Det er blevet diskuteret, om smitte med PCV2 eller andre virus har en betydning for forekomsten af øresår. Resultater fra flere undersøgelser tyder på, at der ikke er nogen sammenhæng mellem PCV2-smitte og øre-sår.

Både i Danmark og i Frankrig er det blevet diskuteret, om smitte med PCV2 eller andre virussygdomme har en betydning for forekomsten af øresår. Data fra to allerede udførte danske undersøgelser blev derfor anvendt til at belyse dette spørgsmål nærmere.

Undersøgelse 1: En afprøvning af PCV2-vaccinen Circovac® i en besætning med høj forekomst af øresår.
Undersøgelse 2: En undersøgelse af forekomsten af øresår i 136 besætninger med og uden PMWS

Resultaterne blev desuden sammenholdt med en fransk undersøgelse af samme problemstilling (undersøgelse 3).

Undersøgelse 1: Undersøgelsen blev udført i en besætning, som tilfældigvis havde en høj forekomst af øresår. I undersøgelsen indgik 720 smågrise, hvoraf halvdelen var afkom efter vaccinerede søer, mens den anden halvdel kom fra uvaccinerede søer. Ved en gennemsnitlig vægt på 35 kilo blev grisene undersøgt for øresår. Forekomsten af øresår var cirka 9,5 procent i begge grupper af grise.

Undersøgelse 2: I undersøgelsen indgik 136 besætninger, hvoraf cirka halvdelen var ramt af PMWS hos smågrisene, mens den anden halvdel ikke havde PMWS. Der blev ikke fundet forskel i forekomsten af øresår i besætninger med og uden PMWS. Begge grupper af besætninger havde en forekomst af øresår hos smågrise-ne på cirka 3 procent i gennemsnit.

Undersøgelse 3: I en fransk undersøgelse blev blodprøver fra grise med og uden øresår undersøgt for PCV2. Der blev ikke fundet nogen forskel i PCV2-forekomsten hos grise med og uden øresår.

Samlet set tyder de tre undersøgelser på, at der generelt ikke er nogen sammenhæng mellem øresår og PCV2-smitte.

Baggrund

Ifølge rapporter fra praksis er der sket en stigning i forekomsten af øresår hos smågrise og slagtesvin siden cirka år 2000. Også i Frankrig menes der at være sket en stigning. Årsagerne til øresår kendes ikke med sikkerhed. Både i Danmark og i Frankrig er det blevet diskuteret, om stigningen i forekomst af øresår kunne have en sammenhæng med den øgede forekomst af sygdommen PMWS eller andre virussygdomme. Virusset PCV2 (Porcint circovirus type 2) er en nødvendig faktor for, at en gris kan udvikle PMWS. PCV2 påvirker grisenes immunsystem, så de bliver mere modtagelige for infektion med virus og bakterier. Hvis øresår helt eller delvis skyldes infektion, kunne det derfor tænkes, at PCV2 kunne medføre en større risiko for, at grisene fik øresår.

Der findes vacciner mod PCV2, og de kan gives til søer eller grise. Vaccination af søer foretages med henblik på, at grisene skal beskyttes af råmælksantistoffer.

Hvis der var en sammenhæng mellem PCV2/PMWS og øresår ville vaccination mod PCV2 muligvis have en effekt mod øresår. Ligeledes ville det så være forventeligt, at PMWS-ramte besætninger generelt ville have en højere forekomst af øresår end besætninger uden PMWS. Formålet med denne undersøgelse var, at undersøge om det var tilfældet.

Undersøgelsen blev støttet af Merial og EU (kontrakt nr. 513928).

Undersøgelse 1

Vaccineafprøvning i en besætning

Materiale og metode

Smågrise fra en enkelt besætning indgik i undersøgelsen. Besætningen var én af tre besætninger, som indgik i en afprøvning af PCV2-vaccinen Circovac®. Besætningen var udvalgt til vaccineafprøvningen på grund af en høj dødelighed som følge af PMWS men havde tilfældigvis også en høj forekomst af øresår hos smågrisene. Forekomsten af øresår var højest sidst i smågriseperioden, mens øresårene generelt afhelede inden for få uger efter flytning til slagtesvinestalden.

I alt 720 smågrise fra fem ugehold indgik i undersøgelsen. Cirka halvdelen af grisene (vaccinegruppen) var afkom efter søer, der var blevet vaccineret med PCV2-vaccinen Circovac®. De havde kun diet hos vaccinerede søer og var ikke blevet blandet med uvaccinerede grise – hverken i farestierne eller i smågrisestierne. Den anden halvdel af grisene (kontrolgruppen) var afkom efter søer, der ikke var blevet vaccineret mod PCV2 og var ikke blevet blandet med vaccinerede grise.

