Klassisk svinepest kan manifestere sig klinisk i flere former. De akutte virulente former domineres af blødninger, stor morbiditet og mortalitet, mens de lavvirulente infektioner kan være asymptomatiske.

Klassisk svinepest kan manifestere sig klinisk i flere former. De akutte virulente former domineres af blødninger, stor morbiditet og mortalitet, mens de lavvirulente infektioner kan være asymptomatiske. Patologien er præget af petekkiale blødninger i alle lymforetikulære væv, men også i parenkymatøse organer. Der observeres en kraftig leukopeni ved infektionen. Diagnostikken baseres på de kliniske observationer (klinisk mistanke), og laboratorieundersøgelser, der giver en sikker diagnose.

Laboratorieundersøgelserne er påvisning af virusantigen ved direkte flourescensmikroskopi, dyrkning af virus, samt påvisning af antistoffer. Virusdyrkning og flourescensmikroskopi er helt afgørende for sikring af diagnosen i den enkelte mistænkte besætning. Påvisning af antistoffer bruges til blodprøveovervågning i smittede områder.

Bekæmpelsen er i EU lagt an på nedslagning af besætninger, der smittes med klassisk svinepest. Der etableres beskyttelseszoner - 3 km zoner; (I Svinepestdirektivet Iagttagelsesdistrikt) og overvågningszoner -10 km zoner; (I Svinepestdirektivet Overvågningsområde) omkring smittede besætninger. Formålet med etableringen af beskyttelseszoner og overvågningszoner er, dels at hindre smittespredning fra smittede til ikke smittede besætninger, dels at identificere eventuelle andre smittede besætninger indenfor området (kliniske undersøgelser og blodprøveundersøgelser). Vaccination er generelt forbudt i EU, men der kan i særlige situationer dispenseres herfra af Den Stående Veterinærkomite under EU Kommissionen. Der er hidtil ikke dispenseret og givet tilladelse til vaccination, hverken i 1993-94 (ved det tyske udbrud) eller i 1996-97 (tyske og hollandske udbrud).

English summary

Hog cholera infection can vary widely in clinical manifestations. Acute infections with high morbidity and mortality can be seen, as well as chronic infections that are not clinically visible. The pathology of the acute infections is dominated by severe hemorrhages especially in lymphoreticular and parenchymateus organs. Severe leukopenia is present.

Diagnosis is based on clinical signs as well as laboratory methods. Laboratory methods are aimed at the detection of virus or specific antigens, or detecting antibodies against the virus. Detection of antibodies for serologic surveillance in infected areas is possible. The EEC new outbreaks will be controlled by stamping out herds that have been infected with hog cholera. After stamping out, surveillance areas are made in order to control transportation of pigs and to examine herds within the area. General rules for the surveillance areas are described.

Vaccination against hog cholera is in general not allowed. Exemption can in special cases be given by the EEC Veterinary Committee.

Introduktion

Svinepest er en særdeles tabsvoldende sygdom, der kan medføre store økonomiske tab, både ved introduktion i et nyt geografisk område samt ved de tab, den medfører ved permanent infektion. I Danmark vil udbrud af klassisk svinepest, foruden de sygdomsmæssige tab, få alvorlige konsekvenser for eksporten af dansk svinekød, da flere lande kræver, at eksportlandet er fri for klassisk svinepest. Dette vil resultere i store afsætningsmæssige problemer for dansk svinekød, og derved store økonomiske tab for de danske svineproducenter. Denne artikel er et litteraturstudium af klassisk svinepest. Artiklen beskriver patogenese, klinik, diagnostik samt bekæmpelsesforanstaltninger. Der lægges vægt på de bekæmpelsesforanstaltninger, der kan forventes iværksat i EU/DK ved udbrud af klassisk svinepest. I denne artikel omtales klassisk svinepest som svinepest.

