive fravænnet over 2 eller 3 uger. Forundersøgelsen skulle give et indtryk af hvilke faktorer, der påvirker fravænningsvægten, og hvordan disse kan kontrolleres.

Materiale og metode

Over 1 uge i foråret og 3 uger i efteråret 1997, blev alle levendefødte grise på Forsøgsstation Grønhøj øremærket og vejet ved fødsel. Ved kuldudjævning, sygdomsbehandling og død blev hændelse og grisens nummer registreret. Grisene blev vejet enkeltvis ved fravænning. Alle vejninger blev registreret med 100 grams nøjagtighed. Grise med en fødselsvægt under ét kg benævnes i det følgende “undervægtige”. Hver flytning blev registreret hos den so, som grisen blev flyttet fra med dato og årsag. Grisene blev ikke vejet ved flytning eller ved død. Ved fravænning blev grisene igen vejet. Grisene blev så vidt muligt ikke flyttet mellem sektionerne, hvorfor næsten alle grise blev fravænnet ved samme alder. Datamaterialet blev opgjort for hver enkelt gris. Sammenhænge blev undersøgt ved hjælp af proceduren proc mixed i statistikpakken SAS, der håndterer såvel lineære sammenhænge som diskontinuerte variabler. Under opgørelsen er der taget hensyn til, at grise fra samme kuld er arveligt og miljømæssigt forbundet.

Resultater og diskussion

Der indgik resultater fra 73 faringer, førende til 858 levendefødte grise (11,8 levendefødte grise pr. kuld). Heraf blev fødselsvægten registreret hos 853 grise. De sidste 5 grise døde sandsynligvis inden de blev vejet. Der blev registreret 48 dødsfald (0,7 gris pr. kuld) og 779 fravænninger foretaget fra i alt 86 søer. Der indgik således 13 søer som ammesøer (15 pct.). Enkelte af grisene havde tabt øremærket eller blev fravænnet senere end hovedparten af grisene, og blev derved ikke vejet ved fravænning. Resultaterne kan være påvirkede af, at kuldstørrelsen i de 14 gyltekuld var på hele 13,3 totalfødte grise, imod et gennemsnit på 12,2 totalfødte grise i hele materialet.

Fødselsvægt

De levendefødte grise vejede i gennemsnit 1,5 kg hvor 8 pct. af grisene vejede under ét kg. Hele 26 pct. af grisene i gyltekuldene vejede under ét kg. Fordelingen af fødselsvægt for alle vejede grise er angivet i figur 1.

Figur 1. Fordeling af grisenes fødselsvægt for alle. 853 grise

Beregning af fødselsvægt

Fødselsvægten for den enkelte gris kan beregnes efter følgende formel: Fødselsvægt = 1.860 gram ÷ (antal totalfødte grise × 22 g) ÷ (290 gram, hvis gylt) ÷ (100 gram hvis soen er ældre end fjerde læg).

I et gennemsnitskuld med 12 totalfødte grise, vil grisene således i gennemsnit veje 1.600 gram, hvis soen er andet til fjerde læg, 1.500 gram hvis der er tale om en so ældre end fjerde læg, og kun 1.310 gram hvis soen er en gylt. Drægtighedslængden varierede fra 113 til 119 dage, og havde ikke statistisk sikker betydning for fødselsvægten.

Flytning af grise

Omkring en fjerdedel af grisene blev flyttet mindst én gang. Heraf blev 197 grise flyttet én gang (23 pct.), 30 grise blev flyttet 2 gange (4 pct.) og to grise blev flyttet tre henholdsvis fire gange. Fødselsvægten havde ikke betydning for grisens risiko for at blive flyttet. Tabel 1 angiver fødsels-og fravænningsvægt for grise flyttet af forskellige årsager. Den gennemsnitlige fravænningsalder var ens uanset antal flytninger, mens fødselsvægt og fravænningsvægt varierede med de enkelte årsager. Der var meget lille forskel på såvel fødselsvægten som på fravænningsvægten for en stærk og en svag gris, der blev flyttet.

