Erfaringer med øresår blev indsamlet fra 11 besætninger med høj forekomst af øresår. Den hyppigste teori blandt besætningsejerne var, at øresårene primært skyldtes en infektion. Besætningsejerne mente ikke, at øresårene skyldtes bid fra andre grise.

Formålet med undersøgelsen var at indsamle erfaringer vedrørende øresår, herunder følgesygdomme, forebyggelse og behandling. Erfaringerne skulle danne baggrund for fremtidige undersøgelser vedrørende forebyggelse af øresår.

I alt 11 smågriseproducerende besætninger indgik i undersøgelsen. De blev fundet ved, at besætninger med en høj forekomst af øresår blev efterlyst blandt praktiserende dyrlæger. Ved hjælp af et spørgeskema blev besætningsejere eller driftsledere interviewet om besætningens problemer med øresår samt stald- og driftsforhold. Syv af de 11 besætninger blev besøgt én gang. Under besøget blev en stikprøve af grisene undersøgt for øresår, halebid og flankesår.

Erfaringsindsamlingen tyder på, at smågrise fra besætninger med diegivende søer på friland har større risiko for at have en høj forekomst af øresår end smågrise i besætninger med indendørs søer. Besætninger med indendørs søer kan dog også have høj forekomst af øresår. Der var ikke umiddelbart klare tegn på, at en høj forekomst af øresår var knyttet til bestemte typer af smågrisestalde. Erfaringer fra to af besætningerne tydede på, at øresårene skyldtes andre faktorer end de stald- og fodringsmæssige forhold i smågriseperioden.

Forekomsten af øresår var oftest højere i sidste halvdel af smågriseperioden end i første halvdel. Sårene sad typisk på ørets nederste rand. De var i reglen ublodige og dækket af sårskorper, hvilket kunne tyde på, at der ikke blev bidt i dem.

Forekomsten af øresår kunne variere væsentligt inden for den samme besætning og inden for den samme aldersgruppe af grise. Det tyder på, at der kan være forhold i den enkelte sti eller ved grisene i stien, som påvirker forekomsten af øresår i stien.

Der var generelt en lav forekomst af halebid, flankesår og sodeksem i besætningerne og således ingen klare tegn på en sammenhæng mellem disse lidelser og øresår. De hyppigst nævnte følgesygdomme til øresår var utrivelighed, nedsat tilvækst og ledbetændelse.

Antibiotika havde sandsynligvis en effekt mod øresår i nogle af besætningerne, hvilket indikerer, at bakterier spiller en rolle i udviklingen af sårene. Det er dog ikke ensbetydende med, at bakterier er den primære årsag til sårene. Den hyppigste teori blandt besætningsejerne var dog, at øresårene primært skyldtes en infektion. Ingen af besætningsejerne mente, at øresårene primært skyldtes bid fra andre grise.

Baggrund

Øresår er sår i randen af ørerne og ses hos smågrise og slagtesvin. Sårene findes hyppigt på ørernes nederste rand, men de kan også sidde på ørespidserne.

En dansk undersøgelse foretaget i 98 slagtesvinebesætninger i år 2000 viste, at cirka 12 procent af grisene i vægtintervallet 30-40 kg havde øresår, mens forekomsten af øresår derefter var aftagende med alderen [1]. Problemets omfang varierede meget mellem besætningerne. En anden undersøgelse foretaget i 148 smågriseproducerende besætninger i 2004 viste, at cirka 3 procent af smågrisene i vægtintervallet 7-30 kilo havde øresår [2]. Disse tal afspejler sandsynligvis, at forekomsten af øresår generelt topper ved cirka 20-30 kilo. Dette understøttes af, at praktiserende dyrlæger hovedsageligt opfatter øresår som et problem hos smågrise [3].

Øresår kan medføre vanskeligheder med at afsætte smågrise. I hvor høj grad øresår medfører nedsat produktivitet eller følgesygdomme, for eksempel blodforgiftning, er endnu ikke afklaret. I nogle besætninger giver øresår tilsyneladende ikke anledning til yderligere sygdomsproblemer, mens sårene i andre besætninger menes at medføre tilfælde af blodforgiftning og ledbetændelse. Det må formodes, at øresår kan være et velfærdsmæssigt problem.

Der er mange forskellige teorier om årsagen til øresår [4]. I nogle tilfælde opfattes øresår som et adfærdsbetinget problem på linie med halebid. Det vil sige, at sårene formodes at skyldes bid fra andre grise. Ifølge andre teorier skyldes sårene bakterier eller andre smitstoffer. Især er Staphylococcus hyicus, som kan forårsage sodeksem, mistænkt for at spille en rolle. Samme bakterie er i øvrigt også blevet mistænkt for at medvirke i udviklingen af flankesår. Det nævnes også, at øresår kan skyldes en beskadigelse af huden (ofte som følge af slagsmål efter sammenblanding) med følgende infektion med bakterier. Toksiner i foderet er også nævnt som en mulig årsag til øresår.

