De fleste partier af de i rapporten nævnte fedtholdige råvarer kan sandsynligvis anvendes med udmærket resultat i foderblandinger - forudsat at man kender råvarernes egenskaber og variation - og at man tager hensyn hertil ved sammensætning af foderet.

Jodtalsværdier

Med det formål at opstille nogle typiske værdier for jodtal i koncentrerede fedtprodukter og oliekager, som kan bruges ved optimering af foderblandinger, har vi dels indsamlet en række resultater af jodtalsanalyser og dels suppleret med nye jodtalsanalyser på enkelte foderstoffer. Værdierne er samlet i tabel 1.

Tabel 1.

Jodtal i nogle kraftfodermidler

Produkt	Antal	Gnsn.	St. afv.	Min.	Maks.	Tabelværdi*
Solsikke	9	129	13,1	101	147	130
Raps	5	106	21,8	71	121	105
Soja	9	122	26,5	86	180	130
Hørfrø	7	178	7,6	170	190	180
Palme	7	18	3,4	16	26	20
Kokos	3	9	1,2	8	10	10
Bomuld	19	104	10,1	74	124	110
Animalsk	9	57	2,7	54	62	55
Bl. fedt
Biolinol	9	84	16,9	60	107	-
K-fedt	14	58	1,9	55	61	-
Vegamol	3	63	3,1	60	66	-
*) Andersen og Just, 1979

Analyser fra frø, kager og skrå af de enkelte produkter er slaet sammen, da varens fedtindhold ikke er afgørende for jodtallet, men derimod arten af fedtet. De fundne gennemsnitsværdier viser god overensstemmelse med de nugældende tabelværdier, der er anført i tabellens hojre side. Storste afvigelse findes for soja og bomuld, der er henholdsvis 8 og 5 enheder lavere end tabelværdierne.

Nogle af produkterne viser så stor variation, at man ikke bor regne med tabelværdierne. Dette gælder f.eks. soja-, solsikke-, raps- og bomuldsprodukterne. Selv om gennemsnitsværdien passer med tabelværdien, bør kagerne af de pågældende produkter analyseres for jodtal på grund af den store variation. F.eks. har et parti sojakager haft lige så højt et jodtal som hørfrø.

K-fedt har et konstant jodtal, mens Biolinol varierer sa meget, at en analyse er nodvendig ved hver leverance. Vegamol ser ud til at have et konstant jodtal. Desværre er det kun Iykkedes at fremskaffe tre analyser af dette produkt. Dette gælder også for kokoskager.

De fleste partier af de i rapporten nævnte fedtholdige råvarer kan sandsynligvis anvendes med udmærket resultat i foderblandinger - forudsat at man kender råvarernes egenskaber og variation - og at man tager hensyn hertil ved sammensætning af foderblandinger.

Baggrund

I foderblandinger anvendes nu flere forskellige fedtkilder. Tidligere bestod fedtfraktionen udelukkende af:

Vegetabilsk fedt stammende fra forskellige, fedtholdige oliekager.
Animalsk fedt stammende fra danske destruktionsfabrikker.

I de senere ar er man også begyndt at anvende fedttilskud i svine- og fjerkræfoderblandinger. Dette har bevirket, at Danmark fra at være fedtekaportør er begyndt at importere foderfedt, hovedsagelig fra Tyskland. Det udenlandske foderfedt består af både animalsk og vegetabilsk fedt, såkaldt blandingsfedt.

Animalsk fedt

Rent, animalsk fedt fremstilles på vore destruktionsfabrikker ud fra selvdøde dyr, slagteaffald mm. Produktet er tilsat antioxidanter og er meget ensartet og stabilt. 99 pct. af varen regnes for at bestå af rent fedt, dvs. den sidste procent er urenheder og vand.