Ætiologi

Svinepest forårsages af et enkeltstrenget RNA virus. Virus har indtil for nylig tilhørt genus pestiviridae og familien togaviridae (1), men er nu flyttet til familien flavaviridae (2).

Virus er meget stabilt overfor såvel høje som lave pH værdier. Virus inaktiveres ved kontakt med fedtopløsende midler, fordi kappen på virus indeholder lipider (3).

I ikke varmebehandlede kødprodukter kan virus overleve i måneder, mens det i reglen vil gå til grunde efter få dage udenfor værtsdyret eller produkter deraf (4).

Svinepestvirus er kun patogent for svin.

Virus er meget tæt beslægtet med Bovin Virus Diarre (BVD) virus hos kvæget og Border Disease hos fåret. Det tætte slægtskab med BVD er af differentialdiagnostisk betydning pga. vanskeligheder ved de diagnostiske tests (se disse).

Klassisk svinepest blev første gang beskrevet som en ny sygdom i perioden 1818 - 1888 i USA. Hanson (5) gennemgik den første tilgængelige litteratur. Det angives, at amerikanerne anså sygdommen som importeret fra Europa. Europæerne var uenige i denne påstand, men hvad der var rigtigt, står hen i det uvisse. Nu om dage er svinepest vidt udbredt over hele kloden. Udryddelse er dog sket i en række lande bl.a. USA, Canada, Australien, Irland, Danmark, Schweitz med flere.

Danmark har været fri for sygdommen siden 1933 (6).

Patogenese

I langt de fleste tilfælde vil svin inficeres via den oronasale vej. Svin kan i sjældne tilfælde inficeres via konjunktivae, genitale slimhinder og hudlæsioner (4), (7). Det er vist, at visse flåter kan virke som vektorer for svinepest. Smitte fra vildsvin kan forekomme i områder, hvor vildsvin fungerer som smittereservoir.

Perakutte, akutte og subakutte infektioner er karakteriseret ved følgende patogenese

Den lymfatiske fase (infektion af tonsiller og regionale lymfeknuder)

Tonsillerne er det primære target organ for virus. I tonsillerne sker der en opformering af virus først i epithelcellerne derefter i det omkringliggende lymforetikulære væv. Herefter inficeres de regionale lymfeknuder, der dræner tonsillerne.

Viræmifasen

I lymfeknuderne sker der en videre opformering af virus, hvorefter virus kommer ud i det efferente blod. Man kan nu tale om en viræmifase. Der sker en videre opformering af virus i milten og i andre dele af immunsystemet.

Den parenkymatøse fase

Det formodes, at virus først i den sidste del af viræmifasen invaderer de parenkymatøse organer. Denne fase kan beskrives som den parenkymatøse fase.

De tre ovenfor beskrevne faser gennemløbes for de virulente stammer på 5 - 6 dage (8).

De perakutte, akutte og subakutte svinepestformer er normalt forårsaget af virulente stammer.

Persistente infektioner

En anden patogenese ses ved de persistente infektioner, der normalt er forårsaget af de lavvirulente stammer. Persistente infektioner kan deles i kroniske infektioner og infektioner med sent udbrud (“late onset”).

Kroniske infektioner starter som de akutte former, men opformering og spredning foregår langsommere end i de akutte tilfælde. Efter den lymfatiske fase optræder der en fase, hvor det angrebne dyr får det bedre. I denne fase er viræmien meget ringe eller helt forsvundet. Virustiteren i blodet er meget lav eller helt væk, og viralt antigen er ofte kun til stede i tonsiller, ileum og nyrer. Virus forsvinder sandsynligvis fra blodet pga. antistofdannelse og pga. et fald i antallet af celler, der frigiver virus. I slutfasen (parenkymatøse fase) af den kroniske infektion sker der igen en spredning af virus. Mengeling og Packer (9) har vist, at kronisk smittede grise er mere følsomme for sekundære infektioner f.eks. pneumonier.

