I mange foderemner forekommer naturligt stoffer, som er toksiske i større koncentrationer eller forringer foderoptagelse, tilvækst og foderudnyttelse.

Sundhedsmæssige problemer i svinebesætninger kan ofte henføres til foderet, men det er næsten altid meget vanskeligt at afsløre den nøjagtige årsag til problemerne. Der er et utal af muligheder for foderfejl, og normalt virker flere uheldige faktorer i kombination, således at det er den sidste dråbe, der får bægeret til at flyde over.

I mange foderemner forekommer naturligt stoffer, som er toksiske i større koncentrationer eller forringer foderoptagelse, tilvækst og foderudnyttelse. Alligevel kan disse foderemner ofte med fordel anvendes i svinefoder efter en passende teknisk behandling, som eliminerer de væksthæmmende stoffer. Som alternativ kan de bruges med så lille en andel af foderet, at der ikke kan konstateres nogen negativ effekt.

Baggrund

Proteaseinhibitorer

Proteaseinhibitorer er en gruppe stoffer, der har en negativ virkning på dyrenes proteinudnyttelse. Disse inhibitorer findes i mange vegetabilske råvarer - især bælgplanter, men også i byg, rug, hvede og majs. De bedst kendte af disse er sikkert trypsininhibitorer i sojaprodukter. Trypsin er et proteinnedbrydende enzym fra bugspytkirtlen (pankreas) og ved reaktion med trypsininhibitorer dannes et inaktivt kompleks. Denne reaktion nedsætter derfor mængden af enzym, der er til rådighed til nedbrydning af protein i fordøjelseskanalen. Kunitz (1945) var den første, som isolerede og beskrev en trypsininhibitor. Det var et højmolekylært protein (Kunitzfaktoren). Senere er der påvist andre proteaseinhibitorer i soja, bl.a. Bowman-Birk-faktoren. Flere af disse inhiberer også chymotrypsin, der er et fordøjelsesenzym fra bugspytkirtlen.

Trods mange års forskning er der endnu ikke fuld klarhed over den fysiologiske virkriing af proteaseinhibitorer. Symptomerne varierer fra dyreart til dyreart. Normalt ses forøget proteinudskillelse med fæces (dårlig proteinudnyttelse) og reaktiv vækst med forstørrelse af bugspytkirtlen. Meget tyder på, at den skadelige effekt af trypsininhibitor er størst i små dyr, hvor bugspytkirtlen er størst i forhold til dyrets vægt. Svin skulle således ikke være særligt følsomme, og den dårlige foderværdi af rå sojaprodukter til svin skyldes sandsynligvis andre ernæringsnegative stoffer.

De fleste proteaseinhibitorer kan inaktiveres ved en passende varmebehandling. Toastning af sojaskrå - dampbehandling ved ca. 105 °C i ca. 10 min. - fjerner ca. 90 pct. af trypsininhibitoraktiviteten. Tilavarende reduktion kan opnås ved en kortvarig, infrarød varmebehandling, hvor materialetemperaturen når op på 130-150 °C. Effekten af varmebehandlingerne kontrolleres ved kemisk analyse for trypsininhibitor eller mere indirekte ved analyse af ureaseaktivitet

Phyto-hemagglutininer, Lectiner

En anden gruppe stoffer af proteinkarakter er phytohemagglutininer eller lectiner. De karakteriseres ved, at de agglutinerer (sammenklumper) med røde blodlegemer og andre celler. Desuden er nogle af stofferne meget giftige ved fodring. Ricin er beskrevet af Stillmark allerede i 1889, og dette stof er ansvarlig for den toksiske virkning af ricinusfrø.

Lectinerne forekommer især i bælgplanter - bønner og ærter; de findes dog også i mange andre vegetabilske råvarer som kartofler, hvedekim, ris og byg. Importerede oliekager forurenet med ricinusfrø har enkelte gange givet alvorlige sundhedsproblemer i danske besætninger. De lidt tvivlsomme fodringsresultater med rå hestebønner, ærter og sojaprodukter kan meget vel skyldes indhold af lectiner.

Den toksiske effekt af lectiner kan normalt elimineres ved varmebehandling ved passende temperatur, fugtighed og tid.

Cyanogene glucosider

Cyanid-forgiftninger kendes især fra bittermanler og kerner af stenfrugter, men i mange andre planter findes glycosider, som ved hydrolyse kan afgive blåsyre.

Glucosiderne er i sig selv ugiftige, men normalt findes de i planterne sammen med enzymer, som kan fraspalte blåsyre. Disse enzymer kan inaktiveres ved en passende varmebehandling. En afgiftning kan dog også gennemføres ved netop at lade enzymerne spalte glucosidet, hvorpå den flygtige blåsyre hurtigt fordamper ved efterfølgende lagring og beluftning.

Af speciel interesse for svineproducenter er glucosidet linamarin, som findes i hørfrø og i maniokplantens rodknolde, som anvendes til fremstilling af maniokmel (tapiokamel). I almindelighed vil enzymet sikkert ødelægges ved passage gennem mavens sure pH, således at forgiftninger undgås. Men hydrolysen kan ske i vådfodringsanlæg, specielt ved støbsætning i flere timer.