Der er foreløbigt ikke lavet undersøgelser, som på overbevisende måde bekræfter nogen af disse teorier. Ved laboratorieundersøgelser af øresår, findes Staphylococcus hyicus ofte. Det er dog ikke påvist, at disse bakterier er årsagen til sårene. De findes overalt på grises hud uden nødvendigvis at forårsage sygdom.

I figur 1 ses eksempler på øresår hos smågrise.


Figur 1. Eksempler på øresår på henholdsvis ørets nederste rand (ørebasis) og ørespids (billede 5548 og 5525).

Formålet med denne undersøgelse var at indsamle erfaringer vedrørende øresår, herunder følgesygdomme, forebyggelse og behandling. Erfaringerne skulle blandt andet benyttes til at vurdere, hvilke yderligere undersøgelser af øresår, det er relevant at udføre – herunder undersøgelser af årsagsforhold og forebyggelse.

Materiale og metode

I alt 11 besætninger indgik i undersøgelsen. De blev fundet ved, at besætninger med en høj forekomst af øresår hos smågrise eller slagtesvin blev efterlyst blandt praktiserende dyrlæger. Der blev ikke stillet andre krav til besætningerne.

Ved hjælp af et spørgeskema blev besætningsejere eller driftsledere fra besætningerne interviewet (omtales i det følgende under ét som besætningsejere). Interviewet omfattede spørgsmål om:

Stald- og driftsforhold i sohold og smågrisestalde
Øresårenes udseende og tidsmæssige udvikling
Øresårsproblemets varighed og variationer i forekomsten af øresår
Følgesygdomme til øresår
Forhold vedrørende sodeksem
Forhold vedrørende halebid og flankesår
Erfaringer med forebyggelse og behandling af øresår.

Syv af de 11 besætninger blev besøgt én gang (besætning 1-7). Under besøget blev smågrise i tilfældigt udvalgte stier undersøgt for øresår, halebid og flankesår. Det blev tilstræbt, at grise i mindst 10 smågrisestier blev undersøgt. Grisene skulle så vidt muligt være fordelt på alle aldre fra fravænning til 30 kilo. I to af besætningerne blev en stikprøve af slagtesvinene også undersøgt.

For hver af de undersøgte stier blev følgende registreret:

Antal grise i stien
Antal grise med øresår
Øresårenes typiske placering (ørebasis eller ørespidser)
Om øresårene hovedsageligt forekom på et eller begge ører
Det typiske udseende af øresårene
Antal grise med halebid og flankesår.

Observatøren gik ind i hver enkelt sti og foretog registreringerne uden at fange hver enkelt gris. Enkelte grise i hver sti blev fanget og undersøgt med henblik på en beskrivelse af sårene. Den samme person foretog alle registreringerne i seks af besætningerne, mens registreringerne i én besætning blev foretaget af en anden person.

Et øresår var defineret som et sår, der var placeret på ørets rand, og som var blodigt eller havde sårskorpe. Sårene kunne være placeret hvor som helst på ørets rand. Rifter på øret, som følge af slagsmål, blev ikke talt med.

Resultater og diskussion

Stald- og driftsforhold

Alle 11 besætninger havde sohold med produktion af smågrise. Fem af dem havde desuden slagtesvineproduktion. I tabel 1 ses en oversigt over driftsforhold og deklareret sundhedsstatus i soholdene.

Tabel 1.

Oversigt over driftsforhold og deklareret sundhedsstatus i soholdene, ifølge interviews.

Besæt- ning nr.	Dyr- læge nr.	Antal søer i besæt- ningen	Die- givende søer	Soholdets Sundhedsstatus	Fravænnings- alder	Holddrifts- interval (uger)
1	1	180	Friland	Konventionel, PRRS-neg.	4 uger (28 dg)	3
2	1	400	Friland	SPF +mykoplasma	4 uger	1
3	1	160	Indendørs	Konventionel, PRRS-neg.	4-5 uger	1
4	1	520	Indendørs	SPF + mykoplasma	3-4 uger (25 dg)	1
5	2	170	Friland	SPF + mykoplasma	4 uger	3
6	3	1680	Indendørs	SPF + mykoplasma	4 uger (26-28 dg)	1
7	1	165	Indendørs	Konventionel, PRRS-pos.	Ikke oplyst	Ikke oplyst
8	4	1050	Friland	Konventionel	5 uger (34 dg)	3
9	5	530	Indendørs	SPF +mykoplasma +PRRS	Ikke oplyst	1
10	6	120	Indendørs	Konventionel, PRRS-neg.	3-4 uger	1
11	1	200	Indendørs	SPF	Ikke oplyst	Ikke oplyst

Det var påfaldende, at fire af besætningerne havde diegivende søer på friland. Det kunne tyde på, at smågrise fra besætninger med diegivende søer på friland har større risiko for at have en høj forekomst af øresår end smågrise i besætninger med indendørs søer. Søer på friland udgjorde kun cirka 3,5 procent af den samlede danske sobestand i den pågældende periode [5].

Besætninger med søer på friland står dog kun for en lille del af det samlede antal øresår i dansk svineproduktion, da antallet af denne type besætninger er lille. Men den observation, at søer på friland tilsyneladende øger risikoen for øresår, kan måske være en hjælp i opklaringen af årsagen til lidelsen.