Persistent infektion med sent udbrud er en anden form: Den optræder på uforudsigelig måde, men generelt kan man dog sige, at den er karakteriseret ved at være en prænatal infektion i modsætning til de akutte og kroniske infektioner, der begge er postnatale infektioner.

De inficerede dyr udvikler ikke cirkulerende antistoffer mod virus, der er altså tale om immuntolerance overfor svinepestvirus, og der er oftest en livslang viræmi (10). Tidspunktet for smitten i drægtigheden er afgørende for udfaldet. Fostre i søer, der er mere end halvt gennem drægtigheden, vil ofte være immunkompetente, mens de helt unge fostre ikke er immunkompetente. Fostre smittet i den første del af drægtigheden vil udvikle immuntolerance og livslang viræmi.

Det er rapporteret, at virulensen ved svinepestvirus kan være en ustabil egenskab, idet det er vist, at virulensen kan øges ved passager gennem flere grise (17).

Kliniske symptomer

De kliniske manifestationer af svinepest kan variere særdeles meget. De forskellige stammer har meget forskellig virulens. Det kan derfor ikke vides, hvordan et evt. svinepestudbrud i Danmark vil vise sig klinisk, det vil være helt afhængigt af den introducerede stammes virulens.

De kliniske manifestationer af svinepest deles i akutte former, kroniske former og persistente infektioner.

Perakutte, akutte og subakutte former

Disse former forårsages af de virulente stammer. Ved de perakutte former ses et meget hurtigt sygdomsforløb, der er karakteriseret af typiske svinepestsymptomer, hurtigt efterfulgt af dødsfald. Få dage efter infektion ses sløvhed og anorexi (11). Der optræder forøget legemstemperatur, som stiger til 42 grader eller mere inden for 2 til 6 dage efter infektion med virus, (legemstemperatur på mellem 41 og 42 grader er det normale ved de perakutte infektioner). Endvidere ses der ofte konjunktivitis og forstoppelse, der senere afløses af (blodtilblandet) diarre. Samtidig med at temperaturen stiger, udvikles der efterhånden petekkiale eller hæmorragiske blødninger, der gradvis forværres. Cyanose på ørerne og lavtliggende dele af kroppen ses ofte.

Bevægelsesforstyrrelser udvikles gradvist. De starter med stiv forsigtig gang, der efterhånden afløses af, at dyrene sidder på enden ude af stand til at rejse sig (parese af bagparten). Sidst i forløbet ligger dyrene hele tiden, og der optræder kraftige blødninger og cyanose på de laveste partier af kroppen samt i lysken (12) (13). Sygdomsforløbet ved de perakutte former er under 5 døgn. Der ses høj morbiditet og en mortalitet på 95-100% (14). Akutte former ender normalt med døden mellem 10 og 20 dage efter infektionen (11),(14). Ved de subakutte former er forløbet 20-29 dage, inden døden indtræder (14).

For blodværdierne er det meget karakteristisk, at der er kraftig leukopeni (11) og trombocytopeni. Der er en stærk omvendt korrelation mellem temperaturforhøjelse og leukopeni (11).

Forskellige aldersgrupper synes at kunne angribes forskelligt af stammer med samme virulens, idet Carbrey et al. (15) beskriver, at unge dyr er mere følsomme end ældre dyr. Udover alderen er dosis af virus, der modtages af det enkelte dyr, af betydning for infektionens karakter, (høj dosis medfØrer voldsommere symptomer end lav dosis) (16).

Kronisk svinepest

Svinepest stammer med moderat virulens er ansvarlig for de kroniske tilfælde af svinepest.

Kronisk svinepest beskrives af Dunne (17), som infektion hvor dyrene overlever mere end 30 døgns infektion. Mengeling og Packer (18) beskriver den kroniske infektion som dødelig klinisk sygdom, hvor dyrene overlever mere end 30 døgn.

