Der ligger et uudnyttet potentiale i at udnytte automatiske systemer til at logge foderdata hos diegivende søer og sammenkæde disse data med de efterfølgende reproduktionsresultater.

En undersøgelse fra SEGES Videncenter for Svineproduktion viser, at der er gode perspektiver i at logge foderstyrken hos diegivende søer for derefter at bruge disse data til analyser af foderstyrkens betydning for produktivitet og den efterfølgende reproduktion. Det betyder, at der ligger et uudnyttet potentiale i at udnytte automatiske systemer til denne type af logning, hvor man kan sammenflette foderdata og de efterfølgende reproduktionsresultater.

For nuværende er der ikke brugervenlige løsninger til at beregne gennemsnitlig daglig foderstyrke for enkelte søer. Det er dog muligt at udtrække data fra anlæg fra både ACO Funki, Big Dutchman, Skiold Datamix og Weda og behandle disse data i et regneark, men tidsforbruget vil blive unødigt stort.

Analysen havde to formål:

At opnå praktisk erfaring med logning af data fra fodercomputere og erfaring med at kombinere disse data med efterfølgende reproduktionsresultater.
At undersøge, om efterfølgende reproduktion, i form af antal dage fra fravænning til løbning samt antal totalfødte grise i næste kuld, var forskellig blandt de 25 % af søerne, som havde den højeste gennemsnitlige daglige foderstyrke dag 0-21 efter faring sammenlignet med de 25 % af søerne, som havde den laveste gennemsnitlige daglige foderstyrke dag 0-21 efter faring.

De statistiske analyser af foderdata sammenkædet med de efterfølgende reproduktionsresultater viste ingen statistisk sikker forskel i antallet af dage fra fravænning til løbning eller på antallet af totalfødte i efterfølgende kuld, når der blev set på søer, der forud havde haft henholdsvis en LAV (5,0 FEso pr. so pr. dag) eller HØJ (6,4 FEso pr. so pr. dag) gennemsnitlig foderstyrke dag 0-21 i diegivningsperioden.

Antal dage fra fravænning til løbning var henholdsvis 5,6 og 5,5 dage for LAV og HØJ, mens antallet af totalfødte i efterfølgende kuld var henholdsvis 17,9 grise pr. kuld og 18,0 grise pr. kuld for LAV og HØJ.

I analysen blev der ikke målt på søernes vægtændringer, ændringer i rygspæktykkelse eller forskelle på gennemsnitligt daglig kuldtilvækst i diegivningsperioden i de to grupper. Det kan derfor ikke udelukkes, at en lavere gennemsnitlig daglig kuldtilvækst i gruppen LAV kunne have medført omtrent samme vægttab i diegivningsperioden for begge grupper, således at dette kunne være forklaringen på den manglende forskel mellem grupperne.

Så selv om denne undersøgelse ikke viste forskel på reproduktionsresultaterne for søer på LAV og HØJ gennemsnitlig daglig foderstyrke, bør man ikke på baggrund af denne undersøgelse reducere foderstyrken til diegivende søer i håb om at spare foder.

Læs hele erfaring nr. 1515

Gode perspektiver i at logge foderstyrke hos diegivende søer