Vegetabilsk fedt

Vegetabilsk fedt er forskellige planteolier, der sælges i en blanding eller enkeltvis. De rene planteolier, f.eks. sojaolie, volder sjældent problemer. Blandes planteolien med f.eks. destillationsrester fra raffinering af vegetabilske olier, friturefedt, restprodukter fra sæbefremstilling og lignende, kan produkterne have flere uønskede egenskaber.

Blandingsfedt

På foderstofmarkedet sælges både dansk og udenlandsk blandingsfedt. På side 87 er vist beskrivelser af to danske produkter fra Århus Oliefabrik A/S. Foderfedt-K og Foderfedt-F anvendes til henholdsvis kvæg- og fjerkræfoderblandinger. Af tyske produkter kan bl.a. nævnes Biolinol og Vegamol. Andre sælges bare under navnet blandingsfedt.

Karakteristisk for det udenlandske blandingsfedt er dets variation fra gang til gang. En analyse er nødvendig på hver leverance. Indholdet af uforsæbeligt stof kan være højere end normalt, ligesom der er fundet uheldige olier så som erukasyre og mineralolie. Det danske blandingsfedt er normalt ensartet og af god kvalitet.

Kvalitetskrav

For at imødegå de svingende fedtkvaliteter har DAKOFO opstillet følgende kvalitetskrav:

Vand (M)	maks.	1, 0 pct.
Smuds (I)	do.	1,0 pct.
Uforsæbelig rest (U)	do.	3,5 pct.
M. I. U. -tal	do.	5,0 pct.
Di-, tri- og polymere forbindelser.	do.	3,0 pct.
Fedtsyrer C-20 og højere	do.	4,0 pct.
Jodtal	do.	75

Ovennævnte kvalitetskrav kan let kontrolleres ved analyse, bortset fra di-, tri- og polymere forbindelser (se analyseafsnit). Hvis ovennævnte krav overholdes, kan også blandingsfedt anvendes i foderblandinger, uden at der nødvendigvis opstår uheldige forhold i den animalske produktion.

Andre kvalitetskrav kunne være:

Smeltepunkt
Thiobarbitursyretal og lignende
Peroxidtal Råfedtpct.
Frie fedtsyrer
C-12 og lavere "pH"

Smeltepunktet skal helst være under dyrenes legemstemperatur, ligesom det er af betydning for transporten. Peroxidtallet og barbitursyretallet fortæller, om der er forekommet oxidativ harskning og frie fedtsyrer, om fedtet er spaltet. pH kan fortælle, om fedtet kan give anledning til tæring i rør og opbevaringsbeholder. Ligesom man ikke er interesseret i langkædede fedtsyrer med 20 eller flere kulstofatomer, er man heller ikke interesseret i kortkædede fedtsyrer. Endelig fortæller råfedtprocenten meget om varens renhed.

Analyser

Nedenstuende omhandler nogle af de vigtigste analyser, der for tiden udføres i praksis til vurdering af fedt som fodermiddel. Analyserne udføres enten på fedt, ekstraheret fra fedtholdige råvarer (råfedt), eller pa rene fedtvarer og kan groft opdeles i to grupper (med overlapning):

Analyser for fedtets grundsammensætning,
Analyser for de egenskaber, som fedtet - mere eller mindre utilsigtet - har opnået under brug, processer, lagring, transport mv.

Grundegenskaber

Smeltepunktet kan give en ide om fedtsyresammensætningen eller graden af umættethed. Smeltepunktet stiger med stigende kædelængde af fedtsyrer og falder med stigende grad af umættethed.

Fedtsyresammensætningen kan bestemmes både ved gaskromatografi (GC) og højtryksvæskekromatografi (HPLC). GC på methylestre er de mest anvendte.

Jodtallet er et udtryk for graden af umættethed i fedtet. Metoden er beskrevet side 86. Frie fedtsyrer (FFA-tallet) i fedt bestemmes ved titrering med base og kan angives i g/kg vare eller pct. af råfedt, udtrykt som f.eks. oliesyre.

