Når tre af ammesoens egne grise bliver hos ammesoen, vil de tilsatte ammegrise hurtigere komme til yveret. Efter 2-3 timer skal de tre grise ekstra grise flyttes fra ammesoen, da de ellers skaber for meget uro hos denne.

I én besætning blev fem kontrol-ammesøer, der afleverede alle deres egne grise, da de blev ammesøer, sammenlignet med fem ammesøer, hvor tre grise fra det oprindelige kuld blev hos ammesoen. Begge ammesøer modtog lige mange ammegrise, og ammesoens tre egne grise blev flyttet fra kuldet efter 3-13 timer. Videoovervågninger viste, at forsøgsgruppens ammegrise var hurtigere til at lære at komme til ammesoens yver. Til gengæld var der tilsyneladende mere uro i ammekuldet, når der var tre grise ekstra ved yveret, så der var for få fungerende kirtler ved diegivningerne.

Man kan fremme ammegrisenes accept af ammesoen ved at lade nogle af ammesoens egne grise blive i stien. De ekstra grise skal flyttes fra ammesoen 2-3 timer, efter at ammegrisene er sat til ammesoen, da grisene i det store kuld ellers slås om patterne. Uroen ved yveret får ammesoen til at afbryde diegivningen allerede før den kommer i gang. Alternativt kan man lade de tre mindste grise blive hos ammesoen, og så fylde kuldet op, så ammesoen ikke har flere grise i alt, end den havde, før den blev ammeso.

Hvis ammesoen beholder nogle af sine egne grise i en periode, er der risiko for overførsel af smitte imellem ugehold. Smitten fra disse grise svarer til smitten fra stigulvet i stien, der kun bliver vasket, hvis ammesoen samtidig er blevet flyttes til ammegrisenes sektion. Man bør derfor kun lade ammesoen beholde nogle af sine egne grise, hvis der ikke gennemføres strengt sektioneret drift i farestalden.

Baggrund

Med den høje kuldstørrelse er der ofte behov for at lave ammesøer. Ved brug af 1. kuldssøer som ammesøer, hvor ammesoens oprindelige kuld er flyttet til en mellemso efter syv dages diegivning, kan man opnå gode resultater [1], [2]. Det er dog kritisk, at ammegrise fra store kuld ofte er sultne, allerede før de flyttes til ammesoen, og at der går fra 3-7 timer, før ammesoen første gang giver ammegrisene die [2]. En tidligere afprøvning af oxytocin-behandling af ammesoen viste, at der ikke gik kortere tid til første diegivning ved behandling [3]. I praksis lader man ofte 2-3 af ammesoens egne grise blive hos ammesoen sammen med de nye ammegrise. Dette kan især tænkes at være en fordel i de første tre timer, efter at ammegrisene er sat til ammesoen, hvor der normalt slet ikke er nogen kontakt imellem ammesoen og ammegrisene [2].

Ulempen ved at lade nogen af grisene blive i kuldet vil dels være, at man skal flytte grisene i flere tempi, dels at man blander grise af forskellig alder, således at en ellers effektiv sektionering bliver ødelagt [4]. De flere flytninger kan undgås, hvis der tilsættes færre ammegrise, og alle grise herefter bliver hos ammesoen frem til fravænning.

Materiale og metode

Afprøvningen omfattede 10 ammesøer i én besætning. De 10 ammesøer blev fordelt på fem par, hvor den ene ammeso var kontrol. Kontrolsoen afleverede alle sine egne grise cirka en time før den fik tilsat ammegrise. Den anden so i parret var forsøgssoen, der beholdt tre af sine egne grise indtil ammegrisene blev tilsat, og herefter i cirka tre timer mere. Alle ammesøer var to-trins ammesøer, der havde haft 5-11 diedage, før de blev ammesøer. Der var to par med kuldnummer et, mens et par henholdsvis var kuldnummer to og tre. I det sidste par var kuldnummeret henholdsvis fire og fem. Forsøgsopstillingen er skitseret i tabel 1.

Tabel 1.

Forsøgsopstilling

Gruppe	Tid = 0	Tid = 1 time	Tid = 4 timer	Tid = 22 dage
Kontrol	Alle grise tages fra ammesoen	10 ammegrise sættes til ammesoen	-	Ammegrisene vejes
Forsøg	Alle grise undtagen 3 tages fra ammesoen	10 ammegrise sættes til ammesoen	De tre oprindelige grise tages fra ammesoen	Ammegrisene vejes

Cirka 20 ammegrise pr. par blev indsamlet mellem 12 og 24 timer efter fødsel som de største grise fra store kuld. Grisene blev mærket individuelt og vejet, hvorefter de tilfældigt blev fordelt til de to ammesøer i et par. Ammesøerne blev videoovervåget det første døgn. Ved gennemsyn af videoen blev tidspunkt for, hvornår ”ammesoen accepterede grisene ved yveret”, og for ”den første vellykkede diegivning” registreret.

Ammegrisene blev fulgt til en alder på 22 dage. Behandlinger og dødsfald blev registreret. Dag 22 blev ammegrisene vejet ud af afprøvningen.

Resultater og diskussion

Der indgik 10 ammesøer i afprøvningen. Ammesøerne passede i alt 104 ammegrise. Resultaterne fremgår af tabel 2.