Det skal huskes, at besætningerne i undersøgelsen ikke var tilfældigt valgt, og det kan ikke udelukkes, at dyrlægerne har haft en tendens til at vælge besætninger med søer på friland. Der er dog ikke nogen åbenlys grund til at tro, at det skulle være tilfældet.

Soholdene havde varierende sundhedsstatus. Det tyder på, at øresår ikke er knyttet til sygdomme, som deklareres inden for SPF-systemet – herunder PRRS, luftvejssygdomme og skab.

I tabel 2 ses en oversigt over nogle af staldforholdene i smågrisestaldene. I besætning 2 var der to helt forskellige smågrisestalde, som derfor er beskrevet hver for sig.

Tabel 2.

Stald- og driftsforhold i smågrisestaldene.

Besæt- ning nr.	Stitype	Strøelse	Tætte stiadski- llelser	Grise pr. sti	Sti- areal (m²)
1	Dybstrøelse med adgang til udendørs areal	Halm	Ja	50-80	15-24
2a	Toklima med delvis spaltegulv	Spåner	Varierer	30-45	6-10
2b	Dybstrøelse	Halm	Ja	40-70	30
3	Toklima med delvis spaltegulv	Nej	Ja	Ca. 28	6
4	Klimastier med fuldspaltegulv	Nej	Nej	40-45	12,5
5	Toklima med delvis spaltegulv	Spåner	Varierer	22-30	6,5-12,5
6	Toklima med delvis spaltegulv	Nej	Nej	30-45	11,5
7	Toklima med delvis spaltegulv	Nej	Nej	30-50	12-12,5
8	Toklima med delvis spaltegulv og adgang til udendørsareal	Halm tildeles dagligt	Varierer	45-50	35,5
9-11	Staldsystemerne blev ikke beskrevet

Yderligere beskrivelse af driftsforholdene i smågrisestaldene:

Fodringssystemer: I otte af de 11 besætninger blev der fodret med tørfoder fra rørfodringsautomater eller simple foderautomater. I to besætninger blev der fodret med en kombination af tørfoder og vådfoder fra henholdsvis automater og krybber. Oplysninger vedrørende fodring mangler for én besætning.
Hjemmeblandet/indkøbt foder: Indkøbt færdigfoder og hjemmeblandet foder blev brugt lige hyppigt i besætningerne.
Restriktiv fodring: I to besætninger blev der fodret restriktivt i en kortere periode efter fravænning. I syv besætninger blev der fodret efter ædelyst i hele smågriseperioden. Oplysninger om eventuel restriktiv fodring mangler for to besætninger.
Sektioneret drift: Kun i to af besætningerne blev staldsektionerne tømt, rengjort og desinficeret mellem hvert hold grise.

Det må konkluderes, at besætningerne omfattede en række meget forskellige typer smågrisestalde. Der er ikke umiddelbart klare tegn på, at en høj forekomst af øresår er udpræget knyttet til bestemte typer af smågrisestalde eller driftsforhold.

Beskrivelse af øresårsproblemerne ifølge interviews

I alle besætningerne opstod øresårene i smågrisestalden, men tidspunktet svingede fra 1 til 7 uger efter fravænning ifølge besætningsejerne. Denne variation mellem besætningerne kan meget vel skyldes, at der er forskellige opfattelser af, hvornår et øresår er alvorligt nok til at kaldes et øresår. Desuden er ikke alle besætningsejere lige opmærksomme på de første indledende tegn på øresår.

Ifølge besætningsejerne var forekomsten af øresår stigende gennem smågriseperioden, og der skete ikke et fald i forekomsten, før grisene blev overflyttet til slagtesvinestaldene.

Oplysninger fra de besætninger, som også havde slagtesvinehold, tyder på, at forekomsten af øresår typisk aftager efter 30-50 kilo. Det er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser, som viste, at forekomsten af øresår hos slagtesvin generelt falder gennem hele slagtesvineperioden [1]. I to besætninger havde smågriseaftagerne klaget over, at øresår gav problemer.

Det er bemærkelsesværdigt, at aftagere af fravænningsgrise (7-kilos-grise) fra besætning 8 også havde problemer med øresår. Det kunne tyde på, at forhold, som påvirker grisene før fravænning, kan have betydning for udvikling af øresår.

Ingen af de 11 besætningsejere havde lagt mærke til, om det var bestemte typer af grise, der typisk fik øresår – for eksempel sogrise elle galtgrise, de største eller de mindste grise, utrivelige grise eller lignende. I besætning 8 (en frilandsbesætning) havde man dog observeret, at grise fra gyltekuld sjældnere havde øresår, hvilket måske skyldes:

at disse grise blev fravænnet lidt senere end grise fra søer
at gyltene (i modsætning til søerne) gik i enkeltdyrsfolde, og at deres grise derfor fik færre skrammer på ørerne på grund af slagsmål.

I to af besætningerne (2 og 6) havde man observeret, at sogrise, der skulle være avlsdyr, havde den højeste forekomst af øresår. I begge besætninger producerede man selv avlsdyrene efter zigzag-metoden. Årsagen til den højere forekomst af øresår hos disse grise kunne være flere:

at de blev øremærket og randklippet
at de næsten altid var gyltekuld
racemæssige forhold.

