DBL-analysens reproducerbarhed er rimelig for de fleste varetypers vedkommende, men vil givetvis kunne forbedres ved mindre justeringer i analyseproceduren samt analyseudstyret.

DBL-analysens reproducerbarhed er rimelig for de fleste varetypers vedkommende, men vil givetvis kunne forbedres ved mindre justeringer i analyseproceduren samt analyseudstyret.

De lavere værdier for lysinindholdet i prøverne, fundet med DBL-metoden i forhold til den traditionelle aminosyreanalyse, kan forklares med, at DBL-metoden kun måler det næringsmæssigt tilgængelige lysin.

For at DBL-metoden kan få praktisk betydning kræves:

At teknikken forbedres
At analysens mål i relation til foderkvalitet klarlægges.

En sådan udvikling må være påkrævet, idet der eksisterer et behov for at kunne kontrollere indholdet af (tilgængeligt) lysin i foder til enmavede dyr, og fordi DBL-metoden i princippet er både enkel og hurtig.

Baggrund

Den ernæringsmæssige kvalitet af proteinfraktionen i foder er bestemt af proteinets aminosyre-sammensætning i relation til dyrenes aminosyrebehov. For svin, fjerkræ og andre enmavede dyr er det ofte den livsnødvendige aminosyre lysin, som begrænser den fulde udnyttelse af foderets protein. Der er to årsager hertil:

Planteprotein, især byg, er forholdsvis lysinfattigt
lysin er reaktionsdygtigt, således at det forholdsvis let omdannes til næringsmæssigt utilgængelige reaktionsprodukter.

Kendskab til proteinfraktionens indhold af lysin er derfor nødvendigt ved vurdering af dets næringsmæssige kvalitet.

Den mest udbredte analyse til bestemmelse af proteins aminosyresammensætning er baseret på sur hydrolyse af proteinet, efterfulgt af kromatografisk adskillelse af aminosyreblandingen og målingen af de enkelte aminosyrer (Rexen, 1973) Analysen er, på trods af senere omfattende automatisering, forholdsvis langsom og kostbar. Endvidere har analysen den ulempe, at den måler nogle af lysins næringsmæssigt utilgængelige reaktionsprodukter som lysin. Der eksisterer modifikationer af metoden, som kan skelne mellem tilgængeligt og utilgængeligt lysin, f.eks. fluorodinitrobenzen- (FDNB-) metoden (Rexen og Christensen, 1966). De modificerede metoder er dog forholdsvis vanskelige at udføre.

Der eksisterer en simpel og hurtig analysemetode til måling af et begrænset antal aminosyrer farvebindingsmetoden (DBC-metoden). Metoden er udbredt inden for både levnedsmiddel- og foderstofindustrien til produktionskontrol og er beskrevet af Jacobsen (1976). Metoden måler i princippet proteiners indhold af de tre basiske aminosyrer, arginin, histidin og lysin, i deres næringsmæssigt tilgængelige form. Analysen er baseret på reaktion mellem de basiske aminosyrer og et surt azo-farvestof "Acid Orange 12". Ved reaktion mellem farvestoffer i opløsning og proteinbundne basiske aminosyrer udfældes reageret farvestof, mens reaktionsprodukter mellem frie aminosyrer og farvestof ikke udfældes. Efter filtrering måles restkoncentrationen af farvestoffer fotometrisk.

Under forudsætning af ideel støkiometrisk reaktion fældes et molekylefarvestof for hvert molekyle tilgængeligt lysin, histidin eller arginin i prøven. Det totale tilgængelige indhold af basiske aminosyrer, udtrykt som Mol (grammolekyle), vil da være lig med Mol udfældet farve.

Denne metode er nu modificeret, således at den kan skelne mellem lysin og de to andre basiske aminosyrer (DBL-metoden). Dette udføres ved en forbehandling af prøven, hvorved lysin blokeres for reaktion ved hjælp af propionsyreanhydrid, således at kun histidin og arginin måles ved analysen. Differencen mellem farvebindingskapaciteten malt med og uden denne forbehandling er således et udtryk for prøvens indhold af lysin. Metoden er udviklet af Hurrel (1976).

Metodens egnethed til bestemmelse af reaktionsdygtigt lysin i varmebehandlede levnedsmidler er undersøgt af Hurrel (1979). Undersøgelsen viste, at DBL-metoden var god til at afsløre de første 15 pct. fald i lysinets tilgængelighed. Undersøgelsen, beskrevet i denne rapport og udført på Bioteknisk Institut, er en afprøvning af DBL-metoden til måling af lysin i foderstoffer. Resultaterne er sammenlignet med prøvernes totalindhold af lysin, målt med den traditionelle aminosyreanalyse efter sur hydrolyse.

Arbejdet er finansieret af Landbrugsministeriet og henhører under projektet "Hurtige analysemetoder til foderstofkontrol".

Reference
-	Hurrel R.F.. and Carpenter, K.J., 1976: An approach to the rapid measurement of "reactive lysine" in foods by dye binding. Proceeds of the Nutrition Society 35: 23 A.
-	Hurrel, R.F., Lerman, P. and Carpenter, K.J., 1979: Reactive lysine in foodstuffs as measured by a rapid dyebinding procedure. Journal of Food Science 44: 1221-1227.
-	Jacobsen, E.E., 1976: Farvebindingsmetoden. Ugeskrift for agronomer og hortonomer 22: 474478.
-	Madsen, K. Krogsgaard: Lysine-determination. A/S N. Foss Electric, Hillerød, 2. edition, 7 sider, ill.
-	Rexen, B. og Christensen, B.H., 1966: The determination of available lysine in feeding stuffs. Automation i analytical chemistry. Technicon International Symposia: 435-438.
-	Rexen, B., 1973: Drift af en technicon-aminosyreanalysator. Beretning nr. 65, Bioteknisk Institut. 11 sider, ill.

Kilde:

Meddelelse nr. 3 og 4, 1980. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433

Farvebindingsmåling til bestemmelse af lysin i foderstoffer