Mengeling og Packer (18) deler den kroniske svinepest op i tre faser:

Første fase med akut sygdom dvs. temperaturforøgelse, sløvhed, anoreksi samt leukopeni.
Anden fase er karakteriseret af bedring, feberen forsvinder, men leukopenien persisterer.
I tredje fase sker der igen en forværring af tilstanden, grisene er utrivelige at se på, de er nedtrykte, og får igen feber, der ofte persisterer til døden indtræder. Disse grise kan overleve i lang tid (evt. over 100 dage). Der optræder hyppigt sekundære infektioner, som oftest pneumoni, ved de kroniske former (19). De svage symptomer kan forveksles med andre infektioner (influenza, luftvejslidelser osv.). Lavvirulente stammer er meget farlige mht. smittespredning, idet sygdommen i værste fald kan spredes, inden man får stillet diagnosen.

Prænatale (kongenitale) infektioner

De prænatale infektioner forårsages primært af stammer med lav virulens.

Der kan gå op til mange måneder fra virus introduceres i dyret prænatalt, til de kliniske symptomer debuterer postnatalt.

Ved infektion transplacentalt inden dag 70 i drægtigheden ses især svagfødte grise og aborter, hvori der kan påvises virusantigen. Der er typiske svinepestsymptomer og svinepestpatologi (20). Ved infektion mellem dag 70 og 90 i drægtigheden, ses der mange persistente infektioner. Mange af pattegrisene fødes viræmiske (20). De fødte pattegrise er immuntolerante overfor virus, dvs. der er en konstant viræmi men ingen cirkulerende antistoffer. Denne tilstand er analog med de persistent inficerede BVD kalve hos kvæget, men BVD virus og svinepestvirus er som nævnt også meget tæt beslægtet. De fostre, der ikke inficeres mellem dag 70 og 90, overlever længere efter faring end de viræmiske grise (10),(20). Viræmiske grise kan have sent udbrud, men de dør altid (20). Blødninger i huden og høj neonatal dødelighed ses ved de nyfødte persistent inficerede. Bevægelsesforstyrrelser, konjunktivitis og feber kan være til stede.

Patologi

Akutte, virulente svinepestformer

De cellegrupper der altovervejende angribes af virus er lymforetikulære celler, epithelceller, og endothelceller. Affiniteten for endothelceller resulterer i hæmorrhagisk diatese samt petekkiale blødninger i de fleste organsystemer og på de serøse membraner (19). Det er degeneration og nekrose af kapillære endothelceller samt defekt i koagulationssystemet, der er årsagen til de petekkiale blødninger og diatesen (4), (7).

Det altovervejende makroskopiske billede ved de akutte til subakutte infektioner, (i de perakutte tilfælde er der ofte ingen eller meget få makroskopiske læsioner), er multiple hæmorrhagier af forskellig størrelse.

I huden ses der petekkiale og evt. større konfluerende blødninger. Det meget konstante fund ved svinepest er ødematøst forstørrede lymfeknuder, der er sæde for blødninger af varierende karakter. Afhængig af tidspunktet i infektionsforløbet, kan blødningerne i lymfeknuderne variere fra svage subkapsulære blødninger til forandringer, hvor lymfeknuderne er kraftigt ødematøst forstørrede og helt sorte pga. blødninger.

Petekkiale blødninger i larynx og epiglottis er et hyppigt sektionsfund ved de akutte former.

Der ses ofte petekkiale blødninger på overfladen af nyrerne, men sjældent i medulla. Der kan endvidere ses blødninger i lunger, lever, blære, tarmkanal, mave m.fl. (11),(14). Som noget nærmest patognomonisk ved svinepest ses der næsten altid infarkter i milten ved de akutte former. Infarkterne kan være varierende i antal og størrelse. Infarkterne optræder pga. okklusionstromber i kapillærerne (degeneration af endothelcellerne) (17).