Yderligere detaljer kan ses i appendiks (tabel A).

Varigheden af øresårsproblemerne og årstidsvariation

Besætningerne havde haft problemer med øresår i et tidsrum, der varierede fra cirka 3 måneder til 4 år. De fleste besætninger havde haft problemer i 1-2 år. To besætningsejere sagde, at problemerne var opstået samtidigt med henholdsvis en besætningsudvidelse og ibrugtagning af nye smågrisestalde.

I tre ud af fire besætninger med diegivende søer på friland blev øresår især opfattet som et sommerproblem. Det samme var tilfældet i én ud af seks besætninger med indendørs diegivende søer. I de fleste af besætningerne havde problemerne med øresår dog varet så kort tid, at det var vanskeligt at vurdere, om der var årstidsvariationer.

Tre af besætningsejerne nævnte, at forekomsten af øresår svingede betydeligt fra hold til hold af grise.

Resultater af undersøgelser af øresår hos smågrisene i syv besætninger

I tre besætninger (3, 6 og 7) var nogle af de undersøgte grise fravænnet samme dag eller dagen før, undersøgelsen blev foretaget. Disse grise havde ikke øresår. Derimod havde de typisk mange rifter på ørerne som følge af slagsmål. Ofte havde ørerne flest rifter på den nederste del af øret, og denne del af øret kunne være hævet og rød.

For grise, som havde været fravænnet i cirka en uge eller længere, blev følgende observeret:

Forekomsten af øresår var i de fleste af besætningerne højest hos de største smågrise
Hos smågrise på cirka 20-30 kilo var gennemsnitsforekomsten i besætningerne 15-90 procent
De alvorligste sår med svind af ørets væv og tykke sårskorper forekom især hos de største smågrise.
Forekomsten af øresår kunne variere væsentligt mellem stierne inden for den samme besætning og inden for den samme aldersgruppe af grise
I alle besætninger sad sårene langt hyppigst på ørets nederste rand (ørebasis)
Hos de større grise (cirka 20-30 kilo) var der stort set altid sår på begge ører.
Hos de mindre grise havde grisene lige så tit sår på begge ører som på kun ét øre
Sårene var oftest dækket af tørre eller fedtede sårskorper og var ikke blodige.

Yderligere detaljer kan ses i appendiks (tabel B).


Figur 2.	Oftest var øresårene ublodige og var placeret på ørernes nederste rand på begge ører (billede 9823).

Variationen mellem stierne i forekomsten af øresår tyder på, at der kan være forhold i den enkelte sti eller ved grisene i stien, som påvirker forekomsten af øresår. Det kunne for eksempel være forhold i grisenes nærmiljø, som gør grisenes ører mere modtagelige for bakterieinfektioner, eller som får én eller flere grise til at bide ører. Det kunne også være, at sårene smittede på grund af spredning af et smitstof blandt grisene i stien.

At sårene ofte var ublodige kunne tyde på, at der ikke blev bidt ret meget i ørene.

I besætning 2 var der to forskellige smågrisestalde, som begge havde en høj forekomst af øresår (jf. appendiks, tabel B). De to stalde var vidt forskellige (jf. tabel 2). Desuden blev der i den ene stald fodret med hjemmeblandet foder, mens der i den anden blev fodret med indkøbt færdigfoder. Alligevel var der en høj forekomst af øresår i begge stalde. Det kunne tyde på, at øresårene skyldtes andre faktorer end de stald- og fodringsmæssige forhold i smågriseperioden. Muligvis har forhold før fravænning betydning for udviklingen af øresår.

Resultater af undersøgelser af øresår hos slagtesvin i to besætninger

Registreringerne af øresår hos slagtesvin blev foretaget i besætning 3 og 7. Her blev grise i henholdsvis 17 og 10 stier undersøgt (henholdsvis 350 og 230 grise). I begge besætninger var der delvist spaltegulv, 20-25 grise pr. sti og tørfoderautomater. I besætning 3 blev der tildelt halm.

Slagtesvin under cirka 60 kilo havde en forekomst på henholdsvis 70 pct. og 85 pct. i de to besætninger, hvilket var højere end forekomsten hos de ældste smågrise i smågrisestaldene. Det tyder på, at øresårene, fortsatte med at udvikle sig i slagtesvinestalden. Hos slagtesvin over cirka 60 kilo var forekomsten lavere (henholdsvis 20 pct. og 30 pct.). Der var store variationer mellem stierne i forekomsten af øresår (0-100 pct.).

Sårene havde typisk tykke fedtede sårskorper, og der var svind af ørevæv. Sårene sad hovedsageligt på ørets nederste rand og altid på begge ører. Forekomsten af flankesår og halebid var lav (fire flankesår i den ene besætning og tre halebid i den anden).

Sammenhængen mellem øresår og halebid/flankesår

Resultaterne vedrørende halebid ses i tabel 3.

Tabel 3.

Forhold vedrørende halebid, ifølge interviews og undersøgelse af grise.

