Økonomien i økologisk svineproduktion påvirkes negativt af blandt andet utilfredsstillende resultater. Reproduktionsstyringen kan forbedres ved at anvende kunstig sædoverføring. Erfaringsindsamlingen viste, at det var muligt at inseminere søer på friland.

I en række af de mindre af de konventionelle frilandssobesætninger samt af de økologiske frilandssobesætninger har producenterne i dag begrænsede muligheder for at styre reproduktionen, da løbningerne foregår ved ukontrollerede bedækninger på friland.

Den rullende Afprøvning har i to år indsamlet erfaringer fra en økologisk besætning, som ændrede praksis fra ukontrollerede løbninger på friland til brug af KS på friland. Poltene blev bedækket af orne, og der indgik derfor ikke resultater fra førstekuldssøer.

Ved at introducere ornen til søerne ved fravænning og derefter holde den borte i 1 til 1,5 døgn, inden den igen blev introduceret i forbindelse med insemination, blev der opnået en tydelig stående brunst, der muliggjorde insemination på friland. Ved at opdele et hold søer i mindre grupper på ca. tre søer var det muligt at sikre, at der ikke blev stimuleret flere søer, end det var muligt at inseminere, mens søerne viste stående brunst.

83 pct. af alle fravænnede søer blev insemineret, mens de resterende 17 pct. ikke viste stående brunst ved introduktionen til orne. De inseminerede søer havde i gennemsnit 12,1 levendefødte gris per kuld og fem dage fra fravænning til første insemination. Faringsprocenten var 95 pct. for de inseminerede søer. 90 pct. af de inseminerede søer havde højst fem dage fra fravænning til første insemination i den brunst, som førte til drægtighed. Det vil sige, at de havde fem eller færre spildfoderdage. Et begrænset antal (25 stk.) af de inseminerede søer havde seks eller flere spildfoderdage.

Inseminationer af et hold søer – inklusive indfangning af orne før inseminationer og returnering af orne efterfølgende - varede i gennemsnit 6,3 minutter per so per inseminering. Det gennemsnitlige tidsforbrug til selve inseminationen var ca. 2,3 minutter per insemination. Dette vurderes som relativt lavt.

I 95 pct. af tilfældene blev søerne vurderet som ’rolige’ og kun i 3 pct. af tilfældene som urolige under inseminationen. Det konkluderes, at insemination på friland er en egnet metode til at forbedre reproduktionsstyringen i sådanne besætninger. Det konkluderes samtidig, at det er vigtigt at følge de givne anbefalinger. Besætningen i afprøvningen havde betydeligt bedre mulighed for styring af reproduktionen sammenlignet med, før der blev anvendt KS og opnåede en høj faringsprocent for de inseminerede søer. Der var dog behov for øget fokus på de 17 pct. af søerne, som ikke blev insemineret.

Baggrund

Økologisk svineproduktion udgør kun ca. 0,3 pct. af den danske svineproduktion. Produktionen begrænses blandt andet af en begrænset efterspørgsel på økologisk svinekød. Prisforskellen for forbrugerne mellem fx økologisk og konventionel mælk er begrænset, mens prisforskellen mellem økologisk kød og konventionelt kød er betydelig. COOP-Danmark har dog opnået en betydelig stigning i afsætningen af blandt andet økologisk svinekød ved at sænke priserne med 10 pct.

For økologiske svineproducenter er det således vigtigt, at produktionen er effektiv og rationel. For soholdets vedkommende er det tidligere vurderet, at der er stort behov for at forbedre reproduktionsstyringen under frilandsbetingelser [1].

Det mest udbredte produktionssystem i økologisk svineproduktion er, at søerne er på friland hele året. Dette påvirker mulighederne for at gennemføre styring af reproduktionen. Denne styring starter allerede i farefoldene. Tidligere havde mange frilandssobesætninger de diegivende søer i flokke. Dermed var det ikke muligt at kontrollere foder- og energitildelingen til den enkelte so, og der var øget risiko for, at de kom i brunst i diegivningsperioden. I dag har en lang række af de økologiske besætningerne enkeltfarefolde.

Ved traditionel svineproduktion anvendes en høj andel af kunstig sædoverføring (KS). Det gør det muligt blandt andet at styre og kontrollere sædens temperatur og sædkvaliteten, stimulere soen, bestemme interval mellem inseminationer, udnytte overraskelseseffekt fra orne og sikre god ornekontakt.