I tonsillerne kan der være nekrotiserende tonsillitis, eller suppurativ tonsillitis som sequalæe til en sekundær infektion.

I colon ses karakteristiske knapformede ulcerationer. Histologisk ses encephalitis. Den overvejende forandring er perivaskulær cuffing.

Kroniske infektioner

Ved de kroniske postnatale infektioner ses et ganske anderledes patologisk billede. De typiske hæmorrhagier i lymfeknuder og mange andre steder er kun til stede i ringe grad, eller de mangler helt. Der ses evt. hyperplasi af lymfeknuderne, men som nævnt ingen eller få blødninger. Det overvejende billede er, at et enkelt organsystem er afficeret, (hyppigst lunger, mavetarmkanal, CNS eller nyrer), og ofte ses der i det pågældende organ sekundær bakteriel infektion (19).

Der er voldsom thymusatrofi pga. leukopenien (21). I den sene fase af den kroniske infektion er glumerulonefritter et hyppigt patologisk fund. De knapformede ulcerationer i colon kan også ses ved den kroniske svinepest.

Ved de kongenitale infektioner er det patologiske billede misdannede og mumificerede fostre. Der er væskeansamlinger i thorax, abdomen og i huden. Misdannelser af hovedet, lemmer og hjernen er beskrevet. De pattegrise, der overlever til efter partus, har ofte de typiske petekkiale blødninger i huden og indre organer.

Ved sent udbrud efter kongenitale infektioner ses thymusatrofi og lymfeknudesvulst.

Diagnostik

Ved klinisk mistanke om udbrud af svinepest skal den kliniske diagnose verificeres ved laboratoriediagnostik.Ved de kroniske infektioner er det svært at stille diagnosen svinepest ud fra de kliniske symptomer, så her er laboratoriediagnosen af største nødvendighed. Lavvirulente stammer af svinepestvirus udgør et særligt problem, idet der i sådanne tilfælde kan gå nogen tid, inden man bliver klar over, at det er svinepest.

De diagnostiske tests kan inddeles i to grupper:

1. Tests der påviser virusantigen

a. Efter dyrkning i cellekultur. Der anvendes en peroxidasetest
b. Direkte på indsendt materiale. Der anvendes en flourescenstest

2. Tests der påviser virusantistof

Til direkte påvisning af virusantigen anvendes på SVIV en direkte flourescens antistoftest (FA) (4),(22). Princippet er, at der laves nogle frysemikrotomsnit fra tonsiller, milt, og mindst to andre lymfoide væv. Der anvendes et immunmærkningssystem, således at prøver der indeholder antigen mod pestivirus (svinepest, BVD, BD), reagerer med flourescens (cytoplasmaet i celler, der er inficeret med virus, farves lysegrønt flourescerende). Da det diagnostiske reagens er et polyklonalt, pestivirusspecifikt antiserum, kan der optræde falsk positive prøver repræsenterende BVD eller evt. vaccinestammer. Alle prøver underkastes derfor en samtidig monoklonalantistof typebestemmelse (22). Ved monoklonalantistof typebestemmelse anvendes et panel på 4 monoklonale antistoffer (mab’s): Et pestivirusspecifikt, et svinepestspecifikt, et vaccinestammespecifikt og endelig et BVD specifikt monoklonalt antistof. Produktion og teknik ved mab’s er beskrevet af (24),(25).

Den direkte FA test er hurtig og billig, men ved første tilfælde med mistanke om svinepest anvendes på SVIV dyrkning (23).