Besæt- ning nr.	Hvor ofte ses halebid? (ifølge interview) ---------------------------- Aldrig/ Andet sjældent svar		Ses halebid især i stier eller i perioder, hvor der er en høj forekomst af øresår? (ifølge interview)	Forekomsten af halebid hos undersøgte smågrise
1	Aldrig		Ser aldrig halebid	0%
2	Sjældent		Nej	0%
3		Varierer	Nej	0%
4		Ca. 1-2%	Nej	0,7%
5	Sjældent		Nej	1,3%
6		Ca. 1%	Nej	Ikke undersøgt
7		Ikke besvaret	Ikke besvaret	0%
8		Store problemer	Nej *	Ikke undersøgt
9		Ikke besvaret	Ja, men hos ældre grise	Ikke undersøgt
10		Af og til	Måske	Ikke undersøgt
11		**	Ja	Ikke undersøgt

*	Halebid kommer senere end øresår og typisk ikke i de samme stier (enten øresår eller halebid).
**	Halesår ses ofte men skyldes ikke primært bid

I besætning 8 var der store problemer med halebid. I besætning 11 havde grisene ifølge besætningsejeren ofte sårskorper på halespidsen, men besætningsejeren mente ikke, at bid var den primære årsag. Han mente, at halespidsen visnede, og at halesårene og øresårene var to symptomer på samme lidelse.

I otte af de 11 besætninger oplevede man ifølge besætningsejeren aldrig eller sjældent flankesår. I besætning 4 så man af og til flankesår, mens forekomsten af flankesår ikke kunne oplyses i to besætninger. Ved undersøgelse af grise i fem besætninger (besætning 1-5) blev der fundet fire flankesår i alt (69 stier undersøgt).

Eksempel på flankesår ses i figur 3.


Figur 3.	Gris med både flankesår og øresår på ørespidserne (billede 9822).

Ifølge resultaterne af interviewene, var der ikke noget klart mønster med hensyn til, om halebid eller flankesår havde en tendens til at optræde i stier med en høj forekomst af øresår eller i perioder med en høj forekomst af øresår.

Det må konkluderes, at intet tyder på, at besætninger med en høj forekomst af øresår også generelt har en høj forekomst af halebid eller flankesår. Resultaterne kan dermed ikke understøtte teorier om, at øresår har samme årsag som halebid eller flankesår.

Sammenhængen mellem øresår og sodeksem

Hvis øresår helt eller delvist skyldes infektion med Staphylococcus hyicus (sodeksem-bakterien), kunne det tænkes, at besætninger med øresår også havde problemer med sodeksem. Sodeksem forekommer især hos pattegrise men ses også efter fravænning.

Det var imidlertid kun én af besætningerne, der havde problemer med sodeksem i en sådan grad, at man havde valgt at vaccinere imod det. Vaccinen beskyttede tilsyneladende godt mod sodeksem men ikke mod øresår. Det må konkluderes, at besætninger med en høj forekomst af øresår ikke generelt har problemer med sodeksem.

Der findes flere typer af Staphylococcus hyicus (S. hyicus). De typer, der er årsag til sodeksem, producerer et toksin. Det er erfaringen fra laboratorieundersøgelser, at man i langt de fleste tilfælde kan finde S. hyicus i øresår, men man finder ikke altid toksinproducerende S. hyicus. Det er altså ikke sikkert, at det er de samme typer S. hyicus, der har betydning for udviklingen af øresår og sodeksem.

Desuden kan grisenes immunitet måske spille en rolle. Pattegrisene kan have fået tilstrækkeligt med antistoffer fra råmælken til at beskytte dem mod sodeksem gennem diegivningsperioden, hvor sodeksem især forekommer. Men mængden af råmælksantistoffer hos grisene falder igennem diegivningsperioden. Derfor er grisene muligvis ikke længere tilstrækkeligt beskyttet af råmælksantistofferne i perioden efter fravænning, hvor øresår forekommer.

Yderligere detaljer kan ses i appendiks (tabel C).

Følgesygdomme til øresår

Tabel 4 viser en oversigt over besætningsejernes svar om følgesygdomme til øresår.

Tabel 4.

Følgesygdomme til øresår, ifølge interviews.

Besætning nr.	Utrivelighed/nedsat tilvækst	Ledbetændelse	Andet
1
2		Ja
3	Ja	*	Måske hjernebetændelse
4	Ja	Måske	Måske diarré
5		Ja	Måske bylder
6
7	Ikke besvaret	Ikke besvaret	Ikke besvaret
8	Ja, og øget dødelighed**	Ja
9	Ja
10			Måske hjernebetændelse
11	Ja

*	Har væsentlige problemer med ledbetændelse hos slagtesvinene men ved ikke om det er en følge af øresår
**	Store problemer med utrivelighed, høj dødelighed og ledbetændelse – også hos smågrisesaftagerne.

Ved dybere sår vil der være en risiko for, at bakterier spredes fra sårene til andre steder i kroppen. Dette sker ofte hos grise med halebid, hvor følgevirkningen ofte ses som utrivelighed og halthed.