Hvis der ikke anvendes KS, men gennemføres kontrollerede bedækninger, begrænses styringsmulighederne til: 1) stimulere soen; 2) bestemme interval mellem bedækninger; 3) udnytte overraskelseseffekt fra orne og 4) sikre god ornekontakt. Der kan derudover opsamles sædprøver til kontrol af sædkvalitet.

I en række frilandssobesætninger er der gennemført ukontrollerede bedækninger. Det vil sige, at søerne fx blot lukkes ind i en fold, hvor der i forvejen går orner og andre søer, og det forventes så, at ornerne løber søerne, når de kommer i brunst. Efter ca. 12 uger flyttes søerne eventuelt til en højdrægtighedsfold, hvor de går ind til ca. en uge før forventet faring. I sådanne systemer er der meget begrænsede/ingen muligheder for at styre reproduktionen. For fem besætninger med konventionelt frilandssohold er der i en tidligere undersøgelse [2] opgjort resultater for spildfoderdage, omløberprocent og faringsprocent for perioden 1997- 1999. En af besætninger anvendte udelukkende ukontrollerede bedækninger på friland, mens de resterende skiftede fra bedækninger til KS i perioden eller anvendte KS i hele perioden. Besætningerne, som anvendte KS, havde indendørs løbeafdelinger. Faringsprocenten varierede fra 69 til 86.

Tidligere undersøgelser [3] i indendørs besætninger har tydet på, at det i nogle besætninger er muligt at opnå en positiv effekt på reproduktionsresultaterne, hvis ornen kun er periodevis tilstede i løbeafdelingen. Den positive effekt opnås ved en mere tydelig brunst. Dette gør dels inseminationerne lettere at gennemføre, og dels kan udskillelsen af oxytocin øges, hvilket forbedrer sædtransporten [4].

Nærværende erfaringsindsamling var en del af udviklingsprojektet ’Nye økologiske svineproduktionssystemer integreret i sædskiftet med fokus på lav miljøbelastning og på forbrugeraccept’ [1], som var finansieret af Direktoratet for Fødevareerhverv samt medfinansieret af Landsudvalget for Svin.

Formålet med erfaringsindsamlingen var at afdække mulighederne for at implementere forbedrede rutiner for reproduktionsstyring i økologisk sohold ved at gennemføre KS på friland.

Materiale og metode

Erfaringsindsamlingen blev gennemført i en besætning fra september 2001 til april 2004. Den første del af perioden blev brugt til indkøring af registreringspraksis og tilvænning til brug af KS. Der indgår således kun resultater fra inseminationer foregået i perioden fra januar 2002 til april 2004. Besætningen havde MS-status og var PRRS-negativ. Den bestod af ca. 70 årssøer med slagtesvineproduktion. Svineproduktionen blev opstartet som økologisk produktion i 1997.

Farefoldene var indrettet som enkeltfolde. Søerne blev indsat i farefoldene ca. en uge før forventet faring. Der var ca. 7-10 faringer hver tredje uge. Søerne gik i stabile grupper (friland) efter løbning og indtil næste faring. Polte blev løbet af orne, der indgik derfor ikke reproduktions- og faringsresultater for førstekuldssøer.

Da erfaringsindsamlingen blev gennemført på friland, hvor klimaet kan have en betydende indflydelse, blev det vurderet, at der var behov for at gennemføre registreringer i mindst to år. Forud for erfaringsindsamlingen foregik reproduktionen ved ukontrollerede bedækninger på friland. I erfaringsindsamlingen blev søerne insemineret på friland.

Figur 1. Ornekontakt, hvor ornen hentes i vogn. Vognen flyttes til den fold, hvor der insemineres. Orne bliver i vognen

Ved fravænning (torsdag) blev alle søerne indsat i folde med tre-fire søer per fold. Som udgangspunkt blev det tilstræbt, at alle søer blev insemineret i dagene efter fravænning. Søerne blev fordelt på tre folde, således at henholdsvis de mindste, de mellemste og de største gik i hver sin fold. Der var en orne i foldområdet fra torsdag til søndag formiddag. Herefter blev ornen fjernet, således at der ikke var ornekontakt. Fra mandag blev ornen (i vogn) kørt ind i foldene (figur 1), og søerne i den enkelte fold blev insemineret, hvis de kunne stimuleres til at vise stående brunst (figur 2). Søerne blev insemineret en til tre gange per brunst. Første insemination var mandag eftermiddag. Herefter blev der insemineret tirsdag formiddag og eftermiddag samt eventuelt onsdag formiddag (tabel 1).

