Kuldvis opstaldning af smågrise blev sammenlignet med traditionel opstaldning i smågrisestalden i to besætninger. Der var ingen forskel i gennemsnitlig daglig tilvækst eller dødelighed på kuldvis opstaldning i forhold til traditionel opstaldning.

Begrænset kuldudjævning og kuldvis opstaldning blev sammenlignet med almindelig praksis for kuldudjævning og størrelsessortering af grisene i forbindelse med indsættelse i smågrisestalden i to besætninger. I den ene besætning blev grisene fravænnet i smågrisestier med farestidimensioner, i den anden besætning blev grisene fravænnet direkte i farestien, hvor soen blev flyttet ved fravænning (FT-30).

Trods tidligere positive erfaringer med FT-30 var der mod forventning ikke en positiv effekt af den kuldvise opstaldning på gennemsnitlig daglig tilvækst og dødelighed. Der var ligeledes ingen effekt af kuldvis opstaldning i smågrisestalden.

Det var desuden forventet, at opstaldningsformen (FT-30) ville være arbejdsbesparende, da grisene ikke skulle flyttes i forbindelse med fravænningen, ligesom stien ikke skulle vaskes ved overgang fra faresti til smågrisesti. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet, idet tidsforbruget til rengøring af stien og arbejdet med at omstille stien fra faresti til smågrisesti i form af af- og påmontering af inventar var større end den tid, der blev sparet ved, at grisene ikke skulle flyttes. Det skal dog bemærkes, at besætningen havde meget korte transportveje.

I stedet for at flytte grisene ved 30 kg kunne fravænning i farestien kombineres med produktion af grise med en vægt i intervallet 15-20 kg. Det vil betyde mindre behov for dyre kombinerede fare/fravænningsstipladser, en flytning og vask mindre, og det vil ikke betyde ændringer i slagtesvinestalden, såfremt den er indrettet med gulv- og rumvarme. Desuden vil det betyde mindre slitage af den kombinerede fare/fravænningssti, idet grisene er mindre ved afgang fra stien, og da det især er i intervallet 20-30 kg, at grisene belaster pattegrisehuler og foderautomater. Dermed kan opnås længere holdbarhed af inventaret sammenlignet med 30 kg’s produktion i farestien. Samtidig bibeholdes de forventede gavnlige effekter ved, at grisene ikke skifter nærmiljø, hvorved de sandsynligvis kommer lettere over skiftet fra mælk til foder.

Baggrund

Der er meget fokus på de forhold, der kan lette smågrisenes overgang fra diegivningsperioden til fravænningsperioden. Fravænning af grisene medfører normalt, at grisene flyttes og blandes sammen med andre grise. Samtidig udsættes de for ændringer i nærmiljø og fodersammensætning, forhold der kan påvirke grisene i større eller mindre grad på en måde, der øger risikoen for sygdomme i perioden umiddelbart efter fravænning.

I midten af 80’erne begyndte der at ske en ændring fra kuldvis fravænning til fravænning i to-klima storstier [1]. I første omgang var det stier med fuldspaltegulv og op til ca. 100 grise pr. sti. Efterfølgende kom to-klimastierne, hvor flokstørrelsen blev reduceret til ca. 40 grise, og denne ændring i staldindretning har været en medvirkende årsag til sygdomsproblemer, idet store hold og sammenblanding af kuld øger risikoen for smittespredning mellem grisene, hvilket kan have negative konsekvenser for forekomsten af sygdom og dermed også for dødeligheden og tilvæksten. Efterfølgende er flokstørrelsen reduceret noget. I dag er der normalt 25-35 grise i en smågrisesti.

Kuldvis opstaldning kan muligvis have en positiv effekt på halebid, specielt hvis kuldudjævningen begrænses mest muligt, hvorved sammenblandingen med andre kuld er minimal både i fare- og smågrisestald. På den måde skal grisene kun etablere rangorden ved fødsel og ikke ved gentagne sammenblandinger og sorteringer i fare- og smågrisestald.