I besætning 8 opfattede man følgesygdommene til øresår som et meget stort problem. I de øvrige besætninger var besætningsejeren mere i tvivl om betydningen af øresår for produktivitet og sundhed. De hyppigst nævnte følgesygdomme til øresår var utrivelighed, nedsat tilvækst og ledbetændelse.

Erfaringer med forebyggelse og behandling af øresår

Tabel 5 viser en oversigt over besætningsejernes svar vedrørende erfaringer med forebyggelse og behandling af øresår.

Besætningsejernes svar tyder på, at antibiotika har en effekt i nogle besætninger og at bakterier således kan spille en rolle i udviklingen af sårene. Det er dog ikke ensbetydende med, at bakterier er den primære årsag til sårene. Eventuelt får bakterierne mulighed for at angribe ørerne og forværre problemet, fordi huden allerede er beskadiget af andre årsager.

I andre besætninger virker antibiotikabehandling tilsyneladende ikke, hvilket kan skyldes, at bakterieinfektion ikke har bidraget væsentligt til øresårenes udvikling, eller at valget af antibiotikum har været forkert. En hypotese kunne være, at brug af antibiotika, eksempelvis mod diarré, kan favorisere hudbakterier, der er resistente mod pågældende antibiotikum, som derfor efterfølgende ikke virker mod øresår. Strategien for brug af antibiotika i besætningerne kendes ikke.

En forbedring af stierne i besætning 8 havde tilsyneladende en god effekt mod øresår (jf. tabel 5). De øvrige afprøvede tiltag havde ikke hjulpet på overbevisende vis.

Tabel 5.

Erfaringer med forebyggelse og behandling af øresår, ifølge interviews.

Besæt- ning nr.	Effekt af flokbehandling med antibiotika	Andre erfaringer vedr. forebyggelse og behandling af øresår
1	Ja (chlortetracyclin, amoxicillin)	Sliksten – ingen effekt
4	Ja (amoxicillin)	Nej
9	Ja (præparat ikke oplyst)	Nej
11	Ja (amoxicillin)	Beskæftigelse (halm og legetøj) - ingen effekt.
2	Nej (amoxicillin)	Nej
6	Nej (doxycyclin)	Vask og desinfektion af stier – tvivl om effekt Undgå sammenblanding – tvivl om effekt
8	Nej (amoxicillin, sulfa/TMP)	Pebermynteolie sprøjtet på grisene – muligvis effekt Bedre adgang til foder, bedre nærmiljø vha. halm og mindre tætte overdækninger – god effekt
3	Ikke brugt	Nej
5	Ikke oplyst (chlortetracyclin brugt)	Isolering af grisen medfører hurtig afheling
7	Ikke besvaret	Ikke besvaret
10	Ikke brugt	Virkon S sprøjtet på grisene – tvivl om effekt Beskæftigelsesmateriale (reb) – tvivl om effekt

Der er ikke i Danmark eller i udlandet foretaget kontrollerede undersøgelser af metoder til forebyggelse eller behandling af øresår – herunder antibiotikabehandling, vaccination, beskæftigelsesmateriale eller fodringsmæssige tiltag.

Besætningsejernes meninger om årsagen til øresår

Tabel 6 viser en oversigt over besætningsejernes opfattelse af årsagen til øresår i deres besætning.

Tabel 6.

Besætningsejernes opfattelse af årsagen til øresår i deres besætning, ifølge interviews.

Besæt- ning nr.	Bider grise- ne i ører før sårene dannes	Bider grisene i ører efter at sårene er dannet?	Årsagen til øresår
1	Nej	Sjældent	Sodeksem-bakterien. Sårene ligner sodeksem og er tilsvarende fedtede. Værst ved høj belægning.
2	Nej	Ja	Slagsmål ved fravænning er hovedårsagen. Solskoldning gør huden mere sårbar. Solskin og høj belægning forværrer problemet
3	Nej	Ja	Bakterieinfektion som følge af dårlig hygiejne (bl.a. kontinuerlig drift). Værst ved høj belægning
4	Nej	Ja	Bakterieinfektion
5	Nej	Ja	Tror at grisene er smittet (eller på anden måde har det med sig) allerede fra søerne. Værst ved varmt vejr.
6	Ved ikke	Ja	Bakterieinfektion
7	Ikke besvaret	Ikke besvaret	Ikke besvaret
8	Ved ikke	Ja	Rifter på ørerne før fravænning – evt. kombineret med solskoldning
9	Ja	Ja	En form for infektion. Bid i ørerne før dannelse af sårene skyldes irritation over infektionen. Grisenes haler påvirkes også.
10	Nej	Ja	Ved ikke
11	Nej	Ja	Toksiner i foderet.

Ingen af besætningsejerne mente, at øresårene primært skyldtes bid fra andre grise. Derimod ville grisene gerne bide i øresårene, når de først var dannet. Det er sandsynligt, at sår på ørerne virker tiltrækkende på andre grise, som derfor sutter eller bider i sårene og hermed forværrer tilstanden.