Glucosinolater

De fleste korsblomstrede planter indeholder glucosinolater, som ved hydrolyse med enzymet myrosinase spaltes i glucose og goitrin (oxazolidinethion) isothiocyanat eller nitril. Disse stoffer hæmmer jodoptagelse i skjoldbruskkirtlen og reducerer derved tilvækst og foderudnyttelse. Blandt isothiocyanaterne kan allylsennepsolie give akutte forgiftninger. Den forekommer bl.a. i sort sennep, der kan findes som forurening i importeret rapsskrå.

Tidligere var indholdet af glucosinolater så højt i rapsprodukter, at det ikke med fordel kunne anvendes til enmavede dyr. Men ved forædling er det i løbet af det sidste tiår lykkedes at reducere indholdet til mindre end 10 pct. af det oprindelige niveau. Rapsprodukter af de nye sorter kan derfor nu anvendes i betragtelige mængder uden negativ effekt på tilvækst og foderudnyttelse.

Gossypol

I bomuldsfrø findes gossypol, som er en gruppe stoffer af polyphenol-karakter. Den akutte giftighed er lille, men ved længere tids fodring er det sundhedsskadeligt for enmavede dyr. Ved korrekt varmebehandling af bomuldsfrø under ekstraktionsprocessen reagerer gossypol bl.a. med aminosyren lysin, og giftigheden reduceres væsentligt. Tilsætning af ekstra ferrosalte (jern) til foderet kan også delvis neutralisere giftigheden af gossypol.

Tanniner

Tanniner er også polyphenoler, som bl.a. findes i milokorn, hestebønner, rapsfrø og ærter. De har en hæmmende virkning på aktiviteten af trypsin og alfa-amylase, der spalter henholdsvis protein og stivelse i fordøjelseskanalen. Desuden kan de danne komplekser med vitamin B12. I hestebønner findes tannin hovedsagelig i skallen og kan derfor fjernes ved afskalning. For milokorns vedkommende søges problemet løst ved planteforædling.

Under gruppen af tanniner kan også regnes chlorogensyre, for så vidt dette er en polyphenolforbindelse. Chlorogensyre findes i solsikkeskrå (1,2-2,7 pct.). Virkningsmekanismen er ikke fuldstændig kendt, men chlorogensyren hæmmer aktiviteten af både proteinaser, amylaser og lipaser. Den skadelige effekt (vækstdepression og dårlig foderudnyttelse) af chlorogensyre kan modvirkes ved tilsætning af f.eks. methionin og cholin.

Andre ernæringsnegative stoffer

Mange andre ernæringsnegative stoffer forekommer naturligt i vegetabilske råvarer. Større mængder rug i svinefoder har en negativ effekt på tilvækst og foderudnyttelse. En kemisk forbindelse af typen alkyl-resorcinol kan muligvis være ansvarlig. Ærter og hestebønner har negativ effekt på søernes frugtbarhed. I kartofler findes solanin, som hæmmer aktiviteten af cholinesterase, hvilket kan give forstyrrelser af mave-tarmkanalens funktion og visse nervøse forstyrrelser.

Som følge af infektion med skimmelsvampe kan der være dannet mykotoksiner. Specielt kan nævnes meldrøje i rug. Den er nu sjælden, men kan forårsage meget alvorlige forgiftninger (ergotamin).

Sygdomsfremkaldende bakterier kan også være et problem i flere foderemner. Salmonella er bl.a. påvist i fiskemel, kødbenmel og tapiokamel. Men også andre bakterier kan give sundhedsmæssige problemer - især efter opformering i vådfodringsanlæg. I denne henseende frembyder de våde råvarer, valle, gærfløde, fiskeensilage og kødfoder specielle problemer.

Mider i korn kan også give foderproblemer. Miderne kan især formere sig stærkt i fugtigt korn og giver kornet en ubehagelig, stikkende lugt. De kan fjernes ved aspiration af kornet, og nedtørring til ca. 13 pct. vand sikrer mod ny opformering.

Ved dårlig lagring og håndtering af råvarer og færdige foderblandinger kan der ske både mikrobielle og kemiske reaktioner, som ofte vil medføre forringet foderværdi. I nogle besætninger kan dette give alvorlige sundhedsproblemer, som tydeligt skyldes foderet, hvis problemerne forsvinder, når der skiftes til et andet foderparti, og vender tilbage, når det mistænkte foder igen bruges. Ofte vil man imidlertid finde, at det samme foder fungerer udmærket i en anden besætning. Årsagen til problemerne i den første besætning må derfor være flerfaktoriel, og man vil sjældent kunne afsløre den eller de sundhedsskadelige faktorer i foderet.

Reference
-	Coan, M.H. and Travis, J., 1971: Interaction of human pancreatic proteinases with naturally recurring proteinase inhibitors. In H. Fritz and H. Tschesche (Eds. ). Proc. Int. Res. Cont. Proteinase Inhibitors. Walter de Gruyter, Berlin. 294 sider.
-	Long, C., 1961: Biochemists Handbook. Van Nostrand-Reinhold, Princeton, New Jersey. 675 sider.
-	Montgomery, R. D., 1969: Cyanogens. In I. E. Liener (Ed.). Toxic Constituents of plant foodstuffs. Academic Press, New York. 143 sider.

Kilde:

Meddelelse nr. 3 og 4, 1984. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433

Diætetiske og toksiske risici ved forskellige foderemner