Tabel 1. Årsag til flytning af grise og dennes betydning for fravænningsvægten

Årsag	Antalgrise	Vægt vedfødsel, kg	Alder vedflytning,dage	Vægt vedfrav.,kg	Alder vedfrav.,dage	Antalflytningerpr. gris
Udjævning inden 3 døgn	84	1,4	0,9	7,0	27	1,3*
Senere flytning afsvag gris	24	1,4	10,7	6,1	28	1,1
Senere flytning af stærk gris	62	1,6	10,6	6,1	27	1,1
Gris flyttet til ammeso	27	1,5	11,9	6,4	30	1,0
* Betyder, at en tredjedel af de flyttede grise i denne gruppe blev flyttet endnu en gang. Cirka 10 pct. af alle grisene, eller halvdelen af de flyttede grise, er flyttet som “udjævning inden 3 døgn”. Det har primært drejet sig om grise flyttet på faredagen (dag 0) og dagen efter faring (dag 1). Tidspunktet for flytning af grisene fremgår af figur 7.

Dødsfald

Figur 2 viser, at jo mindre grisene var ved fødsel, jo større var risikoen for, at grisen døde. Der var ingen af de fire grise, der vejede under 0,7 kg ved fødsel, der overlevede. Der var en synlig, men acceptabel dødelighed for de 102 grise der vejede imellem 0,7 og ét kg ved fødsel. Hvis grisene vejede over 1,6 kg, var dødeligheden ikke påvirket af fødselsvægten.

Figur 2. Fødselsvægtens betydning for overlevelsen

Figur 3. Alder ved død for 48 grise

Tidspunktet for grisenes død fremgår af figur 3. Figuren omfatter ikke de fem grise, der var levendefødte, men som døde inden de blev vejet. “Lagt ihjel” og “andet” var langt de hyppigste dødsårsager.

De grise der vejede mindst ved fødsel havde størst risiko for at dø i diegivningsperioden. Som figur 3 viser, så døde en stor del af de døde grise først 1-2 døgn efter fødsel. Hvis disse grise kan udpeges indenfor det første levedøgn, kan de måske nå at få ekstra pleje og derved overleve.

Fravænningen

Der blev registreret fravænningsvægt for 779 grise. De blev i gennemsnit fravænnet efter 26,7 dage ved en gennemsnitlig vægt på 7 kg.

Fordelingen af fravænningsvægt fremgår af figur 4.

Figur 4. Fordeling af fravænningsvægte for 779 fravænnede grise

De fravænnede grises vægt lå imellem 4 og 10 kg. Ti procent af grisene vejede under 5 kg ved fravænning.

Fødselsvægten havde meget stor betydning for fravænningsvægten (Figur 5). Dette kan skyldes, at små grise var svage grise gennem hele diegivningsperioden, at grisens størrelse er en indikator for grisens evne til vækst, at de små grise fik de dårligste patter hos soen, eller at de mindste grise var dårligst til at malke soens patter op. Det er interessant, at også blandt de største grise er der en lineær sammenhæng imellem fødsels- og fravænningsvægt, og der er den samme hældning som blandt de mindste grise. Det tyder på, at størrelse ved fødsel, som en indikator for grisens evne til vækst, er den bedste forklaring på fødselsvægtens betydning for fravænningsvægten.

Figur 5. Fødselsvægtens betydning for fravænningsvægten. 779 grise

Figur 6. Effekt af alder ved flytning på fravænningsvægten. Procentdelen af grise der blev flyttet på de enkelte tidspunkter er angivet over søjlerne

Hvis grisene var mere end et døgn gamle ved flytning til et andet kuld, så vejede de cirka ét kg mindre ved fravænning, end grise der ikke blev flyttet eller blev flyttet senest 24 timer efter fødsel.