Figur 2. Stimulation under insemination

Data blev opdelt efter, om inseminationerne havde fundet sted om formiddagen henholdsvis om eftermiddagen (tabel 1). Årsagen til opdelingen var dels en forventning om variationer i temperaturer mellem formiddag og eftermiddag. Dels gjorde opdelingen det muligt at vurdere tidsintervallet mellem to inseminationer.

Tabel 1. Tidspunkt for gennemførelse af inseminationer

	Starttidspunkt¹⁾	Sluttidspunkt²⁾
Morgen-inseminationer	Mellem kl. 05.10 og kl. 9.55	Mellem kl. 05.50 og kl. 10.15
Eftermiddags-inseminationer	Mellem kl. 14.15 og kl. 19.55	Mellem kl. 14.40 og kl. 20.35

¹⁾	Starttidspunkt blev registreret som tidspunktet, hvor producenten kørte ind i foldområdet for at indfange ornen.
²⁾	Sluttidspunktet blev registreret som tidspunktet, hvor ornen var returneret til sin fold og producenten forlod foldområdet.

Ved afprøvningens start blev besætningsejeren introduceret til brug af KS ved et besøg af en KS-rådgiver fra Hatting-KS. I forbindelse med inseminationerne på friland blev sæden opbevaret og transporteret i en flamingokasse. Temperaturen i flamingokassen blev målt ved start og afslutning på gennemførelsen af inseminationer.

Registreringerne vedrørende inseminationer inkluderede:

Dato for insemination
Tidspunkt for påbegyndelse og for afslutning af inseminationer
Udetemperatur
Temperatur i boks med sæd ved start og ved afslutning af insemination

For hver so registreredes desuden:

Sonummer
Foldnummer
Soens adfærd (1) Rolig; 2) Urolig; 3) Tilbageløb af sæd; 13) Rolig, tilbageløb af sæd og 23) Urolig, tilbageløb af sæd).
Varighed af insemination
Om soen også blev løbet med orne

Herudover blev der registreret:

Dato for faring
Antal levendefødte
Antal dødfødte
Dato hvis soen blev udsat

Ved analyserne blev data opdelt efter, om søerne var blevet insemineret eller ikke. Gruppen af ’ikke-inseminerede søer’ inkluderer søer, som ikke viste tegn på stående brunst og, som derfor ikke blev insemineret. Disse søer blev indsat i en fold, hvor der gik en orne. Desuden inkluderer gruppen søer, som blev udsat direkte fra fravænning.

Resultater og diskussion

Langt den største del af søerne blev insemineret (tabel 2). Søer, som blev insemineret og senere løb om, indgår i gruppen ’Insemineret’ i tabel 2. Faringsprocenten for de inseminerede søer var 95 pct.

17 pct. af de fravænnede søer blev ikke insemineret (tabel 2) efter fravænning, da de ikke kunne stimuleres til at vise stående brunst. Det er muligt, at årsagen til, at søerne ikke viste brunst, var, at de havde været i brunst i diegivningsperioden. En anden mulighed var, at brunsten blev undertrykt ved nogle af søerne, fordi de gik i flok.

Disse søer, som ikke viste tegn på brunst, blev, når ugeholdet i øvrigt var insemineret, indsat i en fold, hvor der var mindst en orne. Der var ikke brunstkontrol eller kontrol med eventuelle bedækninger af disse dyr efterfølgende. Det begrænsede antal (60 søer) gjorde imidlertid, at det ikke var muligt at analysere for årsager til de dårligere produktionsresultater for disse søer.

Der blev gennemført 667 inseminationer i perioden 2/1-2002 til 31/3-2004. I nedenstående er resultater for søer, som var insemineret uddybet.

90 pct. af de inseminerede søer havde fem spildfoderdage eller derunder (tabel 3). Spildfoderdage inkluderede dage fra fravænning til løbning, dage fra første løbning til omløbning, samt dage fra løbning til eventuel udsætning. Et begrænset antal søer (25 stk.) havde seks eller flere spildfoderdage (6-225 dage).