Virusdyrkning foregår fra de samme vævsprøver som ovenfor nævnt (4),(22). Metoden er meget sensitiv, men den kræver længere tid end den direkte FA test. Der anvendes svinenyreceller i den cellelinie, som prøvematerialet dyrkes i, (de såkaldte PK-15 cellelinier). Fra 24-72 timer efter podning underkastes prøven med mellemrum testning for antigen i peroxidasetest. Cellekulturen er forinden behandlet med polyklonalt antistof mod svinepest. Der anvendes således samme testprincip som ved den direkte test, der anvendes blot et andet mærkningssystem (peroxidasetest i stedet for flourescenstest), men denne gang på cellekultur fremfor på det indsendte vævsmateriale. Positive kulturer underkastes også her monoklonalantistof typebestemmelse for at eliminere falsk positive prøveresultater. Varigheden af undersøgelsen er 3-4 dage, en negativ diagnose kan tidligst stilles 72 timer efter udsæd af materiale (23).

Test til påvisning af antistof vil finde anvendelse til opklaring og overvågning af svinepest (blodprøver). Generelt kan anvendes virusneutralisationstests (neutralisationsimmunoflourescens eller neutraliserende peroxidasekoblede målinger) eller ELISA tests.Virusneutralisationstests tager længere tid end ELISA tests. Det angives, at en ELISA test har en højere sensitivitet såvel som specificitet i forhold til flourescensvirusneutralisationstesten (26). På SVIV anvendes en ELISA test (23).

Bekæmpelse

Dette afsnit er baseret på svinepestdirektivet (22) med senere ændringer samt meddelelser fra Olsen (27).

Der er en reel risiko for, at svinepest kan komme til Danmark, og den er nok blevet større i den seneste tid, pga. mange udbrud af svinepest i Holland og Tyskland i 1996 og 1997.

Nogle af de vigtigste risikofaktorer er:

Import af levende svin fra EU lande direkte til modtagerbesætning i Danmark.
Fodring af svin med madrester (svinekød), der ikke har været tilstrækkeligt varmebehandlet. Turister og hobbylandbrug med enkelte svin udgør de største problemer.
Udenlandske transportvogne der henter svin i Danmark.
Staldinventarfirmaer der opererer både i Tyskland, Holland og Danmark.

Hvis svinepest slæbes ind i Danmark på den ene eller den anden måde, vil bekæmpelsen være underlagt de regler, der er vedtaget i EU. Rådets direktiv af 22.01.80 om fællesskabsforanstaltninger til kontrol med klassisk svinepest, samt senere tilføjelser vil være den gældende lovgivning. Direktivet angiver en række minimumsregler for diagnosticering og bekæmpelse i medlemsstaterne. Kommissionen er den myndighed, der i sidste instans bestemmer, (det er Den Stående Veterinærkomite, som tager beslutningerne, og som der kan rettes henvendelser til).

De væsentlige tiltag i tilfælde af svinepest er minimum som følger:

Mistanke

Når der i en besætning findes svin, der mistænkes for svinepest, skal embedsdyrlægen (kredsdyrlægen) straks tilkaldes. Såfremt mistanken ikke kan afkræftes, skal besætningen sættes under offentligt tilsyn (OT), indtil mistanke er bekræftet eller afkræftet.

OT medfører bl.a.:

isolering af bedriftens svin
stop for til- og frakørsel af svin
stop for afsendelse af svinekød uden tilladelse
stop for afsendelse af døde svin, med mindre der er givet tilladelse fra kredsdyrlægen
stop for smittefarligt samkvem (foderbiler, redskaber, personer mm., der kan udgøre en smitterisiko), med mindre der er givet tilladelse fra kredsdyrlægen
krav om desinfektion ved ind- og udgange til svinestalde, samt ved indkørsel/udkørsel til besætningen
undersøgelse af mulige smitteveje og mulig smittespredning

OT ophæves ved offentlig afkræftelse af mistanke.

Bekræftet udbrud af svinepest

Besætningen der er smittet:

nedslagning og destruktion af bedriftens svin
opsporing og destruktion af kød fra svin slagtet i perioden op til mistanke
rensning og desinfektion efter nedslagning
genindsættelse af svin tidligst 30 dage efter rensning og desinfektion.
undersøgelse af mulige smitteveje og mulig smittespredning.