Ved håndtering af sygdomme som PMWS, der bl.a. udløses pga. belastninger omkring fravænning, har der været øget fokus på kuldvis opstaldning og fravænning i små stier, der kan rumme et kuld, da erfaringerne fra praksis viser, at dette begrænser sygdomsproblemerne [2]. Stier til kuldvis fravænning er ikke blevet videreudviklet i de senere år, hvorfor der er begrænset viden om indretning af smågrisestier, som kan rumme et kuld. Enkelte besætninger har forberedt besætningen på en senere udvidelse af soholdet ved at indrette to-klimastierne i smågrisestalden med samme stimål som farestierne, hvorved de senere kan ændres til farestier.

Ud over at fravænne grisene kuldvis kan overgangen til fravænningsperioden formentlig gøres ekstra skånsom ved samtidig at lade dem blive i farestalden f.eks. i FT-30 stier, hvor soen flyttes ved fravænning, og grisene bliver i farestien frem til 30 kg. Tidligere erfaringer med FT-30 stier har peget i retning af en tidsbesparelse i form af mindre vask af stier og mindre flytning samt bedre trivsel og sundhed, der resulterede i højere tilvækst [3], hvilket understøttes af en tidligere undersøgelse [1]. Ved at fravænne grisene i farestien opnås færrest mulige ændringer i de forhold, som kan påvirke grisene negativt ved fravænning.

Formål

Formålet med afprøvningen var at sammenligne begrænset kuldudjævning og kuldvis opstaldning med almindelig praksis for kuldudjævning og størrelsessortering af grisene i forbindelse med indsættelse i smågrisestalden mht. gennemsnitlig daglig tilvækst og dødelighed. Desuden blev indretning og stifunktion i FT-30 stierne vurderet.

Materiale og metode

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger (tabel 1).

Tabel 1. Besætningsbeskrivelser

Besætning	A	B
Antal årssøer	580	320
Sundhedsstatus	SPF	SPF
Opstaldning efter fravænning	To-klima smågris-estier	FT-30 og traditionelle to-klima smågrisestier
Farestald
Antal sektioner	5	1 (med FT-30)
Antal stier pr. sektion	26	24 (FT-30 sti-er)
Stidimensioner, m	1,60 x 2,60	FT-30: 1,80 x 2,60
Smågrisestald
Antal sektioner	9	4*
Antal stier pr. sektion, stk.	26	8
Stidimensioner, m	1,60 x 2,60	2,00 x 3,30
Antal grise pr. sti, stk.	13	20-22
Areal pr. gris, m²	0,32	0,3-0,33
Ventilation	Diffus	Ligetryk

* Det var ikke alle smågrisestalde, som indgik i afprøvningen, idet en renoveret polte/slagtesvinestald ikke var med

Besætning A
Grisene blev fravænnet ca. fire uger (27 dage) efter faring og flyttet til to-klimastier med 2/3 fast gulv (figur 1). Der var centralopluk på overdækningerne. Der blev normalt indsat 13 grise i hver sti ved, at grise fra tre kuld blev flyttet til smågrisestalden, hvor de blev sorteret i 3 grupper efter størrelse. Grisene blev fodret via en Funki rørfodringsautomat. Der blev anvendt pelleteret færdigfoder fordelt på tre blandinger. Den første blanding indeholdt zink. De første dage efter indsættelse blev drikkekopperne i foderautomaterne fyldt med vand to gange dagligt.

Besætning B
I besætning B var en sektion indrettet med 24 FT-30 stier i farestalden, hvor grisene blev i farestien fra fødsel til 30 kg, mens soen blev flyttet ved fravænning (4-5 uger efter faring, 33 dage) (figur 2). Stierne var indrettet med delvist spaltegulv og separate varmeslanger i såvel hulen som udenfor hulen. Dette kombineret med rumvarme (26 – 28 oC ved fravænning) var en nødvendighed, idet pattegrisehulen kun var 0,64 m2 og dermed ikke stor nok til, at alle grisene kunne ligge i hulen samtidig efter fravænning. Stierne var indrettet med vipbare farebøjler. De resterende grise var opstaldet i traditionelle smågrisestier med to-klimaoverdækning, 1/3 spaltegulv (triangelriste) og simple tørfoderautomater.

Figur 1. Besætning A. Smågrisestier med farestidimensioner Figur 2. Besætning B. FT-30 stier

Kuld som bestod af 11-12 grise på fravænningstidspunktet indgik i afprøvningen, og grisene blev inddelt tilfældigt i to grupper

Gruppe 1: Kuldudjævning og flytning af grise var tilladt i hele diegivningsperioden. Sammenblanding af alle grise inden indsættelse i smågrisestalden.