Den uforsæbelige rest er den del af råfedtet, der efter forsæbning med KOH kan tilbageekstraheres med f.eks. petrolether.

Frembragte egenskaber

Vandindholdet angives i pct. af varen. Smuds angives som den procentdel af fedtvaren, der ikke er opløselig i f.eks. diethylether. Frie fedtsyrer og uforsæbelig rest, se ovenfor.

Oxidationsgrad. Fedtsyrer, især\polyumættede, kan iltes enten ved autooxidation (kædereaktion), ved påvirkning med UV-lys eller katalyseret af enzymer. Herved dannes hydroperoxider, der er ustabile og med tiden: henfalder til især carbonylforbindelser, f.eks. aldehyder og ketoner. Koncentrationen af hydroperoxider måles ved peroxidtallet, mens carbonylforbindelserne beskrives ved anisidin-, benzidin- og thiobarbitursyretal (TBA-tal).

Polymere fedtsyreforbindelser opstår ved opvarmning (termiske polymere), og ved at hydroperoxiderne reagerer (oxypolymerer). De polymere forbindelser måles ikke i praksis endnu.

Diskussion af analysernes kvalitet og relevans

Smeltepunktet har værdi, hvis fedtets oprindelse og dermed fedtsyrernes omtrentlige størrelse eller graden af umættethed er kendt, f.eks. ved katalytisk hydrogenering af planteolier. Er varen af ukendt oprindelse, er oplysning om smeltepunktet ret værdiløs i sig selv.

Gaskromatografisk undersøgelse af fedtsyresammensætningen er en relativ dyr analyse, men kan være nødvendig. Indholdet af (poly-) umættede fedtsyrer er interessant, da det ved fodring af malkekvæg bør være ret lavt af hensyn til mælkefedtydelsen (Palmquist og Jenkins, 7980), ligesom det bør holdes moderat ved opfodring af svin, da spækket ellers bliver for blødt. Samtidig skal der være et vist minimum til enmavede dyr (Vind, 7980). Indholdet af langkædede fedtsyrer (20 kulstofatomer eller mere) er interessant, da de mistænkes for lav fordøjelighed. Smeltepunktet skal helst ligge under legemstemperatur, da flydende fedt fordøjes lettest (Vind, 1980).

FFA-tallet alene er ret værdiløst. Visse leverandører hydrolyserer bevidst fedtet, mens FFA også kan opsta ved enzymatisk hydrolyse foretaget af bakterier. Et højt FFA-tal kombineret med en høj vandprocent kan säledes give mistanke om (tidligere) mikrobiel aktivitet.

Den uforsæbelige rest må antages at være meget lidt fordøjelig (Vind, 7980). Den kan indeholde kulbrinter, alkoholer, vitaminer og alle former for upolære forureninger. Denne analyse er væsentlig.

Vand og smuds kan ligeledes regnes som værdiløs. Samtidig kan mængde af vand og smuds give et godt billede af den - mangel på - omhu, hvormed fedtet er behandlet.

Måling af en vares oxidationsgrad er en problematisk affære, og der er gennem årene foreslået et stort antal analyser, der dog alle lider af forskellige skavanker. Peroxidtallet måler kun relativt nylig oxidation. Tsoukalas og Crosch (1977) afprøvede forskellige tests og fandt bl.a., at såvel anisidin- som TBA-tal kun var af semikvantitativ karakter. Ligeledes angiver Crosch (1975), at ved maling af dinitrophenylhydrazoner (DNPH af oxidationsprodukterne fra hasselnøddeolie skyldtes størstedelen af maleresultatet aromatisk inaktive carbonylforbindelser. Metoden er ikke kvantitativ, da de molære extinctionskoefficienter for forskellige DNPH-derivater er forskellige.

