Grise, som fravænnes i farestien, har potentiale for høj tilvækst. Fravænning i farestien etableres primært for at begrænse arbejdsforbruget og forbedre grisenes sundhed.

For at få belyst drifts- og indretningsmæssige forhold i forbindelse med opstaldning af smågrise i farestierne blev tre besætninger med denne produktionsform besøgt. I to af besætningerne blev der ligeledes registreret daglig tilvækst efter fravænning i et antal kuld, for at vurdere det produktionsmæssige potentiale.

Erfaringsindsamlingen viste, at der var et potentiale for en høj tilvækst, når grisene blev fravænnet i farestien. Smågrisenes korrigerede tilvækst fra 7 til 30 kg var 458 gram/dag i den ene besætning og 543 gram/dag i den anden besætning. I sidstnævnte besætning kan tilvæksten efter fravænning have været højere i de stier, som indgik i opgørelsen, end i de øvrige stier, idet kun stier, hvor der ikke var døde eller udtagne grise, er medtaget. Landsgennemsnittet for produktivitet i svineproduktionen i 2013 [3] viste en gennemsnitlig daglig tilvækst på 441 gram i vægtintervallet 7-30 kg. Det var desværre ikke muligt at etablere traditionelle smågrisestier i besætningerne og anvende disse som kontrolstier. Dette ville have givet et mere reelt sammenligningsgrundlag.

Besætningsejerne havde primært valgt fravænning i farestien for at skabe arbejdslettelse i form af mindre flytning af grise og vask af stier. Desuden var der også et ønske om at tilgodese grisene ved at lade dem blive i stien, hvor de var født og sammen med de grise, som de var opvokset med. Den kuldvise opstaldning blev dog ikke fulgt konsekvent i besætningerne. Der var en forventning om at opnå en bedre sundhed hos grisene, når de ikke skulle flyttes til en anden stald og til et andet stimiljø ved fravænning. Vurderet ud fra dødeligheden og besætningsejernes egen opfattelse var sundheden i smågrisestalden i de tre besætninger bedre end generelt i smågriseproduktionen. Dødeligheden efter fravænning var i to af de tre besætninger lavere end landsgennemsnittet for produktivitet i 2013. Dødeligheden efter fravænning i de tre besætninger var henholdsvis 2,5 %, 3,0 % og 1,7 %.

Fælles for de tre besætninger var, at svineri ofte forekom langs stisiden modsat hulen. Det er derfor i det område af stien, der skal sættes ind for at forhindre svineri i stierne.

Håndtering af farebøjlerne og et ønske om højere fravænningsvægt ved at have løsgående søer i farestalden betyder, at det vil være mest relevant at videreudvikle stien til løsgående søer. Her ligger udfordringen primært i at få udviklet fodringsudstyr, som kan betjene både so og fravænnede grise, men stien skal tillige indrettes, så risikoen for svineri på det faste gulv begrænses mest muligt, samt at stien kan anvendes som to-klimasti, når soen har forladt den.

Læs hele erfaring nr. 1504

Vækstpotentiale i FIF-stier - drift og indretning