Besætningsejernes hyppigste teori var, at øresårene primært skyldtes en infektion. Rifter på ørerne kombineret med solskoldning blev foreslået i to frilandsbesætninger. Én mente, at toksiner i foderet kunne spille en rolle, mens to besætningsejere ikke havde en særlig holdning til årsagsforholdene.

Ingen af besætningsejerne havde observeret en tidsmæssig sammenhæng mellem skift af foderblanding og dannelsen af øresår. De havde heller ikke observeret en sammenhæng mellem øresår og sammenblanding af grise. Eksempelvis mente man ikke, at der var en højere forekomst af øresår i stier, der blev brugt til opsamling af efternølere.

Anbefalinger vedrørende forebyggelse og behandling af øresår

Årsagen til øresår er endnu uafklaret. Derfor er det vanskeligt at give præcise retningslinier for forebyggelse og behandling. På baggrund af denne undersøgelse og den eksisterende sparsomme litteratur må følgende anbefales:

Undgå stressende miljøforhold, for eksempel i form af:
- Høj belægning
- Træk og forkert temperatur
- Høj luftfugtighed
- Manglende varme og udtørring før indsættelse af smågrise
- Tilsølede stier
- For få ædepladser, tilstoppede automater og uregelmæssige fodringer
- Utilstrækkelig vandforsyning (for få eller tilstoppede vandforsyninger/lavt vandtryk)
- Flytning og sammenblanding af grisene
Undgå skader på grisenes ører
- Undgå skarpe kanter og lignende på inventar
- Tilstræb kuldvis indsættelse i smågrisestaldene, så slagsmål minimeres
- Giv grisene adgang til beskæftigelsesmateriale
- Observer grisene og fjern eventuelle grise, der bider ører, fra stien
- Undgå hudirriterende desinfektionsmidler
Bekæmp infektion i ørerne
- Vaccination af søer med autovaccine har tilsyneladende haft god effekt i nogle besætninger [6]
- Behandling med antibiotika kan have effekt
- Ved behandling med antibiotika skal der foretages en resistensundersøgelse
- God hygiejne i stierne i hele smågriseperioden
- Overbrusning af grisene med et egnet desinfektionsmiddel
Forebyg anden sygdom, som kan stresse grisene, for eksempel ved
- Bekæmpelse af diarré og indvoldsorm
- Alt-ind alt-ud-drift i smågrisestaldene.

Vær desuden opmærksom på, at øresårene i de indledende stadier er små, og at man derfor ofte først lægger mærke til dem et par uger efter, at de er opstået.

Konklusion

Undersøgelsen tyder på, at smågrise fra besætninger med diegivende søer på friland har større risiko for at have en høj forekomst af øresår end smågrise i besætninger med indendørs søer. Besætninger med søer indendørs kan dog også have høj forekomst af øresår. Sandsynligvis er forekomsten højest om sommeren.

Der var ikke umiddelbart klare tegn på, at en høj forekomst af øresår er knyttet til bestemte typer af smågrisestalde. Erfaringer fra to af besætningerne tydede på, at øresårene skyldtes andre faktorer end de stald- og fodringsmæssige forhold i smågriseperioden. Det så man ved, at smågrisene fik øresår, uanset hvilken type stald de blev indsat i efter fravænning, og uanset om de blev solgt ved fravænning eller ej. Det kan måske skyldes, at forhold før fravænning har betydning for udviklingen af øresår.

Forekomsten af øresår var i de fleste besætninger højere i sidste halvdel af smågriseperioden end i første halvdel. De største smågrise havde også de alvorligste sår. Sårene sad typisk på ørets nederste rand og typisk på begge ører. De var ofte ublodige og dækket af sårskorper, hvilket kunne tyde på, at der ikke blev bidt i dem.

Forekomsten af øresår kunne variere væsentligt mellem stierne inden for den samme besætning og aldersgruppe. Det tyder på, at der kan være forhold i den enkelte sti eller ved grisene i stien, som påvirker forekomsten af øresår i den pågældende sti. Forekomsten af øresår begyndte typisk at aftage i slagtesvineperioden efter cirka 30-50 kilo.

Der var generelt en lav forekomst af halebid, flankesår og sodeksem i besætningerne og således ingen klaretegn på en sammenhæng mellem disse lidelser og øresår. De hyppigst nævnte følgesygdomme til øresår var utrivelighed, nedsat tilvækst og ledbetændelse.

Antibiotika havde sandsynligvis en effekt mod øresår i nogle af besætningerne, hvilket kunne indikere at bakterier kan spille en rolle i udviklingen af sårene. Det er dog ikke ensbetydende med, at bakterier er den primære årsag til sårene. Den hyppigste teori blandt besætningsejerne var dog, at øresårene primært skyldtes en infektion. Rifter på ørerne kombineret med solskoldning blev foreslået som primær årsag i to besætninger med diegivende søer på friland. Ingen af besætningsejerne mente, at øresårene primært skyldtes bid fra andre grise. Derimod ville grisene gerne bide i øresårene når de først var opstået, hvilket forværrede tilstanden.