Figur 7. Fødselsvægtens og flytningernes betydning for fravænningsvægten

Sen flytning var værst for de grise, der vejer mest ved fødsel

Figur 7 viser fødselsvægtens betydning for fravænningsvægten. Samtidig viser figur 7 fravænningsvægten for de grise, der blev flyttet senere end et døgn efter fødsel. Det ses, at der er størst forskel i fravænningsvægt imellem sent flyttede grise og alle grise hos de grise, der vejede mest ved fødsel. Det kan beregnes, at de grise der vejede over 1,4 kg ved fødsel manglede ét kg ved fravænning, hvis de var blevet flyttet senere end dag 1, mens grise der vejede under 1,5 kg ved fødsel kun manglede 650 gram ved fravænning, hvis de var blevet flyttet sent. (P < 0,05).

Den manglende tilvækst efter en flytning kan være forårsaget af selve flytningen eller kan skyldes, at grisene blev flyttet som følge af, at der var noget galt med dem. Flytningen påvirkede dog også fravænningsvægten, selvom flytningen skyldtes “fraflytning af stor gris” (tabel 1). De danske resultater bekræfter et amerikansk forsøg, hvor flytning dag 10 i diegivningsperioden kostede 1,4 kg i fravænningsvægt hos de største flyttede grise, mens de mindste grise kun manglede 400 gram i fravænningsvægt hvis de var blevet flyttet.

Effekt af flytning på kuldet

Der blev i gennemsnit fravænnet 10,2 grise pr. kuld. Grisene vejede i gennemsnit 290 gram mindre ved fravænning, hvis der var flyttet grise til kuldet senere end 24 timer efter fødsel. For et kuld på 10 grise vil dette medføre, at de to tilflyttede og de otte oprindelige grise i alt manglede 2,9 kg gris ved fravænning. Hver af søerne med sent flyttede grise modtog i gennemsnit to sent flyttede grise, der hver fik reduceret fravænningsvægtene med 900 g. Dette forklarer 1,8 kg i manglende kuldvægt ved fravænning. De resterende 1,1 kg skal fordeles blandt de otte oprindelige grise, der hver mistede 140 gram i fravænningsvægt som følge af uroen efter tilsætning af de to grise. Den ovennævnte amerikanske undersøgelse viste, at i de kuld hvor rangordenen blev forstyrret ved udskiftning af grise, vejede hver af de ikke flyttede grise 50 gram mindre end forventet ved fravænning. Dette førte til, at hver af grisene i den amerikanske undersøgelse i gennemsnit vejede 200 gram mindre end forventet. Forskellen på den amerikanske og den danske undersøgelse kan være, at der i den amerikanske undersøgelse med sikkerhed var aktivt mælkeproducerende patter til de flyttede grise (udskiftning af grise), mens dette ikke med sikkerhed var tilfældet i den danske undersøgelse, hvor grisene ofte blev flyttet til søer “med plads til en ekstra gris”.

Beregning af fravænningsvægt

Betydningen af de enkelte faktorer for fravænningsvægten kan angives ved at lave en formel til beregning af den enkelte gris’ fravænningsvægt.

Fravænningsvægten = 4.950 gram + (fødselsvægt (i kg) x 2.030 gram) - (antal fravænnede x 70 g) - (780 gram hvis fravænnet af en gylt) - (920 gram hvis flyttet efter dag 1 i diegivningsperioden).

For denne besætning gælder, at en gris, der vejede 1,5 kg ved fødsel, og som blev fravænnet fra et kuld på 11 grise, i gennemsnit vejede 7,2 kg ved fravænning. Hvis grisen blev flyttet i løbet af diegivningsperioden, ville den veje 920 gram mindre, og hvis grisen blev fravænnet en førstelægsso vil den veje 780 gram mindre. Det skal bemærkes, at modellen allerede har taget hensyn til den lavere fødselsvægt hos gyltene. Effekten af flytning dag 0 eller 1 efter fødsel var ikke statistisk sikker forskellig fra “ingen flytning”. Effekten af fravænningsalderen var ikke statistisk sikker i denne model. Det kan skyldes den lille spredning i fravænningsalder samt, at der var taget hensyn til grisenes størrelse ved fravænning.