Tabel 2. Antal søer, som efter fravænning blev henholdsvis insemineret eller ’ikke insemineret’ (sidstnævnte er inkl. søer indsat i fold med orne, søer set løbet af orne eller søer udsat direkte efter fravænning) samt gennemsnitlige produktionsresultater i det efterfølgende kuld

	Insemineret	’Ikke Insemineret¹’
Antal fravænninger, stk.	292	60
Gns. kuldnr.	4,9	3,7
Faringsprocent	95,3	50,9
Omløbninger, pct.	0,7	15,1
Udsat efter fravænning, pct.	0,0	5,7
Udsat efter løbning, pct.	3,3	28,3
Totalfødte, stk./kuld	13,2	13,4
Levendefødte, stk./kuld	12,1	12,4
Dødfødte, stk./kuld	1,1	1,0
Antal dage fra fravænning til 1. løbning	5(279)²	15 (50)²
Antal dage fra 1. til 2. løbning	74(6) ²	55(10)²
Antal dage fra fravænning til udsætning	.	50(3)²
Antal dage fra løbning til udsætning	97(9) ²	112(15)²
Spildfoderdage per kuld	9	46

¹	Søer set løbet af orne/ søer indsat i fold med orne/søer udsat direkte efter fravænning
²	I parentes er angivet antallet af søer, som indgik i det pågældende gennemsnit

Tabel 3.

Fordeling af spildfoderdage for søer, som blev insemineret (pct. af søerne som ligger under en given grænse for spildfoderdage)

Fraktil, pct.	Estimat for spildfoderdage
5	4
90	5
95	18
99	133
100	225

Søerne blev i gennemsnit insemineret 2,5 gange per brunst. Søer blev højest insemineret fire gange i løbet af en brunstperiode. I en tidligere afprøvning [6] blev det vist, der ikke var forskel i opnåede produktionsresultater ved henholdsvis to inseminationer med 24 timers interval sammenlignet med tre inseminationer med 12 timers interval. I en senere afprøvning [5], hvor produktionsresultaterne ved henholdsvis en og to inseminationer blev sammenlignet, viste det sig, at ved en insemination reduceredes kuldstørrelsen og faringsprocenten. Anbefalingen er således to inseminationer med 24 timers interval per brunst. Det forventes dog ikke at have påvirket faringsprocenten i afprøvningen negativt, at søerne blev insemineret med mindre end 24 timers interval.

Inseminationer af et hold søer – inklusive indfangning af orne før inseminationer og returnering af orne efterfølgende - varede i gennemsnit 6,3 minutter per so, hvor minimum var 3 minutter per so, og maksimum var 25 minutter per so.

I 708 tilfælde blev varigheden af den enkelte insemination registreret (tabel 4). Der var ingen forskel mellem tidsforbruget til inseminationer om formiddagen og om eftermiddagen. I en tidligere undersøgelse [3] blev arbejdsforbruget registreret ved insemination henholdsvis i en kontrolgruppe og i en gruppe, hvor der anvendtes overraskelseseffekt med orne – ligesom i denne erfaringsindsamling. Resultaterne viste, at der i kontrolgruppen blev brugt ca. 4,5 minutter per so til stimulation og insemination, mens der i forsøgsgruppen blev brugt ca. 3,8 minutter per so. I denne erfaringsindsamling var det gennemsnitlige tidsforbrug ca. 2,3 minutter per insemination. Dette var således relativt lavt.

Tabel 4. Varighed af insemination af søer på friland

Varighed per so (minutter)	Gns.	Min.	Max.	Std.
Alle inseminationer, 708 stk	2,3	0,5	8,0	0,9

I 94 pct. af tilfældene blev søerne vurderet som ’rolige’ og kun i 3 pct. af tilfældene som urolige.

Hvis soen bliver urolig, hæmmes de rytmiske sammentrækninger af børen. Sammentrækningerne er med til at transportere sæd frem til æggelederen.

Temperaturforholdene ved inseminationerne blev registreret (tabel 5). Den nedre kritiske grænse for opbevaring af ornesædceller er 15°C, og det anbefales, at sæden opbevares ved 16-18°C. Hvis ornesæd udsættes for lavere temperaturer end 15°C ses varige skader, og det anbefales, at sæden opbevares ved 16-18°C.

