I stier med løsgående diegivende søer blev det samlede varmeforbrug til opvarmning/køling opgjort til 271 kWh pr. årsso, hvilket er cirka 50 pct. mere end der typisk anvendes i traditionelle farestalde.

I en nyetableret farestald til løsgående diegivende søer blev ventilation og varmeforsyning fulgt i en testperiode over et år. Formålet med denne erfaringsindsamling var at undersøge klima og nærmiljø i stalde til løsgående diegivende søer, og udarbejde anbefalinger for klimastrategi og varmeforsyning i dette staldkoncept.

Erfaringsindsamlingen førte frem til følgende anbefalinger:

Energiforbrug 271 kWh pr. årsso
Effekt på varmekredsløb i pattegrisehule 150–180 W
Effekt på varmekredsløb i sti 50–70 W
Varmekredsløb maks. 120–130 meter
Temperaturdifferens frem/retur 3–5° C
Staldtemperatur v. indsættelse 19° C
Staldtemperatur dag 3 15,5° C
Staldtemperatur fra dag 7 til fravænning 16,5° C
Minimumsventilation 20–30 m3/stiplads

Farestalden var indrettet med seks sektioner à 112 stier. Staldene blev diffust ventileret, og der var indrettet supplerende luftindtag via loftsventiler. Sektionerne var forsynet med både gulv- og loftudsugning, ligesom der var monteret højtrykskøling.

Farestaldssektionerne var hver forsynet med to kredsløb i gulvet, hvor det ene forsynede pattegrisehulerne, og det andet forsynede soens lejeareal. Kredsløbet i soens leje kunne skifte mellem varmetilsætning og køling.

I testperioden blev der indsamlet erfaringer fra forskellige strategier for ventilation og varmeforsyning i farestalden.

Ønsket staldtemperatur, der blev reguleret via kurve, blev indstillet til 19° C på dag 1. Dag 1 er den dag, hvor søer og gylte blev indsat i farestalden. På dag 3 blev ønsket temperatur reduceret til 15,5° C, for at pattegrisene efter fødsel ville trække ind i hulerne. På dag 7 og indtil fravænning blev temperaturen indstillet til 16,5° C. Minimumsventilationen blev indstillet på 20 m3/t/sti på dag 1 og sluttede på 30 m³/t/sti på dag 36, hvilket gav en god luftkvalitet gennem hele vækstforløbet. De gennemsnitlige værdier for CO2- og NH3-koncentration lå i stiarealet på henholdsvis 550 ppm og 2 ppm.

Varmelamperne, der var forsynet med 100 W pærer, blev tændt så tæt på faringstidspunktet som muligt og slukket igen cirka to dage efter faring.

Der blev i gennemsnit anvendt 93 kWh til opvarmning af gulvet i pattegrisehulen. Forbruget mellem de fulgte hold svingede fra 48 til 120 kWh. Den tilførte effekt sikrede en overfladetemperatur på gulvet i hulen på cirka 31° C og en hulerumtemperatur på knap 27° C.

Temperaturforskellen mellem frem- og returløb blev periodevis målt op til 10–15° C. Forskellen mellem frem- og returløb bør ikke være større end 3–5° C, hvis der skal sikres jævn og tilstrækkelig varmeforsyning i alle pattegrisehuler. Varmekredsløbets rørstræk bør derfor ikke være længere end 120–130 meter.

I soens leje blev der i forbindelse med faring tilført varme, men ellers blev dette kredsløb primært brugt til køling. I forbindelse med køling af soens leje blev der typisk anvendt en fremløbstemperatur på 12–14° C og et returløb på 20–22° C.

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og har Projekt ID: VSP/09/10/67 og Journalnr. 3663-D-10-00458

Læs hele Erfaring nr. 1314

Styring af ventilation og varme i stier til løsgående diegivende søer