Kontaktbesætninger eller besætninger, der af embedsdyrlægen skønnes at udgøre en smittefare sættes under OT. Disse besætninger behandles som øvrige besætninger i beskyttelseszonen (se nedenstående).

Der etableres en beskyttelseszone på min. 3 km i radius omkring den besætning, hvor diagnosen er verificeret.

Der etableres en overvågningszone med en mindste radius på 10 km.

Foranstaltninger i beskyttelseszonen

Antallet af bedrifter tælles, og besøges af embedsdyrlægen inden 7 dage.
Flytning og transport af svin forbydes (med visse dispensationsmuligheder)
Regler for rengøring og desinfektion af vogne og materiel, der forlader beskyttelseszonen.
Anmeldelse af syge og døde svin til kredsdyrlægen
Der må tidligst flyttes svin 21 dage efter afslutning af rengøring og desinfektion af udbrudsbesætningen. Efter 21 dage kan den kompetente myndighed give tilladelse til flytning af svin direkte til udpeget slagteri (fersk kød skal varmebehandles), og direkte til et andet sted i beskyttelseszonen (efter klinisk undersøgelse og øremærkning, og med efterfølgende desinfektion af transportvogn).

De nævnte foranstaltninger opretholdes indtil rengøring og desinfektion af den smittede besætning, er godkendt af kredsdyrlægen. Endvidere skal samtlige besætninger i beskyttelseszonen være undersøgt klinisk og serologisk med negativt resultat. De kliniske og serologiske undersøgelser må tidligst foretages 30 dage efter afsluttet rengøring og desinfektion af den angrebne besætning.

Foranstaltninger i overvågningszonen

Tælling af bedrifter
Forbud mod transport, med muligheder for dispensation
Krav til rengøring og desinfektion inden transportvogne etc. føres ud af området
Anmeldelse af døde svin til kredsdyrlægen
Ingen flytning af svin før 7 dage efter endt rengøring og desinfektion af den smittede besætning

Foranstaltningerne opretholdes på samme måde som for beskyttelseszonen. Blodprøver udtages dog kun som en stikprøve af besætningerne i overvågningszonen. Undersøgelserne må tidligst finde sted 15 dage efter afslutning af rengøring og desinfektion af den angrebne besætning.

For flere detaljer henvises til direktivet. Som det fremgår er restriktionerne i beskyttelseszonen mere omfattende end i overvågningszonen.

Der er et generelt forbud mod vaccination mod svinepest i EU. Der kan dog i særlige tilfælde tilsendes Den Stående Veterinærkomite en vaccinationsnødplan til godkendelse. Tyskland har i forbindelse med det alvorlige udbrud i 1993-94 fremlagt en nødplan, men planen blev afvist af Den Stående Veterinærkomite (Kommissionens organ).

Den vaccine man i givet fald kunne tænke anvendt i et område, hvor man ikke kan styre svinepesten, vil være en vaccine, der er svækket ved mange passager gennem kaniner (lapiniseret kinesisk stamme), eller en vaccine der er svækket ved en række passager gennem cellekulturer. De nævnte vacciner er effektive og bruges en del i svinepestramte lande udenfor EU (28).