Gruppe 2: Kuldudjævning blev afsluttet tre dage efter faring, og grisene var opstaldet kuldvis frem til afgang fra smågrisestalden.

I besætning A bestod en forsøgsenhed af 3 stier pr. gruppe, det vil sige, at for gruppe 1 var der 3 stier, hvor grisene ved fravænning blev blandet sammen og størrelsessorteret i store, mellem og små grise og for gruppe 2 indgik 3 stier, hvor grisene var opstaldet kuldvis.

I besætning B bestod en forsøgsenhed af en smågrisesti med 20-22 tilfældigt indsatte ikke kønssorterede grise (gruppe 1) og en FT-30 sti (gruppe 2) til kuldvis fravænning i farestalden.

Registreringer

I begge besætninger blev følgende registreringer foretaget (tabel 2). I besætning A blev grisene vejet ud efter 6 uger, da de største grise fra stierne blev solgt på dette tidspunkt. I besætning B blev grisene vejet ud ved afgang fra smågrisestalden.

Tabel 2. Registreringer

Kuldudjævning	Senest tre dage efter faring blev det afgjort tilfældigt, hvilke kuld, der skulle indgå i gruppe 1 og 2, hvorefter kuldene i gruppe 2 blev låst.
Daglig tilvækst i smågrisestalden	Grisene blev vejet på stiniveau ved indsættelse og fordeling i afprøvningsgrupperne og ved afgang.
Dødelighed i smågrisestalden	Antallet af døde samt dødsårsager blev registreret.
Sygdoms-, udtagning- og dødsårsager	Sygdomsårsager blev kun registreret, hvis der blev behandlet mod disse. Følgende sygdomsårsager blev registreret: Luftvejslidelser, fordøjelsesforstyrrelser, ledbetændelse, halebid/øresutten og hjernebetændelse. Sygdomme, som ikke umiddelbart kunne diagnosticeres under ovennævnte diagnoser, blev noteret som andet.
Grisenes renhed	Grisenes renhed blev registreret på en skala fra 1-5: 1: Grisene var rene 2: Mindre end 50 % af grisene var våde 3: Mere end 50 % af grisene var våde 4: Mindre end 50 % af grisene havde gødning på sig 5: Mere end 50 % af grisene havde gødning på sigGrisenes renhed blev registreret i starten, midt i forsøgsperioden og ved forsøgsperiodens afslutning.

Statistisk analyse

Data blev analyseret i SAS. Til analyse af gennemsnitlig daglig tilvækst blev en mixed linear model anvendt, hvor gruppe indgik som systematisk effekt, hold indgik som tilfældig effekt, og i modellen blev der korrigeret for indsættelsesvægt. Analysen blev foretaget ved hjælp af PROC MIXED.

Dødelighed blev analyseret med χ2-test ved hjælp af PROC FREQ.

Resultater og diskussion

Resultaterne præsenteres for henholdsvis besætning A og besætning B hver for sig, idet der var væsentlig forskel på stiudformning og antal grise pr. sti i kontrolgruppen.

I besætning A var der tilnærmelsesvis lige mange grise i hver gruppe (tabel 3). I besætning B var der i gennemsnit var 20,8 grise pr. sti i gruppe 1 og 11,1 grise pr. sti i gruppe 2. Der var desuden færre stier i gruppe 2 end i gruppe 1. Oprindeligt indgik der 72 stier i gruppe 2, men grisene var i stand til at hoppe ind til hinanden 2-4 uger efter fravænning til trods for, at inventaret var 70 cm højt. I gruppe 1 var der ligeledes grise, der hoppede ind til hinanden. Der indgik oprindeligt 128 stier i gruppe 1. For de grise der hoppede ind i nabostien, blev både stien, grisen hoppede fra, og stien, grisen hoppede til, registreret ud fra antallet af grise pr. sti. Antallet af stier blev reduceret, idet stierne blev slået sammen, og et gennemsnit af deres produktionsresultater blev benyttet (tabel 3).

