I en forundersøgelse af søer, der stod uden grise i 2 eller 18 timer før de fik tilsat ammegrise var der ikke forskel på dødeligheden. Hvis soen var uden grise i to timer, steg fravænningsvægten med 700 gram pr. gris.

Ammesøer kan være længe om at acceptere ammegrisene. Dette kan forklare, at nogle ammekuld ikke lykkes. Hvis ammesoen går uden grise i nogen tid, så er det muligt, at den glemmer lugten af sine egne grise og der vil være set stigende tryk på yveret, der forventes at motivere soen til at lægge sig og give die til ammegrisene.

I denne undersøgelse gik der enten to eller 18 timer fra grisene blev taget fra ammesoen til ammegrisene blev sat til. Ammegrisene blev indsamlet som 1-4 dage gamle efternølere. Senest 1 time senere blev de fordelt tilfældigt på ammesøerne.

Der indgik fem søer i hver gruppe. Alle 10 søer var fravænnet deres egne grise efter mindst 20 dages diegivning (Et-trins ammesøer). Alle søerne accepterede ammegrisene. I dette lille materiale var der ikke forskel på hvor hurtigt søerne accepterede ammegrisene. Der var heller ikke forskel på behandlingsfrekvens eller på dødelighed. Grise hos ammesøer, der ventede to timer før ammegrisene blev sat til, vejede 700 gram mere ved fravænning, end hvis ammesøerne ventede 18 timer (p < 0,05).

Efter 18 timer tog alle fem ammesøer stadig imod nytilsatte grise, men ammegrisenes fravænningsvægten var lavere.

Baggrund

Mange søer farer med flere grise end de kan passe. De overskydende grise samles hos ammesøer. Tidligere afprøvninger har vist, at 1. kulds søer er bedre som ammesøer end søer, der er ældre end 1. kuld [1], og at to-trins ammesøer er bedre til at tage imod grisene end et-trins ammesøer [2]. Trods en optimal kombination går der lang tid fra grisene flyttes til ammesoen, indtil den første succesfulde diegivning finder sted [2]. Dette kan medføre svækkelse af ammegrisene, så de bliver mere modtagelige overfor sygdomme.

En tidligere undersøgelse antydede, at jo længere ammesoen stod uden grise før ammegrisene blev flyttet til ammesoen, jo hurtigere blev grisene accepteret. Undersøgelsen var imidlertid ikke balanceret, og intervallet fra ammesoens grise blev taget fra til ammegrisene blev sat til, varierede kun fra 50 til 90 minutter [3].

Denne afprøvning skulle afklare, om man med fordel kan forberede ammesøerne aftenen før der bliver brug for dem.

Materiale og metode

Undersøgelsen blev gennemført i én besætning. Der blev udvalgt to ammesøer samtidig, og disse to søer udgjorde et par. Der blev anvendt fem par ammesøer, som alle havde faret én gang, og været diegivende i mindst tre uger. Den ene gruppe af ammesøer var fravænnet aftenen før (kort tomperiode), og blev flyttet til tomme stier i den sektion grisene var indsamlet i. I denne gruppe gik der 18 timer fra fravænning til ammegrisene blev flyttet til soen. Den anden gruppe af ammesøer blev fravænnet og flyttet til ammestien to timer før ammegrisene blev flyttet til ammesøerne (kort tomperiode). 1-3 dage gamle efternølere blev indsamlet, øremærket, vejet og fordelt ligeligt på de to grupper af ammesøer. Pattegrisedødelighed og sygdomsbehandlinger blev registreret. Kuldene blev fravænnet samtidig, og grisene blev vejet enkeltvis ved fravænning.

Søerne blev fulgt med video i de første 8-12 timer efter at grisene blev sat til. Efterfølgende blev tidspunktet for første succesfulde diegivning registreret. En succesfuld diegivning blev defineret som en diegivning, hor alle grise ved yveret lå stille samtidig og viste suttebevægelser.

Fravænningsvægten blev behandlet statistisk ved lineær regression i en model, der tog hensyn til par og gruppe.

Resultater og diskussion

Tabel 1.

