Kendetegn ved besætninger med mange fravænnede per fravænning var faste rutiner i farestalden, få flytninger af grise efter kuldudjævning og fokus på soen. Supplerende ernæring bidrog til at opnå mange fravænnede per fravænning.

Lægges soen ud med flere grise end antal funktionsdygtige patter, kræver det en ekstra indsats i farestalden – for eksempel supplering med mælkeerstatning.

Det er undersøgt, om man ved at sammenholde produktionsresultater og telefoninterviews vedrørende ekstra tiltag med tidligere både nationale og internationale undersøgelser kunne underbygge betydningen af iværksatte ekstra tiltag for at opnå et højere antal fravænnede per fravænning.

Via Facebook-gruppen ”Grisen” og flere danske svinedyrlægepraksiser blev der skabt kontakt med otte besætninger, som med 15,1-17,0 fravænnede grise per kuld, alle havde et højere antal fravænnede per kuld end Landsgennemsnittet. Grundlaget for nærværende erfaringsindsamling var produktionsresultater for 52 uger fra starten af 2018 til starten af 2019 fra de otte sobesætninger.

Alle otte besætninger havde kassestier. Telefoninterviews med besætningernes farestaldsansvarlige blev foretaget i efteråret 2019.

Produktionsresultaterne viste stor variation imellem besætningerne i andelen af søerne i et ugehold, der fravænnede 15 eller flere grise per fravænning. I en besætning fravænnede knap 50 procent af søerne 15 eller flere grise per fravænning, og 80 procent af søerne fravænnede 14 eller flere grise per fravænning. I en anden besætning fravænnede 22 procent af søerne mindst 15 grise per fravænning, og 75 procent af søerne fravænnede mindst 14 grise per fravænning.

Interviews viste, at søerne blev lagt ud med 15-16 grise, hvor det i syv besætninger var 1-2 grise mere end det antal patter, som var talt ved soen. En besætning lagde 16 grise til søerne uden at tælle patter. Ved kuldudjævning fraflyttede seks besætninger små grise, hvis kuldet i høj grad bestod af store grise, og fraflyttede store grise, hvis kuldet i høj grad bestod af små grise. Valg af grise, der skulle fraflyttes, var desuden ud fra størrelse på soens patter, så små grise var ved søer med små patter. Ligeledes var der seks besætninger, som anvendte splitmalkning. Ved etablering af ammeso valgte alle otte besætninger at flytte de største grise væk fra de nyfarede søer. Soen, som overtog de ”ugegamle” grise, var i syv besætninger oftest en andenkulds so, mens soen, som modtog grise fra ”nyfaret” so, i fem besætninger var en førstekulds so. På tværs af besætningerne var der fokus på at minimere flytning af grise, da erfaringen fra samtlige besætninger var, at færre flytninger øgede fravænnede per fravænning.

Perioden, hvor pattegrisene var lukket inde i pattegrisehulen, varierede fra cirka 30-60 minutter. Dette var afhængig af, hvor hurtigt soen lagde sig efter fodring.

Ved fodring af pattegrise tildelte seks besætninger tørfoder på gulvet i pattegrisehulen. Fire besætninger havde desuden mælkeanlæg, en besætning havde minivådfoderanlæg, og en besætning tildelte komælk manuelt i et trug til pattegrisene. Øvrige rutiner ved håndtering af kuld varierede mellem besætningerne.

Det blev fundet, at produktionsresultater og interviewsvar fra de otte besætninger kan give inspiration til at opnå et højere antal fravænnede per fravænning, men at de ikke kan danne grundlag for klare anbefalinger på, hvad der økonomisk set er mest rentabelt.

Læs hele erfaring nr. 2001

Ekstra indsats kræves ved mange fravænnede grise