Ved flytning af grisene fra smågrisestalden til slagtesvinestalden blev det registreret, om grisene havde øresår. Det skete i forbindelse med at grisene blev vejet. Alle registreringer af øresår blev foretaget af samme person. Kun tydelige øresår med sårskorpe eller blodig overflade blev registeret. Øresårene blev registeret uanset hvor på øret, de sad.

Data blev analyseret ved hjælp af en logistisk regression, hvor den afhængige variabel var øresår, og de forklarende variable var gruppe (vaccineret eller kontrol) samt grisens vægt, da den blev undersøgt for øresår.

En mere uddybende beskrivelse af besætningen og vaccineafprøvningen kan ses i meddelelse nr. 855, som omhandler effekten af vaccinationen på dødelighed, sygdom og produktivitet [1].

Resultater

Forekomsten af øresår hos vaccinerede og uvaccinerede grise fremgår af tabel 1. Der fandtes ingen statistisk sikker forskel i forekomsten af øresår mellem vaccinegruppen og kontrolgruppen (p=0,80).

Den gennemsnitlige vægt på grisene, da de blev undersøgt for øresår, var 34,5 kg for vaccinegruppen grise og 33,7 kg for kontrolgruppen (standardafvigelser på hhv. 7,4 og 7,1 kg). Langt hovedparten af øresårene var placeret ved ørernes underkant.

Tabel 1. Forekomsten af øresår hos vaccinerede og uvaccinerede grise ved overflytning fra smågrisestald til slagtesvinestald

	Vaccinegruppe	Kontrolgruppe
Antal undersøgte grise	357	363
Antal grise med øresår	33	35
Forekomst af øresår	9,2 %	9,6 %

Undersøgelse 2

Undersøgelse af øresår i 136 besætninger med og uden PMWS

Materiale og metode

I alt 136 besætninger indgik i undersøgelsen. I cirka halvdelen af besætningerne var der diagnosticeret PMWS for nylig, mens den anden halvdel af besætningerne ikke havde PMWS. I alle besætninger blev forekomsten af øresår registreret ved et enkelt besøg i besætningen. Under besøget blev alle grise i tilfældigt udvalgte stier undersøgt – i alt cirka 200 grise per besætning. De udvalgte stier var spredt så jævnt som muligt i alle staldafsnit med grise på 7-30 kilo. Desuden blev alle grisene i alle sygestier undersøgt. Øresår blev kun registreret, hvis de havde en blodig overflade eller sårskorpe. Informationer om stald- og driftsforhold i besætningerne blev indsamlet ved hjælp af et spørgeskema.

Statistisk analyse: For hver besætning blev den procentvise forekomst af øresår beregnet. Ved beregningen indgik smågrise i såvel almindelige stier som sygestier. Forekomsten af øresår blev defineret som det vægtede gennemsnit af forekomsten i almindelige stier og i sygestier, med vægtene givet ved det relative antal grise af hver type. Variationen i forekomst af øresår mellem besætningerne blev analyseret i en mixed lineær regressionsmodel med en række forklarende variable på besætningsniveau, herunder visse stald og driftsforhold, som viste sig at have sammenhæng med forekomsten af øresår.

En mere uddybende beskrivelse af undersøgelsen (herunder den statistiske analyse) kan ses i meddelelse nr. 806, som omhandler disponerende faktorer for øresår og halebid hos smågrise [2].

Resultater

Figur 1 viser forekomsten af øresår i besætninger med og uden PMWS. Den gennemsnitlige forekomst af øresår var 2,8 procent i PMWS-besætningerne og 3,1 procent i besætningerne uden PMWS. I 65 procent af PMWS-besætningerne blev der konstateret øresår, mens der i besætningerne uden PMWS blev set øresår i 75 procent af besætningerne. Forskellen mellem de to grupper af besætninger var ikke statistisk sikker.

Besætninger med PMWS.

Besætninger uden PMWS.

Forekomsten af øresår i besætninger med PMWS (71 besætninger) og uden PMWS (65 besætninger). Hver søjle repræsenterer en besætning, og besætningerne er rangeret efter deres forekomst af øresår.