Tabel 5. Udetemperatur samt temperatur i opbevaringsboks med sæd ved henholdsvis opstart og afslutning af insemination af søer på friland

			Temperatur (°C)
		Antal	Gns.	Min.	Max.	Std.
Udetemperatur:
Alle inseminationsrunder		133	9,4	-8	33	8,5
Heraf inseminationsrunder gennemført om:	Formiddagen	59	6,5	-8	20	7,1
	Eftermiddagen	74	11,6	-4	33	8,9
Temperatur i boks med sæd ved opstart af insemination:
Alle inseminationsrunder		116	17,3	16	20	0,7
Heraf inseminationsrunder gennemført om:	Formiddagen	52	17,2	16	18	0,7
	Eftermiddagen	64	17,5	16	20	0,8
Temperatur i boks med sæd ved afslutning af insemination:
Alle inseminationsrunder		112	17,8	13	23	1,6
Heraf inseminationsrunder gennemført om:	Formiddagen	51	17,3	13	20	1,2
	Eftermiddagen	61	18,3	14	23	1,7

Konklusion

I en række af de mindre af de konventionelle frilandssobesætninger samt af de økologiske frilandssobesætninger har producenterne i dag begrænsede muligheder for at styre reproduktionen, da det foregår ved ukontrollerede bedækninger på friland.

Under de givne forhold var det muligt at gennemføre inseminationer på friland.

Brugen af enkeltfarefolde gjorde det muligt at kontrollere energitildelingen til den enkelte so – også sidst i laktationsperioden – og dermed reducere risikoen for laktationsbrunst – til trods for den lange diegivningsperiode (mindst 49 dage).

Ved at introducere ornen til søerne ved fravænning og derefter holde den borte i 1 til 1,5 døgn, inden den igen blev introduceret i forbindelse med insemination, blev der opnået en tydelig stående brunst, der muliggjorde insemination på friland. Ved at opdele et hold søer i mindre grupper på ca. tre søer var det muligt at sikre, at der ikke blev stimuleret flere søer, end det var muligt at inseminere, mens søerne viste stående brunst.

De opnåede produktionsresultater var generelt tilfredsstillende. Der blev kun i begrænset omfang gennemført drægtighedskontrol i besætningen. Dette var medvirkende til, at i alt 44 søer med spildfoderdage over 21 dage ikke blev identificeret. Af disse 44 søer var 12 insemineret, mens de øvrige 32 var lukket ind i en fold med orne.

I gennemsnit tog det – inklusive håndtering af ornen - ca. 6,5 minut at inseminere en so. Selve inseminationen tog ca. 2,5 minut for hver so. Dette vurderes som acceptabelt og afviger ikke fra den tid, som bliver brugt indendørs (ca. 2-10 minutter).

Det konkluderes, at insemination på friland er en egnet metode til at forbedre reproduktionsstyringen i sådanne besætninger. Det konkluderes samtidig, at det er vigtigt at følge de givne anbefalinger. Besætningen i afprøvningen havde betydeligt bedre mulighed for styring af reproduktionen sammenlignet med tidligere. Dette var medvirkende til, at den gennemsnitlige faringsprocent for de inseminerede søer ca. 95 pct. Samtidig bør der rettes fokus på gruppen af søer, som ikke insemineres.

Referencer

[1]	Hermansen, J.E., 2001. Nye økologiske svineproduktionssystemer integreret i sædskiftet med fokus på lav miljøbelastning og på forbrugeraccept. Ansøgning vedr. økologisk svineproduktion jf. brev af 12. januar 2001 j.nr. 93S-937-00019.
[2]	Larsen, V.A. & Kongsted, A.G.: (2001): Frilandssohold. Produktion, foderforbrug. Udsætningsårsager og græsdække. DJF-rapport (Husdyrbrug) nr. 30. 46 pp.
[3]	Madsen, M.T.: (2003): Betydning af ornens tilstedeværelse i løbeafdelinger til løsgående søer. Meddelelse nr. 605, Landsudvalget for Svin.
[4]	Madsen, M.T.: (2003): Effekt på produktionsresultaterne af human stimulation af søer på brunstkontrol og inseminering. Meddelelse nr. 614, Landsudvalget for Svin.
[5]	Pedersen, P.N.: (1992): Sammenligning af 1 eller 2 insemineringer pr. brunst. Meddelelse nr. 217, Landsudvalget for Svin. 4pp.
[6]	Thorup, F.; (1990): Sammenligning af 2 og 3 insemineringer i brunsten. Meddelelse – Reproduktionsundersøgelse nr. 6, Landsudvalget for svin. 6pp.

Deltagere
Landbrugstekniker Hanne Nissen, Den rullende Afprøvning
Statistiker Verner Ruby, Den rullende Afprøvning

Afprøvning: 707

Brug af KS på friland i økologisk sobesætning