Litteraturliste

1.	Horzinek MC: Non arthropod borne Togaviruses.Academic press, London (1981).
2.	Horzinek MC: Pestiviruses taxonomic perspectives.Archs virol Suppl. 3, 1-5 (1991).
3.	McKissick GE, Gustafson DP: In vivo demonstration of lability of hog cholera virus to lipolytic agents. Am j vet 42, 131-135 (1967).
4.	Van Oirshot JT: Hog cholera. In Diseases of Swine 7th edition 274-285. Iowa State Univ Press (1992).
5.	Hanson RP: Origin of hog cholera. J Am Vet Med Assoc 131, 211 (1957).
6.	Veterinærdirektoratet mdtl. meddelelse.
7.	Van Oirshot JT, Terpstra C: Hog cholera. In Virus infections of Vertebrates, vol.2: Virus infections of porcines pp. 113-130.
8.	Ressang AA: Studies on the pathogenesis of hog cholera. 1: Demonstration of hog cholera virus subsequent to oral exposure. Zentralbl Veterinaermed (B) 28, 743, (1973)
9.	Mengeling WL, Packer RA: Pathogenesis of chronic hog cholera: Host response. Am J Vet Res 30, 409 (1969).
10.	Van Oirshot JT, Terpstra C: A congenital persistent swine fever infection. 1: Clinical and virological observations. Vet microbiol 2, 121 (1977).
11.	Kamolsiriprichaiporn S, Hooper PT, Morrissy CJ, Wetsbury HA: A comparison of the pathogenicity of two strains of hog cholera virus. 1: Clinical and pathological studies. Aust Vet j 69, 10 (1992).
12.	Stewart WC: Hog Cholera, in diseases of swine 5.th edition. Iowa State Univ Press (1981).
13.	Video SR TV:svinepest.
14.	Dunne HW: Hog cholera, in Diseases of Swine 3rd edition. Iowa State Univ Press (1970).
15.	Carbrey E, Stewart WC, Young SH: The changing picture of hog cholera. Case studies. J AM Vet Med Assoc 149, 1720- 1724 (1966).
16.	Liess B: Pathogenesis and epidemiologi of hog cholera. Ann Rech Vet 18, 139-145 (1987).
17.	Dunne HW: Hog cholera, in Diseases of Swine, 4th edition. Iowa State Univ Press (1975).
18.	Mengeling WL, Packer RA: Pathogenesis of chronic hog cholera: Host response. Am J Vet Res 30, 409 (1969).
19.	Trautwein G: Pathology and pathogenesis of the disease. In Classical Swine fever and related infections 27-54. Nijhoff, Dordrecht (1988).
20.	Meyer H, Liess B, Hermanns W, Trautwein G: Experimental transplacental transmission of hog cholera virus in pigs. 4: Virological and serological studies in newborn pigs. Zbl Vet Med 28B, 659-668 (1981).
21.	Van der Molen EJ, Van Oirshot JT: Congenital persistant swine fever (hog cholera). 1: Pathomorphological lesions in lymfoid tissues, kidney and adrenal. Zbl Vet Med B, 28, 89 (1981).
22.	Rådets direktiv af 22.01.80 om fællesskabsforanstaltninger til kontrol med klassisk svinepest, med ændringer senest 95/1/EF.
23.	SVS/SVIV brugerhåndbog 1997. Mundtlig meddelelse Karl Johan Sørensen, SVIV.
24.	Wensvoort G, Terpstra C, Boonstra J, Bloemraad M, Van Zane D: Production of monoclonal antibodies against swine fever virus and their use in laboratory diagnosis. Vet Microbiol 17, 129-140 (1986).
25.	Wensvoort G, Terpstra C, De Kluijver EP, Kragten C, Warnar JC: Antigenic differentiation of pestivirus strains with monoclonal antibodies against hog cholera virus. Vet Microbiol 21, 9-20 (1989).
26.	Wensvoort G, Bloemraad M, Terpstra C: An enzyme immunoassay employing monoclonal antibodies and detecting specifically antibodies to classical swine fever virus. Vet Microbiol 17, 129-140 (1988).
27.	Mundtlige og skriftlige meddelelser fra Anne Mette Olsen, DANSKE SLAGTERIER.
28.	Terpstra C, Robijns KG: Experience with regional vaccination against swine fever in enzootic areas for limitid periods using C-strain virus. Tidjschr Diergeneeskd 102, 106 (1977).

Kilde: Dansk Veterinærtidsskrift nr. 20, 15. oktober 1997, 80. årgang side 863-867

Klassisk svinepest - patogenese, diagnostik, bekæmpelse