Tabel 2.

Resultater af afprøvningen

Gruppe	Kontrol Alle grise blev taget fra soen før den blev ammeso	Forsøg Ammesoen beholdt 3 grise fra det oprindelige kuld
Antal kuld	5	5
Antal grise	52	52
Ammegrisenes vægt ved start, kg	1,7	1,8
Behandlinger, pct. af grise	29	27
Dage i forsøg	22	22
Fravænningsvægt, kg/gris	6,3	6,4
Dødelighed, pct.	13,5	17,3
Antal timer til soen accepterede grisene	2	1
Antal timer til første vellykkede diegivning	15	10

Der er ikke lavet statistiske analyser på dette lille talmateriale. Der var ikke synlig forskel på ammegrisenes fravænningsvægt eller dødelighed i de to grupper.

Videoobservationerne blev indledt for alle fem par, men blev kun gennemført til efter soens accept af grisene for de fire af parrene. Videoobservation af ammesoen med tre tilbageblevne grise viste, at efter at resten af det oprindelige kuld var flyttet fra soen, kunne de tre tilbageværende grise ikke i nogen af de fem tilfælde fremkalde en diegivning hos ammesoen, mens de tre grise var alene med soen. Efter tilsætning af ammegrisene medførte de tilbageværende grise, at ammegrisene hurtigere blev opmærksomme på ammesoen. Derved kom ammegrisene hurtigt i gang med at forsøge at stimulere soen til at give die. Det medførte, at tiden til soens accept af ammegrisene blev reduceret fra to timer i kontrolgruppen til en time i forsøgsgruppen. Dette var en meget hurtig accept i begge grupper i forhold til tidligere resultater. Figur 1 viser, at forskellen især skyldes, at grisene var langsomme til at komme til yveret hos kontrolsoen i gentagelse 1.


Figur 1.	Fordeling af tid fra tilsætning af ammegrise til at grisene første gang kom til yveret (se DW80323)

De ekstra grise blev hos ammesoen i henholdsvis tre timer (to kuld), seks timer og 13 timer. Observationerne gav indtryk af, at ammegrisene hurtigere kom til ammesoen i forsøgsgruppen (se figur 1), men at de mange grise (13-14) hos forsøgs-ammesoen herefter gav anledning til meget uro, hver gang grisene var ved yveret. Uroen medførte, at ammesoen afsluttede diegivningen, inden der var lagt mælk ned. I forhold til tidligere afprøvninger, så gik der i begge grupper lang tid, før ammesøerne gav grisene die, selv om grisene hurtigere kom til yveret i denne afprøvning end i de tidligere afprøvninger. Det så ud til, at ammesøerne i forsøgsgruppen var hurtigst til at give ammegrisene die (se figur 2).

Ammesøerne var i gennemsnit henholdsvis 15 og 10 timer om at lægge mælk ned første gang. Dette er betydeligt længere tid til første succesfulde diegivning, end observeret i tidligere afprøvninger. Årsagen til dette er ikke fundet. Figur 2 viser, at kun ét af otte ammekuld opnåede en diegivning inden 10 timer.

Baseret på de få observationer i denne afprøvning kan det anbefales, at man lader 2-3 af ammesoens egne grise blive hos ammesoen i højest 2-3 timer. Alternativt kan man nøjes med at lægge otte til ti ammegrise til ammesoen, der så beholder tre af sine egne mindste grise frem til fravænning af ammegrisene.


Figur 2.	Fordeling af tid fra tilsætning af ammegrise til grisene først fik die hos ammesoen. Kameraet svigtede i gentagelse 2, inden nogen af de to ammesøer gav grisene die (se DW80322)

Konklusion

Denne lille afprøvning tyder på, at ammegrisene hurtigere bliver opmærksomme på ammesoen, hvis nogle af ammesoens egne grise bliver i kuldet. De ekstra grise bør ikke blive hos ammesoen i mere end 2-3 timer, da for mange grise forstyrrer rangordenen, så soen ikke lægger mælk ned ved diegivning. Trods den tidligere opmærksomhed på ammesoen, gik der fortsat lang tid, før ammegrisene fik mælk første gang. Man kan også overveje at lægge færre ammegrise til ammesoen fra start, og så lade soens egne grise blive i kuldet. Ulemperne ved strategien er, at der skal flyttes grise flere gange den første dag, og at man i højere grad overfører smitte imellem grisene.

Referencer

[1]	Thorup, F. (2005): Optimal alder for et-trins ammesøer. Meddelelse nr. 696, Landsudvalget for Svin.
[2]	Thorup, F.; og Sørensen, A.K. (2005): Et- og to-trins ammesøer. Meddelelse nr. 700, Landsudvalget for Svin.
[3]	Thorup, F. og Bonnichsen, R. (2007): Oxytocin til ammesøer. Meddelelse nr. 777, Dansk Svineproduktion.
[4]	Thorup, F. (2005): Sektioneret drift i farestalden. Meddelelse nr. 720, Landsudvalget for Svin.

Deltagere: Landbrugstekniker Jens Martin Strager, Dansk Svineproduktion.
Afprøvning: 773

Effekten af at lade tre af ammesoens egne grise blive