Tabel 3. Produktionsresultater

Besætning	A		B
	Gruppe 1 (kontrol)	Gruppe 2 (kuldvis)	Gruppe 1 (kontrol)	Gruppe 2 (FT-30)
Antal forsøgsenheder/gentagelser	72	72	121	54
Antal grise ved indsættelse, stk.	874	877	2665	797
Vægt ved indsættelse, kg	7,3	7,3	8,9	9,1
Antal grise ved afgang, stk.	864	872	2637	774
Vægt ved afgang, kg	26	25,8	30,3	30,4
Gennemsnitlig daglig tilvækst, g	439	438	560	571
Døde og udsatte, pct.*	1,1	0,7	1,1	2,9
Døde, pct.	0,9	0,3	0,7	1,3

* Udsatte grise overført til sygesti indgik ikke i resultater

Der var ingen forskel i gennemsnitlig daglig tilvækst eller dødeligheden mellem gruppe 1 og gruppe 2 indenfor besætningerne (tabel 3).

I besætning A blev grisene i kontrolgruppen (gruppe 1) sorteret efter størrelse (tabel 4) ved indsættelse i smågrisestalden. Som forventet havde store grise en signifikant (p < 0,0001) bedre tilvækst end små grise. Fravænningsvægten havde således betydning for tilvæksten i smågrisestalden. Fravænning af grise med en gennemsnitsvægt på 6,3 kg havde en lavere gennemsnitlig daglig tilvækst end mellem og store grise.

Tabel 4. Produktionsresultater fordelt på tre grupper af størrelsessorterede grise i gruppe 1.

Besætning	A Gruppe 1 (kontrol)
Grisenes størrelse	Små	Mellem	Store
Antal stier	24	24	24
Antal grise ved indsættelse, stk.	296	291	287
Vægt ved indsættelse, kg	6,3	7,3	8,4
Antal grise ved afgang, stk.	291	290	283
Vægt ved afgang, kg	24,1	25,6	28,3
Gennemsnitlig daglig tilvækst, g	416	435	466
Døde og udsatte, pct.	1,7	0,3	1,4
Døde, pct.	1	0,3	1,4

Tabel 5. Behandlingskrekvens

	A		B
	Gruppe 1 (kontrol)	Gruppe 2 (kuldvis)	Gruppe 1 (kontrol)	Gruppe 2 (FT-30)
Total behandlingsfrekvens, % behandlede grise	20,4	19,5	9,2a	4,8b
- Heraf luftvejslidelser, % behandlede grise	-	-	-	-
- Heraf fordøjelsesforstyrrelser, % behandlede grise	18,4	17,8	1,0	3,6
- Heraf ledbetændelse, % behandlede grise	0,9	1,3	6,5	0,1
- Heraf halebid/øresutten, % behandlede grise, % behandlede grise	0,3	-	0,8	-
- Heraf CNS symptomer (hjernebet.), % behandlede grise	-	0,2	0,3	0,1
- Heraf andet, % behandlede grise	0,7	0,2	0,7	0,9

Der var formentlig ingen forskel på behandlingsfrekvens mellem gruppe 1 og gruppe 2 i besætning A (tabel 5).

I besætning B viste resultaterne, at den totale behandlingsfrekvens var højere i gruppe 1 i forhold til gruppe 2 (tabel 5). I gruppe 2 udgjorde fordøjelsesforstyrrelser den overvejende andel af den totale behandlingsfrekvens, hvorimod der i gruppe 1 i højere grad blev behandlet mod ledbetændelse. Denne højere behandlingsfrekvens mod ledbetændelse kan hænge sammen med, at der gik flere grise sammen pr. sti i gruppe 1, end der gjorde i gruppe 2. I besætning B var der desuden flere efternølere, som kan skyldes, at der ikke blev størrelsessorteret.

Behandlingsfrekvensen i besætning A var højere end i besætning B, idet der var behov for flere behandlinger mod fordøjelsesforstyrrelser. Dette skyldtes, at der i besætning A blev anvendt vandmedicinering mod diarré, hvor der i besætning B ikke blev flokmedicineret.