Referencer

[1]	Busch, M.E., Nielsen, E.O., Hassing, A.-G., Wachmann, H., Petersen, H.H. (2003): Disponerende forhold for øresår hos slagtesvin. Meddelelse nr. 591, Landsudvalget for Svin.
[2]	Nielsen, E.O., Enøe, C., Bækbo, P. (2005): Sammenhæng mellem besætningsforhold og PMWS sygdomsudbrud – foreløbige resultater. Meddelelse nr. 726, Landsudvalget for Svin.
[3]	Busch, M.E., Nielsen, E.O. (2002): Spørgeundersøgelse vedr. øresår blandt praktiserende dyrlæger på DVHS, maj 2002. Notat nr. 0228, Landsudvalget for Svin.
[4]	Busch, M.E. (2002): Øresår. VetInfo nr. 0203, Landsudvalget for Svin.
[5]	Larsen, V.Aa., Kongsted, A.G. (2001): Frilandssohold. produktion, foderforbrug, udsætningsårsager og græsdække. Rapport nr. 30, Danmarks Jordbrugsforskning.
[6]	Haugegaard, J. (2005): Autovacciner til svin – bruger vi dem nok? Dansk Veterinærtidsskrift, 22, 24-26.

Appendiks

Tabel A.

Det tidsmæssige forløb af øresår, ifølge interviews.

Besæt- ning nr.	Grisenes alder når sårene først observeres	Ved hvilken vægt begynder forekomsten af øresår at aftage?	Har smågriseaftagerne klaget over problemer med øresår hos slagtesvinene?
	(uger efter frav.)	(kun besætninger med slagtesvin)	(kun besætninger med aftagere)
1	1-2 uger		Ja, i perioder
2	3-4 uger		Nej
3	1-2 uger	Cirka 50 kg
4	3-4 uger	Efter cirka 30 kilo
5	5-7 uger		Ikke besvaret
6	3 uger		Nej
7	Ikke besvaret	Efter cirka 50 kilo
8	4-5 uger		Ja, både 7-kg og 30-kg-aftagere
9	2-4 uger	Efter cirka 40-50 kg
10	6 uger	Efter cirka 30 kilo
11	3-4 uger		Nej

Tabel B.

Resultater af undersøgelser af smågrise som havde været fravænnet i cirka en uge eller længere. I besætning 8-11 blev der ikke foretaget undersøgelser af grisene. Da fravænningsdatoen for grisene i mange tilfælde ikke var kendt, er grisenes omtrentlige vægt i stedet angivet.

						Den hyppigste type øresår
Besæt- ning nr.	Grise- nes vægt	Antal stier undersøgt	Grise pr. sti	Forekomst af øresår, gn.snit (variation ml. stier)		Svind af væv	Blodig overflade
1	12-20 kg	3	80	35%	(5-75%)	-	-	Overfladiske. Skorper
	25-30 kg	1	50	90%		-	-	Tykke skorper
2a	8-12 kg	11	30-50	70%	(50-90%)	-	-	Overfladiske. Skorper
	20-25 kg	1	24	70%		Ja	Ja	Tykke skorper
2b	18-20 kg	3	40-70	35%	(10-90%)	Ja, let	Ja	Skorper
	25 kg	2	14-60	50%	(50%)	Ja, let	-	Skorper
3	6-15 kg	8	23-30	5%	(0-10%)	-	-	Skorper
	13-20 kg	2	25	50%	(25%-75%)	-	Ja, let	Skorper
4	10-20 kg	15	Ca. 40	7%	(2-10%)	Ja	-	Skorper
	20-25 kg	18	Ca. 40	40%	(10-100%)	Ja	Ja, let	Tykke skorper
5	10 kg	2	22	25%	(0-50%)	-	-	Overfladiske. Skorper
	25-30 kg	3	10-25	70%	(10-100%)	-	-	Overfladiske. Skorper
6	8-15 kg	133*	30-45	20%	(0-50%)	-	-	Overfladiske. Skorper
	18-30 kg	135*	30-35	15%	(0-70%)	Ja	-	Skorper
7	10-15 kg	4	30-50	5%	(0-10%)	-	Ja	Skorper
	20 kg	4	35-50	20%	(0-40%)	-	Ja	Skorper

* Mange stier undersøgt, fordi besætningen indgik i en anden undersøgelse vedrørende øresår

Tabel C.

Forhold vedrørende sodeksem, ifølge interviews.

Besæt- ning nr.	Problemer med sodeksem?	Vaccination af søer mod sodeksem?	Ses sodeksem og øresår i de samme perioder?
1	Få tilfælde, som regel om sommeren	Nej	Nej
2	Nej	Nej	Nej
3	Sjældent. Af og til i gyltekuld.	Nej	Nej
4	Nej	Nej	Nej
5	Nej, meget sjældent	Nej	Nej
6	Kun lidt i farestalden	Nej	Ved ikke
7	Ikke besvaret	Ikke besvaret	Ikke besvaret
8	Sjældent	Nej	Nej
9	Ja i farestalden *	Ja	Ved ikke
10	Periodevis	Nej	Nej
11	Nej	Nej	Nej

* Problemer med sodeksem siden besætningsudvidelse og PRRS-smitte for fire år siden

Erfaringer med øresår i elleve besætninger