For at reducere brugen af ammesøer er der gennemført en erfaringsindsamling af store farestier med plads til 20 grise. Enkelte løse søer passede med supplerende mælk 18-20 grise frem til fravænning. Arbejdsrutiner skal tilpasses de større stier og større kuld.

Stiudvikling kan ikke stå alene

Der er behov for videreudvikling af farestier til løse søer med store kuld. Særligt er der behov for at sikre tidlig ernæring til alle pattegrise og behov for at reducere risiko for klemning. Stiudvikling kan dog ikke stå alene, men skal suppleres med udvikling af management-rutiner og vejledninger til pasning. Sidstnævnte skal være inklusive motivation af og tryghed for medarbejdere til at passe løse søer – og særligt løse søer med store kuld.

Overordnet velfungerende protostityper

Alle protostityper i erfaringsindsamlingen blev på en række områder vurderet velfungerende, og samlet set var soens mulighed for at bevæge sig, og pattegrisenes adgang til et leje (i hvert fald de første 14 dage) tilgodeset. Det blev således for alle fire protostityper vurderet nemt for soen, mens den var løs at dreje rundt om sig selv, at rejse og lægge sig uden besvær, og at få frisk foder og vand.

Tilsvarende var en lang række arbejdsrutiner, der ikke vedrørte håndtering af pattegrise, tilgodeset. For personalet var det fx nemt at klargøre stierne til brug; at komme ind i stierne i forbindelse med dagligt tilsyn af pattegrise; at føre tilsyn med soens krybbe; at der ikke var nogen tunge løft af inventar og at klargøre stien til vask.

Karakteristika ved de anvendte protostityper

Tre af protostityperne fik scoren 3 eller 4 (god/meget god) for, at der ikke blev observeret vandspild ved soen, at gulvet i pattegrisehulerne var rent og tørt, at pattegrisene på besøgsdagen i høj grad anvendte hulerne, og at én person kunne fravænne grisene.

Yderligere blev der ved gennemgang af NoBox-stien fra Vissing Agro givet scoren god/meget god for, at det var nemt for personalet at justere foder, at der ikke var so-foderspild, at der ikke var skader på søerne, og at gødning afsat i spalteområde blev trådt igennem.

Opti260XL, ligeledes fra Vissing Agro, fik scoren god/meget god for, at det var nemt at yde faringshjælp, at der ikke blev observeret mælkespild ved mælkekop, og at der ikke var inventardele i vejen ved rengøring.

Protostitypen JLF20 fra Skiold Jyden fik scoren god/meget god for, at pattegrisene havde let adgang til frisk mælk, at det var let at få slangen fra højtryksrenser med rundt i stien under rengøring, at det var let at lukke alle pattegrise inde i hulen, og at det var let at samle pattegrisene og lede dem ud af stien.

I SPEC20 blev der givet scoren god/meget god for, at pattegrisene havde let adgang til frisk mælk og frisk foder; at det var nemt for personalet at rengøre pattegrisenes mælkekop, at lukke grise i hulen, når personalet var i stien og at tildele foder til pattegrise. Desuden blev der i SPEC20 givet score god/meget god for, at gødning afsat i spalteområde blev trådt igennem.

Pattegrisenes brug af hule

Ved de observerede videooptagelser blev der ikke set forskel på grisenes brug af hule i NoBox og Opti260XL.

Der blev ikke observeret video af pattegrisenes brug af hule i JFL20 og SPEC20.

Klemningssituationer observeret på video

Ved de søer, som havde mindst en død pattegris, og hvor der blev observeret video af klemningssituationer, sås flere fatale klemninger i stier uden mulighed for brug af boks sammenlignet med protostityper med mulighed for brug af boks. Dette svarer til, hvad der tidligere er observeret i andre undersøgelser. Det er således muligt, at det er en ’egenskab’ ved soen, at den klemmer flere grise, men samtidig at denne egenskab i højere grad kommer til udtryk i stier, hvor soen er løs under faring og i de første døgn, som er særligt kritiske for pattegrisenes overlevelse.

De pattegrise, som døde, døde ved en yngre alder i protostityperne uden boks (JLF20 og NoBox) sammenlignet med protostityperne med boks (Opti260XL og SPEC20).

Brug af placerende mælk observeret på video

Ved placering af supplerende mælk var det en udfordring både at sikre pattegrisene god adgang, personalet godt opsyn og samtidig undgå, at søerne kunne nå koppen.

Det var betydeligt oftere enkelte grise, som besøgte koppen, end det var flere grise samtidigt.

’Flere grise ved kop’ forekom hyppigere i NoBox og Opti260XL end i JLF20 og SPEC20. Dette kan skyldes placeringen af koppen, som i NoBox og Opti260XL var tættere på hulen, mens koppen i JLF20-stierne var i modsat side af stien i forhold til hulen. I SPEC20-stierne var koppen også i modsat side af stien i forhold til hulen. Her var der indrettet en ”passage” for pattegrisene mellem so-krybben og inventar mod gang, så pattegrisene uhindret kunne komme til koppen.

Stihygiejne

Generelt var søerne rene på tværs af alle tre stityper og mest i NoBox og Opti260XL. Det faste gulv var umiddelbart mest rent i JLF20-stierne og lidt mindre i NoBox, selv om det i JLF20 udgjorde 60 % af stiarealet. Spaltegulvet var mest rent i NoBox og mindre i Opti260XL og JLF20, hvilket svarer til, at triangel-ristene, som blev brugt i NoBox, er kendte for god gødningsgennemgang.

Som forventet var ingen af protostityperne perfekte, og der var således behov for yderligere udvikling både af vigtige delelementer, og af elementernes placering i et samlet stikoncept.

Personalets erfaringsgrundlag, engagement og muligheder er afgørende for succes

En betydende faktor, som ikke systematisk kunne inkluderes, var personalets erfaringsgrundlag og motivation for at passe løse søer. Dette er yderligere en betydende faktor, som er afgørende for succes med farestier til løse søer med store kuld.

Der var en betydelig forskellighed mellem de deltagende besætninger, hvor særligt en besætning i højere grad fik søerne til at passe mange grise. Det kan skyldes, at besætningen i forvejen havde erfaringer med store kuld, mens det for andre besætninger var en større udfordring at have store kuld ved alle søerne. Desuden varierede besætningerne og personalets erfaringer med at passe løse søer i farestalden.

Farestier til løse søer med store kuld kan reducere behovet for ammesøer

Baggrunden for at tage udfordringerne op og udvikle farestier til løse søer med store kuld er, at søerne får store kuld, og samtidig er det en del af branchens strategi, at diegivende søer fremover er løse. De store kuld fører til udbredt brug af ammesøer.

Hvis søerne i gennemsnit får 18 levendefødte pr. kuld, og der kuldudjævnes til 14 grise, så er det godt 20 %, som skal flyttes til en ammeso, som der skal sikres plads til. Alternativt kan pladsen inkluderes i større farestier, hvor flere grise bliver i kuldet. Derved reduceres behovet for flytninger, som både er tidskrævende, og som reducerer grisenes tilvækst. Ydermere betyder brug af ammesøer, at deres grise fravænnes tidligere. Dette påvirker deres tilvækst efter fravænning og dermed ’omsætningshastighed’ i klimastaldene.

Læs hele erfaring nr. 2106

Erfaring med prototyper af farestier til løse søer med store kuld