Undersøgelse 3

Fransk undersøgelse af virusforekomst i blodprøver og i prøver fra ører

Materiale og metode

I Bretagne blev der i 2004 udført en spørgeskemaundersøgelse blandt 88 svineproducenter [3]. Halvdelen af dem konstaterede øresår i deres besætninger på det tidspunkt, hvor spørgeundersøgelsen blev gennemført. Ligesom i Danmark mente flertallet af dem (82 %), at de havde oplevet en stigning i forekomsten af øresår siden år 2000.

I 26 af besætningerne blev der udtaget blodprøver fra tre smågrise med øresår og tre smågrise uden øresår. Ligeledes blev der taget blodprøver fra tre slagtesvin med øresår og tre slagtesvin uden øresår. De i alt 312 blodprøver blev undersøgt for tilstedeværelsen af PCV2 og PRRS (ved PCR-undersøgelser). Der blev også taget vævsprøver fra ørerne fra 52 grise med indledende stadier af øresår. Prøverne blev undersøgt for PCV2 (ved en immunhistokemisk metode).

Resultater

Resultaterne af blodprøveundersøgelserne viste, at der i 10 procent af prøverne blev konstateret PCV2, mens der i 16 procent af prøverne blev konstateret PRRS. Forekomsten af PCV2 og PRRS var stor set ens hos grise med og uden øresår. De PCV2-positive grise var fordelt på 15 af de 26 besætninger, mens de PRRS-positive grise var fordelt på 11 besætninger.

Der blev ikke fundet PCV2 ved undersøgelserne af ørevæv.

Diskussion

Ingen af de tre undersøgelser beskrevet ovenfor kunne støtte hypotesen om, at der skulle være en sammenhæng mellem øresår og PCV2/PMWS.

I vaccineafprøvningen kunne der ikke konstateres forskel på forekomsten af øresår hos henholdsvis vaccinegruppe og kontrolgruppe. Det skal dog ses i sammenhæng med, at der i denne besætning ikke sås nogen effekt af vaccinen på dødelighed eller tilvækst hos smågrisene [1]. Det er derfor muligt, at PCV2 generelt ikke påvirkede smågrisenes helbred på det tidspunkt, hvor vaccinen blev afprøvet. Hvis det er tilfældet, er det heller ikke forventeligt, at vaccinen skulle have en effekt på øresår i denne besætning.

Selvom PMWS formodes at medføre en nedsat modstandskraft, kunne der ikke konstateres en højere forekomst af øresår i besætninger med PMWS end i besætninger uden PMWS – heller ikke selvom PMWS-besætningerne havde en betydeligt højere dødelighed og flere utrivelige smågrise [4].

I den franske undersøgelse blev forekomsten af virusset PCV2 i blodet undersøgt. Sandsynligvis cirkulerer PCV2 kun kortvarigt i blodet hos den enkelte gris, mens øresårene kan have været til stede i flere uger. Det er derfor muligt, at der kunne findes PCV2 hos flere grise, hvis blodprøverne var blevet taget på et andet tidspunkt i forhold til tidspunktet for udviklingen af øresår.

Konklusion

Ingen af de tre undersøgelser beskrevet ovenfor kunne støtte hypotesen om, at der skulle være en sammenhæng mellem øresår og PCV2/PMWS.

Referencer

[1]	Kristensen, C. S; Nielsen, M., Vestergaard, K.: (2009). Afprøvning af PCV2 vaccinen Circovac® i tre besætninger. Meddelelse nr. 855, Videncenter for Svineproduktion.
[2]	Busch, M. E.; Wachmann, H.; Nielsen, E. O.; Bækbo, P.: (2007). Disponerende forhold for øresår og halebid hos smågrise. Meddelelse nr. 806, Dansk Svineproduktion.
[3]	Denizot, V. C.: (2005). Le syndome necrose d’oreille dy porc: Enquete dans des elevages Bretons au printemps 2004. Speciale fra veterinærskolen i Nantes, Frankrig.
[4]	Nielsen, E. O.; Enøe, C.; Bækbo, P.; Vigre, H.; Bøtner, A.; Jorsal, S. E.: (2005). Sammenhæng mellem besætningsforhold og PMWS sygdomsudbrud – foreløbige resultater. Meddelelse nr. 726, Dansk Svineproduktion.

Deltagere
Landbrugstekniker Ernst Nielsen, Den rullende Afprøvning
Undersøgelsen blev støttet af Merial og EU (kontrakt nr. 513928)

Afprøvning: 285030640

Ingen sammenhæng mellem øresår og PCV2