Med den stigende anvendelse af brugt friturefedt og lignende til foderbrug ville det være meget relevant med en rutineanalyse til polymer-forbindelser, men en sådan er så vidt vides endnu ikke fremkommet.

Konklusion vedrørende analyser

Der er behov for en vurdering af, hvilke analyser det kan betale sig at udfore, da resultaternes styrke ikke altid står i forhold til de økonomiske omkostninger.

Der er derudover behov for et udviklingsarbejde inden for såvel oxidations- som polymerområdet. Der må konstrueres en analyse, der - rimeligt hurtigt og billigt kvantitativt kan bestemme oxidationsgraden af en given vare. En losning på dette kunne være at silylere methylesterblandingen fra fedtsyreanalyse og med GC måle på nogle få nøglekomponenter, efter at denne blandings aldehyder, ketoner og hydroperoxider alle er redueeret med NaBH4 til alkoholer. Endvidere må der laves en hurtig analyse til polymerforbindelser. Walthing et al. (1975) brugte med held gelfiltrering til formålet, og ifølge firmaet Waters A/S kan noget tilsvarende gøres med HPLC-udstyr.

Jodtal

Et foderstofs indhold af umættet fedt kan måles ved jodtallet. Jo mere umættet fedt, jo højere jodtal. Statens Husdyrbrugsforsøg har vist, at det optimale jodtal i kraftfoderblandinger til kvæg er ca. 80. Ved højere værdier ændres vomgæringen således, at mælkemængde og mælkens fedtindhold falder.

Analyse Jodtallet bestemmes ved hjælp af Wijs metode, der måler, hvor meget jod der kan bindes i 100 g fedtudtræk. Derimod foreskriver metoden ikke, hvordan man udtrækker det fedt, der skal bruges ved analysen.

Følgende ekstraktionsmidler anvendes på danske laboratorier: petroleumsæter, æter, tetraklorkulstof og tetraklorethylen. Fra FFA-analyse ved vi, at forskellige ekstraktionsmidler giver forskellige analyseresultater. Derfor har vi provet at bestemme jodtallet på nogle få fodermidler ved hjælp af forskellige ekstraktionsmidler. Resultatet er vist i tabel 2.

Tabel 2.

Jodtal bestemt ved forskellige ekstraktionsmid

Råvare	Æter - Lab.1	Æter - Lab.2	Perklorethylen	Tetraklorkulstof
Solsikkeskrå	102	-	136	-
do.	118	135	142	110
Palmekager	18	18	17	16
Bomuldsfrøkager	107	-	113	-
do.	106	109	107	102
do.	101	-	105	-
Animalsk fedt	59	-	60	-

Solsikkeskrå har givet de største afvigelser. Dette kan måske skyldes usikkerheden ved at arbejde med små fedtmængder. Ellers er afvigelserne maks. 7 enheder for de enkelte råvarer. Yderligere undersogelser er nødvendige for at belyse ekstraktionsmidlernes indflydelse på jodtallet.

Reference
-	Andersen, P.E. og Just, A., 7979: Tabeller over fodermidlernes sammensætning mm. Kvæg - svin: 48-49.
-	Grosch, W, 1975: Ablauf und Analytik des oxidativen Fettverderbs. Z. Lebensm. Unters. - Forsvh. 157: 7083.
-	Isoukalas, B. og Grosch, W., 7977: Analysis of fat deterioration - eomparison of some photometrie tests. J.A.O.C.S. 54: 490-493.
-	Palmquist, D. L. and Jenkins, T, C, 1980: Fat in lae tation rations: Review. J. Dairy Sei. 63: 1-14.
-	Vind, R., 1980: Fedt til foderblandinger. Ugeskrift for jordbrug 46: 1123-1126.
-	Walthing, A. E, et al., 1975: Chemical analysis of polymerization produets in abused fats and oils. J.A.O.C.S. 52: 96-100.

Kilde:

Meddelelse nr. 4, 1981. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433

Karakterisering af fedt til foderblandinger