Resultater af afprøvningen

Gruppe	2 timers tomtid	18 timers tomtid
Antal ammesøer	5	5
Antal ammegrise	58	58
Vægt pr. gris ved start, kg	1,4	1,4
Antal søer med observation af succesfuld diegivning	2	3
Antal timer til succesfuld diegivning	5	8
Pattegrisedødelighed, pct.	16	14
Sygdomsbehandlinger, pct.	19	31
Diedage som ammeso	24,6	24,6
Vægt pr. gris ved fravænning, kg	6,6 ^a	5,9 ^b

a, b:

Forskellen i fravænningsvægt var statistisk sikker (p< 0,05).

Alle søerne accepterede ammegrisene. Kun fem af de 10 ammesøer havde en succesfuld diegivning i de 8-12 timer, hvor de blev videoovervåget. Hos disse søer gik der cirka seks timer til den succesfulde diegivning.

Der var stor forskel i antallet af sygdomsbehandlinger. Alle grise i par 2 blev behandlet imod diarré. I de øvrige fire par blev en gris i gruppen med to timers tomtid og syv grise i gruppen med 18 timers tomtid behandlet imod diarré. En gris i gruppen med 18 timers tomtid blev behandlet imod ledbetændelse. Den lave fravænningsvægt i begge grupper kan skyldes, at ammegrisene i afprøvningen var udvalgt blandt de mindste grise i kuldene.


Figur 1.	Overlevelsen fordelt på de 5 gentagelser.

Den gennemsnitlige dødelighed i de to grupper var henholdsvis 14 og 16 pct. Dette svarer til dødeligheden i tidligere undersøgelser med et-trins ammesøer. Af figur 1 ses, at en so i begge grupper er ansvarlige for halvdelen af dødeligheden. Der er ikke fundet årsager til, at netop disse to søer gav problemer.


Figur 2.	Fravænningsvægt pr. gris fordelt på de 5 gentagelser

Den statistisk sikkert højere fravænningsvægt hos søer med kort periode før tilsætning af ammegrise skyldes resultater i 2 af kuldene. Den lave fravænningsvægt hos par nummer 2 skyldes, at den ene so i parret udviklede skuldersår. Derfor blev grisene i begge grupper vejet ud, da grisene i det ene kuld blev flyttet til en ny ammeso.

Ammesøer, der står 18 timer uden grise før ammegrisene sættes til er ikke hurtigere til at tage imod ammegrisene, og de giver mindre mælk til ammegrisene. Det er ikke klart, om der skal gå to timer fra grisene tages fra soen og indtil ammegrisene sættes til ammesoen, eller om en kortere eller længere periode er bedre.

Konklusion

Ammeseøer med lang tomperiode (tid fra fravænning af egne grise til tilsætning af ammegrise) må forventes at have vænnet sig til den nye sti, at have glemt lugten af sit eget kuld grise, og have et spændt yver. Dette forventes at få ammesoen til hurtigt at acceptere nye ammegrise. Der var ikke tegn på, at ammesøer med lang tomperiode tog bedre imod grisene end den ammeso, der havde afleveret sine egne grise to timer tidligere. Der var endda statistisk sikkert lavere fravænningsvægt hos de grise, der blev fravænnet ammesøerne med lang tomperiode. Dette tyder på, at ammesøer får en permanent nedsat mælkeydelse, hvis der går for lang tid uden at de giver die.

Resultaterne bekræfter, at 1. kuldssøer, der fravænnes efter tre ugers diegivning for at blive ammesøer, og flyttes til en ny sti, er længe om at give die til de tilsatte grise, og at dette er en belastning for de svageste grise.

Referencer

[1]	Thorup, F.: (2005). Optimal alder for et-trins ammesøer. Meddelelse nr. 696. Landsudvalget for Svin
[2]	Thorup, F. og Sørensen, A. K.: (2005). Et- og to-trins ammesøer. Meddelelse nr. 700, Landsudvalget for Svin
[3]	Thorup, F.; Larsen, G. B.; Poll, K. og Schmidt, M. H.: (2003). Optimal alder for ammesøer til 1-2 dage gamle grise. Meddelelse nr. 667, Landsudvalget for Svin

Deltagere: Statistiker Verner Ruby, Landsudvalget for Svin

Afprøvning: Nr. 773

Ammesøer - 2 eller 18 timer uden grise