Gyltene gav flest problemer

Gyltene var årsag til en gennemsnitlig fødselsvægt, der var cirka 300 gram lavere end hos søerne, og til flest undervægtige grise. Desuden vejede grise fravænnet af gylte cirka 800 gram mindre ved fravænning. Grise der blev flyttet til gylte vejede cirka 600 gram mindre ved fravænning, end de ville gøre, hvis de blev flyttet til ældre søer. Undervægtige grise bør således aldrig flyttes til en gylt. Den lave fødselsvægt hos gyltene vil muligvis være mindre tydelig i andre besætninger, hvor gyltekuldene har en mere normal størrelse, men niveauet ligner det, der er set i andre afprøvninger. I de nævnte beregninger, er der allerede korrigeret for effekten af kuldstørrelsen. Gyltene var alle knap 8 måneder gamle ved løbning, så de har været næste ét år gamle ved faring. Gyltenes dårligere moderegenskaber kan skyldes, at de vil have en mindre mælkeydelse, da de æder mindre og stadig vokser i løbet af diegivningsperioden, samt at gyltene ikke er vant til det smittepres, der er i farestalden, og dermed ikke udskiller antistoffer imod alle de mikroorganismer, der er tilstede. Hos kvæg er det ligeledes erfaringen, at første kalv i gennemsnit vejer et par kilo mindre end de efterfølgende.

Følgende konklusioner kan uddrages af undersøgelsen

Problemer med lav fødsels- og fravænningsvægt i nystartede besætninger vil sandsynligvis aftage, når en større del af dyrene ikke længere er gylte.

Grise må flyttes indtil to døgn efter fødsel. Grisene skal nå at optage råmælk hos moderen, inden de flyttes. Senere flytninger bør så vidt muligt undgås.
Hvis det bliver nødvendigt at flytte en gris senere end ét døgn efter fødsel, opnås det mindste tab i fravænningsvægt ved at flytte én af de mindste grise. Men denne gris kan i forvejen forventes at veje for lidt ved fravænning. Det bør derfor afprøves, om den svage gris kan forventes at overtage en ledig patte efter en stor gris.
De mindste grise må ikke sættes til gyltene, da de her vil få den dårligste tilvækst.
De mindste grise bør flyttes bort fra gyltene.
En stor del af de svage grise dør først dag 2 efter fødsel. Årsagen er “svagfødt”, “død af sult” og “lagt ihjel”, hvilket alle kan samles under betegnelsen “klarer sig dårligt” Derfor skal de grise, der vejer under 1,6 kg ved fødsel følges tæt de første 2 døgn, for at se, om de får mælk.
Det er tilsyneladende ikke nogen god løsning, at lade gyltene passe færre grise end søerne. Denne undersøgelse viste, at reduktion af kuldstørrelsen med én gris medførte en øget fravænningsvægt på kun 70 gram, så for at øge fravænningsvægten for grise fravænnet gylte med 780 gram så den svarer til fravænningsvægten for grise, der blev fravænnet søer, så skal kuldstørrelsen teoretisk set reduceres med 11 grise. Samtidig har en undersøgelse vist, at de patter der benyttes efter første faring giver mere mælk i anden diegivning, så på sigt er det vigtigt, at flest mulige patter hos gyltene bliver benyttet.

Referencer

-	Frazer, D., B. K. Thomson, and J. Rushen. 1992. Teat productivity in second lactation sows: Influence of use or not use of teats during the first lactation. Anim. Prod. 55, 419-424.
-	Straw, B. 1997. Veterinary Practice, Art, Science and Politics. General thoughts illustrated by crossfostering experiences. Proc. ASSP ann. meeting. 31 pp.

Kuldudjævningens betydning for fravænningsvægten