Tabel 6. Grisenes renhed

Besætning	A		B
	Gruppe 1 (kontrol)	Gruppe 2 (kuldvis)	Gruppe 1 (kontrol)	Gruppe 2 (FT-30)
Antal forsøgsenheder/gentagelser	72	72	121	54
Forsøgsperiodens start	1	1	1,2	1,3
Midt i forsøgsperioden	2	2	2	1,9
Forsøgsperiodens afslutning	3	3,1	2,8	2,4

Grisenes renhed er opgjort efter en skala fra 1-4, hvor karakteren 1 angiver, at grisene var rene og tørre, og karakteren 4 angiver, at grisene var belagt med et lag gødning. Der synes ingen forskel på værdierne for grisenes renhed mellem gruppe 1 og gruppe 2 indenfor besætning (tabel 6). I tabel 6 kan det ses, at grisene som forventet bliver mere beskidte i løbet af vækstperioden i takt med, at deres varmeproduktion og belægningen i stien øges.

Trods tidligere positive erfaringer med FT-30 [3] var der mod forventning ikke en positiv effekt af fravænning i farestalden på gennemsnitlig daglig tilvækst og dødelighed i nærværende undersøgelse. Der var ligeledes ingen effekt af kuldvis opstaldning i smågrisestalden. En medvirkende årsag kan være, at undersøgelsen blev gennemført i besætninger med SPF sundhedsstatus, og at produktionsresultaterne i forvejen lå på et højt niveau. Effekten af kuldvis fravænning ville sandsynligvis være større i besætninger med lav sundhedsstatus, idet der er flere sygdomme og dermed større risiko for smittespredning.

Der var ligeledes forventet, at opstaldningsformen (FT-30) ville være arbejdsbesparende, da grisene ikke skulle flyttes i forbindelse med fravænning, ligesom stien ikke skulle vaskes ved overgang fra faresti til smågrisesti (tabel 7).

Tabel 7. Opgørelse af periodisk arbejdstid (besætning B), 9-30 kg

Traditionel smågriseproduktion, 328 stipladser
Vask af smågrisestald:	240 min.
Fravænning af grise:	45 min.
Vask af farestald:	360 min.
I alt:	645 min.
Arbejdstid/gris: 1,57 minutter Iblødsætning af farestier: 1,5 t

FT-30, 300 stipladser
Klargøring af farestald:	45 min.
Ændring af farestald efter fravænning:	100 min.
Vask af farestald:	540 min.
I alt:	685 min.
Arbejdstid/gris: 2,16 minutter Iblødsætning af farestier: 4-5 t

Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet, idet tidsforbruget til rengøring af stien og arbejdet med at omstille stien fra faresti til smågrisesti i form af af- og påmontering af inventar var større end den tid, der blev sparet ved, at grisene ikke skulle flyttes. Det skal dog bemærkes at besætningen havde meget korte transportveje. Der var en forskel på 0,19 minutter/gris, da det daglige tidsforbrug til pasning af grisene blev vurderet at være ens. Bedre iblødsætning og større sektioner kunne betyde tidsbesparelse på rengøring og omstilling af farestier.

Fravænnede grise i farestien slider ekstra på inventaret. Specielt pattegrisehulens holdbarhed var forkortet i forhold til, hvis stien kun blev anvendt som faresti. Derudover skulle afblændere til sokrybben spændes meget hårdt for at kunne holde i fravænningsperioden. Det var nødvendigt at afmontere foderautomaten under faring, for at pattegrisene ikke skulle komme i klemme under den. Derudover skal inventaret være højere end 70 cm i farestien for at kunne håndtere fravænnede grise op til 30 kg og undgå, at de hopper over inventaret.

I stedet for at lade grisene gå i farestien frem til 30 kg, kunne de flyttes tidligere f.eks. ved 15-20 kg. Det afgørende er, at grisene er kommet over skiftet fra mælk til foder efter fravænning. Flytning af grisene ved 17 kg frem for ved 30 kg betyder, at der skal indrettes færre af de dyre kombinerede fare-/fravænningssti-pladser, og grisene kan fodres med vådfoder direkte fra indsættelse. En slagtesvinestald indrettet til at modtage 17 kg’s grise stiller ikke så store krav til indretningen som en FRATS-stald. Krybber, foderautomater og gulve vil kunne bruges uden ændringer i forhold til en slagtesvinestald, hvor grisene indsættes ved 30 kg. Der skal dog være rumvarme i stalden samt to-klima overdækninger for at sikre grisenes nærmiljø umiddelbart efter indsættelse. Desuden skal det være muligt at håndtere to foderblandinger, da grisene ikke kan klare sig på en enhedsblanding fra 17-105 kg.

Fravænning i farestien medfører øget investering, idet en plads til en fravænnet gris i en traditionel to-klima smågrisesti til 30 grise koster ca. 1.760 kr. pr. stiplads inkl. gødningsopbevaring og fællesfaciliteter. En to-klima smågrisesti til kuldvis fravænning (12 grise pr. sti) koster 1.960 kr. pr. stiplads. I farestien koster en fravænningsplads tilsvarende ca. 2.000 kr. [1]. Meromkostningerne for at kunne benytte farestien til fravænnede grise omfatter højere inventar, smågrisekrybbe, foderanlæg, øget andel spaltegulv, evt. øget areal og et større smågrisehjørne (evt. to-klimasystem for at begrænse omkostningerne til energi).

Sammenlignet med et traditionelt system indebærer systemer med fravænning i farestien en merudgift pr. solgt slagtesvin, en merudgift der skal udlignes gennem en bedre effektivitet. Fravænning i farestien ved 26 dages fravænningsalder og opstaldning indtil 30 kg koster ca. 9 kr. ekstra pr. gris [1]. Denne udgift udlignes, hvis dødeligheden efter fravænning reduceres med 3 procentpoint. Under forudsætning af, at en FRATS - og en slagtesvineplads koster det samme gælder samme økonomi for 17 kg’s produktion. Såfremt grisene sælges, bør forskellen udlignes i afregningen, idet smågriseproducenten ellers mister fortjenesten.

Det er ikke realistisk at forvente en reduktion i dødeligheden blandt smågrisene på ca. 3 procentpoint, når den gennemsnitlige dødelighed i besætningerne i forvejen lå på et meget lavt niveau. Der skal dermed også hentes en del på effektivitet og sparet arbejdstid for, at fravænning i farestien kan betale sig.

Konklusion

Kuldvis fravænning i farestien (FT-30) eller kuldvis fravænning i en smågrisestald indrettet med smågrisestier med farestidimensioner resulterede ikke i øget gennemsnitlig daglig tilvækst eller lavere dødelighed sammenlignet med traditionel fravænning. Der var i besætning B en forskel på den totale behandlingsfrekvens til fordel for fravænning i farestien. Der var ingen forskel i grisenes renhed. Dyrere staldindretning som følge af mindre stier blev dermed ikke modsvaret af øget tilvækst, bedre sundhed eller lavere dødelighed.

I stedet for at flytte grisene ved 30 kg kunne fravænning i farestien kombineres med 15-20 kg’s produktionen. Det vil betyde mindre behov for dyre kombinerede fare/fravænningsstipladser, en flytning og vask mindre og det vil ikke betyde ændringer i slagtesvinestalden, såfremt den er indrettet med gulv- og rumvarme. Desuden vil det betyde mindre slitage af den kombinerede fare/fravænningssti og dermed længere holdbarhed af inventaret sammenlignet med 30 kg’s produktion, samtidig med at der kan opnås færrest mulige ændringer i grisenes nærmiljø, og at grisene dermed kommer over skiftet fra mælk til foder efter fravænning.

Det kræver yderligere undersøgelser at kunne vurdere, hvorvidt fravænning i farestien kombineret med 17 kg’s produktion er en rentabel produktionsform.

Referencer

[1]	Udesen, F.K. (2004): Nye produktionssystemer – fravænning i farestalden. Notat nr. 0416, Dansk Svineproduktion.
[2]	Johansen, V. (2005): Små stier til fravænnede grise er måske en løsning på PMWS. SVIN september 2005, p. 40-41
[3]	Rasmussen, O. W. (2005): Kun soen flyttes ved fravænning. SVIN juni 2005, p. 22-24

Deltagere:
Landbrugsteknikker Roald Koudal, Den Rullende Afprøvning, Videncenter for Svineproduktion
Landbrugsteknikker Ernst Nielsen, Den Rullende Afprøvning, Videncenter for Svineproduktion
Statistikkonsulent Jens Vinther, Den Rullende Afprøvning, Videncenter for Svineproduktion

Afprøvning: 931